ATTITUDE - FF by Kiwiii

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jun. 2017
  • Opdateret: 12 aug. 2017
  • Status: Igang
Da 17-årige Grace flytter til en lille by, langt væk fra sine vante omgivelser og sit selvsikre jeg, vendes hendes liv på hovedet. Hvordan er det at stå overfor en ny side af sig selv samtidig med, at man stifter bekendtskab med kærlighedens forunderlige og skræmmende ansigt. Hvordan tackler man fænomenet gruppepres når det indebærer, at man skal overskride grænser? Og hvad med ham den krølhårede fyr, der er noget så forvirrende? Får han lov til at fylde lidt mere i hendes liv, end hvad hendes intentioner egentlig var?

27Likes
22Kommentarer
13832Visninger
AA

3. Kapiel 2 - Prove It!

~ Kapitel 2 Grace’s POV ~

 

 

Denne første dag på Medford High havde faktisk ikke været helt værst. Jeg havde spist frokost med Noah, Harry, Zayn og Nathan og havde efterfølgende haft Matematik med Noah. Han havde inviteret mig med i byen sammen med de andre imorgen, lørdag, aften. Efter lidt overtalelse havde han fået vristet et modvilligt ja ud af mig, og jeg var nu nødt til at få pakket resten af mine ting ud, hvis jeg skulle have bare en minimal chance for at se nogenlunde anstændig ud. Selvfølgelig ikke noget med kjole eller nedringede toppe. Nej, det var ikke lige min kop the. Derfor var jeg ligenu i færd med at pakke de sidste kasser ud og indrette hele mit nye værelse. Det var faktisk en smule større end mit tidligere, hvilket kun var en fordel, for så havde jeg jo naturligvis mere plads at boltre mig på. Min udpakning blev afbrudt af en let summen fra mit skrivebord. En besked var tikket ind. Jeg kiggede nysgerrigt og opfangede hurtigt at den var fra Noah. 

‘Hey biker-girl. Er du klar til imorgen? Jeg henter dig klokken 20, send mig adressen imorgen :)’  Jeg smilte da jeg læste den. Det var rart at jeg allerede nu havde nogen at være sammen med.

‘Hav nu ikke for høje forventninger ;)’ Svarede jeg og fortsatte så min udpakning. Indimellem dukkede der nogle ting frem, som var ledsaget af gamle ubehagelige minder. Oftest ting i sammenhæng med min mor. Hun havde aldrig rigtig interesseret sig for mig. Hun havde valgt mig fra i alle årene frem for hendes job i New York og senere valgt sin nye kæreste Chris. Da hun fortalte om hendes nye forhold, og da hun valgte at flytte ind hos ham, havde far ikke råd nok til selv at sidde i vores gamle hus og ja… Så var vi nødt til at flytte. Væk fra alt det vante. Derfor var der sjældent rare følelser i spild i forbindelse med min mor. Da oprydningen havde nået sin ende, og mit værelse blev rydeligt og hyggeligt, samlede jeg alle de mange nu tomme flyttekasser i en bunke og bar dem nedenunder. Min far sad foroverbøjet i sofaen med hovedet hvilende i hænderne. Jeg satte kasserne på gulvet og satte mig i sofaen på den ledige plads ved siden af ham. 

“Far.. Er der noget i vejen?” Spurgte jeg og kiggede bekymret på ham. Han åndede tungt ud. 

“Ikke noget du skal bryde din hjerne med min skat…” Svarede han og sendte mig et halvhjertet smil. Jeg kiggede mistroisk på ham, men rejste mig så op. Jeg kyssede ham på panden og samlede så flyttekasserne op igen og fandt min vej ud til værkstedet. Her følte jeg mig hjemme. Jeg satte mig i et frit hjørne og fandt mine høretelefoner og min telefon. Jeg trængte umådeligt til at koble alle tanker fra og bare være mig selv. Så det gjorde jeg. 

 

Jeg drejede en ekstra gang rundt i spejlet. Det var godkendt. Selvom det nemt kunne sammenlignes med det tøj, jeg gik i til hverdag, var dette dog en lille smule anderledes. Jeg havde skiftet mine standard sorte sneakers ud med et par plateaupumps og min sædvanlige hestehale var skiftet ud med fritslået hår. Et sjældent syn. Ellers, var alt som det plejede. Jeg snuppede min mobil i hånden og forsvandt så ud fra mit værelse. Jeg var egentlig ikke ret meget til fester og alkohol, men jeg havde besluttet mig for at tage med idag for at skabe et socialt liv og ikke ende ensom og alene. Far var på værkstedet, så da jeg så en blå bil rulle op foran hoveddøren og Noah stige ud, gik jeg ud og låste døren efter mig. 

