Valentines Pil

Jace Morgenstern er født som Valentines ultimative kriger. Hans slutning har altid skulle være ved sin fars side, indtil han møder Alec Lightwood i sin søgen efter Blodets Bæger. For det stærke parabatai bånd skaber noget Jace aldrig har kendt før, følelsen af at holde af et andet menneske. Alt han har kæmpet for bliver splittet da valget står mellem loyalitet og venskab. For kan Valentines stærkeste våben forlade ham, uden konsekvenser? // Deltager i Battle of the Fandoms, kategorien • Mortal Instruments • en AU af bogserien

7Likes
6Kommentarer
794Visninger
AA

3. • Kapitel II •

 

Imogen Herondale syntes at tårne sig op foran ham, selvom hun var en forholdsvis lille kvinde. Jace måtte minde sig selv om, at hun umuligt kunne vide hvem han var, også selvom hun var så højt stående i Klanen. Nej, hans største bekymring lige nu, måtte være Hodge. Manden sad bag et stort, egetræs skrivebord. En høg hvilede på hans skulder, og betragtede Jace med samme vagtsomhed og skulende øjne som katten. Der var virkelig ingen her der brød sig om ham, tænkte han bittert.

”Hvad foregår der her, Alec? ” Maryse så strengt på sin ældste søn. Alle afventede Alecs ord, og drengen virkede pludselig nervøs. Han skæve kortvarigt til sin søster, før han tog ordet og rankede ryggen foran sine forældre.

”Dette er Jace Wayland, ” sagde han med en fast stemme. ”Han redde Clary fra en dæmon, og fortalte os derefter at han har oplysninger om Valentine. ”

Jace sank en klump spyt. Han blik veg ikke fra Hodge, men hvis manden vidste hvem Jace var, skjulte han det godt. I så fald, var han nok stadig på Valentines side. Maryse så overrasket på Jace, hendes hænder knyttede sig bag ryggen, kunne han se som hendes armmuskler spændte ned langs kroppen. Robert lagde en hånd på sin kones skulder, og betragtede roligt Jace, som den eneste der ikke havde en forudbestemt mening om ham. Det var også ham som tog ordet først.

”Jace Wayland, og hvor er det muligt at du har oplysninger om en så magtfuld mand som Valentine? ” Jace måtte modstå trangen til at smile ved ordet magtfuld. De frygtede Valentine, godt, tænkte han triumferende.

”Valentine har holdt mig fanget ved sin lejer de sidste fem måneder, ” svarede han på Roberts spørgsmål. Manden så nu ikke helt overbevist ud, men der var der ingen som havde gjort indtil videre. Undersøgelsesdommeren var den næste til at tage ordet, mens Hodge forblev stille i baggrunden.

”Hvad skulle Valentine med en mundan? ” hun kneb sine kolde øjne sammen, og så på ham som en krage betragtet sig bytte. Jace var klar over at hun ville blive en trussel, især med de midler hun var i besiddelse af. Hans job var at skaffe blodets bæger, et af de dødelige instrumenter der ville være i stand til at påkalde Englen Raphael. Men Imogen havde endnu et instrument, sjælesværdet. Holdt en skyggejæger sværdet, var denne tvunget til at fortælle sandheden. Hvis det kom til det, ville han ikke kunne snog sig ud med en løgn.

”Jeg er en god skyggejæger, ” han forsøgte ikke at lyde for kæphøj, de måtte endnu ikke vide hvor god en skyggejæger han var, eller hvorfor. ”Han havde brug for mig til at finde dødens spejl. ”

Der gik en kølig vind gennem lokalet, som i en klichefuld mundan film. De vekslede alle mistroiske blikke, og Jace løftede trodsigt hagen mod deres vantro miner. Men han kunne se at de overvejede muligheden, Maryse blev ved med at kigge på sine børn, som om hun prøvede at kommunikere med dem telepatisk. Sandsynligvis får at få alle detaljer om hvordan de havde mødt ham.

”Det er rigtigt, undersøgelsesdommer, han havde mærker efter at være blevet tortureret, ” overraskende nok var det Clary der kom hans løgn til undsætning. Hun så ikke på ham mens hun talte, men holdt øjenkontakten med Imogens isende blik. Han måtte beundre hendes udholdenhed, selv ville han aldrig have set ind i disse frostklare øjne så længe.

