All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1369Visninger
AA

18. Kapitel 18

Middagen hos mine forældre var gået rigtig godt. Bedre end jeg havde forventet til at starte med og det havde ledt til flere middage.

Quincy prøvede stadig at overbevise mig om muligheden for at flytte hjem til dem, da han efterhånden selv var ved at indse at hans lejlighed var lidt for lille til os begge to. Vi var ved at drive hinanden til vanvid, hvilket var værst om aftenen, når vi begge havde været afsted på arbejde. Jeg var dog ikke helt så sikker på ideen, da min selvstændighed væk fra mine forældre gjorde det svært at skulle tilbage til dem. Ville de kunne acceptere den del, eller ville de mon prøve at kontrollere mig igen? Tankerne fløj rundt, samtidig med at jeg prøvede at få styr på dem. Det var ikke ligefrem den letteste opgave for mig, da der var så mange ting at få styr på.
Til trods for at jeg brugte mere og mere tid hos mine forældre, kunne jeg dog ikke helt få mig selv til at spørge om jeg kunne flytte hjem til dem eller i det hele taget indrømme at det efterhånden var ulideligt at bo sammen med Quincy på så lidt plads som der nu var i hans lejlighed. De havde dog et ekstra værelse, som fungerede som deres gæsteværelse. Lidt efter lidt prøvede jeg at få mig selv til at spørge om jeg eventuelt kunne bog hos dem midlertidigt. Hvordan mon de ville reagere, selvom vi på nuværende tidspunkt var på god fod med hinanden? Det var noget jeg ikke helt var villig til at ødelægge. Specielt når det kom til at jeg endelig havde dem tilbage i mit liv og de havde modtaget mig med åbne arme og ikke prøvede på at ødelægge min drøm om at forblive forfatter.
”Come on, Rachel. Gør det nu bare. Der er ikke nogen grund til at holde dig tilbage. Hvis du ikke spørger dem, får du jo alligevel ikke noget svar og hvis du ikke spørger dem, er svaret automatisk et nej.” sagde Quincy, da vi henover aftensmaden en fredag aften endnu en gang diskuterer det. Vi var tilfældigvis kommet ind på emnet på en eller andet måde, som jeg dog ikke huskede. Jeg sukkede.
”Jeg ved det godt, men det er sværere end som så. De er mine forældre og jeg har endelig fået et godt forhold til dem igen, som jeg ikke vil ødelægge. Forstår du hvad jeg mener?”
”Ja, jeg forstår godt hvad du mener, men i det mindste har du dine forældre og de holder af dig. For slet ikke at pointere at de med glæde vil have dig i deres liv, hvis man til gengæld sammenligner med mine forældre, der på ingen måder vil vide af mig.” Den sidste kommentar skar lige i hjertet på mig. Han havde helt ret. Jeg burde slet ikke sidde her og beklage mig på nogen måde. Til sidst overgav jeg mig og gik med til at spørge mine forældre om jeg kunne bog ved dem.  Det bedste ville have været at spørge dem ansigt til ansigt, men det kunne jeg ikke få mig selv til på nogen måde. Ikke lige her og nu, og jeg kunne bedst formulere mig på skrift. Jeg fandt noget pergament frem og en kuglepen, satte mig ned på en bænk udenfor lejligheden.
Quincy boede i et roligt kvarter, hvilket gjorde at jeg havde lysten til at blive her lidt længere, selvom vi drev hinanden til vanvid. Jeg prøvede ihærdigt at formulere et brev til mine forældre og i det mindste få spurgt om det jeg skulle. Det tog mig næsten en time at få skrevet det brev. Det lykkedes mig til sidst at få skrevet det jeg skulle, smuttede tilbage op i lejligheden og sendt brevet afsted med Quincys ugle. Nu var det mest af alt kun at vente på at de svarede. Hvad ville de mon svare, når de læste brevet?
Årh, det var virkelig ikke til at holde ud, men der var dælme ikke så meget andet at gøre end at vente, selvom de efterfølgende dage føltes som en evighed. Selv ikke arbejdet kunne distrahere mig, men på den anden side var det kun godt at jeg fik lavet mere af den grund, end at sidde derhjemme og ikke kunne koncentrere mig om andet. Heldigvis var Rita Skeeter der ikke nogen af de dage, da hun var rejst udenlands for at opfange mere sladder til sin sladderspalte, hvilket kun var fedt for mig. s var der fred for hende for en stund. Mr. Mullins var dog stadig den samme og bemærkede mig knap nok. Quincy kunne heldigvis distrahere ham nok til at jeg ikke skulle snakke med ham, hvilket Mr. Mullins ikke bemærkede. Så længe han lod mig være i fred og lod mig gøre mit arbejde, uden at kritisere mig. men jeg havde på den anden side ikke forstyrret ham i et godt stykke tid nu, så det var for mig fremskridt. I stedet koncentrerede jeg mig om mine historier i fritiden.
Da der var gået et par dage efter jeg havde skrevet til mine forældre, fik jeg endelig svar fra dem. Quincys ugle kom lige så fint med brevet. Lille Speedy, som han kaldte den, var den mest venlige ugle jeg nogensinde havde mødt, udover min egen ugle. Efter en smule tøven, åbnede jeg brevet og fik læst hvad der stod. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg var færdig. De ville med glæde lade mig bo hos dem, indtil jeg fandt mit eget og de ville endda gerne hjælpe mig hvis jeg ønskede det. Jeg kunne ikke bede om mere. Quincy hørte straks om det da han kom hjem fra supermarkedet og hjalp mig med at pakke mine ting sammen. I dagene efter fik jeg flyttet hjem til mine forældre, som endda havde gjort gæsteværelset klar til at jeg kunne føle mig hjemme lige netop der. Efter så lang tid, var jeg nu endelig hjemme igen. Det var det bedste der kunne ske i mit liv. Quincy var glad på mine vegne, selvom Aaron prøvede at få mig til at blive, selvom jeg lovede at komme tit på besøg.
Efterfølgende endte jeg med at sige op ved Profettidende, da arbejdet der på ingen måder levede op til hvad jeg ønskede at få ud af det. Jeg havde været der længe nok, til trods for at det kun havde været to år af mit liv. Mr. Mullins var dog ked af at jeg smuttede, men han vidste også godt at det var for det bedste, så han lod mig gå med et smil og håbede på at se mig igen snart. Hvad der så nu skulle ske, vidste jeg til gengæld ikke. Det var svært at sige, når fremtiden at havde så mange muligheder som ikke engang jeg vidste hvad jeg skulle gøre med. Alt jeg vidste var at jeg ville skrive og rejse. Quincy havde hjulpet mig en del, til trods for vores lidt uvante start på venskabet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...