10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Scarlett Elliott har altid kun haft sin mor, men da moderen på hendes tyveårs fødselsdag giver hende et album af billeder med hendes forældre sammen, falder en masse brikker på plads for hende. Derfor tager hun i sin iver til Bakerstreet for at opsøge den mand, som hun har ledt efter hele sit liv. Hvad hun ikke ved er, at hun på den måde vil ruske op i hans og hendes tilværelse. //Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

4Likes
2Kommentarer
579Visninger
AA

6. Vi er hvad?

Sherlocks synsvinkel

"Okay, jeg kommer med," sagde Scarlett en halv time senere. 
"Yay!" sagde Rosie og krammede hende. "Jeg kender dem nemlig heller ikke så godt. Ruby er lidt skræmmende med alle sine tatoveringer."
"Ja, det er hun. Og fantastisk god til at overtale folk. Hun fik overtalt Harry til at få en tatovering med begge deres initialer i et hjerte, der sidder lige over hjertet," fortalte John. Scarletts pupiller udvidede sig. 
"Hvornår fik hun gjort det?" spurgte jeg, mens jeg stemte min violin.
"I sidste uge," svarede John.
"Vanvittige kvindemenneske," sagde jeg henkastet og ment mest som en joke.
"Du taler trods alt om min søster," snerrede John tilbage og så mig direkte i øjnene med sit stålblik, som måtte være det han havde, hver gang han havde en dårlig dag i militæret.
"Hvordan går det ellers med dem to?" spurgte Scarlett for at smadre den anspændte stemning, der lå som et net over os, selvom hun ikke var interesseret i, hvordan det gik med Ruby og Harry.
"De har det fint. Snakker om at adoptere."
"Adoptere!?" udbrød jeg forskrækket. Hvis jeg for atten år siden "ikke er mentalt stabil nok til at tage sig af et barn", så var de i hvert fald heller ikke.
"En hund," svarede John hurtigt, men bestemt. "De to får nok aldrig lov til at adoptere et barn."

Omkring en time senere tog Scarlett hjem, og Rosie kastede sig, så fornuftig som hun var, over sine lektier. John og jeg sad bare og småsnakkede. Efter et stykke tid satte John sig op til skrivebordet, hvor jeg havde sat et par timer forinden. Han begyndte at skrive. Jeg begyndte at lukke alle lyde omkring mig ude. Strengene på min violin gav de sædvanlige, beroligende lyde fra sig. 

"Sherlock!" John ruskede i mig.
"Hvad er der?" spurgte jeg forvirret. I stedet for at forklare trak han mig op fra stolen og hev mig hen til sin computer. Han var på Chrome og havde sin blog åben som fane, men også The Sun havde han åben og var på forsiden. Et chok gik gennem min krop, da jeg så billedet.
Middagssolen stod højt. Gaden var fyldt op. Alligevel stod manden og kvinden skarpt i kontrast til resten af menneskerne. Han havde mørke krøller, der fyldte hele hovedet, og skarpt fremstående kindben. Desuden var han to til tre centimeter højere end hende. Hun havde nøddebrunt hår med slangekrøller, der gik helt ned til taljen, som man tydeligt kunne se i mellemrummet mellem hendes shorts og korte t-shirt. Deres hænder mødtes mellem dem, og begge havde et let smil på læberne.
Det var mig og Scarlett, da vi skulle hente Rosie. Rubrikken lød:

SHERLOCK HOLMES; NU MED KÆRESTE?

Underrubrikken var endnu værre:

Den legendære detektiv blev i dag spottet i at holde i hånd med en ung kvinde.
Glade kom de ud fra han og kollega Dr. Watsons lejlighed, mens Dr. Watson ikke var hjemme.
Hvem er den unge kvinde? Og kan vi måske se frem til et Holmes-barn i fremtiden?

