Valentines Pil

Jace Morgenstern er født som Valentines ultimative kriger. Hans slutning har altid skulle være ved sin fars side, indtil han møder Alec Lightwood i sin søgen efter Blodets Bæger. For det stærke parabatai bånd skaber noget Jace aldrig har kendt før, følelsen af at holde af et andet menneske. Alt han har kæmpet for bliver splittet da valget står mellem loyalitet og venskab. For kan Valentines stærkeste våben forlade ham, uden konsekvenser? // Deltager i Battle of the Fandoms, kategorien • Mortal Instruments • en AU af bogserien

7Likes
6Kommentarer
1698Visninger
AA

9. • Kapitel VIII •

 

Han satte sig op med et sæt, en voldsom smerte glødede i hans indre, da Jace lod blikket glide hen over sine omgivelser. Alec lå et stykke fra ham, stadig var hans øjne vendt mod himlen i et evigt stirrende blik.

Jaces hænder var bundet og det samme var hans fødder. Han burde kæmpe for at komme fri, men han kunne kun se på Alec. Han opfattede ikke engang Valentines messende stemme med det samme, men blev pludselig klar over, at hans far havde påbegyndt ritualet.

Med en bevægelse der føltes som om den varede i hundrede år, drejede han hovedet og så på Valentine, der gik rundt om søen mens han hviskede forskellige ord og tegnede flere runer i sandet. Snart ville Englen vise sig, og det ville være ude med dem alle.

”Jace, ” han stivnede ved lyden af Clarys stemme. Han vendte sig mod pigen, der lå bundet et stykke fra ham, med størknet blod i sit ansigt. Han kneb øjnene sammen og betragtede de underlige mønstre hun havde tegnet under sig. Det lignede en rune.

”Blod, ” hviskede hun. ”Den der giver blodet vil have magten over Englen. ”

Det tog Jaces sørgende hjerne et øjeblik at gennemskue hendes ord, men så forstod han, da blikket faldt på sjælesværdet et stykke fra ham. Han kendte ritualet, den der blødte over den sidste rune, ville blive givet ønsket af englen. Hele hans krop gjorde ondt, da han langsomt mavede sig hen mod sværdet, mens Valentine fortsatte sin vandring om søen. Med et kort, hurtigt snit, lod Jace sin håndflade blive skåret op, inden han knyttede næven og kravlede hen mod Clary igen. Valentine vendte sig kort, men så kun Jace kravle mod Clary, og vendte tilbage til sit ritual.

”Englen Raziel, jeg påkalder dig, ” råbte han, og løftede sværdet. Jace var henne ved Clary. Hun pegede på sin rune, og nikkede opfodrende. ”Med mit blod, ” forsatte Valentine, og skar i sin arm med sjælesværdet, netop som Jace lod sit blod dryppe på Clarys rune.

Der skete ingenting, Valentine fortsatte sin messen, og et lys glimtede over søen. Jace så desperat på Clary, der virkede rolig og fattet i forhold til situationen.  

”Raziel, ” lød Valentines stemme, da han bukkede for den lysende skikkelse over dem. ”Jeg har påkaldt dig for at få mit ønske. ”

Jace mærkede panikken kæmpe sig gennem ham. Nu ville det ske, alle de underjordiske ville dø.

”Valentine Morgenstern, ” lød Englens stemme, som om den kom inden i Jaces hoved. ”Dette ønske er ikke dit. ”

Jace lukkede øjnene af lettelse, Valentine ville ikke få sit ønske.

”Hvad, hvad mener du? ” lød mandens forvirrede stemme. Valentines mund stod let åben, hans ansigt var forskruet i desperation, da han faldt på knæ foran Raziel. Englen var skjult i gløder af lys, men det var som om den smilede.

”Jeg vil kun opfylde ét ønske i nat, ” svarede Raziel. ”Og det tilfalder ikke dig. ”

Jace mærkede en skarp smerte i sin arm, Clary var i færd med at tegne en iratze mod hans hud. Hun svang stelen let mellem sine finger, og lavede samtidig en rune mod rebene om hans hænder. De faldt fra hinanden som støv, og gav ham mulighed for at løsne sine fødder.