”Vis os det, ” kommanderede Imogen, og Jace vaklede. For pokker, Alec havde healet ham. Ville det hele falde til jorden på grund af den fejl? Nu afhang hans historie kun på at undersøgelsesdommeren troede på Alec, Isabelle og Clary. Han vidste ikke hvor vellidte de var i Klanen, eller i Imogens øjne for den sags skyld. At dømme ud fra de blikke hun sendte dem, var de ikke alle lige velkomne i hendes hjerte.

”Alec har healet mig, ” svarede Jace, og påtog sig et roligt ansigt. De skulle ikke se hvor panisk der gjorde ham, at beviserne var væk. Der var kun spor af blod på hans trøje, men den var så sort at de sikkert ville slå den hen med dæmonens væskende krop eller noget andet. Hvordan kunne han have været så skødesløs?

”Hm, ” Imogen gik tættere på ham, og han tvang sig selv til at stå fast. Hun rynkede på næsen som hun nærmede sig. Han vidste at han stank af sved og blod, men det var ikke tit man havde tid til et bad når man flygtede fra skyggejægere og endda få underjordiske.

”Er det rigtig Alexander? ”

Alec tøvede ikke med at nikke, og Jaces lunger truede med at lukke alt luften ud i et lettet suk, da Imogen vendte sig fra ham igen.

”Udmærket, vi vil vide alt hvad du har formået at opsnappe. I mellemtiden vil vi tilbyde dig et værelse, og du har forbud mod at forlade Instituttet til vi ved om du taler sandt. ”

Med disse ord forlod hun rummet uden yderligere uddybning. Maryse Lightwood fulgte langsomt efter, hendes støvler knagede mod de mørke gulvbrædder, og slog i takt med hendes mands skridt, da han sluttede sig til hende.

Jace skulle netop til at vende sig mod Clary, da en opstemt barnestemme ekkoede mellem de utallige reoler. Han så forskrækket op som en ung dreng kom løbende hen ad gulvet, og kastede sig ind i favnen på Alec med sit ansigt lysende i smil. Indtil hans blik faldt på Jace. Drengen, der ikke kunne være mere en otte, trak sig hurtigt væk fra sin storebror. Der var ingen tvivl om at dette måtte være Lightwood familiens yngste medlem.

”Jace, vores bror Max, ” forklarede Alec, og rodede op i drengens hår. Max betragtede forlegent Jace, der var lige så rådvild. Han havde aldrig rigtig håndtere børn, og anede ikke hvordan han skulle omgås dem. Til sidst blev det et ynkeligt og akavet hej.

”Vi er lige kommet tilbage fra Idris, ” udbrød Max til sin søster. Han havde tydeligvis en masse at fortælle om skyggejægernes hjemby, og Jace mærkede et stik af vrede og vemod. Et kort øjeblik blev han overvældet af minder. Han havde boet på Wayland familiens område til han fyldte elleve. Det var en flot gård ved de grønne enge i Idris, og her var han vokset op med Valentine i skjul. Det havde været befriende at kunne vise sig offentlig, at snakke med andre uden at skulle tænke over at været jaget som et dyr. Men så snart skyggejægeren fandt ud af at Valentine Morgenstern havde en søn, måtte de forlade de idylliske sted. Jace havde ikke sat fod i Idris siden, det var seks år uden at se sit barndomshjem. Og han ville aldrig indrømme overfor nogen, hvor meget han savnede det.

”Jace, ” han blev revet ud af sine tanker, da Alec gjorde tegn til ham. Isabelle snakkede med Max, og Clary havde allerede forladt biblioteket. Alec havde tydeligvis prøvet at komme i kontakt med ham mere end én gang, at dømme ud fra hans bekymrede udtryk. Jace rystede hurtigt savnet af sig, og fulgte efter drengen ud til de mørke korridorer. Alec ledte ham mod et af de lovede værelser, der viste sig at være et smalt rum, med en redt seng og kommode til ejendele som Jace ikke havde, og et tilhørende badeværelse. Det ville være dejligt med et bad for en gangs skyld, tænkte han længselsfuldt.

”Jeg finder noget tøj du må kunne passe, ” sagde Alec, som om han kunne læse hans tanker. Drengen så ned i jorden da Jace gik hen mod badeværelset, og ventede et sekund for længe med at lukke døren. Jace forstod ikke Alecs fascination ad ham, men tænkte ikke nærmere over det da han duftede til en vanilje shampoo i bruseren.

