All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
809Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Rachel, tag dig nu sammen. Alt du skal, er at tage nogle billeder som et supplement til en artikel og lige faktatjekke de sidste detaljer.” sagde Mr. Mullins.

”Men jeg vil meget hellere skrive en artikel selv. Du ved jeg er i stand til det. Come on, Mr. Mullins.” bad jeg, men der var ikke noget at gøre. Han var virkelig ikke til at hverken hugge eller stikke i og jeg havde ikke andre muligheder end at tage imod opgaven. Han var i det hele taget uimodtagelig for at diskutere med mig. Jeg havde været her lige siden jeg dimitterede fra Hogwarts, men lige meget hjalp det at det var for to år siden.

”Du kan godt droppe det. Med mindre du kommer med en virkelig god historie, er dine chance meget små. Er du med?” Hans smørrede grin sagde det hele. Han troede ikke på mine evner. Måske skulle jeg droppe det hele og finde mig et andet arbejde? Men det hjalp jo ingenting.

”Fint.” svarede jeg slukøret og smuttede afsted.

Et par timer og en del billeder senere, kom jeg endelig hjem på mit værelse.

”Endelig hjemme.” sagde jeg stille for mig selv, da jeg endelig kom indenfor døren og fik sat mig ned på sengen. Der var vitterligt ikke plads til ret meget. Eller plads til meget frihed. Jeg havde permanent lejet et værelse på The Leaky Cauldron.

I hvert fald indtil jeg fandt et mere permanent sted, men indtil videre var det ikke lykkedes mig, så dette var blevet mit permanente sted. Til trods for at ejeren, Hannah Abbot, ikke var særlig glad for det og hun havde nævnt det for mig adskillige gange. Hendes mand, Neville Longbottom, havde dog overtalt hende til at lade mig være. Han var altid venlig og virkede mere eller mindre ikke til at være generet over at jeg var en permanent bosiddende – hvilket var en rar adspredelse fra uvenligheden fra stamkunderne nedenunder.

Der var altid nogen der absolut skulle kommentere på at jeg altid var der, men ikke desto mindre, gik jeg ingen vegne. Jeg havde mindst lige så meget ret til at være her som de havde.

Jeg så rundt i værelset: Den alt dominerende seng af mahogni træ, der endnu en gang var redt og hvor alle mine nætter blev tilbragt. Stolen der stod ved vinduet, med et lille bord ved sin side, hvor jeg havde tilbragt en del aftener for at skrive i min notesbog. Skabet, der stod solidt mod endevæggen, overfor sengen, som jeg indtil nu kunne have alle mine ting indeni. Det bedste sted i byen at kunne overnatte. Specielt når man besøgte London og valgte at tage en tur forbi Diagon Alley.

Jeg måtte simpelthen finde en nyheds historie, der giver mening, så Mr. Mullins for alvor kunne tage mig seriøst. Men hvordan? Alle de gode historier blev altid taget af alle de andre, mens jeg blev ladt tilbage og alt jeg skulle gøre var at tage billeder og tjekke historierne igennem. Jeg hadede det.

Før jeg skulle møde op på arbejdet et par dage senere, brugte jeg tiden nedenunder i The Leaky Cauldron, hvor jeg endelig havde lidt tid til at få skrevet. Ved siden af mit arbejde på Profettidende, var jeg i fuld gang med at skrive en historie, som forhåbentlig ville blive til en roman. Hvis jeg ellers kunne skrive så meget. Jeg havde altid en notesbog med mig, så jeg altid havde chancen for at kunne skrive hvor end jeg var.

Lige som jeg var godt i gang med at skrive, og min opmærksomhed var rettet mod notesbogen, var der noget andet der fangede min opmærksomhed et sted i lokalet. Jeg havde placeret mig i et hjørne, hvor jeg nogenlunde kunne forholde mig i fred og ro, samtidig med at jeg kunne holde øje med de andre gæster. Om det så var logerende, stamgæster eller tilfældige gæster der kun kom i ny og næ. Jeg sørgede altid for at have alle sanser åbne. Mest af alt for at undgå overraskelser.

”Hvad laver du her? Jeg har jo sagt tusinde gange at du ikke er velkommen, men gang på gang vælger du at komme tilbage. Endda med din yngel af et barn, og du kalder dig selv for homoseksuel? Kom så ud herfra, dit skvat. UD!” skreg Hannah Abbott.

”Come on. Giv os nu for pokker en chance. Jeg har ærlig talt ikke bedt om hvem min familie. Please.” bad fyren, der stod oppe ved baren med en barnevogn foran sig. Hvad gik det dog ud på? Men Hannah Abbott var hverken til at rive eller stikke i omkring den situation. Fyren blev jaget ud med det samme.

Jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, og smuttede udenfor. Jeg ville se hvor fyren gik hen, så jeg kunne finde ud af hvad det gik ud på. Udenfor på gaden var der et utal af mennesker overalt, selvom det stadig var nogenlunde tidligt på dagen. Hvor var han dog smuttet hen?

Lidt henne ad gaden fik jeg endelig øje på ham. Han stod udenfor en af de mindre butikker, ikke så langt fra mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning og gik hen til ham. Hvad skulle jeg dog sige? Jeg havde ingen anelse. Alt jeg ville var at finde ud af hvad hans historie var. Måske jeg kunne bruge det til en artikel til avisen? Det ville være mere end en perfekt grund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...