When We Were Young

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Færdig
Jeg laver mine lektier, uden at værdige dem en tanke, som en robot. Dypper fjerpennen i blæk, tænker, at blækket har samme farve som Viktors hår. Tænker, at han øjne sådan set også er sorte, men på en varmere måde.

Bidrag til Battle Of The Fandoms.

1Likes
0Kommentarer
207Visninger

4. .

 

You still look like a movie
You still sound like a song
My god, this reminds me
Of when we were young

 


Og så er der en hånd i mit synsfelt. Som jeg genkender, hvilket kommer bag på mig, men får rynken i panden til at glattes ud. Jeg kan ikke høre musikken.
  Jeg føler mig nøgen, ved at folk kigger, at det her er noget andet end da han dansede med Ginny. Det her betyder måske noget. Måske.
  Det her betyder ingenting holdt op imod det, der sker i verden i dette sekund. Hvilken mugglerfamilie bliver tortureret til døde i dette øjeblik? Mine forældre?
  Mine forældre.


For mig er denne situation ligeså uvirkelig, som den må være for alle, der kigger. Jeg fanger Harrys øjne. Overraskelsen i hans blik gør lidt ondt. Viktor bukker for mig, det er noget fra en film, noget opdigtet, det kan ikke være mig, han bukker for, sådan noget sker ikke i mit liv. Sådan er mit liv slet ikke.
  Sådan er det nu.
  Det prinsesseagtige, hviskende grin, som kommer ud med et gisp, og som jeg kun kan sige, når han får mig til det, undslipper mine læber. Det er åbenbart min Viktorlyd. Vi følges med de tre andre deltagerpar mod det åbne, blanke dansegulv, jeg ser op på ham. Krystallerne i de pludrende fontæner blegner.


Jeg retter blikket mod ham, sitrer da jeg ser, at hans hoved er drejet mod mig, mens han leder mig mod dansegulvet, ryster på hovedet af mig selv, da jeg indser, at jeg sitrer, når han ser på mig. Det burde jeg ikke.
  Ron kigger. Tænker ting, som jeg ikke vil have, han skal tænke, når jeg ikke engang selv ved, om de er sande. Er de?
  Som gennem et tykt lag vat trænger musikken igennem til mig, og noget bag ved tre års fæstningsværker og ringbrynje rører på sig. Det er den. Vores sang. Viktor ser stadig på mig, da han fører mig rundt i en helt anden slags dans end den, han dansede med Ginny. En anden end den, han dansede med mig. Mindre prøvende denne gang, mere indforstået.


Al hans kropssprog er spørgende, prøvende, nysgerrigt, som om han hele tiden vil sikre sig, at alt er okay, at han ikke laver fejl.
  "Jeg hader den sang," ler jeg, og min latter er perlende, min latter plejer ikke at være perlende. Egentlig er jeg ligeglad med musikken, Magic Works er fin for mig, jeg vil bare gerne have ham til at svare mig, så jeg kan høre hans stemme.
  Han trækker let på skuldrene. "Jeg kan godt lide den." Jeg ser afventende på ham, vil have han skal sige mere, og det gør han. Hans stemme med de ord er det smukkeste, jeg har hørt. "Den minder mig om dig."


Han gør et næsten umærkeligt nik mod min kjole, men på en eller anden måde får han vist, at det er hele mig, han snakker om. "Magic works," smiler han.
  En lyd undslipper mig, en lyd jeg har savnet, går det op for mig. Min Viktor-lyd. Han kan lide min kjole, og jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad. Men han husker. Det fylder mit bryst med en varm, gylden væske, at han husker ligesom mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...