All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1366Visninger
AA

7. Kapitel 7 - Flashback

Den efterfølgende weekend kom mine forældre, som de så sandelig havde lovet de ville i brevet at de ville. De ville komme lidt efter morgenmaden, så jeg nåede at få spist noget inden. Jeg stod klar til at modtage dem i indgangshallen, hvor jeg trippede nervøst. Nerverne sad endda uden på tøjet, til trods for at det var mine forældre jeg skulle snakke med og ikke min skrækkelige tante, der altid skulle hen og give mig et bjørnekram til familiefesterne og samtidig vrøvle op om hvor meget jeg var vokset siden sidste familiefest.
”Hey Rachel, min lille skat. Hvordan går det? Jeg har sådan savnet dig.”
”Hey mor. Jeg har det fint, men hvorfor er det i ville komme her i denne weekend?” Far så på mig som om jeg havde stukket ham en lussing.
”Hvad mener du, sødeste? Vi ville da gerne komme og se hvordan du har det. Du skriver jo nærmest aldrig hjem.” Der gik andre elever omkring os, uden at de ænsede os et blik, hvilket for mig var for det bedste. Jeg ville nødig have at nogen skulle stille spørgsmål til hvorfor mine forældre var her, når det ikke var forældre weekend. Det værste ville være hvis nogen jeg kendte så det – mest af alt fordi jeg ikke havde fortalt det til mine venner at de ville komme. Ingen behøvede at vide noget som helst.
”Rachel, lad os finde et sted vi kan være alene, okay?” Jeg nikkede og ledte dem hen til gårdhaven, hvor vi fandt os en bænk, hvor vi satte os. Her kunne vi heldigvis være i nogenlunde fred, da der sjældent var nogen der kom herud, når man kunne være alle andre steder. De satte sig på hver deres side af mig, hvilket gjorde at jeg følte mig ilde til mode.
”Hvorfor er det lige i har valgt at komme?” spurgte jeg igen, siden jeg ikke følte at jeg havde fået et ordentlig svar i første omgang. Der var ingen grund til smalltalk og jeg havde brug for at komme lige til sagen. Der var ingen grund til at spilde tiden, når jeg vidste de alligevel ville prøve at få mig på ’rette køl’ i forhold til det de gerne ville have mig til.
”Jo, ser du, Rachel. Pomona Sprout har skrevet en god del breve til os omkring nogle bekymringer i forhold til dig.” svarede mor stilfærdigt. Jeg så overrasket på hende.
”Hvad mener du med det? Hvad er der at være bekymret for? Jeg har det jo fint, så der er ikke noget at snakke om, er der?” Min hjerne kørte på højtryk. ”Jeg har venner, jeg laver mine lektier og jeg har ikke gjort noget galt, så hvad er det i prøver på at sige?”
”Hun skrev om nogle bekymringer i forhold til dine klassekammerater, og det at du virker distraheret i en del af hendes timer her på det seneste. Det ligner slet ikke dig. Hvad er det der sker?” Mor sad og nulrede med sit tørklæde, da jeg så på hende og håbede på at hun ville sige noget, men der var ikke noget at komme efter.
”Ja, jeg har måske været lidt distraheret af mine egne tanker, men helt ærligt. Come on. Hvorfor er det så slemt? De andre er mindst lige så distraherede som jeg er, men jeg får stadig lavet de ting jeg skal og kommer til timerne. Hvorfor er det lige mig, der får alt balladen? Det er SÅ uretfærdigt. Det er det sidste jeg har brug for.” Jeg rettede blikket nedad, da tårerne meldte sig i øjenkrogen. Det hele virkede ulogisk. Noget virkede helt galt.
”Det er ikke nogen undskyldning for at du ikke sørger for at være til stede i timerne, Rachel. Det går ikke at du sløser den af før du slutter, fordi du selv mener du ikke kan bruge noget af det, når du er færdig her.” Hans øjne sagde det hele. Endnu en gang havde jeg skuffet ham, hvilket på ingen måder var meningen. Jeg hadede virkelig at skuffe mine forældre, men på samme tid skuffede jeg mig selv hvis jeg gik efter deres drømme og ikke mine egne.
”Jeg ved det god, far. Tro mig, men jeg vil meget hellere bruge min tid på at skrive, når det trods alt er det jeg vil med mit liv. Okay?” Han rystede på hovedet.
”Nej, nu er det dælme nok med dig og dine drømme om at leve af at skrive og være forfatter. Jeg har ladet dig forblive glad lige siden juleferien, men det går simpelthen ikke længere. Enten gør du som jeg siger, eller også står du på egne ben når du er færdig med dine eksamener.” Jeg prøvede at komme med indvendinger, men han stoppede mig. Han rejste sig fra bænken og gik sin vej. Jeg så på mor, der så på mig med blanke øjne.
”Det kan han da ikke mene, kan han? Please sig at han ikke mener det. Jeg har brug for jer. I er mine forældre. I kan da ikke gøre det her imod mig, vel?”
”Rachel, hør her. Du ved godt vi har store drømme på dine vegne, men forfatter er ikke en af dem. Din far har ret. Du bliver nødt til at lægge den drøm på hylden, eller i det mindste lade det forblive en hobby og få dig et ordentlig job ved siden af. Okay?” Mit hjerte sprang i tusinde stykker. Hun vidste at den eneste drøm jeg havde var at blive forfatter. Der var kun én ting for mig at gøre.
”Nej. Jeg lægger ikke min eneste drøm på hylden. Hverken for dig eller far, okay?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...