All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
821Visninger
AA

14. Kapitel 14

Minderne væltede indover mig, da jeg så mig i spejlet. Det var dagen hvor jeg skulle mødes med mine forældre og snakke med dem for første gang efter to år. Hvad skulle jeg dog sige, når jeg så dem og hvordan skulle jeg dog kunne svare på deres spørgsmål? Det hele var så forbandet forvirrende og jeg hadede det. Dette var ikke det jeg havde forventet, når jeg havde afskrevet dem, så hvorfor var jeg gået med til at mødes med dem? Det var fuldstændig åndssvagt.
Det var virkelig fristende at blive væk, så jeg slap for at mødes med dem, men jeg kunne alligevel ikke få mig selv til at gøre det. De ville så gerne mødes med mig, samtidig med at jeg også gerne ville mødes med dem. En del af mig savnede at have dem i mit liv, samt være en del af deres liv igen. Kunne have nogen at dele mine glæder med og kunne være en del af deres glæder. Jeg var deres eneste barn. Hvad skulle jeg ellers gøre, udover at mødes med dem?
Mit indre var det rene kaos, da jeg endelig fik mig selv ud af døren og tog afsted for at mødes med mine forældre, der sikkert ventede i spænding. Quincy havde endda ønsket mig held og lykke på vejen, da han havde lagt øre til al min nervøsitet. Åh gud, hvor var jeg dog nervøs. Hvad skulle jeg dog stille op med mig selv, hvis jeg gik fuldstændig i panik? Allerede nu kunne jeg mærke at mit hjerte hamrede derudad.
Da jeg nåede hen til caféen hvor vi skulle mødes, var de endnu ikke kommet. Jeg var dog kommet lidt tid i forvejen, for ikke at ende med at komme for sent. Det skulle ikke være lige som når jeg kom på arbejde, hvilket fik mig til at tænke på at jeg var blevet bedre til at komme til tiden og samtidig holde mig til mine opgaver. Mr. Mullins var endda begyndt at blive mere venlig overfor mig, så det var helt sikkert en god begyndelse at jeg havde oppet mig en hel del. Det bedste af det hele var at han endda havde lovet mig en lidt større artikel, mod den forventning at jeg holdt mig til de gode fremskridt. Det havde i den grad givet mig blod på tanden til at blive på rette køl.
Lidt efter kom mine forældre gående hen imod mig. Mor med et smil på læben da hun så mig og far, der ikke helt vidste hvad han skulle stille op med sig selv. Jeg gave dem begge et smil og krammede dem, da de kom helt hen. Det var en smule akavet, men vi fandt indenfor og fik os en plads ved et bord i hjørnet af caféen. Så langt, så godt. Det gik godt med at få bestilt, men ligeså snart servitricen var gået og vi havde fået det vi havde bestilt, var der en pinlig tavshed. Hvad nu? Hvad skulle jeg dog sige? Ingen af os vidste det, og det var det værste ved det. Det første og bedste ville være at snakke om de sidste to år, men hvor skulle vi dog begynde? Ingen af os sagde noget i et godt stykke tid, og vi sippede til hver vores kaffe.
”Såh … hvordan går det?” fik jeg endelig sagt, for at bryde tavsheden. Den var efterhånden ved at være ret så øredøvende, udover snakken der foregik rundt om os.
”Det går godt. Vi har vist fortalt vi solgte huset og flyttede her til London. Ikke sandt, skat?” svarde mor, der et øjeblik så på far, der nikkede anerkendende. ”Samt, vi stadig har travlt med at arbejde hos Ministeriet, men vi er rykket over til Auror afdelingen. Hvad med dig, Rachel?”
”Det går okay. Har udgivet en enkel bog og en ny bog er på vej og jeg arbejder på Profettidende. Dog bor jeg hos en ven, da jeg ikke har haft muligheden for at finde mit eget sted at bo.” De så bekymrede på mig. Jeg sukkede.
”Er det hos en af dine venner fra Hogwarts? Vi vil da gerne hjælpe dig, hvis du vil lad os.” sagde far, der endelig kunne åbne munden.
