All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
819Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg kunne ikke få det ud af hovedet og jeg vidste ikke hvorfor. Det var som om de altid var der, når jeg mindst havde brug for det og altid når jeg havde travlt med et eller andet. De to personer der de sidste par dage var dukket op forskellige steder, som jeg af en eller anden grund kunne genkende, men som jeg ikke helt kunne sige hvem var. Jeg havde dog ikke set dem forfra, så det var svært helt at kunne sige hvem de var og hvad der gjorde at de virkede bekendte. Men de var der, og det havde sat mine tanker i gang.
Jeg havde lukket mig inde på mit værelse hele dagen for at gå amok med at skrive. De eneste tidspunkter jeg havde været udenfor værelset, var når jeg skulle have noget at spise. Eller var der ingen grund til at tage nogen steder overhovedet, når alt jeg ville var at være alene og ikke skulle forholde mig til andre end mig selv. De dage havde jeg, når jeg mest af alt havde en eller anden form for skriveflip og det her var en af de dage, hvor jeg skrev den ene side efter den anden. De dage var afgørende for hvor langt jeg kom med en historie og om jeg overhovedet fik den redigeret.
Den historie jeg havde skrevet på så længe, var efterhånden ved at være færdig. Jeg havde efterhånden sendt en del af mine færdige manuskripter ind til et forlag, som jeg stadig ventede at høre fra – bortset fra en enkel, som var blevet udgivet for et godt stykke tid siden. Men det stoppede mig ikke fra at arbejde videre på flere historier. Det havde været lidt af en kamp at komme igennem nåleøjet, men det havde været det hele værd i sidste ende, da de sendte et brev om at de ville udgive min bog omkring særlige planter og deres magiske egenskaber til børn.
Det var det bedste øjeblik i mit liv. Hvis mine forældre havde set mig i det øjeblik, ville de have været stolte af mig. De ville have været stolte over at jeg havde opnået noget, som i bund og grund var mit eget og jeg ville kunne have vist dem at de tog fejl af min drøm om at blive foratter, men de var her ikke til at se det eller høre om det.
Godt nok kunne jeg endnu ikke leve af det, men det var en start og jeg havde trods alt et job, som udgjorde den mest væsentlig del af min indtægt. Jeg levede af at skrive, hvilket i sig selv var en sejr for mig. Til trods for at jeg ikke var så gode venner med min chef, der stadig nægtede at give mig en ordentlig opgave. Jeg havde alligevel ikke givet ham god grund til det på det seneste – specielt efter alle de gange jeg var kommet for sent og det at jeg havde jagtet en håbløs historie i stedet for at lave den opgave han havde givet mig, men jeg prøvede virkelig at få lavet om på det –  det var dog ikke helt så nemt som jeg havde troet. Det endte altid med at jeg kom for sent ud af sengen om morgenen.
Da det blev aften den pågældende dag, gik jeg for sidste gang nedenunder, for at få noget at spise. Som altid var der rigeligt med magikere af forskellige rang, der havde optaget de fleste af bordene. Denne dag endte det med at jeg kæmpede mig til en enkelt plads oppe i baren, hvor jeg efter noget tid fik noget at spise. Hannah Abbott var ikke ligefrem glad for at se mig. Jeg havde været lidt uheldig med betalingen af værelset i denne måned, hvilket ikke var så godt. Men jeg havde dog fået betalt om morgenen, så hvorfor var hun stadig sur? Jeg havde jo givet hende pengene personligt med en god forklaring og en lovning om at det aldrig ville ske igen – håbede jeg da i hvert fald. Men alligevel var hun sur på mig.
Måske var det på tide at finde mig et bedre sted, som var mit eget, men hvor? Der var næsten ingen steder jeg kunne tage hen og til rimelige priser. Jeg havde bestemt mig for at lede efter et sted, der kunne være mit eget, så jeg ikke endte med at blive her og gøre ejeren endnu mere sur på mig end hun allerede var. Hun brokkede sig i forvejen nok over at jeg havde været en permanent gæst så længe, at de ikke havde haft mulighed for at have værelset til rejsende gæster, der i forvejen havde brug for et værelse. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg nægtede at ende med at bo på gaden.
Jeg fik spist min mad færdig, selvom Hannah hele tiden havde stirret på mig. Selv når hun havde serveret for de andre gæster. Jeg bevægede mig ligeså stille væk fra de stirrende blikke og gik op mod mit værelse, men der var noget der stoppede mig. Eller rettere, så var det nogen der stoppede mig fra at gå videre.
De velkendte personer jeg det sidste stykke tid havde set næsten hver anden dag, var dukket op en gang. Men i stedet for at se dem tilfældige steder ude på gaden, når jeg ikke lukkede mig selv inde på mit værelse, var de dukket op her på The Leaky Cauldron. De stod i den anden ende af lokalet, hvor jeg bevægede mig hen imod. Denne gang kunne jeg bedre se deres ansigter og det var ikke til at tage fejl af. Jeg stoppede op midt i det hele og alt omkring mig forsvandt et øjeblik. Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan havde de dog fundet mig her? Jeg havde seriøst ikke set dem siden den dag tilbage på Hogwarts, hvor jeg for alvor havde sagt farvel for altid. Eller jeg troede vi havde sagt farvel for altid, men der måtte jeg havde taget fejl. Mine forældre stod her hvor jeg havde min vante gang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...