All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
812Visninger
AA

15. Kapitel 15

De efterfølgende dage og uger var slørede. Mest af alt fordi jeg ikke var mig selv. Alt jeg tænkte på var det foregående møde med mine forældre, mens de havde indrømmet at de havde fejlet overfor mig. Men på den anden side havde jeg også selv fejlet. Jeg havde været så opsat på at gå mine egne vegne, lige siden jeg kunne tænke selv og ikke mindst snakke, uden rigtig at lytte til hvad de havde at sige, da jeg havde chancen.
Quincy havde bemærket hvordan jeg gik rundt i en døs af mine egne tanker. Han havde på alle måder prøvet at få mig til at vågne op og være en god ven – uden held. Jeg havde følt mig alene så længe, selvom jeg havde folk omkring mig. Jeg havde skubbet folk væk, som holdt af mig og ville mig det bedste og resultatet havde været at jeg for alvor blev alene. Skulle klare mig selv, uden nogen at støtte mig til. Jeg havde selv været skyld i det kaos der var i mit liv. Nu hvor jeg endelig havde en ven, havde jeg det som om jeg endnu en gang var ved at skubbe personen væk fra mig.
Det var også begrænset hvor meget opmærksomhed jeg kunne kræve fra Quincy for at snakke om de ting der kørte rundt i hovedet på mig. Han havde også Aaron at skulle tage sig af, samt arbejdet på Profettiden, hvilket jeg også havde. Mr. Mullins var ellevild med Quincy, hvilket havde gjort at Quincy hurtigt var blevet fastansat. De snakkede vildt godt sammen og de havde mange planer, samt Mr. Mullins ikke havde noget imod at Quincy tog Aaron med på arbejde, når naboen ikke kunne passe ham. Jeg derimod var hurtigt glemt og passede endnu en gang mit eget arbejde.
Som dagene gik, var de mere og mere perlevenner, og Quincy snakkede ikke om andet når vi sad ved spisebordet ved aftensmaden. Jeg havde forvandlet ham fra en trist og ensom person, der kun havde sin søn som selskab, til at være en glad og udadvendt fyr med et netværk på arbejdet. Alt jeg gjorde, var at snakke med, når der var noget han havde brug for at fortælle. Han var trods alt så glad, hvilket jeg kun var glad for på hans vegne. Til gengæld havde jeg en hel del tid til at få skrevet i min notesbog. Jeg nød jo trods alt at være alene og have tid for mig selv, til hvad end jeg havde lyst til, og brugte en del af min tid udenfor Quincys lejlighed. Han havde skabt sig et godt og dejligt hjem for Aaron og ham selv, men der var ikke vitterligt meget plads til at have andet end en overnattende gæst i ny og næ. Ikke en der endte med at blive i længere tid ad gangen.
Det endte med at jeg gjorde et ihærdigt forsøg på at finde mit eget hjem et nærtliggende sted. Det var ikke noget af det nemmeste. Jeg hadede det, samtidig med at jeg ikke vidste hvad jeg ellers skulle stille op. Quincy prøvede inderligt at få mig til at blive hos ham i hans lejlighed lidt længere, for at få mig til at slappe af, men det gik ikke i længden.  Vi var allerede ved at drive hinanden til vanvid, næsten ved synet eller lyden af hinanden. Jeg havde overtaget sofaen som min seng, samt området rundt om sofaen var også blevet en del af mit soveværelse mit i stuen. Det var efterhånden ikke et kønt syn. Jeg havde brug for mere plads end det jeg havde her, selvom Quincy prøvede at overbevise mig om at det ikke gjorde ham noget at jeg blev. Det var tydeligt at han nød at have den ekstra hjælp omkring Aaron, men det gjorde ikke sagen bedre. Gid jeg var blevet på det værelse på The Leaky Cauldron, men nej. Jeg skulle absolut ødelægge den del og ikke mindst overfor ejeren, der havde trukket det alt for længe.
”Quincy, helt ærligt. Jeg bliver nødt til at finde mit eget sted. Det her går ikke ret meget længere og jeg er ærlig talt en smule træt af at bo i en kuffert.” Vi sad i sofaen og snakkede, efter at Quincy havde puttet Aaron, der nu lå og sov trygt i sin seng. Det var sent, men ingen af os var parate til at smutte i seng endnu, så i stedet havde vi valgt at snakke lidt før det var sengetid for os.