For sent gik det op for Valentine hvad de var i færd med, og Jace sprang på benene mod sin far. Som skyggejæger var Valentine Morgenstern exceptionel, men han havde opdraget sin søn til at være perfekt.  

Jace dukkede sig under sin fars udfald, og fik dermed fat i sjælesværdet ved stenen. Hurtigt snurrede han rundt og parerede Seraph bladet der blev slynget mod ham. Raseri malede Valentines ansigt rødt, men han kunne ikke hamle op med Jace, der kæmpede som om han intet havde at miste.

Han blottede sin flanke, og Valentine snittede ham i siden med sit blad så det sved, men Jace var forberedt. Hans far stod på det forkerte ben, og med et hug, begravede sjælesværdet sig i mandens brystkasse. Et forbavset udtryk gled over hans ansigt, idet han så på sværdet der stak ud fra hans bryst.

”For Alec, ” hviskede Jace, og rev bladet ud af sin fars hjerte. Valentine sank på knæ, hans øjne stivnet i overraskelse.

Jace stirrede på sin fars lig. Hans hænder rystede da han slap sværdet, der sank i sandet under ham.

Ave atque vale, ” skyggejægernes sidste farvel. Han var i tvivl om hvorvidt Valentine havde fortjent det, men sagde alligevel ordene over liget.

”Alec! ” Isabelles skrig skar gennem marv og ben, hun kastede sig ved sin brors side med det lange sorte hår størknet til ansigt af blod fra flængen i hendes pande. Hun skreg igen, et skrig af smerte som hun knugede drengen ind til sig.

”Jonathan, ” Jace vendte sig langsomt. Englen svævede stadig over søen, ansigtet gemt i lys. ”Fortæl mig dit ønske. ”

Ønske, det tog ham ikke lang tid at indse hvad han ville bede Raziel om. Han vidste ikke om det var muligt, men det var alt han ville have.

”Alec, få Alec tilbage, ” hviskede han, knap hørligt. Englen svarede ikke. I stedet forsvandt lyset som om det var blevet opslugt af et sort hul. ”Nej! ” Råbte han og faldt på knæ. Hans fingre famlede efter sjælesværdet, han ville påkalde Englen igen om nødvendigt.

”Jace, ” det var Clary der kaldte. Han vendte sig som i en døs, og så først kun Isabelle, der stadig knugede hårdt om sin brors krop. Men han lå ikke længere ubevægelig med sit tomme blik. Alec Lightwood stønnede da han bevægede sig og forfærdet stirrede på sin blodige, hullede trøje. Isabelle hulkede voldsomt, nu af lettelse.

”Hvordan? ” græd hun.

”Jace, ” svarede Clary blot. Isabelle løftede hovedet med et ryk, et kort øjeblik så det ud som om hun havde tænkt sig at myrde ham, så kastede hun sig i hans arme. ”Tak, ” hviskede, da Jace tøvende gengældte omfavnelsen.

Alec så på ham med forbløffelse. ”Lad være med at se sådan ud, vi er trods alt parabatai, ” fnøs Jace, og rakte drengen sin hånd.

”Valentine? ”

”Død, ” svarede Jace på Clarys spørgsmål.  De så alle hen på den faldne skikkelse, der lå ubevægelig på den sandede jord. ”Det gør mig ondt, ” sagde Alec sagte. Jace rystede kroppen, som for at fjerne den voldsomme knude der voksede i hans indre. Han smilede dovent, en påtaget maske var kommet på hans ansigt.

”Tror I jeres Warlock kan få mig til Los Angeles? Jeg har altid gerne ville se den by. ”

”Tager du ikke med tilbage? ” udbrød Isabelle, overraskende nok.

”Jeg har intet ønske om at stå til ansvar foran klanen, ” Jace rystede på hovedet. ”Dette er farvel. ”

En portal åbnede sig ved deres side, Magnus Bane tårnede sig op med sit katteblik. Han betragtede scenariet foran sig med sammenknebne øjne, der ikke var til at gennemskue. Jace trådte hen mod portalen, og Warlcoken gjorde intet for at stoppe ham.

”Jace, ” kaldte Alec, og han vendte så kort om. ”Må vi mødes igen. ”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...