10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1927Visninger
AA

14. Rolig nu

Sherlocks synsvinkel

Vi hentede Rosie nogle timer senere. Rettere sagt var det John, der gjorde det, for jeg sad i min stol og var fordybet i sagen, der omhandlede en forsvunden mand, der kun havde efterladt et enkelt brev i sin ellers helt tomme lejlighed. Selv gardinerne var taget af, og der var ikke et eneste fingeraftryk i hele lejligheden. Ikke engang lige udenfor døren. Dørmåtten var fjernet, så der kun var en lidt misfarvet plet tilbage, og endda tapetet var taget af væggene, så de kun stod tilbage og var helt bare. Hvis man kunne have taget gulvet af uden at rive nogle af væggene ned, så ville det sikkert også være blevet fjernet. Alt var væk, undtagen et brev, der lå i en konvolut midt på gulvet. Mandens kæreste var kommet for at besøge ham, da hun fandt brevet.

Jeg er væk

Det var det eneste, der stod. Han havde skrevet det med en skrivemaskine, som jeg stærkt antog for at være en Remington. Hans kæreste sagde, at han afskyede skrivemaskiner og ikke ejede en. Ingen i hans familie ejede en. Så han købte maskinen ud af den grund, men der var ingen butikker i omegnen, der havde købt eller solgt en Remington, og ingen af hans naboer, venner, bekendte eller familiemedlemmer lånte ham en sådan maskine, så han kunne jo kun have købt den et sted, men der var heller ikke meldt nogen stjålet et eneste sted. Det var et mysterium. Hans kæreste mente også, at han ikke havde nogle problemer, så han havde ikke rigtig nogen grund til at tage afsted. Det hele var altså mystisk, og de eneste ledetråde vi havde var en ribbet lejlighed og kære, der også kunne være forkerte om ham. Jeg var glad for, at der endelig var en mere mystisk sag, for der havde været så få kreative kriminelle handlinger i London.

John kom hjem med Rosie ikke lang tid efter. Hun lod til at have haft et par hyggelige timer, og hun fortalte om det hele meget malerisk. Da hun lige havde lært at tale, forstyrrede hendes talestrøm mig altid, men nu var den stimulerende på en måde, som om hun var en ny John, der bare stillede de helt rigtige spørgsmål og fik mig til at se alting fra en anden vinkel. Min telefon ringede. Nummeret var ikke et, jeg kendte.
"Hallo?" sagde jeg, da jeg havde trukket den grønne cirkel over skærmen.
"Hej, Sherlock. Det er mig, Emma," sagde hun. Jeg stivnede. Det lød som hende, men jeg kunne næsten ikke tro, at det var hende. Hurtigt gik jeg ind på mit eget værelse, så jeg ikke blev forstyrret eller forstyrrede. "Jeg ville bare lige ringe, fordi ... det er så længe siden, Sherl. Jeg har savnet dig."
"Og du tror, at jeg ikke har savnet dig?" spurgte jeg og mærkede, hvordan min hals snørede sig sammen.
"Jeg ville blive vred, hvis du ikke havde," svarede hun og lød som den kvinde, jeg altid havde elsket. Jeg kunne ikke lade være med at smile. "Jeg vil gerne se dig igen, og det tror jeg også dine forældre vil. De fortalte mig i går, at du ikke har været herude i over et halvt år."
"Ja, det er sandt," sagde jeg og skammede mig lidt over, at jeg ikke havde besøgt mine forældre i så lang tid. "Jeg synes, at vi måske i den her uge alle skal ses igen. Spise en rigtig familiemiddag eller sådan."
"Det lyder som en god ide, Sherl. Skal vi sige fredag?"
"Ja, fredag lyder godt." Jeg smilede bredt. "Klokken syv."
"Klokken syv." Dermed sluttede vores samtale. Jeg ville til at sige farvel, men Emma lagde bare på. Måske var hun bange for at sige farvel? For sidste gang vi havde sagt farvel til hinanden betød, at vi i 18 år ikke ville se hinanden. 

John så nysgerrigt på mig, og jeg opdagede smilet, der sad på mine læber og fjernede det med det samme, men jeg vidste, at mine øjne sikkert lyste af glæde.
"Hvem var det?" spurgte han med et let smil og lagde hovedet på skrå.
"Emma," svarede jeg kort og satte mig i min stol.
"Hvem er Emma?" spurgte John endnu mere nysgerrig, og jeg sendte ham et træt blik. "Åh, ja!"
Han deducerede endelig, men Rosie så stadig lidt forvirret ud.
"Scarletts mor," forklarede John, og Rosie lyste op. Jeg fortsatte med at arbejde på sagen uden at sige mere. Der var ikke mere at sige, og der ville ikke blive mere at sige, men selvom jeg prøvede på at koncentrere mig, var det ikke muligt. Jeg kunne ikke lade være med at sidde og glæde mig som et lille barn til fredag. Efter en halv time gav jeg op med at prøve på at koncentrere mig.
"Jeg går en tur. Jeg har brug for frisk luft," sagde jeg og rejste mig op.
"Den får du ikke meget af, men god tur," sagde John og snakkede videre med Rosie. Jeg nikkede og gik ned i entreen, hvor min jakke hang på den bedste bøjle, jeg kunne finde i IKEA. Jeg åbnede døren og blev mødt af Londons travle gadeliv og opdagede en enkelt fotograf. Typisk. Jeg begyndte at gå rundt og blende mig ind i mine omgivelser. Så fandt jeg min telefon frem og skrev en sms til Scarlett.