“Pift - pift..” Lød det fra Noah. Han tjekkede mig ud og nikkede godkendende. 

“En sort lækker stram sag, havde nu heller ikke været i vejen,” sagde han da han nåede op på siden af ham. Jeg rystede grinende på hovedet. 

“Kjoler er ikke lige mig,” svarede jeg og hoppede ind på bagsædet ved siden af den krølhårede. Nathan sad på forsædet og dermed fik jeg æren af at sidde her ved siden af Harry. Han tjekkede mig ud på samme måde som Noah, og fik mig til at føle mig en smule utilpas. 

“Tag et billede, det holder længere,” sagde jeg kækt, men blev en smule forskrækket over at jeg havde mod til at være mit gamle jeg overfor en som ham, en som jeg knap nok kendte. Han løftede sine øjenbryn.

“Sikker?” Sagde han og tog sin mobil frem. 

“Sarkasme,” svarede jeg, og drejede mit hovede mod bilens rude. Jeg forsøgte at glemme Harry, og lyttede istedet for til en samtale Noah og Nathan havde gang i omme på forsæderne. Nathan var frustreret, han var tæt på at dumpe i matematik, og fået forbud mod at spille fodbold indtil hans karakter var hævet. Trist alligevel. Et kort øjeblik overvejede jeg at hjælpe ham - jeg var ret ferm til matematik, men så slog tanken mig, at han vel bare kunne tage sig lidt sammen. Noah drejede bilen ind foran en natklub og parkerede. Drengene steg ud og kiggede overlegent rundt. Og så var der lille mig. Jeg hoppede ud af bilen og stod så malplaceret og kiggede rundt. Jeg sendte Noah et usikkert blik, og han tog mig under armen og ledte mig ind på natklubben. Han trak mig med op i baren og bestilte fem shots til os hver. Jeg kiggede forskrækket på ham. 

“Noah,” hviskede jeg tæt på ham. Han kiggede bare sjovt på mig og gav mig en shot i hånden. 

“Det kan jeg ikke,” sagde jeg og kiggede usikkert på den mørke væske. 

“Bare to så, så tager jeg resten,” sagde han. Jeg nikkede og hældte så den første shot ned. Væsken brændte hele vejen ned igennem halsen. Det smagte væmmeligt. Jeg hældte den næste ned. Noah drak resten af mine og bestilte mig så en eller anden blå cocktail. Jeg tog imod den og vi gik sammen ned mod et bord hvor Harry og Nathan allerede sad. Noah satte sig ned ved siden af Nathan og de faldt i snak. Jeg havde dermed ingen anden udvej end at sætte mig ved siden af Harry. Jeg brød mig ikke ret meget om ham. Han stirrede konstant på mig og var bare alt for karl-smart til mig. 

“Så hvad laver sådan en hård type som dig?” Spurgte han lavt. Jeg drak lidt af min drink og kiggede dumt på ham. 

“Ikke noget du behøver vide,” svarede jeg og studerede den store menneskemængde der dansede rundt ude på gulvet. 

“Næsvis, det kan vi ikke have,” sagde han lagde en hånd på mit lår. 

“Du kan lige prøve på noget,” sagde jeg skarpt og kiggede gennemborende på ham. Han blinkede og skubbede mig så op og stå. 

“Kom,” hviskede han i mit øre og lagde en hånd om min talje. Jeg fik bange anelser og håbede bare af hele mit hjerte, at han ikke havde tænkt sig at prøve på noget. Vi endte i baren og han bestilte en masse forskelligt. 

“Du trænger vidst til lidt øvelse,” sagde han og nikkede mod de shots, der nu stod foran mig. Jeg fik en klump i halsen. 

“Uenig,” sagde jeg. Han sendte mig et mistroisk blik og smilede så overlegent. 

“Bevis det,” sagde han. “Eller du kan måske ikke?” 

“Fint,” sagde jeg sammenbidt og hældte så fem shots ned på rekordtid. Han så overrasket på mig. 

“Se nu bliver det sjovt,” sagde han kækt.

