ATTITUDE - FF by Kiwiii

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Da 17-årige Grace flytter til en lille by, langt væk fra sine vante omgivelser og sit selvsikre jeg, vendes hendes liv på hovedet. Hvordan er det at stå overfor en ny side af sig selv samtidig med, at man stifter bekendtskab med kærlighedens forunderlige og skræmmende ansigt. Hvordan tackler man fænomenet gruppepres når det indebærer, at man skal overskride grænser? Og hvad med ham den krølhårede fyr, der er noget så forvirrende? Får han lov til at fylde lidt mere i hendes liv, end hvad hendes intentioner egentlig var?

27Likes
22Kommentarer
12296Visninger
AA

13. Kapitel 12 - We're Stuck In A Closet!

~ Kapitel 12 Grace’s POV ~

 

Da middagspausen indtraf om mandagen, var jeg stadig ikke kommet mig over, at Harry og Jack havde været i slåskamp hele to gange i løbet af weekenden. Harry lignede jeg-ved-ikke-hvad og havde en stor hoodie og solbriller på for at dække bare lidt af sine mange skader. Og her som vi sad for at spise vores frokost, sad Harry med en tom tallerken. 

“Skal du ikke have noget?” Spurgte Noah. Harry rystede helt kort på hovedet. Noah trak på skuldrene og spiste så videre. Jeg lænede mig lidt over mod Harry. 

“Er du okay?” Spurgte jeg. 

“Sådan da,” svarede han smertefuldt. Jeg kiggede bekymret på ham. 

“Du skal altså til en læge,” fastslog jeg. Han sukkede irriteret. 

“Det er ikke nødvendigt,” prøvede han. Jeg rystede bestemt på hovedet og tog en bid af mit æble. 

“Jo det er. Jeg tager med dig derhen efter skole,” sagde jeg. 

“Hør, jeg kan umuligt komme til lægen sådan her - det er jo tydeligt, at jeg har været oppe at slås, og så får jeg bare endnu en dom,” sagde Harry lavt. Jeg så mærkeligt på ham. Havde han været i fængsel. 

Endnu en dom?” Spurgte jeg. Han nikkede. 

“Yeah.. Jeg har siddet inde et par måneder for vold og sådan,” Jeg så forfærdet på ham. 

“Vi kan vel bare sige, at du faldt på cykel?” Foreslog jeg og kunne bagefter godt selv høre hvor dumt det lød.

“Haha.. Det var en af de bedre,” grinede han. 

 

“Harry Edward Styles!” Sagde den ældre, kvindelige læge med blikket rettet mod en blok papir hun havde i hånden. Harry og jeg rejste os og fulgte med hende ind i et rum. Hun gjorde gestus mod stolen, og Harry satte sig ned. Jeg stod akavet bagved ham og trippede nervøst. 

“Du faldt på cykel, siger du?” Spurgte hun mistroisk og rettede lidt på sine briller. Harry sank en klump. Det var sjældent man så Harry blive nervøs, så jeg kunne ikke lade være med at finde lige netop dette en smule komisk.

“Ja,” mumlede han. Hun skrev noget ned på sin blok. Jeg rømmede mig lidt. 

“Han var fuld,” tilføjede jeg. Hun nikkede. 

“Aha.. Se så giver det jo mening,” sagde hun og trillede sin kontorstol tættere på Harry. Hun lyste ham i øjnene med en lille lygte og studerede så hans ansigt. 

“Hmm… Det er vidst bare nogle buler, blå mærker og skrammer,” sagde hun. Harry åndede lettet op. 

“Men hold lige lidt øje med det øje der, hvis det bliver værre så..” Jeg afbrød hende; “hvordan værre?”

“Det kan være dobbeltsyn, bevidsthedstab, ydeligere hævelse. Men sådan noget sker oftest hvis et i forvejen blåt øje får endnu et slag - ikke noget du skal bekymre dig om,” sagde hun og viftede med hånden. Harry og jeg udvekslede nervøse blikke. Det var jo faktisk netop det, der var sket. Harry havde erhvervet sig et blåt øje, for derefter at få et endnu værre blåt øje. Bare han nu ikke mistede synet. 

“Hvad med dine ribben?” Spurgte jeg og kiggede ned på Harry. 

