Valentines Pil

Jace Morgenstern er født som Valentines ultimative kriger. Hans slutning har altid skulle være ved sin fars side, indtil han møder Alec Lightwood i sin søgen efter Blodets Bæger. For det stærke parabatai bånd skaber noget Jace aldrig har kendt før, følelsen af at holde af et andet menneske. Alt han har kæmpet for bliver splittet da valget står mellem loyalitet og venskab. For kan Valentines stærkeste våben forlade ham, uden konsekvenser? // Deltager i Battle of the Fandoms, kategorien • Mortal Instruments • en AU af bogserien

7Likes
6Kommentarer
1698Visninger
AA

7. • Kapitel VI •

 

Hans skridt ekkoede taktløst i New Yorks gader.

Instituttet forsvandt langsomt bag ham, men hans haltende skridt gjorde det svært at bevæge sig hurtigt nok. Hans forspring svandt desto længere tid der gik, og det var ikke til at sige, hvornår stedet ville vrimle med skyggejægere.

Jace knugede bægeret i en blodig hånd, da han slog et sving og fortsatte ind i mørket fra et højhus’ skygge. Gyden var smal og ikke ligefrem det oplagte sted at forsvare sig selv, men han havde ingen våben og hans bedste chance nu var at stikke af.

Hans rystende hænder knugede om stelen mellem hans finger, og det lykkedes ham at tegne en iratze mod de mange åbne sår på hans krop. Han lod den dulmende følelse få lidt tid til at heale, inden han igen satte i bevægelse.

Han vidste ikke hvor Valentine befandt sig, selv hvis han havde en portal ville det ikke lykkedes for at finde sin far. Hans eneste valgt var at fortsætte flugten.

I den dunkle gyde, nåede han ikke at se skyggen foran sig, før det var for sent. Jace stormede lige ind i en usynlig mur, fremkaldt af Warlockens magi, der sendte ham hovedkulds ind i en strøm af lys og intethed. Et kort øjeblik svævede han, så ramte jorden ham uventet, og der var ingen elegance over ham da portalen slap sit tag i hans krop. Jace tumlede om på jorden ved smerten i sit ben, men kom hurtigt op ad stå, klar til at dø i kamp hvis det skulle blive nødvendigt.

Blændet af portalens skabe lys, så han ikke pisken der smøg sig i luften, og den lukkede sig stramt om hans hånd der holdt bægeret. Det faldt til jorden med en klirrende lyd, og Jace stod ansigt til ansigt med Clarissa. Bag hende samlede Isabelle blodets bæger op med et ærbødigt ansigtsudtryk.

Jace smilede udtryksløst, de ville slå ham ihjel om få øjeblikke, han kunne lige så godt gøre deres sidste øjeblik sammen til et helvede.

”Du sårede min bror, ” Isabelle rakte Clary bægeret, og trak i sin pisk med et hårdt ryk der sendte Jace fremad på stavrende ben. Magnus Bane stod i baggrunden, med et blåt lysende element i sin hånd, der oplyste lokalet de befandt sig i.

De var ikke på Instituttet, kunne han konstatere. I stedet lignede det faktisk baglokalet fra Pandemonium klubben, hvor han første gang havde mødt trioen.

”Han healer, ” svarede Jace kort til Isabelle sammenknebne øjne. Hun slog pisken hårdt mod jorden med et smæld, og hendes læber formede sig i en arrig, tynd streg.

”Jeg taler ikke om fysiske sår. ”

”Så, så, ” det var Magnus der talte. Han trådte langsomt frem fra hjørnet, og så på Jace med nysgerrighed frem for had. ”Siden han er vokset op med Valentine Morgenstern som far, er det klart drengen intet ved om kærlighed. ”

Jace snerrede arrigt. Han følte sig som et vildt dyr trængt op i en krog, og selvom det meste logiske ville være enten at kæmpe for livet eller flygte igen, fandt han sig selv naglet til stedet.

”Du ved intet om mig, ” hvæsede han. Magnus smilede svagt. ”Og du ved intet om et parabatai båndet. ”

Jace kneb øjnene let sammen, han havde hørt om udtrykket når hans far talte om sin gamle ven, Lucian Graymark. Men Valentine havde slået ham ihjel, da lycan virussen overtog ham og forvandlede manden til en varulv. Han vidste ikke om det havde været en svær beslutning for hans, men den havde ikke været nok til ægte sorg.

”Alexander Lightwood og Jonathan Morgenstern, parabatai brødre, ” Magnus lød næsten som om han nød det. ”Hvem skulle have troet dette? ”

”Hvad betyder det? ” det røg ud af Jace inden han kunne stoppe sig selv. Han ville ønske at det kunne tages tilbage, men Warlocken var allerede ved at besvare hans spørgsmål.

”Båndet er mellem to krigere, der vil dø for hinanden. Det siges de endda kan mærke hinanden, som du sikkert har opdaget med Alexander. ”

”Du ville være død nu, hvis ikke det var for min bror, ” konstaterede Isabelle, selvom hendes pisk stadig snoede sig faretruende om hendes håndled.

”Kom med os tilbage, ” det var Clary der talte. Hun lød næsten bedende. ”Vær sød at komme med tilbage. ”

 Jace åbnede munden, han vidste ikke hvad han ville svare, og ville aldrig finde ud af det, for i samme øjeblik eksploderede rummet i lys. Endnu en portal kastede en skikkelse ind i rummet, og stod skinnende åben, så man kunne se mandens backup i baggrunden.

