All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1071Visninger
AA

13. Kapitel 13 - Flashback

Hjem. Det var på tide at komme hjem. Hogwarts var slut og jeg var mutters alene. Lige siden mit uretfærdige udbrud mod Mitch, havde ingen af mine venner snakket med mig og jeg var dermed på egen hånd. Vi stod alle ude ved Hogwarts Expressen, hvor alles kufferter var ved at blive pakket ind og vi skulle finde en plads inde i toget. Det sværeste ville være at skulle finde en plads eller kupé uden andre end mig.
Det lykkedes mig dog alligevel at finde en afsides plads, hvor der ikke rigtig var andre end mig. Dem der til gengæld var der, snakkede alligevel ikke rigtig, så det var dejligt fredeligt. Forhåbentlig forblev det sådan turen igennem.
Resten af toget var fuld af liv. En fløjte hylede højt og toget satte lidt efter i gang. Det var på tide at komme hjemad, men hvor skulle jeg tage hen når vi nåede endestationen? Mine forældre ville ikke være der til at hente mig. Jeg havde ingen anden form for familie til rådighed, så alt i alt ville jeg stå mutters alene på Kings Cross Station, når toget nåede endestationen.
Jeg prøvede ihærdigt på ikke at tænker på den del, men det var svært at lade være. Tårerne piblede frem og begyndte lige så stille at trille ned af kinderne. Jeg prøvede så vidt muligt at skjule mit ansigt, så ingen kunne se at jeg sad og græd. Alt indeni mig føltes tungt og jeg følte mig svag. Hvor skulle jeg dog tage hen, når jeg ikke kunne tage hjem til mine forældre?
På et tidspunkt var jeg faldet i søvn, for det næste der skete var at vi blev jaget af toget, da vi var nået til endestationen. Jeg fik hurtigt samlet mig og smuttede id af toget. For sidste gang smuttede jeg ud af Hogwarts Expressen, velvidende at jeg ikke ville skulle tilbage til Hogwarts.
Jeg så mig omkring på stationen, hvor der var mennesker overalt. Alle, bortset fra mig, havde familier, der var kommet for at hente dem og var glade for at se hinanden. Jeg stod mutters alene, sukkede let, med en følelse af afmagt. Jeg var helt alene, hvilket mindede mig om sangen ’All by myself’ af Celine Dion. En muggler sangerinde, der var mere end fantastisk og jeg elskede hendes sange. Nok indtil videre min yndlings sanger.
Da jeg havde fået nok af at kigge rundt og set diverse genforeninger, bevægede jeg mig videre. Der var ingen grund til at jeg blev hængende for at se mere end højst nødvendigt, når jeg ikke var en del af det.  Jeg skulle virkelig væk herfra og have fundet ud af hvor jeg skulle tage hen. Mest af alt finde mig et arbejde og et sted at bo, for derefter at finde ud af hvad jeg skulle stille op med mig selv. Men hvor skulle jeg dog starte? Jeg kendte ikke ret meget til London, men jeg burde da kunne finde til Diagon Alley, og forhåbentlig finde mig et sted at sove. I det mindste for en tid, indtil jeg fandt mig til rette og kunne finde mit eget sted at bo.

Diagon Alley var mit yndlingssted med alle butikkerne. Mest af alt bog butikken, hvor mor altid var villig til at tage mig med hen. Jeg fandt frem til The Leaky Cauldron og fik lejet mig et værelse, med lovning om at det kun var for et par dage. Jeg betalte værelset forud for de dage jeg regnede med at være her, så den del var ordnet.
De efterfølgende dage var jeg i fuld gang med at finde både arbejde og bolig, hvilket på ingen måde var nemt. Specielt når mine erfaringer ikke var de vilde. På den anden side var jeg trods alt lige kommet ud fra Hogwarts, så der var ikke meget at give af. Det sidste sted jeg endte med at gå hen, var Profettidende. Det sted jeg helst ville være, men forhåbningerne var ikke for store.
Der mødtes jeg med chefen. Mr. Mullins var hans navn, hvilket var et navn jeg ikke havde hørt før. Efter en lang samtale, lod han mig starte den næste dag, mod den forventning at jeg startede roligt ud. Mere kunne jeg ikke forvente, da jeg nu havde fundet mig et job. Nu manglede jeg mest af alt en bolig, hvilket var den sværeste del af det hele. Samme aften jeg havde fået jobbet, lå jeg på værelset og tankerne kørte rundt. Livet på egen hånd var startet hårdt ud. Gad vide hvordan de andre havde det? Mine venner? Jeg havde ikke hørt noget som helst fra nogen af dem side vi forlod Hogwarts. Jeg kunne heller ikke bebrejde dem, sådan som jeg havde behandlet Mitch og ignoreret dem.
Tårerne flød ned af kinderne. Hvad havde jeg dog gjort? Hvorfor havde jeg dog ignoreret mine venner, og isoleret mig selv fra dem? Mest af alt gik det udover Mitch og for hvilken grund? Fordi jeg ikke selv kunne indrømme følelserne overfor ham, før det var for sent og hav var taget for næsen af mig. Taget af en pige, jeg havde kaldt min veninde, som i bund og grund var en dum tøs.Julia der det sidste år på Hogwarts havde vist sit sande ansigt, efter at have opretholdt et venskab med mig og de andre i gruppen. Lidt efter lidt sat mig ud på et sidespor, som om al den tid vi havde hængt ud sammen, slet ikke betød noget som helst. Jeg var såret, som ind i helvede. Hun havde så mange gange hørt mig fortælle om mine følelser for Mitch, men tog ham for næsen af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...