10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1335Visninger
AA

8. Yndlingssager

Sherlocks synsvinkel

Scarlett stod i min stue præcis klokken halv to. Jeg havde ikke regnet med at snakke med hende igen før weekenden, men jeg havde regnet forkert. 
"Hvorfor skulle jeg komme?" spurgte hun roligt og satte sig.
"Jeg har fundet noget," svarede jeg og fandt billedet i den fine ramme frem. Jeg gav hende den. Det var det eneste billede af mig og Scarlett sammen, jeg kendte til. Jeg havde altid hadet at få taget billeder, så det var normalt mig, der stod med kameraet. Alligevel sad en yngre version af mig med et lille barn i armene og så op på Emma bag kameraet. Scarlett så forvirret på mig, da jeg rakte hende billedet. 
"Er det ...?" spurgte hun og pegede på det lille barn på billedet. Jeg nikkede roligt. Hun så vantro på billedet.
"Du var et par måneder på billedet," sagde jeg og tog billedet ud hendes hånd, åbnede rammen og tjekkede bagsiden af billedet. "Scarlett (5 mdr. ) og Sherl. Emma havde helt styr på din alder helt ned til dage og timer." Jeg viste hende bagsiden af billedet, og hun nikkede. 
"Jeg har et spørgsmål," spurgte hun.
"Spørg løs."
"Hvor længe var du og mor sammen? Altså et par?" spurgte hun, og jeg mærkede et mærkeligt sug af nervøsitet i maven, og kom til uvilkårligt at blinke et par gange. Mine håndflader begyndte på en højdeskræks måde at kilde og blive våde.
"Siden vi var seksten. Og vi havde været bedste venner siden vi var omkring ti eller sådan," svarede jeg så afslappet som muligt. Hun nikkede roligt.
"Hvad med mors hus?" spurgte hun, som om hun allerede kendte kendsgerningerne. "Hun fortalte mig, at hun arvede det som tyve-årig."
"Ja, hun arvede det fra hendes højt elskede bedstefar. Din oldefar var meget rig, og ejede adskillige ejendomme. Han nød at se din mor og mig sammen og vidste, at hun gerne ville have, at du voksede op nær dine bedsteforældre. Så han lod hende arve huset, og vi flyttede ind der," svarede jeg og mærkede hvordan noget af sorgen vældede op igen. Modvilligt, selvfølgelig. Følelser var ikke noget, jeg var særlig god til, men en overgang var jeg faktisk ganske almindeligt rent følelsesmæssigt. Det var nok også fordi det var i teenageårene, hvor alle var lidt mærkelige og sure hele tiden.
"Og du var nødt til at flytte ud, da du mistede forældremyndigheden over mig." Jeg så ned på mine hænder. Hun havde regnet det ud. Eller havde hun fået fortalt det? Eller var det bare noget, hun havde taget fra sladder? Det var vel nok sladder, hvor hun havde fanget det op og regnet det endegyldigt ud.
"Ja, det er en lille forstad og folk fandt på det dummeste rygter. Nogle af dem nåede så myndighederne, og de tog dem for gode varer, så jeg ikke måtte se dig. Et eller andet fjols må have fyret lidt op under rygterne, for ellers havde jeg jo fået lov til at være sammen med dig."
"Myndighederne antog dig for farlig?"
"Ja, det er hvad jeg regner med. Ellers kunne det have været en, der havde noget alvorligt imod mig," svarede jeg, og vidste næsten med sikkerhed hvem det kunne have været. David Lloyd. Ham, alle pigerne sværmede over lige undtagen Emma, der kun sværmede et halvårstid som trettenårig, men så snart David fandt ud af, at Emma var den eneste, han i hvert fald ikke kunne få, var hun det eneste, han havde i tankerne. På den måde formåede han at udvikle et utroligt stærkt had til mig, og samtidig charmere sig ind ved kommunen.

