All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
799Visninger
AA

16. Kapitel 16

Hvor meget jeg så end ikke havde lyst til at hverken indrømme det eller erkende det, så vidste jeg inderst inde at Quincy havde ret. Muligheden for at mine forældre ville lade mig komme og bo ved dem for en tid, indtil jeg havde muligheden for at finde mit eget sted. Jeg havde dog ikke indrømmet overfor ham at han havde ret. Jeg hadede ideen om at flytte hjem til mine forældre. Jeg hadede ideen om at de lavede reglerne. Samtidig frygtede jeg hvordan det ville gå, hvis vi alle var under samme tag samtidig.
Jeg distraherede mig selv med arbejdet, hvor Rita Skeeter så sandelig havde taget sig den frihed endnu en gang at beslaglægge mit skrivebord til sig selv. Hvad det gik ud på, vidste jeg ikke. Jeg havde prøvet at klage til Mr. Mullins, men der var virkelig ikke noget at gøre. Han bad mig om at finde et andet sted at være og virkede ret så ligeglad med mig. Irritationen overfor ham blev større og større jo mere jeg prøvede og jo mere han afviste mig. Selv Quincy prøvede at snakke med ham, men intet hjalp. Jeg var virkelig ude på Lars tyndskids mark med den chef jeg havde. Mon jeg skulle tage chancen og sige op i stedet? Var det virkelig det værd at blive her, for at blive både ydmyget og ignoreret af chefen på grund af en sladdertaske?
”Mr. Mullins. Hun har gjort det igen. Vil du for en gangs skyld ikke være sød og sige noget til hende, eller for den sags skyld give hende sit eget skrivebord, i stedet for at lade hende bruge mit hver eneste gang hun er her? Det er virkelig irriterende og jeg kan ikke få muligheden for at arbejde, når hun napper mit skrivebord for snuden af mig.”
”Så find dig et andet skrivebord. Kan du ikke se jeg har travlt med vigtigere opgaver end at rende rundt og lege betjent overfor jer medarbejdere hele tiden? Du skal nødig beklage dig, når du har det med at komme for sent det meste af tiden, så jeg burde egentlig ikke have givet dig et skrivebord til at starte med.” Hvad bildte han sig ind? Var det en hentydning til at han ville fyre mig?
”Men alt mit arbejde ligger på det skrivebord. Vil du virkelig have jeg skal slæbe alt det med mig, fordi hun absolut skal kapre det bord hver eneste gang, i stedet for at give hende sit eget? Det kan ikke være rigtigt at det er mig der skal bøde for hendes frækheder.”
”Der er ikke noget at diskutere, så smut med dig og se at få noget for hånden i stedet for at stå her.”
Rita Skeeter havde gjort det samme nummer overfor mig utallige gange, og hver gang havde Mr. Mullins ignoreret det. Hver eneste gang over de sidste to år. Rita Skeeter gik rundt som om hun ejede stedet, fordi hun vidste Mr. Mullins ikke gjorde noget som helst ved problemet når de opstod og det at hun var en stor kanon her på stedet. Det vidste alle og vi måtte klare os selv, hvis vi ikke var mindst halvt så gode som hende indenfor vores område. Problemet var at jeg ikke havde noget område, hvor jeg kunne udfolde mig. Han gjorde kun noget ved selve problemet hvis man i særlig grad var gode venner med ham eller man simpelt nok var på hans gode side hver eneste dag – hvilket jeg på ingen måder var i nogen som helst situation, og ikke ligefrem havde formået at gøre i længere perioder af gangen til at opnå den del.
”Quincy, hvad skal jeg dog gøre? Mr. Mullins hader mig som bare pokker og hver eneste gang jeg endelig formår at gøre noget godt og vise mit værd, er han stadig ligeglad, fordi han kun ser mine dårlige side og husker alt andet end det gode. Jeg er bare en af de ligegyldige medarbejdere han kan hundse rundt med, fordi han ved at han kan.” sukkede jeg lettere irriteret, da vi var på vej hjem fra arbejde.
”Han hader dig ikke, det lover jeg dig. Han er vel nok stresset over alt det han skal holde styr på.”
