ATTITUDE - FF by Kiwiii

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Da 17-årige Grace flytter til en lille by, langt væk fra sine vante omgivelser og sit selvsikre jeg, vendes hendes liv på hovedet. Hvordan er det at stå overfor en ny side af sig selv samtidig med, at man stifter bekendtskab med kærlighedens forunderlige og skræmmende ansigt. Hvordan tackler man fænomenet gruppepres når det indebærer, at man skal overskride grænser? Og hvad med ham den krølhårede fyr, der er noget så forvirrende? Får han lov til at fylde lidt mere i hendes liv, end hvad hendes intentioner egentlig var?

27Likes
22Kommentarer
12202Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Have A Seat

~ Kapitel 1 Grace’s POV ~

 

 

Efter at være flyttet fra min elskede flække, Storm Lake, var tanken om at skulle starte et helt liv op på ny næsten utålelig. Far havde lovet at hjælpe mig igennem, så godt han kunne, men jeg vidste i mit stille sind godt, hvordan det næste stykke tid kom til at forløbe. Far ville have drøntravlt med at skaffe nye kunder, danne nye bekendtskaber og spekulere over om vi mon nogensinde ville kunne få biksen op og køre. Alt imens jeg ville knokle røven i laser på værkstedet og prøve at starte op på min nye skole med så stor succes som muligt.

Jeg forsøgte at ryste tankerne af mig og bar den sidste flyttekasse indenfor mit nye hjems hoveddør. Kassen var godt tung og efter en dyb indåndning, lød min vejrtrækning normal igen. Jeg sukkede tungt. Medford, åh Medford - det skulle nok blive rigtig herligt det her. 

 

“Må jeg høre, hvad du synes om det indtil videre?” Spurgte min far forsigtig, da vi endelig efter flere timers udpakning sad sammen over et måltid aftensmad bestående af pizza fra den lokale pizzamand. 

“Helt fantastisk!” svarede jeg sarkastisk og fortrød med det samme, da jeg så min fars sårede udtryk. 

“Undskyld. Jeg skal nok bare lige vende mig til noget nyt,” sagde jeg i et forsøg på at rede min tidligere udtalelse. Min far sendte mig et kærligt blik og et lille smil som for at sige ‘jeg er sikker på du falder godt til’. Problemet var bare, at jeg af natur ikke var særlig god til at tilbyde mig selv socialt, og at indgå i nye sociale sammenhænge var ikke just min spidskompetence. Dette måtte med stor sandsynlighed betyde, at jeg enten bare kunne opgive fra starten og ende som en ensom freak, eller arbejde rigtig hårdt for at opnå en eller anden form for socialt liv. En næsten uoverskuelig opgave. Medmindre jeg selvfølgelig fik heldet på min side, og at der var nogle, der tog mig ind under deres vinger. Her skulle et mindre mirakel til. 

Jeg skyllede den sidste mundfuld pizza ned med vand, og rejste mig fra den stol jeg indtil nu havde siddet på. 

“Tak for mad. Skal jeg rydde væk?” Spurgte jeg. Min far rømmede sig og rystede så på hovedet. 

“Gå du hellere op og gør dig klar til dagen imorgen. Du har brug for massere af søvn min pige,” sagde han og kyssede mig på panden, inden han viftede mig afsted. 

Mit nye værelse lignede stadig en stor borg af kasser og møbler. Jeg sukkede tungt og besluttede mig så for at få gjort bare en lille smule orden herinde, i tilfælde af at jeg ville få en værre møgdag imorgen, og jeg dermed ikke kunne overskue det der. Dobbeltsengen, skrivebordet og det store tøjskab havde far og jeg, med lidt besvær, båret ind sammen. Jeg rykkede rundt på det utallige gange, men fandt til sidst en måde hvorpå det var hyggeligt og komfortabelt. Overraskende nok formåede jeg at tømme en hel flyttekasse med tøj og sko og fik det endda lagt pænt på plads, inden søvnen tog over, og jeg kollapsede på min seng.

 

“Hvad var navnet igen?” Spurgte den lille runde sekretær bag disken. Hun rettede lidt på sine briller og tastede så utrolig kraftfuldt på sin computer. 

“Grace Schmidt,” svarede jeg forsigtigt. Hun nikkede og dykkede så næsten helt ned i sit tastatur. Så trak hun en skuffe ud, hev en bunke papir op og smed dem på disken. 