”Men du må da gerne blive længere, og jeg elsker selskabet. Ellers ville jeg alligevel ende på sofaen, i stedet for sengen. Jeg ville kede mig i søvn hver eneste aften, hvis du ikke var her. Samtidig er Aaron helt vild med dig, så han vil helt sikkert savne at have dig rendende her og ikke mindst lege med ham, og ikke mindst passe ham når jeg ikke er her.” Han prøvede virkelig, selvom vi nu havde diskuteret det i over en time. Det var lige før han ville gøre hvad som helst for at få mig til at blive. Hvad skulle jeg dog gøre?
”Hvad med alle de gange jeg glemmer et eller andet når jeg er ude at handle, eller glemmer at gøre en ting du har spurgt mig om jeg kunne gøre. Jeg kunne nævne jeg ved ikke hvor mange ting jeg har glemt al den tid du har ladet mig bo her. Det undrer mig at du endnu ikke har smidt mig ud herfra.” grinte jeg, selvom der var sandhed i det jeg sagde.
”Men det gør mig jo ikke noget, og det er jo ikke fordi du har rendt rundt og bevidst ødelagt noget i min lejlighed eller gjort mit liv surt for den sags skyld. Du har hjulpet mig mere end du aner. Den eneste der har noget ondt at sige om dig, er dig selv. Du er alt, alt for hård ved dig selv, hvilket kun ødelægger dit selvværd.”
”Jeg ved det godt, og det er der sikkert en god grund til at jeg er, da jeg vil så meget, men jeg har brug for mit eget sted, i stedet for at lege ’den glade campist’ på din sofa i længere tid end hvad der er nødvendigt. Det må altså have en ende på et tidspunkt, okay?” Jeg så på ham med et smil, men afbrød ham før han kunne nå at sige mig imod: ”Det er ikke fordi jeg ikke vil hænge ud med dig eller ikke værdsætter det du har gjort for mig, for jeg er virkelig taknemmelig. Mere end du aner, men jeg føler alligevel at jeg trænger mig alt for meget på.”
”Jeg kan godt se logikken i det du siger og kan godt mærke at det tager en del plads at have dig som logerende, hvor meget det så end hjælper at have dig her med hjælpen. Men det gør det ikke mindre trist at du vil forlade mig.”
”Jeg forlader dig jo ikke…” nåede jeg at sige før han afbrød mig.
”Det ved jeg, men det føles lidt sådan, når du så gerne vil finde dit eget sted. Det skal dog lige siges at det ikke er nemt at finde noget, når der er rigeligt med mennesker der kommer til London. Alle de gode steder er jo allerede taget. Har du tænkt på at spørge dine forældre om du eventuelt kan bo ved dem, indtil der er en lejlighed ledig? Det kunne jo være de havde et ekstra værelse.”
Jeg måbede. Det var ikke ligefrem det jeg havde forventet af ham, da jeg ledte samtalen ind på det emne. Jeg havde virkelig ikke brug for at flytte hjem til mine forældre, efter kun at have set dem et par gange. Men på den anden side, så var det vel bedre end at ende på gaden eller blive ved med at bo i sin kuffert. Jeg sukkede. Quincy kiggede på mig med forventning om et svar, men hvad skulle jeg dog sige?
”Årh, for pokker. Hvorfor skulle du lige komme med det forslag? Jeg hader ideen, men jeg kan godt se det fornuftige i det. Hvorfor er du dog så forbandet fornuftig? Du har dælme været så fornuftig, lige siden jeg lærte dig at kende. Selv Mr. Mullins er vild med dig og alle dine gode ideer henne på Profettidende og det plejede at være mig, der kom med alle ideerne.” Jeg sukkede modløst irriteret.
”Og hvordan gik det når du kom med et forslag? Det var jo ikke ligefrem fordi han stod og ventede på dig som en ivrig hundehvalp, når du kom med en ide der sikkert ville være den næste forsidehistorie.” Han grinte let af mig, mens mine kinder rødmede som et jordbær. Pokkers. Kommentaren havde gjort mere ondt på mig, end hvad hans intentioner var da han sagde det, men det gjorde det desværre ikke ret meget bedre. Jeg indså at jeg ikke havde været en god match for Mr. Mullins, eller været den bedste medarbejder på nogen måde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...