All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1148Visninger
AA

9. Kapitel 9

De stod midt i det hele og snakkede, som om det var det mest normale i hele verden. Ja, det var normalt for mennesker – både for mugglere og magikere – at snakke med hinanden. Men hvad lavede de dog her? Efter hele to år? Ufatteligt.
Jeg fik listet mig lige så stille afsted hen mod trappen op mod mit værelse, hvor jeg sneg mig så lydløst som overhovedet muligt forbi dem, så de ikke ville se mig. Der var ingen grund til at snakke med dem nu. På den anden side vidste de ikke at jeg var her, da jeg på ingen måder havde snakket med dem siden den dag de havde besøgt mig på Hogwarts. Heldigvis var der ingen indikationer på at de så mig, hvilket var et held.
Oppe på værelset smed jeg mig på sengen, med min notesbog foran mig og en muggler kuglepen i hånden. Det var en ret så smart opfindelse de havde lavet, da man ikke behøvede blæk ved siden af for at kunne bruge den, men man blev dog nødt til at købe en ny når blækket indeni var brugt. Nogle gange var mugglere mere smarte end hvad vi gav dem anerkendelse for, fordi os magikere er så vant til de ting vi formår at opnå med magi.
Til trods for at jeg gik i gang med at skrive, kunne jeg alligevel ikke komme væk fra synet af mine forældre, der var dukket op her. Hvor mange gange havde de egentlig været forbi The Leaky Cauldron, uden jeg har set det eller lagt mærke til det? Eller i det hele taget været andre steder end lige her? Det fik mig kun til at undre mig over hvorfor de var her. Skulle jeg snakke med dem eller skulle jeg lade være?

