All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1090Visninger
AA

19. Kapitel 19 - Seks måneder senere

Hver eneste dag var for mig en gave og jeg ville ikke holde mig selv tilbage og holde mig selv nede med selvmedlidenhed længere. Jeg havde været alene siden Hogwarts, men den tid var heldigvis slut. Jeg skrev nu på fuld tid, boede stadig hos mine forældre, men det var ikke en hindring. De var mere en forstående for mig og det jeg lavede.
Samtidig kom jeg mere ud end jeg havde gjort, havde fået flere venner og var ikke længere alene, som jeg havde været før. Oveni det havde jeg fået kontakt til mine venner fra Hogwarts, hvilket indebar min tidligere crush – Mitch. Han så bedre ud end hvad jeg huskede ham for dengang. Det bedste ved det hele var at han var single, hvilket førte til lidt mere end venskab. Det havde været tæt på for ham og Julia at blive gift, men de fandt dog hurtigt ud af at det ikke skulle være dem og hun havde samtidig indrømmet at hun kun havde valgt ham på grund af at hun var misundelig på mig.
Mitch arbejde med magiske dyr og deres pleje, hvilket i min verden var ret fedt. Vi tilbragte en hel del tid sammen, hvor han viste mig sit arbejde og det han lavede, hvilket endte med at føre til mere end venskab i et roligt tempo. Når jeg var med ham og han var optaget af sit arbejde, brugte jeg tiden på at skrive, hvilket for ham ikke var en overraskelse. Han nød at se mig sidde og skrive og fordybe mig i min egen verden.
Han sågar drillede mig med det. Hans smil og latter fik mig kun til at falde endnu mere for ham, og denne gang formåede jeg at fortælle ham at jeg var forelsket i ham inden andre nåede at tage ham. For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget større. En del af et fællesskab. Det havde været som om de sidste par år af mit liv havde været en prøvelse for mig, så jeg kunne forberede mig på det der ville komme og samtidig gøre mig opmærksom på hvor heldig jeg var over at have de helt rigtige personer i mit liv. Taknemmelighed var nøglen til det hele, hvilket det hele havde lært mig.
Hvad der i fremtiden ville ske, vidste jeg ikke. Alt jeg vidste var at jeg havde venner omkring mig og mine forældre ved min side til at støtte mig op. Selv i de svære perioder kunne jeg regne med dem og havde først nu indset at de ville mig det bedste, selvom jeg ikke kunne se det dengang. Dengang kunne jeg ikke se udover min egen næsetip og troede fuldt og fast på at de var ude på at sabotere mig og mine drømme, samtidig med at de ville holde mig tilbage. Men ikke denne gang.
Jeg havde efter seks måneder stadig ikke fundet mig et sted at bo for mig selv, men boede stadig hos mine forældre. De havde dog heldigvis ikke noget imod det og lod mig have mit eget liv, selvom jeg boede under deres tag. Jeg fulgte deres regler mens jeg var hjemme, samtidig med at de respekterede mit privatliv, når jeg havde bryg for at være alene og gemte mig inde på værelset.
Min nyvundne frihed og genfundne venskaber, samt familien, gav mig mod på at rejse mere ud i verden. Jeg startede dog mildt ud med at rejse rundt i England, Scotland og Irland, for at indsamle viden til en række bøger jeg havde planlagt at ville give mig i kast med at skrive. Det var en ide mit forlag var kommet med, da jeg havde en respektabel succes med mine første to bøger. Min anden bog var udkommet i løbet af sommeren og var blevet taget godt imod. Det gav forlaget mod på at sende mig afsted på en rejse, med en ide til en serie omkring naturen og hvad magi kan gøre brug af, uden at ødelægge noget.
Selvom Mitch havde et fast arbejde, formåede han at få muligheden for at komme med mig på min rejse – det samme gjorde resten af mine gode gamle venner, udover Quincy, der blev nødt til at blive hjemme. Jeg lovede ham dog at jeg ville sende ham breve indimellem, så han ikke følte sig udeladt på nogen måde. Han havde trods alt travlt på Profettidende, hvor han stadig arbejde, samtidig med at han ikke bare lige kunne slæbe Aaron rundt omkring, når Aaron mest af alt havde brug for en fast base. Han var trods alt kun en lille dreng, der var blevet hele to år gammel.
Hele rejsen endte med at vare et godt stykke tid og jeg elskede hver dag jeg var afsted. Mitch og jeg blev mere og mere glad for hinanden, og var undervejs blevet kærester. Hvordan det var sket, vidste jeg dog ikke helt hundrede procent hvordan. Alt endte heldigvis kun godt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...