Da han havde skyllet snavs og størknet blod af sin krop, kunne Jace betragte sig selv i det dukkede spejl. Han var veltrænet og udmærket klar over at han var en attraktiv dreng. Han var dog i tvivl om hvorvidt mundane ville se på ham, hvis de så de mange ar der dækkede alle skyggejægers kroppe. Runerne efterlod altid et mærke, nogle tydeligere end andre, og efter mange år i felten, var de tynde ar overalt på hans overkrop. De forblivende mærke som ekstra styrke og sanser, skinnede sort mod hans lyse hud, og gjorde ham blegere end han egentlig var.

Han trak sine snavsede bukser på, inden han trådte ud i værelset, i tilfælde af Alec ikke var dukket op med rent tøj endnu. Det viste sig at være et klogt træk, da rummet var tomt uden nogle rene klæder. Jace trådte hen til vinduet ud mod New Yorks gader. Larmen der hørte til en storby, trængte tydeligt igennem de gamle murer, og han kunne skimte de lige gaders gule taxaer på red og række. Han vendte blikket mod faldet under sig. Der var godt seks meter ned fra vindueskarmen. Det var et spring han kunne klare hvis det kom til en hurtig flok, konstaterede han, da døren gik op bag ham. Han vendte sig langsomt mod Alec, der stod rødkindet bag ham. Uden et ord rakte drengen ham en grålig t-shirt, som Jace hurtigt trak over hovedet. 

Alec skulle til at forlade rummet igen, da han tøvede i døråbning. Jace ventede utålmodigt på, hvad der nu ville komme, men blev overrasket over ordene der kom ud af Alecs mund.

”Er du okay? ” Alec vendte sig mod ham, og så bekymret på Jace. Han påtog sig hurtigt et beroligende smil, og lod sig dovent glide ned på sengens rene lagner.

”Jeg er altid okay, der skal mere til at knække mig, ” svarede han, som om der ikke var mere at snakke om. Alec fangede dog ikke hentydningen.

”Jeg kan ikke forestille mig det, ” sagde han stille. ”Hvordan bange man må være når man står overfor Valentine. ”

Jace så overrasket på ham. Alec trådte længere ind i rummet, indtil han satte sig ved siden af Jace på sengen.

Jace betragtede ham mistroisk, han var ikke vant til at tale om følelser, da slet ikke med en fremmed. Men som de sad ved siden af hinanden, føltes Alec et kort øjeblik som mere end en tilfældig fyr. Måske han endda virkede som noget der manglede inde i Jace.

”Jeg frygter ikke Valentine, ” mumlede Jace, og så på sine hænder. Det overraskede ham, hans egen reaktion på de ord. Frygtede han egentlig Valentine? Sandheden var, at han ikke stolede på sin far. Faktisk, var han tit i tvivl om manden ville lade ham dø hvis det kom til det. Men loyaliteten over for ham lå dybere end frygten.

”Skyggejægere ser døden i øjne for ofte, vi vænner os til det. At stå overfor en af vores egne der har vendt os ryggen, der er skræmmende, ” hviskede Alec. Det lød som noget han havde tænkt over, meget. Og for første gang følte Jace ingen tilfredsstillelse ved frygten for Valentine. Han ledte efter noget at sige, hvad som helst. Men der var intet han kunne trøste Alec med, som ikke ville afsløre Jaces egen relation til manden. Alec havde ikke noget at frygte hvis han sluttede sig til Valentine. Det var ikke deres mål at udrydde skyggejægere, de ville skabe flere i kampen mod dæmoner. Jace forstod ikke Klanens had mod dette, lige så vel som Alec ikke forstod Jaces manglende frygt.

Der lød en let banken på døren, og det gav et sæt i dem begge. Et rødhåret hoved poppede op i døråbningen, da Clary stak hovedet ind til dem med en alvorlig minde.

”Undersøgelsesdommeren er klar til at få dine oplysninger, ” sagde hun kort, før hun forsvandt igen. Jace rystede alle afskygninger af tvivl og bekymring ud af sin krop, da han rejste sig. Med faste skridt trådte han ud i mørket, og fulgte de lysende hekselys mod sin næste prøvelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...