All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1080Visninger
AA

3. Kapitel 3 - Flashback

Det var juleferie, mens jeg var hjemme hos mine forældre. Jeg var lige kommet hjem, og jeg var ved at pakke ud. Det var mit sidste år på Hogwarts.  Det var dejligt at være hjemme for en gangs skyld og ikke skulle tænke på skolearbejdet, selvom jeg dog alligevel elskede både besværgelser og astronomi. De var de eneste fag jeg så frem til, men jeg havde nu kun et halvt år tilbage. Fremtiden efter Hogwarts var ikke så langt væk.
Mens alle andre glædede sig til at skulle dimittere om et halvt år, var jeg rædselsslagen. Rædselsslagen for hvad der ville ske, når vi alle kom ud på den anden side.
”Hey, skat. Hvordan går det? Vi har næsten ikke set dig, siden vi kom hjem fra stationen.” sagde mor, da hun kom ind på mit værelse. Værelsets vægge var fyldt med diverse plakater på af magikere og musikere jeg beundrede. Sengen stod i midten op ad endevæggen, med pink lagen, bordeaux sengesæt, matchende sengetæppe og diverse pudder i rødlige farver. Det hele matchede. Skabet stod ved side af døren, i en sådan farve der passede til de hvide vægge. Havde fyldt skabets døre med diverse billeder med minder sammen med familie og venner – de var beviser på at jeg havde haft så mange gode øjeblikke i mit liv.
”Jeg har det fint, mor. Der er ingen grund til at tjekke mig hvert andet øjeblik. Okay?” Jeg gav hende et smil. Hun smilte tilbage, mens hendes blik virkede bekymret. Der var noget hun gerne ville sige, men jeg var for udmattet til at finde ud af det nu.
”Okay, Rachel. Du virkede stille i bilen på vej hjem fra stationen, så vi vil kun sikre os at alt er i orden. Men hvis du har lyst til at snakke, så er far og jeg nedenunder. Men vi skal snart spise, så der forventer vi at se dig ved spisebordet, okay?”
”Okay, mor. Vi ses ved spisebordet.” Jeg vendte min opmærksomhed tilbage til min kuffert, hvorefter jeg fik pakket de sidste ting færdig. Mor smuttede ud af værelset. Lod mig være alene, mens jeg pakkede ud. Men jeg kunne ikke undgå dem resten af aftenen. Eller resten af ferien for den sags skyld. Lige meget hvor meget jeg helst ville undgå at tale med dem – om et bestemt emne – så blev jeg nødt til at konfrontere det. Ikke mindst for at få noget at spise.
Overvejede dog alligevel at tale dem efter munden, for mest af alt at få fred. Da jeg kom ned i køkkenet, blev maden sat på bordet. Perfekt timing. Mor, far og jeg fik sat os ned og bad en lille bordbøn, inden vi startede med at spise. Det var en ting min far ønskede at vi skulle gøre, inden hvert måltid, for ikke at virke utaknemmelige over alle de ting vi havde i forhold til dem der ikke havde så meget.
I min teori var det noget mugglere gjorde, men det var ikke noget jeg havde hørt at vi magikere havde gjort så meget i som mugglere, men min far var alligevel ret fast i det. Når der var noget han mente vi skulle gøre for alles bedste, var der ikke noget jeg kunne gøre for at ændre hans mening – hvor uenig jeg så end var.
Mor var for mig en fantastisk kok. I de seneste år, hver gang jeg kom hjem på ferie fra Hogwarts, lavede hun altid en ekstra god middag til den aften jeg kom hjem. Denne aften var ikke en undtagelse, hvilket ikke generede mig på nogen måde – selvom jeg i forvejen fik god mad på skolen, og på ingen måder sultede.
Efter den indledende smalltalk om hvordan dagen var gået, begyndte samtalen at komme ind på min fremtid. Det var der ikke noget nyt i, men denne gang var der mere alvors snak indover.
