All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1065Visninger
AA

6. Kapitel 6 - Flashback

Jeg sad nede ved søen en rolig eftermiddag, sammen med mine venner, der alle havde travlt med at snakke om deres fantastiske fremtid. Timerne var for længst forbi, og vi trængte mest af alt til at slappe af, før lektierne skulle ordnes. Solen skinnede, vandet glimtede og selve skolen så pragtfuld ud øverst oppe – jeg tog alle indtrykkene ind, da jeg ville savne det hele, når skolen var forbi.
”Hey Rachel. Er du okay?” spurgte Mitch, der sad ved siden af min og svingede med sin tryllestav, som var det ingenting. Han var den eneste person jeg faktisk håbede på stadig ville være min ven, når alt dette sluttede. Resten af gruppen var jeg ikke så sikker på. Mitch støttede mig – han var sød, flot og ikke mindst betænksom på alle punkter. At have ham ved min side, ville være fantastisk. Det havde det været lige siden vi begge startede på Hogwarts for hvad der føltes som en evighed siden. Jeg kunne med sikkerhed kalde ham min bedste ven.
”Ja, jeg er okay. Hvorfor spørg du?” Jeg gav ham et lille smil, og han smilte tilbage.
”Du så ret så betænksom ud lige før. Ikke andet, sødeste.” Mit hjerte sprang et slag over. For at være ærlig, så var jeg en lille smule forelsket i ham. Han fik mig altid til at smile, gjorde mig blød i knæene og var den perfekte lytter. Alt jeg vidste var at jeg ønskede at han skulle blive min, så jeg ikke mistede ham.
Flere andre elever kom gående forbi. Både førsteårs elever og andre fra de andre årgange. Nogle i flokke, og andre på to mands hånd. De små fniste, da de så på Mitch og mig. Hvad var deres problem? De gjorde det hver eneste gang jeg var sammen med mine venner. I starten havde det frustreret mig, men jeg var begyndt at bide det i mig, og mest af alt ignorere det.
Efter et stykke tid besluttede vi os for at smutte tilbage til skolen. Vi skulle have lavet de sidste af vores lektier, inden sengetiden kaldte på os. Da vi endelig kom ind i opholdsstuen, gik der ikke ret lang tid, før vi alle sad rundt om et bord med lektierne foran os. Andre omkring os havde travlt med at snakke, grine og have det sjovt, hvilket distraherede mig en smule fra lektierne. En del af mig ville gerne være med til at have det sjovt og lægge lektierne til side og nyde livet. Mest af alt for at nyde den sidste tid her på Hogwarts, før vi skulle væk herfra. En anden del af mig ville også gerne snige mig op på værelset og sætte mig til at skrive videre på min seneste historie jeg var i gang med. Oveni det ville jeg gerne være alene. Jeg vidste det var bedst at være sammen med de andre, mens vi stadig var her, men jeg ville så gerne være alene.
Til trods for distraktionen og mine tanker, der var alle andre steder end der hvor de skulle være, formåede jeg at få lavet lektierne – samtidig med at grine lidt af det der blev sagt omkring bordet og vittighederne. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at snige mig til at kigge over mod Mitch, der jokede sammen Liam. Liam var til gengæld et fjols udover det sædvanlige, der altid skulle vise sig frem for alt og alle. Hans fremtidsdrømme gik for det meste ud på at forfølge skuespiller drømmen, mens han alligevel gerne ville være en auror.
Ved siden af Liam sad Julia, der altid hang op ad Liam hvor end vi var. Samtidig havde hun blikket rettet mod Mitch, med et blik jeg ikke helt var så glad for. Havde hun også et crush på Mitch? Oh damn, jeg indrømmede lige for mig selv at jeg havde et crush på Mitch, men det kunne jeg ikke få mig selv til at fortælle ham. Han var en af mine bedste venner og skolen var snart slut – for altid. Men det burde jeg ikke tænke på nu.
