When We Were Young

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jun. 2017
  • Opdateret: 16 jun. 2017
  • Status: Færdig
Jeg laver mine lektier, uden at værdige dem en tanke, som en robot. Dypper fjerpennen i blæk, tænker, at blækket har samme farve som Viktors hår. Tænker, at han øjne sådan set også er sorte, men på en varmere måde.

Bidrag til Battle Of The Fandoms.

2Likes
0Kommentarer
262Visninger

2. .

 

But if, by chance, you're here alone,
Can I have a moment
Before I go?
'Cause I've been by myself all night long
Hoping, you're someone
I
 used to know

 


"Hermione."
  Jeg behøver ikke at vende mig om, for jeg genkender stemmen, selvfølgelig gør jeg det. Den er lidt dybere, hæsere, end jeg troede, men på den anden side har jeg også anlagt begyndende furer mellem øjnenbrynene. Der er jo gået tre år.
  Tre år er meget, når der er en krig under opsejling. Tre år forandrer folk.
  Tre år er ingenting.
  Jeg ved, præcis, hvad jeg skal sige, har øvet og øvet mig foran spejlet, på at vende mig rundt på den rigtige måde, på at sige hans navn på den rigtige måde, på at smile på den rigtige måde, som om han ikke kunne være mere ligegyldig, men alligevel er velkommen til at snakke med mig, hvis han nu... "Viktor." Jeg gør mig klar til at vende rundt, fører hånden op for at pille ved en hårtot. "Så har du endelig lært at udtale det rigtigt."

 

"Hermione." Han udtaler det forkert, og det er derfor, jeg ved, at det er ham.
  Mit hjerte springer tre slag over, tror jeg. Med så megen ligegyldighed, som jeg kan mønstre, løfter jeg ansigtet og kigger op fra min bog. Fører hånden op for at pille ved en hårtot. "Her-my-oh-nee," retter jeg ham. Han rødmer.
  Han rødmer!
  "Jeg har prøvet at fange dig alene. Jeg tænkte, nu nok ville være et passende tidspunkt..."
  Hver en fiber i min krop holder vejret, tør ikke bevæge sig, tør ikke lave en lyd, for jeg ved, at han er ved at sige noget afgørende, og jeg må for alt i verden ikke gøre noget forkert. Han må ikke ombestemme sig. Hvornår er han blevet så vigtig for mig? Hvornår er han blevet til ham i mine tanker, den eneste ham, hvornår er jeg blevet ligeglad med, at han ikke kan udtale mit navn?
  "Vil du følges med mig til ballet?"


Men han er væk. Mit navn fra hans mund var en konstaterende hilsen som alle andre, og nu er han sikkert på vej rundt i teltet for at hilse alle på præcis den samme måde. Det kommer bag på mig, at jeg er så skuffet. "Ginny. Harry. Ron."
  Ron. Navnet sender noget igennem mig, som jeg kender godt, det har været sådan i et stykke tid nu, men det virker helt forkert. Som om det ikke er meningen. Vi er venner, ikke? Vi behøver ikke at være mere end det, der er ingen grund til at sætte vores venskab på spil for noget så ligegyldigt som forelskelse. Vel?


Sådan et grine-agtigt gisp, som prinsesserne laver i Disneyfilm, undslipper mine læber. Det lyder perfekt. "Ja," er det eneste, jeg kan få frem i et par sekunder, før jeg får samlet mig nok til at trække vejret. "Meget gerne," tilføjer jeg lidt for sent, men det gør ikke noget, for nu smiler han.
  "Det vil jeg så se frem til," siger han, lavt, så kun jeg kan høre det, selvom her ikke er andre, og så vender han sig for at gå. Lige inden han forsvinder ud af syne, vender han sig og smiler en gang til, og jeg gør det samme. Jeg kan ikke lade være.


Jeg bliver stående ved indgangen til teltet. Ved ikke rigtigt, hvad jeg ellers skal stille op. Luna kommer med sin far, som er, præcis hvad man kunne forvente af en mand, som er far til Luna.
  Mellemrummene mellem gæster, der ankommer, bliver efterhånden større og større, og til sidst sidder jeg bare planløst i græsset under teltdugen og tænker. Mest på mine forældre, men også på de næste par måneder. Det er jo lige om lidt. Hvem vil dø? Det eneste svar, jeg kan komme på, er 'mange'. Vil jeg dø? Det ved jeg, at jeg vil, hvis det er Harrys liv, der står på spil. Eller Rons. Eller Nevilles, eller Lunas, eller Ginnys.
  Viktors?
  Jeg kan godt lide at være den slags person, som vil ofre sig for sine venner. Selvom jeg nok ikke vil bryde mig specielt om at være den slags person, som er død. Måske er Paradis et uendeligt år på Hogwarts, hvor der ingenting sker, som er farligt. Hvor basilisker, horcruxer, mørk magi og krige, hvor alt for unge mennesker må lade livet, simpelthen ikke eksisterer.
  Så ville det på en måde ikke være så slemt at dø.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...