“Jaså. Her har du skema og andre vigtige informationer. Har du spørgsmål, kan du henvende dig her eller til de andre elever - hvilket er at foretrække, da jeg ikke har tid til pjat og nonsens,” sagde hun skarpt og viftede mig væk med hånden. Jeg kiggede en smule forskrækket på hende. Hun var da.. Yderst… Interessant…

“Næste!” Kommanderede hun. Forvirret kiggede jeg ned på mit nye skema. Engelsk, lokale 14G, og jeg havde ingen anelse om, hvor i alverden det var henne. Jeg tog en dyb indånding og skubbede så døren op og blev mødt af en gang fyldt med højlydte elever. Sådan en man ser i high-school film, hvor nørderne står for sig selv og roder med et eller andet klamt, stræberne suser afsted med snuden i en bog og skolens populære slæng kommer gående midt på gangen i slow-motion. Forgæves forsøgte jeg at komme i kontakt med nogle elever, men gav hurtigt op da de enten bare kiggede skadefro ned på mig eller ignorerede mig totalt. Jeg opgav mit projekt og begyndte istedet at studere alle klasseværelsernes numre i et forsøg på at finde lokale 14G. Efter 10 minutters søgen havde jeg endnu ikke fundet lokalet, og jeg satte mig irriteret ned på gulvet ved et lille indhak mellem de mange skabe. Jeg lagde mit hoved tilbage, og lod det hvile på væggen. Jeg lukkede mine øjne. Typisk. Første skoledag og så kommer jeg for sent til min første time. Alt dette kunne være undgået, hvis det ikke havde været for den fandens kvinde, der kaldte sig min mor, men som i den grad ikke havde levet op til den titel i en ret stor del af mit liv. Skulle hun absolut finde en eller anden filejs, og så bare skide på mig og mit liv? Det her var så resultatet. Mig, siddende på gulvet, faret vild på en kæmpestor skole, og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. En stemme tæt på mig fik mig forskrækket til at slå øjnene op. Jeg kiggede direkte ind i et par mørkeblå øjne.

“Hej,” sagde ejeren af de mørkeblå øjne. Jeg lod mit blik studere personen. En mørkhåret fyr stod foroverbøjet med et kæmpestort smil. 

“Dig har jeg vidst ikke set før? Hvad laver du dernede?” Spurgte han og rakte en hånd frem. Jeg tog imod den, og han trak mig op på benene. 

“Jeg…Ehh… Ved du hvor lokale 14G er?” Spurgte jeg. Han grinede, lagde en arm om min skulder og trak mig med et par meter længere ned af gangen, hvor et lokale vidste nummeret 14G. 

“Værsgo ma’ lady,” sagde han og bukkede fornemt for mig. 

“Mange tak,” sagde jeg og sendte ham et forsigtigt smil inden jeg åbnede døren og trådte ind i en næsten fyldt klasselokalet. Alles øjne faldt på mig, og jeg følte en umådelig trang til bare at forsvinde igen. En lille tyk mand, med hornbriller og med et smil som en glad lille julegris, klappede i sine små fede hænder da han så mig. 

“Miss Schmidt, velkommen - tag plads,” sagde han og bredte hånden ud mod klassen. Jeg nikkede som tak og fandt hurtigt en ledig plads bagerst i lokalet. Jeg hilste ikke på nogen, men så bare ned i mine bøger. Se dette var faktisk en side af mig, der ikke var set ret meget af de sidste år. Når jeg arbejdede i værkstedet, eller når jeg var sammen med mennesker jeg kendte og som vidste hvem jeg var - hvilket havde været min hverdag 24 timer i døgnet, indtil vi flyttede - var jeg en betydeligt mere selvsikker og kæk udgave af mig selv, men her. Jeg følte at alle dømte mig med deres blikke, fordi jeg ikke gik klædt som alle de andre piger. Min bikerjakke, mine ripped jeans og mine sorte sneakers kunne ikke hamle op med deres små ballerinasko og hvide nedringede toppe. 

“Så I arbejder bare videre fra sidst, jeg forventer at have jeres opgaver senest mandag. Og husk nu - selvstændighed skaber succes. Igang!” Sagde han og klappede endnu engang i sine små hænder. Jeg kiggede forvirret rundt på den fortvivlede klasse, der sukkede, stønnede og brokkede sig over hvor hårdt det hele var. Eftersom jeg naturligvis ikke havde været der til klassens sidste Engelsktime, anede jeg ikke mit levende råd for hvad jeg skulle gå igang med. Jeg rejste mig derfor fra min plads og gik op mod katederet. 

