Papir pigen.

Er du til løgne, mobning, drama og romantik er du kommet til den rette historie "Papir pigen" hander om en pige, som er 15 år gammel.
Hun har en sygdom der hedder Smas der gør at hun ikke kan spise noget fast føde, derfor er hun utrolig tynd. Kan man have en normal ungdom hvis det er at man ikke kan spise fast mad?
Læs historien og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
175Visninger

3. *3

 

I dag var jeg i skole for første gang i et stykke tid. Folk var som de plejede, råbte onde kommentere efter mig og var bare onde genneralt, og da jeg kom hjem, satte jeg mig som altid ved min computer og prøvede at finde noget trøst i internettet, jeg gik på tumblr og læste noget dybt shit, da det var at min telefon lyste mit nu halv mørke værelse op, jeg låste min telefon op, og så at jeg havde fået en venneanmodning på Facebook, det var en dreng, blondt hår, blå øjne og briller, han så rigtigt sød ud, men min mor siger at jeg ikke må være venner med fremmede på nettet, men gælder det også lækre fremmede??

Jeg slukkede min telefon igen og gik nedenunder og så at min mor hun lå og sov oveni en kæmpe bunke af papirer, overarbejde igen.

Jeg gik ovenpå igen og sagde ja til venneanmodningen, min mor ville hade mig hvis hun  vidste hvad jeg lige havde gjort, jeg tænkte lidt over det og brød endnu en af hendes mange regler. Jeg skrev: "Hej fremmede:)" Til den fremmede dreng som for resten hed Mark. Lækre fremmede Mark svarede med et: "Jamen hej smukke:)" Jeg blev helt rød i hovedet, det var så langt tid siden at nogle havde kaldt mig smuk og jeg gik lidt i panik og spurgte: "Syntes du virkeligt at jeg er smuk?." Det tog ham ulideligt langt tid at svare, og da han endeligt svarede faldt jeg næsten ned fra min stol selvom at han bare skrev: "Du ligner en engel"  

Jeg kunne høre at nogle kom op ad trappen så jeg skyndte mig og smide min computer væk, og jeg må have set vildt mistænkelig ud for jeg sad bare der og lignede en der lige havde set et spøgelse, men hun sagde ikke noget til det, men jeg kunne se at der var noget der gik hende på efter at vi havde kigget lidt på hinanden sagde hun endelig: "Din far er her." Jeg begyndte at overveje lidt om jeg drømte, der var ikke sket så mange gode ting for mig siden at jeg blev syg, jeg skyndte mig nedenunder og der stod min far, jeg løb over til ham og jeg krammede ham så hårdt som jeg nogensinde har krammet nogen før.

Indtil at jeg kom til at tænke på at der nok var en grund til at an var her. Jeg kiggede op på ham og jeg kunne se at han græd, jeg kiggede spørgerne og han sagde: "Vi har snakket med lægerne og der er ingen mulighed for at du nogensinde bliver rask igen."  Og i det øjeblik vågnede jeg fra min drøm. jeg løb op på mit værelse og låste døren. det var ikke deres skyld og jeg burde ikke være sur på dem, men det var jeg.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...