When We Were Young

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Færdig
Jeg laver mine lektier, uden at værdige dem en tanke, som en robot. Dypper fjerpennen i blæk, tænker, at blækket har samme farve som Viktors hår. Tænker, at han øjne sådan set også er sorte, men på en varmere måde.

Bidrag til Battle Of The Fandoms.

3Likes
0Kommentarer
292Visninger

6. .

 

Let me photograph you in this light
In case it is the last time that we might
Be exactly like we were, before we realized
We were sad of getting old, it made us restless

 


Det er svært at sige, hvornår det er ømhed, og hvornår det er bekymring, der får hans bryn til at trække sig sammen. Når han ser på mig, er det begge dele. Han er højere. Ældre. Han dufter af gran. Jeg indprenter mig alle detaljer, lyden af hans åndedrag, jeg får brug for at huske.
  Lyset spiller i hans øjne og giver dem et skær af rav i alt det sorte. Jeg har savnet at lade blikket hvile på noget, som er uspoleret perfekt som ham. Det er, som om man først virkelig slapper af i øjnene, når man ved, at der ikke er nogen dissonans eller krakelering, der kan komme i vejen.


Mine skridt gennem Hogwarts' gange er lette. Jeg smiler til folk. Jeg går ture ved Den Sorte Sø, jeg læser der, men jeg læser ikke rigtigt, jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig. Han går forbi, igen og igen, og de små grupper af piger, som følger efter ham, lægger ikke mærke til, at han smiler til mig.
  Jeg piller ved en tot af mit hår, hver gang han går forbi, fordi jeg tror, han godt kan lide, når jeg piller ved mit hår. Det får mig til at se tænksom ud, og jeg har faktisk dejlig blødt hår. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på det før?


Duften af gran. Den dag et sted i en fremtid opslugt af tordenskyer, hvor jeg begraver mine venner, eller de begraver mig, hvis den dag altså kommer, vil jeg huske de øjne, den rynke i panden, som bekymrer sig om mig.
  Jeg elsker ham, går det op for mig. Måske ikke på den måde, jeg gjorde engang, men jeg elsker ham virkelig. Elsker, at han ikke prøver at få mig til at blive. Han har set mere, end han siger højt. Han ved, at det, jeg vil gøre, er nødvendigt, hos ham er der ingen tomme ord, for han ved, at jeg ikke kan passe på mig selv, når jeg skal passe på hele verden. Han ved, at krigen kommer, at vi skal dø om et par dage. Måneder? År?
  Måske. Det er kun måske. Husk det.


"Du er så smuk!"
  Ja. Ja, jeg er. Jeg ligner en gudinde. Ej, stop. Jo, jeg gør. Det gør jeg faktisk.
  Det er nok bare lyset, lyset falder perfekt. Det er et mirakel. Han valgte mig.
  Han valgte mig.
  Og for første gang tænker jeg, at jeg faktisk godt kan forstå, hvorfor nogen ville vælge mig. Jeg er jo yndig. Klog. Og griner som en prinsesse. Jeg forsøger mig med en Viktorlyd, men det lyder som et nys. Det virker kun, når han er der. Så ler jeg af mig selv, af hele situationen, ikke fordi der er noget at grine af, men fordi jeg er så glad, at jeg ikke kan nøjes med et smil. Ktonia stirrer.
  Begejstringen flyver fra min mund, som bruset fra titusind sommerfugle, der flakser ud af min mave.


  Han fortæller mig, at jeg er modig, men han lyver ikke og siger, at det hele nok skal gå, for det kan han umuligt vide. "Jeg er så bange," hvisker jeg, og jeg er ret sikker på, han ikke kan høre mig for musikken, men han nikker alligevel. Trykker mig tættere ind til mig, men ikke på en anmasende måde, bare for at gøre mig tryg.
  Jeg forestiller mig, at jeg er lille, at det er far, der bærer mig rundt, at vi er i en granskov, det er derfor, her dufter så vidunderligt. Far.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...