"Nå, jeg tror, at jeg tager hjem nu," sagde hun. I det samme kom jeg i tanke om noget vigtigt.
"Vent! Jeg ville lige spørge dig om noget. Det er tøjet til brylluppet," sagde jeg og skyndte mig ind på mit værelse for at tage bøjlen.
"Og hvorfor vil du spørge mig til råds?" spurgte hun.
"Jeg stoler ikke på John og Rosies meninger om det. John har en forfærdelig stil, og Rosie synes godt om alt, der er spraglet eller indeholder to forskellige slags sokker." Jeg kom tilbage med det og rakte hende bøjlen.
"Det ser virkelig godt ud," sagde hun, og jeg pillede et lyst hår af min sorte skjorte, der sad en smule for stramt, når jeg tog en rigtig dyb indånding, men jeg havde vænnet mig til det. Nu var det bare en del af mit image.
"Det er jeg glad for at høre," svarede jeg og gik tilbage med det. "Jeg var lige ved at være bange for, at John havde ret i, at det ville være en smule for mørkt."
"For mørkt?" spurgte hun vantro. "Med en hvid skjorte vil det da ikke være for mørkt."
"Det var også det, jeg tænkte," sagde jeg og hoppede mere end satte mig ned i min stol. "Så mangler jeg bare at hjælpe John med at finde noget præsentabelt."
"Han kan da godt selv finde noget."
"Hvis man skal møde op i en jumper eller alt for stort jakkesæt, så ja, men skal man møde op i noget-" sagde jeg og glattede min jakke ud med begge hænder, sådan som Moriarty havde gjort for mange år siden. "med stil, så nej." 
Hun smilede, så der lige var lidt hvid at skimte bag læberne, og hun mindede mig så utrolig meget om Emma. Jeg kunne ikke lade være med at smile et skævt smil.

I det samme hørte jeg Mrs. Hudsons stemme.
"Der er gæster til dig, Sherlock," råbte hun på sin skrøbelige måde. "En klient."
Tunge trin lød på trappen. En tung mand lød det som. I arbejdssko. Murer? Nej, tømrer. Han havde savsmuld på de sorte sko, som var det eneste jeg så på. Han stod urokkelig i døren. Den ene hånd var en handskestørrelse større, en tatovering lavet som et bånd omkring højre ringfinger. En gift tømrer. Midten af fyrrerne. Gift i omkring ti år.
"Hej," sagde Scarlett med et smil, der lignede mit forstyrrende meget. Det var omkring der, jeg opdagede, at mine fingerspidser var samlet. Jeg rejste mig, stillede klientstolen på plads og holdt hånden ud.
"Sæt dig," sagde jeg, og satte mig tilbage i min stol. Med albuerne støttet mod armlænene og fingerspidserne samlet lukkede jeg øjnene halvt og så intenst på min klient. "Fortæl. Tag noter, Scarlett."
Hun tog et af papirerne på skrivebordet, ved hvis stol hun sad på. Jeg rakte ud til bordet foran mig og tog kuglepennen derpå, som John havde brugt til at løse en sudoku. Uden at se på hende kastede jeg kuglepennen hen til hende og så ud af øjenkrogen, hvordan hun greb den. Jeg kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.
"Øhh ... Okay, øhm ... " begyndte tømreren.
"Fortæl nu," sagde jeg og var ved at miste tålmodigheden. Manden var nervøs. En privat affære sikkert.
"Mit navn er Tyler Allen. Jeg er tømrer og har nu været lykkeligt gift i elleve år." Han pegede på tatoveringen på hans finger. "Men for nylig er min mand begyndt at få meget overarbejde, og han taler ikke længere nær så gerne til mig."
"Affære," sagde jeg skødesløs og så ham med dyb alvor direkte ind i hans bleggrønne øjne. Han kunne ikke holde til det, og så ned i sine hænder i sit skød, mens han bed sig i underlæben.
"Er De helt sikker?"
"Jeg foretrækker at være dus med folk," sagde jeg roligt. "Og ja, jeg er sikker."