”Nej, det er ikke en i kender, da jeg ikke har snakket med nogen af mine venner fra Hogwarts, siden, ja … Hogwarts.” De så på mig med undren i blikket, og jeg bebrejdede dem det ikke. Ingen havde set den komme, og slet ikke mig. På den anden side havde jeg alligevel drevet alle dem jeg holdt af væk fra mig. Gerne så langt væk som overhovedet muligt. Det var en ting jeg havde måtte erkende overfor mig selv, efter at have brugt en helvedes masse tid på ikke at vide hvorfor jeg endte med at være alene. Uden nogen venner eller familie at kunne støtte mig til. Det hele var min egen skyld. Jeg så bare på dem og gav dem et smil, da de nødig skulle få et hint om hvad der skete bag facaden.
”Hvem er det så? Må vi høre? Hvis der er noget, må du da endelig sige til.” sagde mor. Jeg sukkede. Skulle jeg virkelig fortælle dem hvem det var? Jeg ville nødig fortælle efternavnet, da det kunne give unødig bekymring. De kendte ham trods alt ikke, men jeg havde flere gange hørt dem snakke om Den Anden Troldmandskrig og om alle de personer der stod Du-Ved-Hvem nært. Deriblandt Dolohov.
”Det er min ven, Quincy. Jeg mødte ham for ikke så længe siden og det er en fyr, hvis i skulle undre jer over navnet.” smilte jeg, hvorefter jeg undrede mig over min sidste og afsluttende bemærkning.
”Okay. Er i kærester, eller er i ikke kommet så langt i processen endnu?” spurgte far. Shit. Det var ikke lige det jeg havde regnet med, hvilket fik min hjerne til at hyle ud af den helt uden nogen grund.
”Nej, vi er ikke kærester og det bliver vi aldrig. Vi er bare gode venner, okay? Og for resten er han homoseksuel, så kærestedelen er ikke relevant. Udover det, så har han en lille dreng på lidt over et år fra et påtvunget ægteskab.” Deres blikke sagde det hele. Jeg sukkede let, drak en tår af min kaffe og ventede på at en af dem ville sige noget, men ingen behøvede at sige noget overhovedet, da jeg lige så godt selv kunne svare på det uudtalte spørgsmål der kørte rundt i hovedet på dem.
”Det var hans far der tvang ham til at blive gift med en kvinde, som han ikke var forelske i, da han er til sit eget køn. De fik et barn, hvorefter de blev skilt og hun skred, for at lade ham i stikken med deres søn. Drengen hedder Aaron og er ret så charmerende af en et årig at være.” Tanken om Aaron fik mig til at smile. De nikkede begge to, drak deres kaffe og ingen af os sagde noget i et godt stykke tid. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, hvilket ikke gjorde det nemmere på nogen måde.
”Jeg har virkelig savnet jer, men har ikke turdet kontakte jer siden jeg sluttede på Hogwarts.” fik jeg endelig sagt, for at bryde tavsheden. Den var efterhånden blevet ret så kvælende, når ingen af os sagde noget og bare sad og kiggede på hinanden. Jeg kunne forestille mig det var mindst lige så akavet for dem, som det var for mig.
”Vi har også savnet dig, skat. Men hvorfor har du ikke turdet kontakte os? Du ved du altid er velkommen hjemme. Vi har ikke vidst hvor du var eller hvordan du havde det efter vores møde sidste gang vi så dig.” sagde mor, der lidt efter så bedrøvet ud, hvilket fik mit hjerte til at synke.
”Det hele er min skyld. Det er min skyld du gjorde som du gjorde og sagde fra, og jeg er ked af det hele endte som det gjorde. Hvis jeg havde lyttet til det du sagde du gerne ville med dit liv og lyttet til dine drømme og dermed støttet dig, havde du ikke behøvet at trække dig væk fra os på den måde som du gjorde.” sagde far. Mine øjne spærrede sig op af ren overraskelse. Sagde han lige det jeg troede han sagde, eller hørte jeg syner. Erkendte han virkelig at han var skyld i at jeg trak mig væk fra dem til at starte med? Jeg kunne ikke lade vær med at smile og vidste at jeg burde have gjort det længe før, men alligevel havde jeg ikke været modig nok til at gøre det før jeg gjorde. Men der var alligevel en del af mig der vidste at jeg ikke helt kunne tage imod undskyldningen med det samme. Der var så meget vi skulle have snakket om og caféen var ikke det rigtige sted at gøre det, så i stedet foreslog mor at jeg kunne komme forbi deres nye sted på et tidspunkt jeg bedst kunne, hvor vi kunne få snakket ud om tingene. Efter lidt betænkningstid sagde jeg ja. Der var ikke så meget andet at sige end netop det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...