Valentine Morgenstern rejste sig langsomt, med et roligt, velafbalanceret ansigtsudtryk, som om han netop ikke var trådt ind i et rum hvor han var i undertal. ”Jonathan min søn, ” smilede han, men det iskolde, beregnende blik hvilede på Isabelle og blodets bæger. ”Jeg kan se din mission lykkedes. ”

Jace var hurtigt.

Han så sin fars næste træk, og sprang mellem Isabelle og dolken der blev trukket fra Valentines bælte. Manden stivnede kort, med armen hævet til at kaste bladet, og kneb øjnene sammen mod sin søn.

”Isabelle, ” sagde Jace mellem sammenbidte tænder. ”Giv mig bægeret og alle kommer herfra i live. ”

Han kunne mærke pigen tøve bag sig. ”Du ved vi slår jer ihjel, ” tilføjede han nøgternt, og langsomt mærkede han bægeret blive stukket i hans hånd. 

”Stop! ” råbte Alec, da han trådte gennem Magnus’ portal. Den lukkede sig bag ham, og spærrede vejen for de skyggejægere der havde fulgt drengen. ”Jace, du må ikke. ”

Jace stivnede. Voldsomme følelser vred sig i hans indre, de var ikke hans egne, men drengen foran ham, der kæmpede med det forræderi Jace havde udsat ham for.

”Ah, Lightwood familien, ” Valentine smilede, men hans hånd gav små ryk af raseri, som om han ville se blod. ”Næsten samlet. ”

”Jace! Du kender hans plan, er det virkelig det du vil? ” hviskede Alec. Det var som om alle holdt vejret, ventede på hans næste træk. Hans blik faldt på hans far, der stadig holdt våbnet klar til angreb.

”Beklager, ” Jace vendte sig ikke mod Alec Lightwood eller resten af skyggejægerne. Han rakte sin far blodets bæger, og trådte efter ham gennem den lukkende portal.

 

”Min søn, ” Valentine lagde sine hænder om hans ansigt. Jace så ind i de kolde, blå øjne, der var så langt fra hans eget gyldne blik. ”Min pil. ”

Jace stivnede, han trådte et skridt væk, ud af hans fars rækkevidde. ”Du vidste hvor jeg var, ” det var ikke et spørgsmål, men Valentine nikkede alligevel.

”Sebastian, ” spurgte Jace. ”Hvad fanden tænkte du på? ”

Valentine drejede langsomt bægeret mellem sine fingerspidser. ”Han var ved at blive… nyttesløs. Han skulle elimineres. ”

Jace fik af en eller anden grund kvalme, det var det selv samme han havde tænkt om drengen, som han nu havde slået ihjel. Endnu et lig for Valentine Morgenstern.

”Så du sendte ham til mig, ” Jace fnøs arrigt. Han havde dræbt før, og ville sikkert gøre det igen. Men han havde aldrig brudt sig om at tage en skyggejægers liv, og alligevel havde hans far narret ham til det. Han tog en dyb indånding, mens Valentine betragtede ham med hovedet let på skrå og et nysgerrigt blik. Et halvt smil spillede om hans læber, et smil Jace havde lyst til at tvære ud med en knytnæve.

”Du snød mig. ”

”Tag det ikke personligt, Jonathan, der er langt mere på spil end du tror. ”

”Så fortæl mig hvad! ” råbte Jace, og slog hjælpeløst ud med armene. Han kunne ikke slukke for den knude der voksede i hans mave, den som åbenbart kom fra Alec Lightwood. Valentine rakte blodets bæger frem som et trofæ, og hans kolde øjne virkede ekstatiske. Et farligt udtryk i en morders øjne.

”Med dette bæger, og denne, ” Valentine trak noget fra sit bælte. Et langt, gråt sværd med runer der dekorerede bladet og skaftet. Jace havde aldrig set sjæle sværdet, men han var ikke i tvivl, det var dette. ”Og når vi får englens spejl, kan intet stoppe os. Jeg vil påkalde englen og udslettet de afskum til underjordiske og alle skyggejægere der tager deres parti. ”

Jace blev kold i hele kroppen. ”Ingen ved hvor englens spejl befinder sig, ” hviskede han prøvende, mens hans fars ansigtsudtryk afslørede noget andet. Valentine var udmærket klar over, hvor spejlet befandt sig.

”Du tvivler, Jonathan. Tvivl er farligt i krig, ” Valentines stemme var blevet truende. Jace vidste det ville være uklogt at gå i kamp med sin far, han var en god skyggejæger, men Valentine kæmpede kun for at slå ihjel. Jace var ikke sikker på at han kunne dræbe sin egen far.

Han så hen mod portalen. Den var lukket for nogen til at kunne følge efter dem, men en tråd trak i ham mod dens åbning. Han sank en klump spyt, og vogtede over sin far ud af øjenkrogen. Det ville tage ti skridt at nå portalen, og Valentine var suveræn med en kastekniv. Det var trods alt ham, der havde lært Jace alt hvad han kunne. Men han kunne ikke slippe følelsen af Alec, der sad dybt begravet i ham. Og han kunne ikke acceptere skyggejægeres død. Det havde aldrig været en del af planen.

Jace bestemte sig i løbet af sekunder. Han satte i spring mod portalen, og hørte den hvislende lyd af en dolk der føg gennem luften. Selvfølgelig havde Valentine opfanget hans plan. Manden så alt og havde et fantastisk sigte. Jace ramte portalen og blev kastet ud i frit fald, netop som en skarp smerte kolliderede i hans ryg.

Kniven havde ramt sit mål. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...