All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1082Visninger
AA

17. Kapitel 17

Et par dage senere var det tid til middagen hos mine forældre, der sikkert ventede spændt på at jeg kom. Mit hjerte hamrede afsted da jeg nærmede mig deres nye hjem. Quincy havde været så sød at hjælpe mig med at finde det rette tøj til dagens anledning, til trods for at jeg flere gange var ved at flippe ud over at jeg skulle derhen. Følelserne og tankerne kørte rundt i mig, så det var lige før jeg droppede det. Quincy ble nødt til at berolige mig om at det hele nok skulle gå og mine forældre kun ville mig det bedste, samt at de i den grad var bedre end hans forældre der aldrig havde villet ham på samme måde som mine forældre ville mig. Den sidste del kunne jeg ikke argumentere imod.
Da jeg endelig stod foran fordøren hos mine forældre, gik der lidt tid før jeg kunne få mig selv til at gå op til døren og banke på. De boede i et roligt kvarter, blandt mugglere, der ikke bemærkede andet end et roligt par der var flyttet ind i deres område. Hvorfor mon de havde valgt netop dette område? Det undrede mig en smule, siden de altid havde ment at de aldrig ville kunne se sig selv bo alt for tæt på mugglere. Lidt efter blev døren åbnet. Det var mor der åbnede døren og bød mig indenfor.
”Hej Rachel. Velkommen hjem. Lad mig tag din jakke og hænge den op.” sagde mor. Jeg lod hende tag min jakke, mens jeg sørgede for at tage mine sko af. Vi gik sammen ind i stuen, hvor far sad og læste den seneste udgave af Profettidende. Imens jeg smuttede hen mod far, gik mor ud i køkkenet for at se hvordan det gik med maden. Jeg håbede ikke der gik alt for længe inden maden var klar, da jeg var virkelig sulten. Der gik dog et par øjeblikke før far fik øje på mig. Han var ret så optaget af hvad der stod i avisen. Gad vide hvad det var han læste om?
”Hej Rachel, godt at se dig.” sagde han, da han endelig lagde avisen fra sig og så på mig.
”Hej far, også godt at se dig.” smilede jeg og gik nærmere. Han rejste sig op og gav mig et kram. Det føltes trygt og sikkert. Jeg havde helt sikkert savnet den del. Uden at jeg helt vidste det, havde der sneget sig et par tårer ned af kinderne på mig, mens vi stadig krammede. Jeg opdagede det først, da mor kaldte på os og maden var klar.
”Er du okay, skat?” spurgte far, da han så tårerne. Jeg tørrede dem hurtigt væk, mens jeg rystede på hovedet. Der var ikke så meget at sige, andet end at jeg var sulten og var glad for at være hos mine forældre. Hvem skulle have troet at jeg ville reagere på den her måde? Det havde jeg ikke på nogen måde. Det hele virkede vant at være her, selvom det var første gang jeg var på besøg i det her hus.
”Jeg har det fint.” svarede jeg. Vi gik derefter begge ud til mor i køkkenet, hvor hun stod og ventede på os. Maden stod allerede på bordet og duftede godt. Det der overraskede mig var at hun havde lavet min yndlingsret, som jeg ikke havde fået længe. Hun så mit overraskede udtryk.
”Ja, jeg kunne simpelthen ikke lade være, i anledning af at du kom til middag i dag.” sagde hun. Jeg løb over til hende og gav hende et kram, uden helt at tænke det igennem før jeg havde gjort det. Derefter satte vi os til bords, bad en bordbøn som vi plejede at gøre, hvorefter vi var stille mens vi øste op på vores tallerkener. Det hele virkede så normalt som det nu kunne blive og de gjorde sig virkelig umage for at jeg skulle føle mig hjemme mens jeg var på besøg.
De fortalte om hvad de havde oplevet efter vi sidst så hinanden, deres små rejser og hvad de havde fået tiden til at gå med, samt beslutningen om at flytte til dette hus. Jeg lyttede til det de fortalte, mens jeg endte med at spise tre portioner. Efter maden og jeg havde hjulpet mor med opvasken, satte vi os ind i stuen. Det var først der jeg bemærkede at de havde købt helt nye møbler, for det var på ingen måder dem jeg kunne huske hjemmefra.
”Hvordan kan det være i har købt nye møbler?” spurgte jeg, da jeg satte mig ned i sofaen. Mor satte sig ved siden af mig.
”Fordi vi trængte til en forandring og besluttede os for at det også gjaldt møblerne. Alt det andet havde vi alligevel haft lige siden vi blev gift, så det var på tide vi fik noget nyt.” svarede mor. Jeg nikkede.
”Hey, hvad med at du fortælle os hvad du har opnået de sidste to år?” spurgte far, der virkede oprigtig nysgerrig. Jeg gav ham et smil, og begyndte lige så stille at fortælle om hvad der var sket fra jeg afsluttede Hogwarts og frem til nu. For første gang oplevede jeg at de med glæde kunne sidde og lytte til mig, udover de gange vi havde mødtes på en cafe. Der var sket en hel del siden dengang vi skiltes. Vi endte med at grine over den situation jeg havde tvunget mig selv udi med Quincy og hvordan jeg inderligt prøvede at finde en god historie, der bed mig noget så groft bagi. Det sjoveste var trods alt at Quincy og jeg var blevet venner efterfølgende, hvilket var det der reddede mig fra at bo på gaden efter The Leaky Cauldron.
”Boede du på The Leaky Cauldron? Permanent, eller midlertidigt?” spurgte far.
”I starten, da jeg var færdig på Hogwarts var det meningen det kun skulle være midlertidigt, indtil jeg fandt mit eget sted, men det endte med at være permanent for to år.” svarede jeg oprigtigt.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...