All by myself

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til FANDOM-konkurrencen :)
Rachel Weatherill - kommer fra en fuldblodsfamilie, havde det hele & verden for hendes fødder. Men hun valgte at gå sine egne veje. Hvor har det før hende hen? & var det virkelig det hele værd, når det betød at hun stod alene? Uden nogen til at hjælpe hende?

3Likes
2Kommentarer
1079Visninger
AA

11. Kapitel 11

Jeg stod som frosset til jorden, og kunne ikke bevæge mig nogen steder af overraskelse. Endnu en gang havde de overrasket mig, men til hvad nytte? Vidste de hvor jeg befandt mig og hvilke stede rjeg opsøgte mest? Det var svært at sige, men jeg kunne vel ikke undgå dem for altid, selvom jeg i sin tid afskrev dem fra mit liv. Alligevel ville jeg prøve at snige mig afsted og smutte tilbage til Quincys lejlighed, uden de så mig, hvilket kun gjorde mig til lidt af en skid. Til trods for det, så kom jeg ikke så langt som jeg havde håbet.
”Rachel, er det dig?” spurgte min mor, med ren overraskelse i stemmen. Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med dem begge. Akavet. Ren og skær akavet. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Hvad sagde man lige i sådan en situation, når man ikke havde set visse personer længe?
”Hey, godt at se dig. Det er længe siden.” sagde far efter et par minutter. Han gav mig et lille smil, hvorefter jeg smilte tilbage. Ja, det var også godt at se dem, men hvordan var den bedste måde at reagere?
”I lige måde.” fik jeg endelig svaret. ”Hvordan går det med jer?”
”Det går godt. Vi er næsten lige flyttet her til London. Ikke så langt væk fra gaden her, så det er skønt.” svarede mor. ”Hvordan går det med dig, sødeste?”
”Er i virkelig flyttet her til London? For alvor?” Overraskelsen skyllede indover mig. Havde de solgt mit barndomshjem? De nikkede begge to.
”Ja, det er vi. Det var på tide at komme væk derfra og finde noget nyt. Hvor befinder du dig henne?” spurgte mor igen.
”Øhh, jeg bor lige for tiden hos en af mine venner. Det er kun midlertidigt.” Sandheden var at det var min første og eneste ven Quincy, lige siden jeg sluttede på Hogwarts. Men det skulle de ikke vide. De nikkede kun og kiggede på hinanden, før de sagde mere. Hvad skulle det til for? Hvad mente de med det nik de gav hinanden?
”Vi har savnet dig. En hel del faktisk.” sagde mor, der tydeligvis havde fået tårer i øjnene. Det gjorde mig lidt utilpas. Sandheden var at jeg også havde savnet dem, men det havde jeg ikke lyst til at indrømme, og da slet ikke for åben gade. Hvad hvis nogen hørte dem?
”Og vi har set den bog du har udgivet. Godt gået, skat.” sagde far med stolthed i hans øjne. Så jeg virkelig det jeg troede eller havde jeg set forkert? Det var første gang han havde sagt det, udover de gange jeg havde gjort ham stolt over prøveresultater i de fag han havde forventet noget af mig. For første gang havde han set den del af mig, som han så længe havde benægtet, og endda vist stolthed.
”Ta-tak.” fik jeg forfjamsket sagt. Hvad skulle jeg ellers sige? Jeg stod samtidig og trippede lidt, da jeg på den ene side gerne ville gå videre, men alligevel ikke kunne få mig selv til bare at smutte. Den del ordnede de dog heldigvis selv.
”Vi må hellere se at komme videre. Der er stadig et par ting vi skal nå, inden vi vender snuden hjem igen, men det kan være vi kan mødes en af de nærmeste dage?” spurgte mor. Hun så forventningsfuldt på mig, med et blik jeg ikke kunne sige nej til. Jeg nikkede svagt, og inden vi skiltes havde vi aftalt tid og sted, og vi skulle mødes et par dage senere. Herligt. Lige som jeg havde vænnet mig til at være på egen hånd, uden mine forældre, kom de tilbage i mit liv. Selvom det for mig ikke gik alt for godt på alle fronter, men bedst på den front det hele skulle gå godt.

Da jeg kom ind ad døren hos Quincy og troede at det var tid til afslapning resten af dagen og aftenen, torpederede han mig, før jeg kunne nå at sætte mig ned.
”Hvor har du været? Og hvor er varerne henne? Jeg troede vi havde en aftale om at du skulle handle, inden du kom hjem og hjælpe med aftensmaden. Men det kan åbenbart være lige meget for dig, eller hvad?” snagede han. For pokker da også. Jeg havde fuldstændig glemt alt om at jeg skulle handle ind efter mit møde med forlaget tidligere i dag, men mine forældre havde hylet mig fuldstændig ud af den da vi stødte ind i hinanden.
”Ej, Quincy. Det havde jeg fuldstændig skudt ud af hovedet. Ej, for pokker, det må du virkelig undskylde. Hvis det ikke gør noget, smutter jeg ud og handler med det samme. Er det okay?” Jeg så fortvivlet på ham. Jeg havde kun boet her i kort tid, men jeg havde glemt et par småting undervejs. Dette var dog alligevel den værste. Alt han gjorde var at nikke og lod mig smutte ud og handle omgående. Jeg fik handlet alt ind, fra hvad der stod på listen, da jeg endelig kom hen i den nærmeste dagligvarebutik. 
Aftensmaden blev heldigvis god, da jeg endelig kom tilbage og vi fik lavet maden sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...