Valentines Pil

Jace Morgenstern er født som Valentines ultimative kriger. Hans slutning har altid skulle være ved sin fars side, indtil han møder Alec Lightwood i sin søgen efter Blodets Bæger. For det stærke parabatai bånd skaber noget Jace aldrig har kendt før, følelsen af at holde af et andet menneske. Alt han har kæmpet for bliver splittet da valget står mellem loyalitet og venskab. For kan Valentines stærkeste våben forlade ham, uden konsekvenser? // Deltager i Battle of the Fandoms, kategorien • Mortal Instruments • en AU af bogserien

7Likes
4Kommentarer
635Visninger
AA

6. • Kapitel V •

 

En diskret kastekniv var gemt i hans bælte, da Jace bevægede sig gennem Instituttets korridorer. I tilfælde af at han blev opdaget, måtte han have noget at forsvare sig med, og den lette kniv var oplagt, den var svær at se og svær at undgå når først han kastede.

Men han havde ingen anelse om, hvor i bygningen, familien Lightwood havde gemt bægeret. Et stort, gyldent bæger skabt af Engle, måtte være forholdsvist nemt at genkende, tænkte han irriteret, men stadig svært at lokalisere. Han ville dog begynde i biblioteket.

Dødens Instrumenter var alle skabt med formål, og Blodets bæger burde være det letteste at skaffe. Sjæle Sværdet befandt sig i Knoglernes By, hvor skyggejægerenes mægtigste vogtere var, og han ville aldrig komme forbi deres tavse forsvar.

Sværdet tvang dig til at fortælle sandheden, men selvom dette ville være en god investering, havde Valentines krig ikke brug for sådan et instrument. Jace fattede ikke, at hans far stadig håbede på at få sine fingre i dette, alt de behøvede var Blodets bæger, et instrument, der kunne forvandle mundaner til skyggejægere. De havde brug for flere krigere, ikke at lege dommer overfor verden med et gammelt sværd.

Han trådte ind ad biblioteket døre, der svingede åben med et beklagende suk. Hans skridt ekkoede mellem de enorme reoler, og stedet syntes pludselig at ligne en labyrint. Han havde ingen anelse om hvor de ville gemme bægeret. Sandsynligvis ikke i en glasmontre til alles skue, men han satsede på, at de måtte opbevare det her. Det var Hodges kontor, og nok det mest brugte rum på Instituttet, hvilket også gav det oplagte forsvarsmuligheder. Nej, bægeret måtte befinde sig her.

Han småløb langs hylder og bogstakke, indtil han nåede kernen af det mægtige bygværk. Det var som om alle reoler var formet til at lede den besøgende mod denne afdeling, der lugtede af gammelt pergament og blæk. Det måtte være bibliotekets ældste samlinger, der lå gemt her.

Jace stoppede, og sugede det hele til sig. Der var fyldt med stakke af papir og smuldrende bøger, men dér, på en hylde hvor månelyset ramte bogstakkene, stod et stort jernskrin. Han ventede få øjeblikke, ville være sikker på at ingen andre var til stede, før han åbnede det støvsamlende skrin, og så på et gyldent bæger. Det var dækket af røde rubiner langs kanten, og vinrød metal farvede indersiden af koppen. Han betragtede det kun kort, før han konstaterede at dette var Blodets bæger.

Han smilede for sig selv, og satte skrinet på sin plads da bægeret lå sikkert i hans lomme.

”Jace, ” han snurrede rundt, men råbet kom ikke bag ham. Nogen kaldte på ham fra bibliotekets døre. Han lod kun sig selv overveje mulighederne i få sekunder, stikke af på stedet, stå frem og lade som ingen ting, eller gøre sig klar til at kæmpe?

Han kunne tage Lightwood familiens liv som ingenting nu, de var skyggejægere, men de fleste havde ladt deres forsvar falde omkring sig. Han kunne hævne deres forræderi mod hans far. Men han havde ikke lyst.

”Alec, ” han trådte frem mellem reolerne, og stod ansigt til ansigt med skyggejægeren. Alecs øjne var på vagt han var klædt i det sorte kamptøj og havde en Seraph dolk i hånden. Et kort øjeblik troede Jace han var blevet afsløret, og han trak sin kastekniv klar til forsvar.

”Sebastian er sluppet fri, ” drengen så forvirret på Jace og kniven i hans hånd.

Jace mærkede irritation og frygt røre på sig i hans indre. Sebastian var forbandet farlig, og det var ikke til at sige hvor meget skade han kunne forsage på instituttet, før nogen fik stoppet ham. Men, hviskede en stemme i hans indre. Han kunne være ligeglad. Han havde skaffet bægeret, hvilket var hans eneste mission. Nu kunne han forlade stedet, og overlade skyggejægerne til deres skæbne.

Lyden af glas der blev knust til krystaller, fik dem begge til at fare sammen, men Jace genvandt hurtigt fatningen. Kampen havde nu fundet vej til biblioteket, og han ville kæmpe side om side med Alec Lightwood. Ingen fortjente at dø for Sebastians klinge.

Han kastede sig mod lyden, efterfulgt af Alec mellem labyrinten af bøger. I midten af det store bibliotek, var glasmontren med forskellige relikvier, knust til støv, og Isabelle lå med skårene og kæmpede for at komme op at stå. Alec løb mod sin søster, da en hvislende dolk flød gennem luften, og borede sig ind i hans højre arm.