Den sidste sætning fik mig til at give et vredes udbrud fra mig. Hvor vovede de at skrive sådan om min datter! Rosie så helt forskrækket på mig, men hun så ud til at slå det hen. 
"Hvorfor lige mig!" råbte jeg og trampede rundt i stuen, mens jeg holdt violinen højt oppe over mit hoved. 
"Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke, Sherlock," sagde John og satte sig i stolen. "Holy moley ... De har vist fået gang i en konspirationsteori. En stor en af slagsen. Nej. Nej. Nej, nej, nej, nej, nej! Sherlock! Jeg forbyder dig at læse kommentarerne! Også dig Rosie!"
"Hvad har jeg nu gjort?" spurgte Rosie.
"Du skal bare ikke læse det her. Det er ikke godt for dig."
Jeg kunne ikke holde endnu et udbrud tilbage.
"For helvede! Og så tror man, at man kan gå ned ad gaden en gang uden, at der bliver taget billeder af en! For satan da også! Hvor længe har det været på forsiden?" Jeg trampede hen til computeren og scrollede helt op, hvor tidspunktet stod. "Fuck! Nej! Fem timer!"
Jeg råbte nu så højt, at Mrs. Hudson så forskrækket ind ad døren.
"Det er bare en artikel far er sur over," sagde Rosie forsigtigt og krammede Mrs. Hudson.
"Sherlock, slap af. Din vrede ændrer ikke på situationen," sagde John roligt, mens han så mig direkte ind i øjnene og holdt fast i mine skuldre. Hårdt nok til, at jeg ikke kunne slå hans hænder væk, men heller ikke så hårdt, at det gjorde ondt. Hans øjne vidnede om en intern ro samtidig med indædt vrede. "Det er ikke helt etisk forsvarligt, hvad de har gjort. Jeg ringer ind og siger, at de skal trække historien tilbage, da den er krænkende over for din og din families ære."
"For fanden, John! Du ved godt, at de ikke vil reagere på det! Ligesom ved alle andre, der skriver eller ringer til dem. Desuden har afsindig mange mennesker allerede læst artiklen! Der er intet at gøre."
"Det er nok. Jeg ringer ind til dem." John tog sin telefon, tastede journalistens nummer, som han fandt på siden, og gik nedenunder. Snart efter hørte jeg brøkdele af den halve samtale.
"... det er af familiære årsager ... rager ikke dig ... hold dig væk ... meget krænket ... hun har også en ære ... pas dig selv ... RØVHUL! ... andre historier ... meget skuffet ... tænk dig om ... farvel." Snart efter hørte jeg hans skridt på trappen. "Han vil lige snakke med sin redaktør om, om det er en historie, der skal trækkes tilbage. Han sagde, at I bare kunne have ladet være med at være i offentligheden, hvis I ikke ville have, at der skulle tages billeder af jer. Hvem tror han egentlig, han er? Ved du hvad, jeg laver en baggrundstjek på ham og sender ham creepy stalkerbilleder af ham og en af hans kære i offentligheden."

"Er det ikke lidt meget?" spurgte Rosie bekymret.
"Nej, det er det ikke. Det er ikke første gang, de kommer med sådan en smudsig historie om nogen. Nu skal de selv mærke, hvordan det er at blive stalket," sagde John bryskt. Jeg kendte slet ikke den tone, han talte i til Rosie.
"Altså jeg mener, at der er mange, der læser din blog. Du kunne forklare situationen på den og så bede folk om at se kritisk på hvad de læser på The Sun," foreslog hun, så fornuftig som hun var. "Selvom man er utrolig dum, hvis man tror på noget af det de skriver ..."
"Det er min pige!" sagde jeg, nu mere glad, og med et stort smil i hele ansigtet og ruskede i hendes hår. "Hørte du det? Det er lige det, vi gør!"
"Og hvad med Scarlett? Skal hun ikke lige informeres om det?" spurgte John og så på mig med sit evigt kloge blik.
"Ja, det er jo selvfølgelig rigtigt. Jeg skriver til hende."

Ikke mange minutter efter tikkede der en SMS ind fra hende. Hun var fuldstændig hylet ud af den og lød vred. Hun skrev, at hun gerne så artiklen fjernet. Desuden var hun okay med et blogindlæg, så længe hendes navn ikke blev nævnt ofte. 
"Det får jeg lige ordnet. Jeg laver den kort og kontant," sagde John og kastede sig over skrivearbejdet med sine latterligt langsomme skriveproces. Jeg var stoppet med at kommentere på den eller blive irriteret over den. Det var ikke mig, der sad og brugte alt for lang tid på at finde et enkelt bogstav. Blogindlægget endte sådan op:

Hvad har The Sun skrevet??