“Undskyld mr.? Men jeg ved ikke rigtig, hvad det helt præcist er jeg skal?” Sagde jeg. Han kiggede medfølende på mig. 

“Årh det er da også rigtigt, vi har gang i et projekt om, hvordan det engelske sprog adskiller sig fra andre sprog rundt i verden, men det skal du slet ikke bryde din hjerne med ligenu. Kig du istedet lidt på de lektier I har for her til weekenden. Mr. Warren,” sagde han med et lille nik. Ham kunne jeg godt lide. Hvis jeg selv skulle sige det, havde min dag indtil videre ikke været ren og skær elendighed - jeg havde mødt to venlige mennesker, positivt. 

 

De første lektioner var forløbet forholdsvist stabile. Ingen dumme bemærkninger eller trælse episoder, men heller intet storslået. Jeg var på min vej ned til den store kantine. Vejen kendte jeg ikke, men jeg fulgte blot den store menneskemængde, og tænkte at denne nok kunne lede mig vejen. Jeg stillede mig i kø til maden og da det omsider blev min tur, fyldte jeg min tallerken og snuppede en juice i hånden. Og her stod jeg så. Uden venner, eller en klike jeg kunne slutte mig til og dele dagens sladder. Jeg kiggede desperat rundt, men hvorend jeg forsøgte at få øjenkontakt med folk, slog de blikket ned, kiggede væk eller sendte mig et blik der sagde ‘tro på det freak’. Indtil en hånd lagde sig på min skulder. 

“Hey biker-girl, så mødes vi igen.” Jeg vendte mit hovede og kiggede direkte ind i de mørkeblå øjne fra tidligere. 

“Jeg må vidst hellere præsentere mig ordentligt, når nu vi render ind i hinanden så ofte. Noah,” sagde han og nikkede. Jeg sendte ham et forsigtigt smil. 

“Vil du ikke sidde med os, du ser lidt fortabt ud her i denne store verden?” Spurgte han med et kækt lille grin. Jeg nikkede taknemmeligt og fulgte efter ham som en lille hund. Vi nåede ned til hans bord hvor tre fyre allerede sad fuldt optaget af en samtale. Noah næsten kastede sin bakke med mad ned på bordet og hoppede i en hurtig bevægelse ned på bænken. 

“Guys, det her er.. Ja hvad hedder du egentlig?” Sagde han og kiggede på mig. 

“Ehh.. Hej… Grace,” sagde jeg og vinkede akavet til dem. 

“Ny fangst hva’ Noah. Sid ned,” sagde en fyr med lyst hår. Jeg satte mig ned ved siden af Noah og en fyr med sort hår og helt mørke øjne. Han havde et ualmindeligt sammenbidt udtryk i ansigtet, og han kiggede på mig, som om jeg var en eller anden form for genstand. 

“Okay, så Grace, det her er Zayn, Nathan og Harry,” sagde han og pegede henholdsvis på den sorthårede, den lyshårede og til sidst en fyr med mørke krøller og smaragdgrønne øjne. Han studerede mig interesseret og sendte mig så et kækt smil, inden han fortsatte med sin mad. 

“Har du droppet Tiffany, siden du har taget hende med. Vi har jo aldrig piger med her,” sagde Nathan. Noah rystede grinende på hovedet. 

“Nej nej, vi er stadig sammen. Kig på hende - hun er da ikke særlig tøset,” sagde han med et glimt i øjet. Jeg kiggede forundret på ham. 

“Jeg fandt hende bare fortabt to gange, og så tænkte jeg, at hun da ligeså godt kunne slutte sig til os?” Sagde han og tog en kæmpe bid af sin sandwich. Jeg begyndte stille at spise min mad, og kiggede nu og da op. Hver gang jeg kiggede over på ham den krølhårede, Harry, fangede jeg ham i at sidde med et kækt smil og kigge på mig. Det fik mig til føle mig pænt utilfreds. 

“Skal du sidde og stirre?” Spurgte jeg. Han trak på skuldrene. Well.. Det skulle nok blive utroligt spændende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...