“Det går fint,” løj han og rejste sig fra stolen, men var i samme øjeblik nødt til at krampe sig sammen i smerte. 

“Helt sikkert,” mumlede jeg. 

“Vi skal vidst have dig i røntgen,” sagde lægen og rystede sukkende på hovedet. 

 

Harrys besøg hos lægen kunne have endt bedre. Det kunne selvfølgelig også have endt værre, men altså. Røntgenbillederne viste, at der ikke var nogen brud på Harrys ribben, men at han bare havde fået nogle ordentlige slag. Harry og jeg var sammen blevet enige om at udføre udfordring nummer to efter vores lægebesøg. Jeg var virkelig ikke på hjemmebane, men Harry forsikrede mig om at det nok skulle gå - han var trodsalt erfaren i faget. 

Derfor var vi nu endt udenfor et hus, kun Harry vidste hvem tilhørte. Jeg listede bag ham og kiggede mig panisk over skulderen hvert andet minut. 

“Harry hvor er vi?!” Hviskede jeg ophidset. Han tyssede på mig og listede om bag en hæk. Jeg fulgte efter ham og var yderst forsigtig med ikke at lave nogen lyde. 

“Jack,” hviskede han hårdt og tog min hånd. Et stød gik igennem mig da hans fingre flettede sig mellem mine. Jeg valgte at ignorere hans handling - men kun (!!) fordi vi var midt i noget yderst uvant og faktisk også ulovligt. Vi sneg os om til et vindue, som stod på klem, og Harry kastede et hurtigt blik rundt inden han åbnede vinduet og gjorde klar til at give mig en hestesko. Jeg tog en dyb indåndning og tog så imod Harrys hjælpende hånd. Jeg landede forsigtig inde på den anden side af vinduet. Jeg kiggede rundt. Jeg var landet i noget, der mindede uhyrligt meget om et teenageværelse. Harry landede ved min side og skar en smertefuld grimasse på grund af hans mange skader. Jeg sank en klump. 

“Hvad nu?” Hviskede jeg. 

“Hvad mener du?” Svarede han lavt tilbage og gik et skridt fremad. Jeg kiggede uforstående på ham. 

“Det er dig, der ved, hvad vi skal gå efter!” Hyssede jeg. Han trak på smilebåndet og åbnede så en skrivebordskuffe og trak en lille sort æske op. Han forsøgte at åbne den, men den var låst. 

“Giv mig en hårnål,” hviskede han. Jeg stirrede dumt på ham. 

“Sådan en ejer jeg ikke,” svarede jeg flabet. Han lo let. 

“Når nej, det er rigtigt mate.. Du er jo ikke ligesom alle andre piger, jeg kunne have taget med på det her,” sagde han lavt og trådte et skridt tættere på mig. 

“Taget mig med?! Det er da mig der har taget dig med.. Bare fordi det er dig, der er fyren i det her selvskab, betyder det ikke at d..-“ Mit toneleje steg en smule, hvilket fik Harry til at tage et noget uventet træk. Han lagde sin hånd bag min nakke og i samme sekund ramte hans læber mine. Jeg stivnede og tøvede lidt før jeg kyssede forsigtigt igen. Kort efter trak han sig væk med et skævt smil. 

“Nu ved jeg da, hvordan jeg lukker munden på dig,” hviskede han kækt og blinkede skævt med det ene øje. Jeg daskede ham på skulderen og tog så en papirklips, der lå på bordet. 

“Du er for meget,” hviskede jeg og låste så æsken op. Jeg rakte den til ham. Han fnyste irriteret og tog imod æsken. 

“Her,” hviskede han og gav mig en kuvert og en smykkeæske. Jeg kiggede undrende på det. Han lukkede æsken og lagde den tilbage i skuffen. Han skubbede skuffen i, men stivnede så. Jeg sendte ham et forvirret blik. Han lagde en finger for munden. Skramlende lyde kunne høres fra et sted i huset. En dør smækkede. Hastigt listede vi os over til vinduet igen. Hurtigt studerede jeg området udenfor og fik så øje på tre store fyre, der sad på en terrasse få meter fra vinduet. Jeg vendte mig skrækslagen om mod Harry. 