”For at være ærlig, så er der ikke meget mere at diskutere omkring den sag. Rachels fremtid er lagt, og vi har trods alt bestemt for længe siden at hun skal være healer. Det er for hendes eget bedste og hendes evner er også til det. Hendes karakterer rækker til det, samtidig med at hun altid har udvist interesse for det.” Far var helt og aldeles overbevist om det. Mor nikkede i enighed.
”Det har du helt bestemt ret i. Hun vil være en fremragende healer, og ethvert hospital vil være heldige at få hende. Jeg er sikker på at der vil være stort efterspørgsel, når hun er færdigudlært.” 
Åh gud. Det var til at brække sig over. Jeg havde hørt den smøre så mange gange, at jeg kunne talen udenad. Jeg havde fået nok og kunne vitterligt ikke holde min mund længere. Det var kun blevet værre siden sommerferie sluttede.
”Mor. Far. Kan i ikke godt stoppe med det der volapyk snak?” Jeg sukkede.
”Hvad mener du dog, søde?” Mor så forvirret på mig, mens far derimod så lidt tvær ud. Protesten var ikke ligefrem ny for dem.
”Jeg mener at jeg ikke ender med at blive healer som i gerne vil have jeg bliver. Jeg har sagt så mange gange at jeg hellere vil være forfatter. Jeg elsker at skrive, og det ved i også godt.” svarede jeg. Far sukkede irriteret og så skuffet på mig, mens mor så medfølende på mig.
”Rachel. Vi har talt om det her så mange gange. Forfatter er ikke en anstændig levevej og der er ingen garantier for at du ene og alene ville kunne leve af at skrive. Det er fint at du skriver i din fritid og det er din hobby, men jeg tillader ikke at du vælger det som din primære levevej.”
Jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige eller hvad jeg skulle gøre. Fars øjne var rettet mod mig. Skuffelsen stod stadig malet i hans ansigt, samt i hans stemme. Mor derimod så ned i bordet. Hvor meget hun så end gerne ville støtte mig, var ønsket ikke stærkt nok til at gå imod far der for alt i verden hellere ville se mig gøre hvad han sagde, før jeg kastede mig ud i noget andet der ikke lå inden for hans rækkevidde.
”Jeg ved det godt. Tro mig, jeg ved det. Men det er ikke noget jeg hellere vil, end at blive en forfatter og leve af at skrive…”
En hånd blev slået i bordet: ”Der er ikke noget at tale om. Du bliver en healer, som jeg beder dig om, og mere er der ikke at sige. Gå op på dit værelse, unge dame.”
Alt jeg kunne gøre, var at lægge alt fra mig og gå op på mit værelse, til trods for at jeg ikke nåede at spise færdig. Når far sagde noget, skulle man gøre det. Tårerne løb ned af mine kinder, min krop rystede og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Hver eneste gang nægtede han at lytte til hvad jeg havde at sige, selvom jeg havde en masse argumenter med mig.
Jeg nåede dog aldrig at fortælle det, før han slog hånden i bordet og stoppede mig fra at sige mere. Hver eneste gang jeg ville tale ham til fornuft og komme med mine argumenter, kom han mig i forkøbet og hver eneste gang jeg ellers ville tale om det rettede han samtalen ind på noget andet. Det var enten at gøre hvad han sagde eller smutte op på værelset.
Omkring sengetid kom mor op til mig, satte sig på sengekanten og så ud i den blå luft uden at sige et eneste ord. Jeg havde for længst sat mig i sengen, dynen over benene, med en bog på natbordet, en notesbog foran mig og en kuglepen i hånden. Værelset var mit eneste sikre sted i huset, hvor jeg kunne være mig selv og det at læse og skrive kunne få mig til at slappe af. Jeg ænsede næsten ikke at hun var der. Jeg var optaget af at skrive. Udover den del af mig der ikke helt magtede at skulle forholde mig til min mor. Det havde været det samme hver eneste gang far og jeg havde haft den diskussion. Jeg protesterer imod ham, far sender mig op på værelset og mor kommer op for at se til mig.
”Rachel…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...