All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
842Visninger
AA

12. Kapitel 12 - Flashback

Det var tæt på sidste skoledag på Hogwarts. Alle os sidste års elever gik lige så stille rundt og pakkede vores ting. Alle de sidste prøver var overstået og alle mine klassekammerater havde bestået. Deriblandt mig, til trods for at jeg var sindssygt nervøs for ikke at bestå. Mine distraktioner var blevet værre de sidste par måneder og jeg havde begravet mig selv i skrivningen. Mere end hvad jeg plejede at gøre, og mest af alt havde jeg trukket mig væk fra alle andre. Selv lærerne havde opdaget det, men de havde ladet mig være i fred. De vidste der ikke var noget at gøre, efter jeg lige så stille havde trukket mig fra mine venner.
Mine venner havde drillet mig med det, mens Mitch til gengæld havde forsvaret mig. Vi havde hængt en del ud på det sidste, hvilket var mere end hvad vi plejede. Han nød vist at hænge ud med outsideren, der havde distanceret sig fra sine venner til fordel for skrivningen. Vi vidste alle at tiden var nær og de havde alle lovet at ville hænge sammen, når Hogwarts var slut. De havde dog glemt alt om mig, til trods for at jeg ikke gjorde mig særlig synlig. Mitch var den eneste der så mig, selvom Julia hang på ham nonstop.
Det værste var at de var begyndt at date. Mente de virkelig det seriøst? Mente HAN det helt seriøst, eller var det på grund af mig? Var det på grund af mig at han valgte Julia, når han ikke kunne få fat i mig? Han havde ledt op til mere end venskab så mange gange, mens jeg ikke havde fattet noget som helst. Også selvom jeg i al hemmelighed var forelsket i ham, samtidig med at jeg ikke turde indrømme det overfor ham. Men nu var der til gengæld ingen chancer, mens Julia havde snuppet ham for næsen af mig.
Hun havde hængt på ham så meget at jeg næsten ikke kunne få ham for mig selv – ikke mere end i to sekunder, før hun var på ham igen. Mit hjerte havde sunket adskillige meter. Det var endda splintret i tusind stykker. Oveni det var der den del med mine forældre, som jeg ikke havde hørt noget fra siden deres sidste besøg. Nok havde jeg antydet at jeg aldrig ville snakke med dem igen, men på den anden side ville jeg da gerne høre fra dem. Eller nej, faktisk ikke. Det hele var ret så forvirrende.
Mens jeg gik på gangene og så mig om en sidste gang, før det hele var forbi, fløj tankerne omkring som en hvirvelvind. Hvad ville der ske, når vi var færdige her? Med mine venner og ikke mindst alle dem jeg holdt mest af. Resten af mine venner havde travlt med at hænge ud nede ved søen, uden at have sagt noget til mig. Forståeligt nok. Jeg var blevet lidt af en dødbider. Mitch havde dog lagt en seddel om at de var taget derned og jeg var mere end velkommen til at slutte mig til dem, hvis det var det jeg ville.
Det var lidt både og, da jeg havde brug for alene tid, men samtidig gerne ville kunne være sammen med dem. Det der trak fra, var mest af alt synet af Julia der hang op og ned af Mitch. Det var ulideligt for mig at se på. Derfor havde jeg til sidst valgt at holde mig langt væk fra søen, mens de stadig opholdt sig der.
Til sidst fandt jeg mig et godt sted på skolen, hvor jeg altid gik hen når jeg havde brug for tid for mig selv. Et sted hvor ikke så mange andre kunne finde hende, så det var et stille sted, men alligevel ikke. Stedet var nede ved indgangshallen, gemt i en af siderne af trappen. Her kunne ingen se mig, så det var heldigvis en god ting.
Jeg fandt notesbog og kuglepen frem, åbnede notesbogen og begyndte at skrive. Jeg lod mine tanker glide væk i historien jeg var i gang med, uden at lade mig forstyrre af de lyde der kom og gik. Intet kunne forstyrre mig når jeg sad her og skrev.
”BØH!” Jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne i forskrækkelse over en der havde nærmet sig uden at jeg på nogen måder havde bemærket det. Mit hjerte hamrede afsted som om fanden var løs, mens jeg prøvede at komme til mig selv igen. Da jeg så hvem det var, faldt jeg til ro igen. Mitch.