 

Jeg vågnede op den næste morgen med et hovede, der dunkede uudholdeligt meget. Jeg slog frustreret ned i dynen. Jeg kunne intet huske fra igår, og det irriterede mig grænseløst, eftersom jeg havde lovet mig selv ikke at drikke ret meget - det er sværere at kontrollere når man er ude af træning. Jeg forsøgte at finde min telefon i håbet om, at jeg via. denne kunne finde nogle svar på, hvad i alverden der var sket igår. Da den endelig dukkede op åndede jeg lettet op. Den var min redning. Jeg kiggede lettet op i loftet, og kunne ikke umiddelbart genkende lampen der hang der. Jeg flyttede mit blik videre rundt i rummet, og langsomt gik det op for mig, at jeg ikke var, hvor jeg burde være. Fuck! Hvad fanden var der sket? Febrilsk ledte jeg efter mit tøj og fik det hurtigt på. Pludselig var smerterne i mit hovede ikke det, der fyldte mest i mine tanker. Jeg nærmest fløj ud af døren til det værelse, hvor jeg havde overnattet. Jeg var nu ude på en smal gang og havde kun en mulighed, at dreje ned mod et stort åbent rum for enden af gangen. Jeg endte ud i et stort køkken, og da jeg så hvem der stod i bar overkrop og morgenhår i det køkken, var jeg lige ved at skrige. Det kunne simpelthen ikke passe. Ej jeg havde da ikke? Jeg rømmede mig og gik så hen til ham. Han kiggede træt på mig. 

“Undskyld mig, men hvad fanden laver jeg her?” Spurgte jeg hårdt. Han kiggede forbavset på mig. 

“Jamen godmorgen til dig også,” sagde han. 

“Jeg vil gerne hjem,” kommanderede jeg og begyndte at lede efter mine sko. Han trak bare på skuldrene og satte sig hen til bordet for at spise sin morgenmad. 

“Jeg vil gerne hjem,” gentog jeg. 

“Du må lige vente,” sagde han og spiste langsomt videre. Jeg tog mig frustreret til hovedet og fandt min vej til hoveddøren. Jeg smækkede den i og gik med hastige skridt væk fra huset. Nu var mit problem bare, at jeg ikke anede hvor i verden, jeg befandt mig, og hvor jeg skulle gå hen. Frustreret satte jeg mig ned på fortovskanten. Jeg greb min mobil og forsøgte at ringe til min far. Uden held. Jeg ringede op igen, men i det øjeblik den første tone lød, lukkede min telefon ned. Tør for strøm. Det her var simpelthen løgn! 

“Arh…” udbrød jeg frustreret og støttede mit hovede i min hånd. Jeg var på nippet til at fælde en tåre da hoveddøren et stykke bag mig gik op. 

“Hey!” Råbte en genkendelig stemme. Det var Harry. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og ignorerede ham.

“Hey biker-boy!” Råbte han. Boy? Den dreng var da utrolig. Jeg rejste mig vredt op og gik med hastige skridt imod ham.

“Nu skal du høre her min fine ven. Nu får du mig kørt hjem, alt imens du fortæller mig, hvordan i alverden jeg er havnet her hos dig. Nu!” Beordrede jeg og han kiggede en smule skræmt på mig. 

“Hop ind i bilen,” sagde han og pegede mod hans sorte bil. Jeg trampede derover og satte mig ind i bilen. Kort efter sad Harry ved siden af mig. Han startede den og trillede ud af indkørslen. Jeg sagde ikke et ord, men sad bare og kiggede mut ned på mine sko. 

“Vi har altså ikke lavet noget,” sagde han og drejede rundt i et skarpt sving. Jeg reagerede ikke på hans kommentar. 

“Du afviste mig ret meget,” mumlede han utilfreds og trommede med fingrene på rattet. 

“Hmpf.. Så kan du lære det,” sagde jeg hoverende og stirrede ud af forruden. 

“Well..” Sagde han og stoppede bilen op forenden af min vej. Jeg kiggede undrende på ham. 

“Jeg har et ærinde, du må gå resten af vejen,” sagde han og sendte mig et hoverende smil. 

“Fint. Alt er bedre end at køre med dig,” sagde jeg bestemt og steg ud af bilen. Jeg smækkede bildøren i og satte i gang mod mit hjem. Det var som om mit gamle jeg fik frit løb når jeg var i selskab med Harry. Måske fordi jeg syntes han var en stor nar, og at han fortjente at få tingene at vide på den hårde måde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...