All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
816Visninger
AA

5. Kapitel 5

”Rachel. Hører du efter? RACHEL!”
Min opmærksomhed vendte straks tilbage til Quincy, der sad og stirrede på mig. Jeg blinkede med øjnene et øjeblik, kiggede en ekstra gang på de to nyankomne personer jeg måske kendte, uden at se dem forfra, før jeg for alvor vendte min opmærksomhed mod Quincy.
Barnet sprudlede af energi nede i klapvognen, hvor han sad og grinte over det han sad og legede med. Jeg gav ham et smil, der med det samme blev gengældt, hvilket smeltede mit hjerte til bristepunktet.
”Hvad var det du sagde?” spurgte jeg og tog en slurk af min cafelatte.
”Wow, du er både klodset og uopmærksom. Er det bare i dag eller sker det ofte?” grinte han.
”Det er kun i dag du får den version af mig. Jeg plejer normalt ikke at være sådan, men der kom lige to personer ind, som jeg troede jeg kunne genkende.”
”Fair nok, men kan vi komme tilbage til sagen? Jeg har også andre ting jeg skal nå, før jeg tager hjem og putter ham. Han hedder for resten Aaron.”
”Sandt. Og godt navn, der passer til ham. Han er en rigtig lille charmetrold. For at kommer til sagen, må jeg have lov til at lave en artikel om dig til Profettidende?” Jeg ventede spændt på hans reaktion.
”Hvorfor lige mig og hvad er dit fokus på selve historien?”
Jeg tænkte mig godt om, inden jeg svarede da jeg ikke helt havde fundet ud af den del endnu. ” Hør her, hvad tænker du om ideen om ’En efterfølger af en dødsgardist: I skyggen af sin far.’? Mest af alt for at sætte fokus på troldmandskrigens efterfølgere, lige meget hvilken side ens forældre så var på.”
”Nej. Ikke tale om. Det kan godt være det vil være en god historie, men ikke med mig som fokuspunkt.”
”Hvorfor ikke?” Jeg var målløs. Hans øjne sagde det hele, så der var ikke noget jeg hverken kunne sige eller gøre for at overtale ham til det. Skuffelsen skyllede indover mig.
”Fordi jeg ærlig talt ikke har lyst til at få opmærksomhed omkring hvem jeg er eller hvem min far er. Størstedelen af det magiske samfund ved allerede hvem jeg er, og dem der ikke gør afviger hurtigt fra mig ligeså snart de hører mit efternavn. Ikke nok med det, er der to ting mere. Det første er at jeg er homoseksuel, og det andet er at jeg er alenefar til et barn på lidt over et år.”
Jeg måbede. ”Hvor længe har du vidst at du er til dit eget køn? Og hvordan kan det så være du har et barn? Hvor er moren henne?”
”Jeg har vidst jeg var homoseksuel siden jeg var 12 år gammel og havde et crush på en af mine klassekammerater, og jeg blev tvunget til at lade som om jeg var hetero på grund af min far, der tvang mig til at gifte mig med moren til Aaron. Moren er for resten langt ude af billedet, efter hun ikke vil have noget som helst at gøre med hverken mig eller Aaron. Hun giftede sig med en anden efter vi blev skilt og rejste langt væk herfra, hvilket i sig selv er en god ting. Hun var alligevel en ulidelig tøs.” Han så ned på Aaron, der lige så stille var faldet i søvn, mens vi havde snakket – til trods for den summende snak omkring os, hvilket nok havde lullet ham i søvn.
”Fair nok. Men så vil jeg ikke forstyrre dig mere.” Vi afsluttede mødet, sagde farvel og rejste os begge op og smuttede ud fra caféen, hvorefter vi gik hver vores vej. Den historie jeg havde håbet på gik ikke helt som planlagt, men det skulle ikke forhindre mig i at finde en historie der ville få min chef til at hyre mig som journalist i stedet for faktatjekker og fotograf.
Da jeg nåede hen på kontoret var der som altid travlt. Rita Skeeter var der endda også og havde som sædvanlig næsen i alting og ikke mindst travlt med at fortælle diverse sladderhistorier til dem der snappede det hele i sig.
Chefen fik øje på mig og stormede hen imod mig, med en øretæveindbydende lys stemme, der var godt i gang med endnu en af hans skideballer. Han elskede den del, når jeg havde en tendens til at komme den mindste smule for sent, fordi han havde ih og åh så mange opgaver til mig der skulle løses og som ingen andre havde tid til at gøre selv.
”Rachel, du skulle have været her for en time siden – hvor blev du af?” rasede han.
”Jamen, der har vi jo min bedste ven, af en chef at være. Også godt at se dig.” svarede jeg kækt tilbage, hvilket ikke gjorde situationen bedre. Jeg kunne på ingen måder fortælle ham at jeg endnu en gang havde jagtet en historie, der ikke blev til noget. Alt for mange gange havde jeg råbt ’ulven kommer’ uden resultat. Det skulle ikke ske endnu en gang, da han mest af alt ville ryste på hovedet af mig.
Lige da jeg skulle til at finde min plads, så jeg dem igen. To mennesker der virkede bekendte, men endnu en gang kunne jeg ikke se dem forfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...