”Hvad fanden er det lige du har gang i? Du ved jeg bliver let forskrækket og jeg var faktisk i gang med at skrive.” peb jeg. Mitch grinte af mig. Mine kinder rødmede af forlegenhed. Nu var jeg blevet til en nar han kunne gøre grin med. Skønt. Jeg så væk fra ham.
”Ej, undskyld. Det var ikke min mening at gøre dig forlegen. Tilgiv mig, vil du ikke nok? Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv, hvis du ikke tilgiver mig.” Jeg så på ham og hans øjne var smilende og velkendte. Lige det jeg manglede på det her tidspunkt, mens alle andre havde travlt med deres egne ting.
”Hvad laver du her og hvad har du gjort at dit altid nærværende påhæng?” spurgte jeg, da jeg var kommet til mig selv igen.
”Mit altid nærværende påhæng? Mener du Julia? Hun er sammen med de andre på vej hen mod kollegiet for at få pakket færdigt.” svarede han og satte sig ned lige ved siden af mig.
”Hvorfor gik du ikke med dem?”
”Fordi jeg lige ville finde dig først. Tænkte nok jeg ville finde dig her, siden der er så dejligt stille.”
”Sandt. Her er dejligt stille, men jeg har det fint. Der er ingen grund til at lede efter mig. Vi ses jo alligevel til aftensmaden, når vi kommer dertil.”
”Helt ærligt, Rachel. Hvorfor være sådan en enspænder og hænge ud her helt alene, når du kan komme og hænge ud med os andre, før det hele slutter og vi går hver til sit?” Jeg grinte lidt. Hvad skulle jeg dog sige?
”Hvorfor være der, når jeg lige så godt kan være her? Udover det, så er der rigeligt med personer du kan hænge ud med deroppe end her. Din kæreste savner dig sikkert allerede og sender nok snart en eftersøgning afsted for at finde dig, hvis du ikke snart dukker op der.” Jeg fik samlet mine ting sammen, lukkede øjnene og lænede mig ind mod muren. Hvorfor havde jeg dog sagt den sidste del? Mit hjerte sank en lille smule og håbede på han ikke tog det alt for alvorligt.
”Hvad skal det dog mene? Julia er ikke så slem, og det ved du. Vi har kendt hinanden i årevis nu. Hvor kommer alt det der fra? Jeg ved ikke hvad der er med dig, Rachel. Hvis du har brug for at snakke, så sig endelig til. Jeg vil med glæde lytte.”
Han var den sødeste i hele verden, og jeg var mest af alt hamrende forelsket i ham, så hvorfor var det lige jeg prøvede at skubbe ham fra mig på den her måde? Ja, jeg havde erkendt overfor mig selv at jeg var forelsket i ham, men da jeg var klar til at fortælle ham det, var han allerede i et forhold med Julia. Den alt overskyggende Julia, der havde taget ham lige for næsen af mig og hun vidste det udmærket godt. Det havde gjort at jeg nu var ved at skubbe ham fra mig, som en anden jaloux tosse.
For det var lige præcis det jeg havde gang i, uden at jeg helt kunne styre det. Jeg hadede mig selv for at gøre det. På den anden side kunne jeg heller ikke helt stoppe det. Jeg var en idiot. En jaloux en af slagsen.
”Hvad nytte har det? Du har en kæreste at tage dig af. Venner der støtter jeres forhold, mens jeg er blevet udelukket. Har du slet ikke bemærket det her på det sidste, efter dig og Julia er blevet et par? Du er den eneste der med glæde vil have mig med, mens de andre ser mig som et hængeparti de nemt kan slippe af med, hvilket er sandt. Jeg elsker at være alene. Så hvis du hellere vil være sammen med dem, kan jeg sagtens forstå dig, så smut du bare.” rablede jeg af mig, uden så meget som tænke over hvad der røg ud af munden på mig. Jeg var ligeglad med hvad der skete. Det hele var alligevel snart slut og jeg ville være langt væk herfra. Han så på mig med vantro øjne, hvorefter han rejste sig og gik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...