"Vi er hjemme!" råbte John, og jeg hørte på John og Rosies skridt på trappen. "Åh ... Hej."
Han så først mærkeligt på vores klient, og gik så ind i køkkenet med nogle indkøbsposer. Rosie stillede sin skoletaske ved siden af døren og satte sig på Johns stol. Jeg smilede skævt. Hendes tåspidser kunne kun lige ramme gulvet, hvis hun strakte fødderne.
"Hej far, hej Scarlett," sagde hun roligt og smilede. 
"Nå, skal du tage min plads," sagde John med et grin, og stillede mælken ind i køleskabet.
"Nej, det gør jeg da slet ikke, papa," svarede hun og smilede lumsk til mig. Tyler smilede skævt, og John så det åbenbart ud af øjenkrogen.
"Vi er ikke et par," sagde han hurtigt til sit eget forsvar. Vores klient nikkede og så på mig.
"Er De .. øhh ... undskyld du hel-" Han blev afbrudt af den mest latterlige ringetone, der mindede om en blanding af et barns klaverspil og et dårligt reboot af Ghostbusters sangen, og greb ned i en af sine mange lommer. En iPhone af ældre model, der var fuldstændig smadret, kom op af den snavsede lomme, og han gjorde tegn til, at han skulle tage den.
"Hej ... Hvad ... De kan De ikke mene ... Nej ... Nej ... Nej ... Farvel," sagde han som en brøkdel af den halve samtale. "Anthony er lige fundet død."

Luften forandrede sig fuldstændig. Fra kedelig til spændende. John og jeg vekslede blikke. Jeg kunne se, hvordan han ønskede at flytte Rosie ind i et andet rum, men jeg ville gerne have hende til at blive. Det her var trods alt vores job, og hun havde været med til sager siden hun var helt lille. I sidste ende fik jeg min vilje, og han løftede hende op på sit knæ, nu hvor han sad i sin stol og havde stillet alle varer på plads.
"Detaljer," sagde jeg og sad på kanten af min stol med et smil spillende om læberne, indtil jeg så Johns blik og prøvede så på at dæmpe det lidt, selvom det ikke gik særlig godt. 
"Han lå ... Han lå i en pøl af sit eget blod," svarede han med en bævende underlæbe. Jeg kunne ikke lade være med at smile et skævt smil. John havde så tit fortalt mig, at det virkede uhyggeligt, men jeg var ligeglad. I næsten et spring var jeg henne ved døren.
"Før mig til ham," sagde jeg livligt. Tyler rejste sig modvilligt op og begyndte at gå. "Kom med."
Jeg talte til alle, og de kom alle med.
"Papa, hvorfor må jeg ikke komme med?" spurgte Rosie med store øjne. 
"Det er ikke noget for dig, Rosie. Havde det været noget andet, så var du nok kommet med, men du er ikke gammel nok til at se det," svarede John roligt og så hende ind i øjnene. Hun kiggede over Johns skulder og så bønfaldende på mig. Et sekund skulle jeg til at give hende lov til at komme med, men så ombestemte jeg mig.
"Han har ret, Rosie. Det er bedst, hvis du bliver her." Det smertede mig at sige sådan noget, for jeg var blevet fortalt det samme som barn, når jeg ville til at løse sager.
"Okay, jeg bliver her og laver lektier," sagde hun fornuftigt, som hun altid var. 

"Vi går, men Rosie bliver," råbte jeg til Mrs. Hudson, mens vi tog vores jakker på. Jeg kæmpede en kamp for at komme i min smokingjakke, og da jeg havde kæmpet slaget færdigt var krigen vundet, og min lange frakke gled let på.
"Vi ses!" svarede hun. "Du burde virkelig afvænne dig at råbe. Vi bliver jo døve."
"Jeg kunne ikke være mere ligeglad lige nu, Mrs. Hudson. En sag er, hvad vi har nu!" Hun så på sin egen forvirrede, men også glade, måde på mig. Hun rystede på hovedet og gik op ovenpå.
"Du kommer nu til at opleve Sherlock, som han virkelig er," sagde John til Scarlett med en hvisken, nok så jeg eller Tyler ikke ville høre det, men jeg gjorde det alligevel.
"Jeg er da altid, som jeg virkelig er," protesterede jeg.
"Jeg lærte dig først rigtigt at kende, da jeg kom med dig hen til et gerningssted," sagde John med et grin.
"Vi havde kendt hinanden under et døgn på det tidspunkt. Hvor godt forventede du at kende mig?" spurgte jeg og gik ud i Londons tætte luft.
"Det ved jeg virkelig ikke. Kender jeg dig overhovedet?"
"Hvem ved?"

Vi ankom til gerningsstedet en halv time senere.
"Hvordan fanden kan du altid ankomme inden jeg skriver til dig, Sherlock?" spurgte Lestrade forvirret. Jeg tog et par plastikhandsker på og opdagede, at han havde fået farvet håret en køligere nuance siden sidst.
"Hvor er liget?" spurgte jeg med et ivrigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...