All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1089Visninger
AA

4. Kapitel 4

Efter at have stået & kigget på ham i flere minutter, vidste jeg stadig ikke hvad jeg skulle sige. Ikke mindst for at bryde isen. Mest af alt vidste jeg ikke hvordan han ville reagere på, at jeg kom med ideen om at lave en artikel om ham – hvis der var en historie at bringe.
Jeg dog en dyb indånding, gik over til ham og stillede mig ved siden af ham. Først uden at sige noget, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hvordan skulle man lige starte en samtale med en person man slet ikke kendte og som slet ikke kendte mig? Det var ikke noget jeg var vant til eller havde lært, uden at mine forældre havde taget det skridt for mig. Ikke nok med det, så havde han et barn, men hvor var moren henne? Havde han taget sin søn med på en strøgtur for dem selv?
”Hey.” fik jeg endelig sagt efter tavsheden blev for meget.
”Hey.” svarede han tilbage, dog uden helt at se på mig.
”Hvad gik det ud på? Tilbage i The Leaky Cauldron. Jeg håber ikke det har afskrækket dig fra at komme igen.”
”Øhh, ikke noget. Virkelig. Det er okay. Jeg er efterhånden vant til at få afvisninger hvor end jeg kommer hen, og det er ikke første gang hun har sparket mig ud derfra.” Han sukkede, og vendte sig om for at gå.
”Nej, vent. Det var ikke min mening at snage.” Jeg løb straks efter ham, for at undgå at han slap væk, men jeg endte med at falde over mine egne ben. Jeg faldt så lang jeg var hen over brostenene, og ikke nok med det væltede jeg ind i ham, så han også væltede, uden at barnevognen rullede særlig langt væk. Det var dog alligevel nok til at barnet begyndte at græde, og min skyldfølelse skyllede indover mig som en flodbølge under et stormvejr.
”Hvad bilder du dig dog ind? Se nu hvad du har gjort.” vrissede han, rejste sig op og gik hen til barnevognen for at trøste barnet. Jeg fik selv rejst mig op, bankede skidtet af tøjet og så hen mod ham. Mine gode intentioner kunne vel være lige meget for ham nu, hvor jeg havde klokket i den.
”Det må du virkelig undskylde. Det var slet ikke meningen at jeg ville falde og tage dig med i faldet. Jeg er inderligt ked af det.” Tårerne pressede sig på, men jeg holdt dem inde. Der var ingen grund til at vise ham min svaghed.
”Pas bedre på næste gang. Ellers vil jeg tro du gjorde det med vilje, for at genere mig og dem er der rigeligt af, så jeg behøver ikke en mere.”
”Ej, helt ærligt. Hvad er det der sker? Alt jeg ville, var at snakke med dig og finde ud af hvad det gik ud på tilbage på The Leaky Cauldron. Mest af alt fordi jeg mener det var skide uretfærdigt at du blev sendt væk på den måde. Men hvis du ikke vil snakke med mig, og jeg ikke får muligheden for at forstå hvad det gik ud på, så er det op til dig.”
Jeg vendte mig om for at gå min vej. Skamfølelsen vendte sig til vrede, uden at der var grund til det, men alligevel følte jeg mig en smule angrebet. Folk der var gået forbi os, havde vendt sig for at kigge og stirrede som om vi var gale. Jeg gav dem et surt blik, der fik dem til at vende sig væk og gå videre.
”Nej, vent. Det var ikke min mening at vrisse af dig.” begyndte han. Jeg stoppede op, vendte mig mod ham igen. ”Du må undskylde min måde at snakke på. Jeg har virkelig haft det hårdt, hvilket ikke skal vær en undskyldning.”
Oprigtigheden i hans øjne afgjorde sagen. Jeg nikkede, gik hen til ham og vi gav hinanden hånden på det hele.
”Hvad siger du til at vi finder et roligt sted og snakker.” foreslog jeg. Han nikkede blot, hvorefter vi gik ned ad gaden og søgte et sted hvor vi kunne snakke. Det var dog ikke helt så ligetil, da de fleste steder var ret så optagede, så det endte med at vi fandt en café i et lokalt område udenfor Diagon Alley. Der var der ingen som kendte os, hvilket var en fordel for ham.
”Hvad hedder du egentlig? Mit navn er Rachel Weatherill.” var det første jeg spurgte om, da vi satte os ned. Den del havde jeg glemt alt om, da vi stod i al virvaret på Diagon Alley.
”Mit navn er Quincy. Quincy Dolohov.” svarede han, mens han derefter så afventende på mig. Mine øjne spilede sig op, til de var så store som vandmeloner. Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige. Mente han det seriøst, eller lavede han sjov med mig?
”Er dit efternavn Dolohov? Søn af Antonin Dolohov? Som i en af Voldemorts tilhængere?” sprang det ud af mig, mens mit hjerte hamrede afsted. Han tyssede på mig, så der ikke var nogen omkring os der hørte mig, selvom det højst sandsynligt ikke var nogen herinde der kendte til nogen af delene.
”Please, vær lige lidt stille.” tyssede han igen. Jeg så hen mod døren og synet der mødte mig, havde jeg ikke ventet. Overraskelsen skyllede indover mig, samtidig med chokket over min nye vens efternavn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...