“Der er nogen,” hviskede jeg ophidset. Han tog sig til hovedet. 

“Shit,” mumlede han. Stemmer kunne høres på den anden side af døren. Panisk åbnede jeg et stort tøjskab. Jeg hoppede derind og Harry fulgte efter. Få sekunder efter gik døren op. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig og bankede som aldrig før. Jeg holdte en hold for min mund så min vejrtrækning ikke så let kunne høres. Harry fulgte mit eksempel. 

Yeah man… Det var forfærdeligt!Jacks dybe stemme kunne høres igennem skablågerne. Han lød ikke just glad. 

Mit ry bro… Det går fandme ik’.” Harry lyttede intenst med. 

Nej det ved jeg sgu da! Ikke til en pige.” Mon han overvejede mulighederne for at give op?

Jaja, ses om lidt mate,Sagde han og hans stemmede fadede ud. Jeg tog en dyb indånding. Harry lagde en finger for munden og gav dermed tegn på, at jeg skulle være mussestille. 

 

Her sad vi så. På tredje time. I et klædeskab. På Jacks værelse. Harry havde forklaret, hvad det var, vi havde stjålet. Det var åbenbart et arvestykke fra hans mormor og en form for testamente. Hvilket jo var uerstatteligt. Det undrede mig dog, at det var sådan noget, vi skulle stjæle fra en fyr som Jack, men Harry havde forklaret det med selv de hårde fyre har en blød side’. 

“Nu ringer du altså til Zayn!” Sagde jeg lavt. Harry sukkede og trak så sin mobil op af hans lomme. 

Nogle bib lyde løb, og Zayn tog så telefonen. 

Harry hvor fanden er du?” Zayns stemme lød tydeligt og højt fra den anden ende. Harry tyssede panisk på ham. 

“Ser du… Vi har nu i tre timer siddet fanget hjemme hos Jack - du ved udfordringen,” hviskede han lavt. Hans blik søgte mod jorden. 

Hvor er I?” 

“Altså.. Vi… Vi sidder i hans klædeskab og mine ben går snart i kramper,” hissede Harry. Zayn blev stille, og kort efter hørtes en velkendt højlydt latter et sted fra. Noah. 

Er… Seriøst.. Det… Er.. For.. Grineren…” Hikstede Noah mellem sine grin. 

“Jaer fint,” fnyste jeg lavt. 

“Guys I er nødt til at hjælpe os ud på en eller anden måde,” hviskede Harry.

Okay, skynder os - hold ud,” Zayns alvorlige stemme lød igen lavt i røret, og kort efter havde han lagt på. Jeg sukkede frustreret og lagde mit hovede mod Harrys skulder. Udefra så klædeskabet vældig stort ud, men indefra… Der var virkelig trangt. 

“Og hvor lang tid skal vi så vente?” Hviskede jeg utålmodigt. 

“Hvis prinsessen ikke er tilfreds med den service, der bliver ydet, må hun jo selv i arbejdstøjet,” skød han igen. Jeg sukkede. 

“Hør her… Jeg bad ikke om at ende her! Bare fordi jeg var nødt til at hjælpe jer - tilmed vinde for jer - har jeg nu fået nogle latterlige udfordringer af en eller anden dude, jeg ikke kender. Jeg kunne vælge at give op og bare skide på jeres ry, men det gør jeg ikke. Så jeg har ret til at brokke mig!” Sagde jeg og kom til at hæve min tone til noget, der mindede om et normalt leje. Harry trak på skuldrene. 

“Tjah… Det er vel på sin vis rigtigt,” hviskede han. 

“Men hvis ikke du havde gjort alt dette her, så havde du aldrig mødt den mest fantastiske person i hele verden og tilbragt tre timer med ham i et klædeskab,” sagde han kækt. Jeg sparkede lidt til hans skinneben. 

“Du er simpelthen for mærkelig.” 

 

 

 

**

Undskyld, undskyld, undskyld… Der er gået ALT for lang tid siden jeg sidst har opdateret… 

Er virkelig ked af det - der sker bare så meget i mit liv ligenu, så håber I bærer over med mig ;)

 

Hvad synes I? Smid en kommentar, et like og en favorit-ting :) 

 

Kiwiii xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...