”Men han tager sig ikke af problemerne på nogen måde, og da slet ikke at sladdertossen til Rita Skeeter, der konstant bliver ved med at tage mit skrivebord som om det var hendes eget hver eneste gang hun er på kontoret. Enten det, eller hun står og fortæller sladder til alle de andre på kontoret, der hver gang lapper det i sig, som om det var græskarjuice.” Han grinte af mig, siden jeg var begyndt at små råbe af ren frustration. Jeg lød sikkert ret sjov, når jeg på den måde begyndte at råbe over et arbejde jeg ellers håbede jeg ville elske, men begyndte at hade mere og mere. 
”Det skal nok gå. Giv ham lidt ekstra tid og lad ham se hvad du kan, før du får chancen for at stige i graderne.” svarede han forhåbningsfuldt, og gav mig en krammer med den ene arm. Havde jeg virkelig udeladt den del om at jeg havde arbejdet der i hele to år, uden så meget som en simpel lønforhøjelse eller nogen som helst indikation på at jeg havde været der eller så meget som en bonus for min gode indsats?
”Øhh, Quincy? Jeg har arbejdet der i nu to år og der er ikke sket en skid. Ikke så meget som en tak for at være en loyal medarbejder, selvom jeg til tider har haft en tendens til at ødelægge det for mig selv. Der har ikke været en eneste gang, hvor han har sat pris på mig. Ikke en eneste gang, så jeg tror næppe på at der er en chance for at han vil give mig en chance for at stige i graderne på nogen måde. Jeg tror næppe han kan bruge mig til noget som helst andet end de små opgaver andre alligevel ikke har tænkt sig at lave.” forsvarede jeg mig, hvilket overraskede ham en del.
”Virkelig? Det må jeg nok sige. Jeg troede kun du havde haft begynder uheld, da jeg mødte dig.”
”Ikke for noget, men du var kun en af mine mange forsøg på at imponere ham, så det skal du ikke tage dig af.” Han så overrasket på mig. ”Men vi har virkelig aldrig været på god for med hinanden. Det undrer mig en del at han ikke har fyret mig endnu, siden jeg har givet ham rigeligt med grunde til at gøre det, lige siden jeg startede.”
”Ja, jeg kan godt huske vores første møde, lille frøken klodsmajor. Eller skulle jeg kalde dig frøken væltepeter? Begge navne passer godt til dig.” grinte han, lige som vi kom op til lejligheden og smuttede ind ad døren. Lidt efter kom naboen og afleverede Aaron, siden hun havde passet ham hele dagen. Jeg var endda så heldig at få et knus af ham, før Quincy satte ham i hans høje stol, hvorefter Quincy gav sig til at sørge for aftensmaden. Imens satte jeg mig i sofaen i stuen og slappede lidt af. Tankerne fløj straks hen til tanken om mine forældre og om jeg eventuelt skulle flytte hjem til dem.
Men lige som jeg nåede at forme tanken, var der en ugle der bankede på vinduet, med et brev ved sin ene fod. Jeg smuttede hen til vinduet, åbnede det og tog brevet fra uglen. Den blev siddende mens jeg læste brevet, der var adresseret til mig og var fra mine kære forældre. De havde åbenbart fundet ud af hvor jeg befandt mig, uden at jeg vidste hvordan. Jeg havde i hvert fald ikke selv givet dem adressen på nogen som helst måde de gange jeg havde mødtes med dem.
Mine forældre inviterede mig i brevet hjem til dem, til middag i denne uge og de håbede på at jeg ville komme, og jeg bestemte selv hvilken dag det skulle være, så længe jeg gav dem et svar på hvornår jeg ville komme forbi. Jeg havde set en del til dem her på de sidste, uden at have være hjemme ved dem endnu. Hvordan dælen kunne de vide at jeg tænkte på dem? Det var som om at de kunne mærke at de var i mine tanker. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Selvom jeg et eller andet sted ikke kunne glemme hvordan mine forældre havde behandlet mig det meste af mit liv, med gode intentioner og drømme på mine vegne der fik mig til at trække mig væk fra dem, kunne jeg ikke sige nej til en invitation til at se deres nye hjem. Jeg fandt hurtigt et stykke pergament og noget at skrive med og skrev et brev til dem, hvor jeg takkede for invitationen og sagde ja til at jeg kom et par dage senere. Jeg fik viklet brevet om uglens ene fod, hvorefter den fløj væk med brevet til mine forældre. Jeg sukkede.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...