Et par dage efter var jeg travlt optaget på arbejdet på Profettidende, hvor de fleste havde gang i en artikel eller hvad de nu havde gang i, mens jeg stadig lavede små opgaverne – de opgaver som de andre ikke gad at lave. Mr. Mullins holdt et skarpt årvågent øje med mig, for at sikre sig at jeg ikke smuttede nogen steder i dag. Han havde udtrykkeligt sagt at jeg skulle holde mig på kontoret, efter alle de gange jeg var smuttet derfra, uden egentlig at have en opgave udenfor kontoret, hvilket egentlig var en fair straf. Der var alligevel ikke ret meget andet jeg kunne gøre, så jeg bed det i mig og lavede det jeg skulle.
En del af mig havde alligevel opgivet den del, så i stedet brugte jeg tiden på at tænke forskellige plots igennem og indimellem skrive ideer ned til historier og karakterer. Der var endda endnu en ide til en bog omkring magiske væsner og deres særlige egenskaber til børn, så de kunne lære dem at kende, inden de skulle starte på enten Hogwarts, Dumstrang, Beauxbatons eller Ilvermony. Jeg elskede den form for opgaver til mig selv – men endnu bedre var at lave selve research delen, så det på en måde kunne distrahere fra den manglende interesse for opgaverne på arbejdet.
Da dagen endelig var slut, havde jeg fået lavet alle mine opgaver, samt skrevet en alen lang liste af ideer ned, som jeg kunne give mig i kast med. Men lige som jeg gik ned af gaden, stødte jeg på Quincy. Vi stødte tilfældigvis ind i hinanden i siden, uden at sige noget til at starte med. Vi så bare på hinanden, hvorefter jeg hurtigt så ned på hans søn Aaron, der sad og sov i barnevognen. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige, efter den dag vi stødte på hinanden den første gang. Eller rettere, så havde jeg fulgt efter ham.
Ingen af os sagde noget som helst, men gik vider efter at have kigget på hinanden i stilhed i flere minutter. Hverken ham eller jeg havde noget at skulle have sagt, men der var et eller andet over ham, som gav mig lyst til at være hans ven, selvom jeg på alle måder nok havde kastet alle chancer over bord den dag jeg havde spurgt om han ville være hovedfokus i en artikel.
Jeg gik videre i mine egne tanker, men nåede ikke ret langt, før en eller anden prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om og så at det var Quincy. Mine øjne så forundret på ham.
”Hey.” sagde jeg lige så stille.
”Hey. Undskyld, jeg sådan stopper dig, men jeg håber ikke det gør noget.”
”Det er okay, men ville du noget?”
”Øhh, jeg ... jeg ville egentlig høre om du havde lyst til at finde et sted og drikke en kop kaffe? For en god ordens skyld? Jeg kender et godt sted, som serverer god kaffe og byens bedste kage.” Spurgte han lige om det jeg troede han gjorde? Efter den måde jeg havde brugt ham på, for min egen vindings skyld? Jeg tænkte lidt over det, men hey – det kunne jo ikke skade, og jeg ville trods alt gerne være hans ven.
”Ja, det vil jeg da meget gerne.” Vi nikkede til hinanden og gik videre i stilhed. Jeg lod ham vise vejen hen til det sted han kendte, i en del af byen jeg sjældent var. Hvordan skulle jeg dog finde hjem herfra? Jeg håbede så sandelig jeg kunne finde hjem, når vi engang var færdige.
Vi fandt os en plads inde på caféen i et hjørne. Stedet så ret godt ud og her duftede virkelig godt af kage. En lille del af mig havde en virkelig sød tand overfor kage, så det var potentielt farlig for mig at være her, men jeg havde ikke fået kage længe. Så det var alligevel det perfekte sted at tage hen. Måske skulle jeg tage herhen en anden gang? Vi fik i hvert fald bestilt både kaffe og kage inden ret længe. Selv Aaron fik sig et lille stykke kage, hvilket han jublede over. Han var vågnet lige som vi var kommet ind og rablede om kage, da han opdagede hvor vi var.
”Så hvordan går det med dig?” spurgte Quincy, og sippede til sin kaffe.
”Det går fint. Jeg har haft travlt med arbejde og ellers skrevet på lidt historier hist og her. Hvad med dig?”
”Samme her. Arbejdet har taget en del tid, men det har Aaron også. Han er en lille spilopmager, lige så snart jeg kommer hjem, så der er rigeligt at se til.”
”Hvad er det for et arbejde du har?” Jeg kunne ikke lade være med at spørge ud af nysgerrighed.
”Jeg arbejder som freelance fotograf, men der er ikke så meget arbejde at hente lige for tiden og jeg ved ærlig talt ikke hvem der ville have lysten til at hyre mig. Du kender mit efternavn, lidt om hvem jeg er og du er nok den eneste der ikke er løbet skrigende væk. Tænk dig til hvad alle andre gør, når jeg så meget som nævner hvem jeg er.” Blikket i hans øjne sagde det hele, hvilket kun gav mig lyst til at hjælpe ham.
”Hvad siger du til at jeg spørger min chef henne på Profettidende om han vil ansætte dig?”
”Det ville være skønt, men jeg tror næppe han vil ansætte mig. Undskyld jeg spørger, men er du en lille smule døv, eller vælger du at ignorere det jeg siger?” Jeg kunne ikke lade være med at grine. Den sidste del havde jeg hørt før, men når der var noget jeg ville, så gik jeg efter det.
”Bare rolig. Jeg skal nok få ham til at ansætte dig. Du har sikkert et talent for billeder, men det er dit efternavn der står i vejen for dig. Ikke dine evner, vel?” Det blev en svær udfordring med Mr. Mullins.
”Er du sikker på det, Rachel?” spurgte han bekymret. Jeg kunne sagtens forstå ham, da mit ry hos min chef ikke var den bedste og burde nok forbedre den inden jeg udleverede nogen form for løfter, jeg ikke var sikker på jeg kunne holde. Var jeg fuld af forhåbninger? Selvfølgelig var jeg da det, men var jeg realistisk? Nej, på ingen måde. Jeg ønskede kun det bedste for de personer omkring mig og mest af alt, ønskede jeg mig en ven. En ven der kunne give mig en form for netværk, der ikke indebar en hel del dansen rundt alene.
Jeg lovede ham til gengæld at jeg ville snakke med min chef og give ham et svar hurtigst muligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...