When We Were Young

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Færdig
Jeg laver mine lektier, uden at værdige dem en tanke, som en robot. Dypper fjerpennen i blæk, tænker, at blækket har samme farve som Viktors hår. Tænker, at han øjne sådan set også er sorte, men på en varmere måde.

Bidrag til Battle Of The Fandoms.

3Likes
0Kommentarer
315Visninger

3. .

 

I was so scared to face my fears
And nobody told me
That you'd be here
And I swear, you moved overseas
That's what you said
When you left me

 


"Det overrasker mig faktisk, at du ikke fortalte mig, Krum ville komme." Det gør det. Han burde da have sagt det?
  Harry ser ind i mig. Havde jeg virkelig regnet med, jeg kunne skjule min skuffelse med et efternavn i stedet for fornavnet? Han løfter et øjenbryn, en mundvig og en hånd. Hånden roder påtaget forvirret i det sorte hår. "'Krum'?"


Det er svært at forestille sig, at de få centimeter, der er imellem os nu, som jeg i forvejen hader, skal blive til et helt hav. Eller flere. Jeg ved ikke engang, hvor langt væk fra mig han skal. I morgen...
  Jeg kan allerede mærke alt, hvad der er mig, tage savnet til sig, som om det ikke bare bliver en følelse, jeg kommer til at leve med, men en del af mig, som om savnet efter ham kommer til at gro fast i mig.
  Han dufter af gran. Ikke tænke. Kun være lige her, lige her er det eneste rigtige sted i verden. Jeg glæder mig til jul for første gang i lang tid. Når det er jul, dufter alting af gran.


Jeg piller ved mit ærme, før det går op for mig, at min kjole er ærmeløs. Så piller jeg ved mit hår i stedet. "Skal du ikke byde Ginny op?" Mit tonefald er stadig let, som om jeg ikke har opdaget, hvem hun danser med. Jeg er da fuldstændigt ligeglad.
  Han kopierer mit tonefald, men hans stemme er en anelse spinkel. "Hun ser ikke lige ud til at have brug for det, vel?" Der ligger så meget i de ord, som jeg vil modsige ham i, og som han ikke ville sige, hvis han havde hørt to minutter af Ginnys hvisken om ham, før hun falder smilende i søvn. Jeg har lyst til at fortælle ham, at der ikke er noget i verden, hun har mere brug for end det, måske med undtagelse af at overleve krigen.


En seddel finder vej til min hånd, mine negle  borer sig ind i papiret, hans øjne borer sig ind i mine. "Skriv til mig."
  Jeg nikker, kan ikke andet. Klumpen i min hals er en smuk ting, som jeg vil huske. At nogen kan være så vidunderlig, at han giver mig lyst til at græde. Det er smukt. Jeg er heldig at opleve det.
  Det føles ikke heldigt. Tanken bundfælder sig. Skrive til ham. Gå og vente på svar og sætte alt i undtagelsestilstand, når en ugle dukker op. Der er ikke noget vigtigere i hele verden en den skrøbelige seddel i min hånd, måske med undtagelsen af hans arme om mig, som alt for hurtigt trækker sig væk. Og så er han en del af mængden af elever, som siger farvel.
  Klumpen smelter til saltvand og fylder mine øjne.


De er et smukt par, Ginny og Viktor, og jeg ville være glad på hendes vegne, hvis ikke det var, fordi jeg ved, at hun er ligeglad, og hvis ikke jeg blev i tvivl, om hun nu også er det. Jeg kan mærke rynken mellem mine bryn blive dybere, og det er ikke, fordi han danser på samme måde med hende, som han gjorde med mig. Det er, fordi det bekymrer mig, at jeg stadig kan huske, hvordan han dansede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...