Jeg færdiggjorde mine lektier, samlede det hele sammen og gik op på mit værelse med det hele. Efter det valgte jeg at gå en tur op til ugleriet, hvor min ugle Lance formentlig sad og tudede sammen med de andre ugler. Da jeg kom derop, fandt jeg ham hurtigt siddende henne ved et af hjørnerne, hvor han gemte sig lidt væk. Han gemte sig kun når der var kommet et brev, der ikke var blevet leveret ved bordet henne i Storsalen, hvilket var de eneste tidspunkter han kom til mig med post. Alle andre tidspunkter skulle jeg enten vente til næste dag eller selv finde ham for at se om der var kommet mere post.
Jeg fik fisket brevet fra ham, åbnede det og så at det var fra mine forældre. Åh gud, hvorfor? De havde sendt breve til mig mindst hver anden dag, lige siden juleferien sluttede. Det drev mig til vanvid. Hogwarts var slut om kun to måneder, så hvorfor blev de ved? De ville alligevel snart se mig igen. Selv efter at jeg havde fortalt dem om mine fremtidsdrømme og vi havde snakket om det. Far havde dog ikke sagt ret meget til mig lige siden, mens mor stadig gerne ville dele mine drømme om min fremtid.
I brevet forklarede de at de ville komme på besøg i den kommende weekend, for at tale med mig – om min fremtid. Dette var på min fars foranledning, da ha ville have en sidste chance for at tale mig til fornuft. Men jeg vidste med det samme at det ikke ville komme til at ske. Jeg havde besluttet mig.
Lige da jeg var færdig med at læse brevet og stod i mine egne tanker, kom Mitch ind og afbrød mine tanker.
”Hey Rachel. Jeg tænkte nok jeg ville finde dig her, men hvorfor gik du herop alene?”
”Jeg havde brug for ro og ville se om Lance eventuelt gemte på et brev.” Mit hjerte sprang et slag over, da jeg hurtigt kiggede på ham. Hvorfor skulle det lige ske nu? Jeg havde ellers lige brug for at forholde mig til det faktum at mine forældre kom på besøg i weekenden, og nu var jeg alene med Mitch?
”Fair nok, men jeg ville da gerne være gået med dig. det ved du godt, ikke?”
”Jo, det ved jeg, men du sad og grinte sammen med Liam, så jeg ville ikke forstyrre. Desuden havde jeg brug for ro og lige være lidt alene. Til at tænke.”
”Fair nok, Rachel…” Han blev afbrudt af Julia, der kom løbende ind. Julia tog straks Mitchs hånd i sin med et sødt smil på læben. Mit hjerte hoppede et slag over, og det føltes som om mine kinder brændte, hvorefter jeg så ned i jorden. Mest af alt for at de ikke skulle se det. Vi stod alle i stilhed i et stykke tid, hvor jeg prøvede at finde en ordentlig måde at komme væk på.
”Jeg må hellere se at komme tilbage til opholdsstuen.” undskyldte jeg mig selv, smuttede ud fra ugleriet og væk derfra. Tårerne pressede sig på, da jeg var kommet langt nok væk. Jeg viftede dem hurtigt væk fra kinden, så ingen så det og lod som ingenting. Hvorfor skulle hun også gøre det der? Hun havde tydeligvis set den måde jeg havde set på Mitch. Hun gik altid efter det jeg gik efter og stoppede ikke før hun havde det i stedet for mig. Men det var heldigvis snart slut – håbede jeg i hvert fald.
Tilbage i opholdsstuen var der næsten mennesketomt, da de fleste af mine kammerater var smuttet i seng, eller i det mindste op på værelserne. Resten sad enten og læste, eller sad og snakkede med hinanden ligeså stille. Det eneste jeg stadig havde lyst til var at være i fred, uden nogen omkring mig, men det var der ikke så meget mulighed for her. Så i stedet valgte jeg at smutte op i seng.

Da jeg endelig lå i sengen, læste jeg brevet fra mine forældre en gang til. De havde virkelig tænkt sig at komme på besøg i den kommende weekend, men hvorfor? Det sidste jeg havde brug for, var at de skulle komme her, for at snakke med mig før jeg afsluttede skolen. Men nej. Jeg hadede det. Jeg havde virkelig ikke brug for den snak, når jeg havde bestemt mig for hvad min fremtid skulle bruges på, så de skulle ikke komme her og prøve at overtale mig om noget andet. Lidt efter faldt jeg endelig i søvn, selvom tankerne stadig kørte rundt i hovedet på mig. Mitch var den der fremstod mest tydelig i mine tanker, selvom jeg havde svært ved at indrømme det overfor ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...