Med et gisp blev Alec slået omkuld af sammenstødet, og Sebastian betragtede dem med et grin om læberne. Han stod i reolernes skygger, med en lang, faretruende dolk glimtende i sin hånd.

”Jacey, Jacey, ” grinede drengen, og trådte frem fra sit skjul. ”Har du fundet det? ”

Sebastian hviskede faretruende, men alle kunne høre hans ord. Alec så forvirret og forpint op, mens han trak dolken ud af sit kød med en smertende stønnen.

Jace nikkede, og Sebastian slappede af et kort øjeblik, nok til at Jace kunne fange ham på den forkerte fod. Han lod sin kastekniv flyve gennem luften, for at begrave sig i Sebastians bryst. Drengen stivnede et kort øjeblik, med et forvirret udtryk i sine øjne, så faldt han på knæ med et dunk.

Jace gik langsomt hen mod ham, som man ville nærme sig et såret vildt dyr. Han trak sin kniv ud af brystet på drengen, der gispede svagt så blod langsomt løb fra hans mundvige.

”Fortæl mig hvem Valentines pil er, ” hviskede Jace, og lod kniven hvile mod Sebastians hud. Drengen grinede men det blev hurtigt forvandlet til et host.

”Valentine, ” stønnede han. ”Har altid haft for store tanker om dig Jace. ”

Med et sidste, rasende stød, lod Jace dolken gennembore drengens hjerte, og han faldt slapt til jorden.

Dørene til biblioteket blev flået op, og det strømmede ind med skyggejæger, som Jace trådte væk fra den døde krop. Maryse løb mod sine børn, men Magnus Bane stoppede kun få skridt fra Jace. Hans blik gled over scenariet, og stoppede ved drengen med den blodige kniv i hånden.

”Jace Wayland, ” smilede Bane. Han lukkede sine katteøjne i et kort øjeblik, og da de åbnede igen, var der ingen venlighed tilbage. Jace var ikke i tvivl, Warlocken vidste nu, hvem han var.

”Magnus Bane, ” svarede Jace koldt, og knugede hårdere om dolken i sin hånd. Det kolde metal føltes som om det begravede sig i hans kød og blev et med hans hånd, mens han ventede på Warlockens næste træk. Deres blikke var låst mod hinanden, da Alec brød tavsheden.

”Er han død? ” han pegede med sin gode arm på Sebastians lig. Jace svarede ikke, men ventede til drengen selv havde tjekket den faldne skyggejægers puls. I det samme kom Clary stormende ind i rummet, hendes iltre, røde hår bølgede om ansigtet som et rasende hav. Hun stoppede med et gisp foran scenariet, og det var som om lokkerne faldt til ro. ”Han er død, ” konstaterede Alec, og trådte væk fra Sebastians lig.

”Selvfølgelig, ” Magnus trådte et skridt baglæns, og Jace bemærkede tørt at Warlocken bevægede sig væk fra hans dolk. Hvis Bane havde indset hvem han var, havde han også regnet ud hvor god Jace Morgenstern var med et knivsblad. ”Det lægger ikke til Morgenstern familien at skåne folk. ”

Rummet blev om muligt endnu mere tavst, og Jace smilede næsten triumferende. Han bevægede sig umærkeligt mod vinduespartiet bag sig, mens Undersøgelsesdommerens hjerne kæmpede ofr at følge med ordene. Hendes ansigt fortrak sig i et tavst, skingert skrig da det gik op for hende hvem der stod foran hende.

”Jeg skulle hilse fra min far, ” talte Jace roligt, da han var få meter fra vinduet. Han forsøgte ikke at se på Alec, men hans blik blev revet mod de sårede følelser der flød fra drengen. Han rystede svagt på hovedet, da deres blikke mødtes. ”Det kan ikke passe, ” hviskede han. Isabelle holdt sin bror tilbage, da han gjorde mine til at træde hen mod Jace.

”Valentine har ikke en søn. ”

Men det var tydeligt at ingen længere var i tvivl. At dømme ud fra deres kolde ansigter, gik det op for dem præcis hvor meget Jace lignede sin far.

Med et enkelt vip med sit håndled, kastede Jace dolken gennem rummet. Den begravede sig med en dump lyd i Alec Lightwoods ben, og drengen faldt gispende på jorden, da Jace satte i løb. I få skridt nåede han vinduet, og kastede sig gennem det gamle, skrøbelige glas. Et kort øjeblik var han i luften og mærkede suset sende ham mod jorden i en voldsom fart. Så ramte hans fødder jorden. Med et knæk skred hans ene knæ under vægten af hans krop, og en smerte skød gennem benet, da han sprang op og satte i løb mod New Yorks gader. Han var i tvivl, om hvorvidt smerten i hans ben skyldtes faldet, eller den underlige forbindelse til Alec. Det føltes som om han kunne mærke den anden drengs sorg og vrede over at være blevet narret, som en knude der flåede i hans indre og ville have ham tilbage til Instituttet.

Men han tvang sig selv fremad, og mærkede langsomt den tunge smerte fortage sig. Han havde kastet kniven mod Alec, netop for at forhindre at denne forbindelse ville være skyld i at drengen fulgte efter ham. Der var nu forhåbentligt ingen tvivl om, at Alec vidste hvor ondt Jaces blod var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...