Jeg fandt mig selv (ud af dårlig vane) på The Sun (til mine ikke britiske læsere: Det er et britisk sladderblad). Til min egen (mest Sherlocks) store overrakselse fandt jeg endnu engang et billede af ham. Mere specifikt det, I kan se i toppen af postet. De toppede det med en overskrift om, at Sherlock havde fået en kæreste. For så at gøre det endnu bedre krydrede de det med perverse kommentarer. Voila! Opskriften på deres artikel! 
Måske kan I ikke helt se grunden til, at specielt Sherlock blev så vred over artiklen. Men det kan I snart. Jeg vil nu udelade lange historier og bare ganske kort fortælle om, hvem kvinden på billedet er:
Hans datter. Scarlett fandt frem til Sherlock igen efter hans forsvinden (ud af personlige grunde, han endnu ikke har fortalt mig) for atten år siden. I mellemtiden er hun blevet tyve. I kan godt se nu, hvorfor den artikel er forkert på så mange niveauer?
De to var afsted for at hente min datter, som bor sammen med Sherlock og mig, fra skolen, hvor hun var til en øvedag til en forårs-sommerkoncert, de afholder hvert år. 
Alt hvad vi ønsker en gang imellem er lidt privatsfære. Vi kan jo ikke engang være to om at hente Rosie, uden at vi kommer på forsiden af diverse sladderblade. Hvad jeg nu vil siger er meget vigtigt:
Lad være med at stole på The Sun. Lad være med at støtte avisen, da de nu har krænket en hel families ære med en enkelt artikel. Og de gør det hver dag.

Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme med en af de sædvanlige posts, men det her var vigtigere. Vi håber, at I forstår os, da medierne fylder så meget i alles hverdag, at vi nogle gange glemmer, hvor forfærdelige de kan være.

Jeg nikkede anerkendende til John, da han drejede skærmen efter en halv time, og viste mig udkastet. Han trykkede "Publicer", og så var sandheden ude i verdenen. Jeg var bange for, at nogen ville kommentere på min forsvinden fra min datters liv, eller at John så offentligt skrev dårligt om det kendte sladderblad, men nu var jeg ligeglad med mig selv. Scarlett skulle ikke udstilles som noget, hun ikke var. Hun fortjente det ikke. Jeg gjorde. Jeg var den, der ikke havde set hende i atten år. Jeg var den, der havde gjort forfærdelige ting, men alligevel var det hende, der fik alt lortet i hovedet i sidste ende. Ingen kommenterede på, at en mand, der var dobbelt så gammel som sin kæreste, men alle kommenterede på en kvinde, der var halvt så gammel som sin kæreste. Hun ville ende op med alt lortet, selvom hun ikke var andet end min længe savnede datter.

Jeg så, hvordan John sad i dybe tanker. Han måtte have opdaget, at jeg også sad og tænkte.
"Det her er noget værre skrammel," sagde han uden at flytte blikket fra bagerste, venstre stoleben på hans lænestol.
"Ja, men vi kan ikke gøre mere," indrømmede jeg, selvom jeg virkelig ønskede, at vi kunne gøre mere. Pludselig skød en ide som et lyn ned i mig. "Hvis det ikke bliver bedre, så skal jeg nok sørge for, at de kommer ned med nakken."
"Hvordan?" spurgte John og Rosie i kor.
"Har I glemt det? Min bror er den britiske regering."
"Åh, ja," sagde de igen i kor. 
"Skal du ikke lave matematik, skat?" spurgte John Rosie, som sad og kiggede på sin telefon.
"Er allerede færdig," sagde hun stolt.
"Det gik da hurtigt!" sagde John vantro.
"En sætning man ikke kan bruge om din skrivning," mumlede jeg og mødte Johns blik, der vidnede om ydmygelsen, men jeg kunne ikke lade være med at grine. "Dit ansigt! Du burde virkelig se det! Det er mindst lige så godt som din moustache!"
Rosie klukkede af grin, selvom hun kun kendte moustachen fra billeder. John lod ikke til at more sig nær så meget.
"Kom nu, papa! Det er da hyle morsomt!" sagde Rosie besværet af sit grin. Til sidst kunne John ikke længere holde en latter inde. Kort tid efter begyndte mine mavemuskler at blive ømme af grin, men jeg kunne ikke stoppe med at grine. Jeg levede for de tidspunkter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...