Har din mor fortalt dig, at vi mødes klokken 19 på fredag hos hende?
SH

Hun svarede næsten øjeblikkeligt.

Ja, hun ringede og var helt oppe at køre.

På en måde kunne jeg ikke lade være at smile. Det var den Emma, jeg kendte. Selvfølgelig ville hun reagere sådan, for det var hende.

Jeg kan dog først komme klokken 19.30, da jeg har nogle aftaler, jeg ikke kan flytte.

Hendes sms kom et minut senere. Jeg var næsten sikker på, at hun ikke havde nogle aftaler, men jeg var lidt ligeglad. Måske var jeg også lidt taknemmelig for, at hun gav lidt plads, men jeg vidste det ikke rigtig. Jeg var kommet til enden af Bakerstreet, og jeg krydsede gaden. Jeg vidste ikke helt, hvor jeg ville gå hen, jeg vidste bare, at jeg havde brug for lidt tid til at tænke og være lidt i mit eget hoved og uden, at nogen forventede af mig, at jeg ville være produktiv, for det kunne jeg ikke være, når jeg lige havde hørt Emmas stemme igen for første gang i årevis. Jeg kunne selvfølgelig altid havde fundet hendes nummer, men et eller andet havde afholdt mig fra det. Måske en angst for at se min fortid i øjnene og være nødt til at forlade den alligevel, fordi jeg ikke passede ind i den længere. Lige dér følte jeg mig som en kujon, der ikke turde såres, men jeg var jo bare et menneske. Jeg var bare et lille, bange menneske og intet andet, lige meget hvad John altid sagde. Jeg var ikke en helt, for jeg var bange for mig selv og at se sandheden i øjnene. Jeg var ikke fantastisk, for jeg gjorde kun, hvad jeg gjorde, for at jeg kunne holde afstand til mine egne problemer. Mine egne problemer var, hvad der drev mig fremad. De fik mig til at ro længere ud på havet, selvom jeg aldrig ville se land, og John og Rosie var bare to velsignelser, der opmuntrede mig til at blive ved med at ro, men de var ikke land. Lige meget hvor meget de betød for mig, så ville de aldrig være det land, jeg havde brug for, men de ville alligevel være min redning, for ellers havde jeg for længst givet op.

Jeg gik og tænkte, mens jeg vandrede på tværs af London. Jeg slukkede min mobil og tog batteriet og simkortet ud, så John ikke kunne tracke mig, for hvis jeg ikke kom tilbage i løbet af en time eller to ville han sikkert prøve på at spore min telefon, men jeg ville ikke have ham til at tracke mig, for så ville jeg ikke være alene med mine tanker. Jeg nød, at ikke engang jeg kendte min vej til mit mål, der var at komme hjem igen. Desuden nød jeg også at kunne få lov til at opdatere kortet over London, jeg havde i mit hoved. Kortet krævede vedligeholdelse uden lige, og derfor gik jeg ofte lange ture på tværs af byen.

Jeg kom først hjem tre timer senere. John lod ikke til at være blevet særlig bekymret, hvilket jeg ikke havde forventet.
"Du slukkede din mobil, gjorde du ikke?"
"Og du trackede mig, gjorde du ikke?" svarede jeg med et skævt smil. Jeg kunne næsten ikke bebrejde ham længere over det. Han var bekymret, selvom han måske nogle gange var for bekymret. Jeg så på collagen, jeg havde lavet på vores næsten ubrugte spejl, som jeg selv havde hængt op inden John flyttede ind, men vi brugte det ekstremt sjældent, for det var altid den jeg først lavede en collage af sager på. Det var praktisk at have en sådan collage, selvom John mere end en gang havde klaget over, at spejlet bare hang og var ubrugt, men på samme tid var vi enige om, at det spookede livet ud af os begge, når vi ud af øjenkrogen så os selv gå forbi det.

"Må jeg gerne tage hen til Isabelle?" spurgte Rosie mig næsten morgen og vækkede mig samtidig.
"Det ved jeg ikke. For mig må du godt, men spørg lige papa," svarede jeg og strakte min arme og ben, der havde været fuldstændig mast og krøllet sammen i lænestolen. Hvornår var jeg faldet i søvn? Jeg kunne ikke huske ret meget fra natten, så jeg måtte være faldet i søvn ved midnat eller sådan, hvilket var usædvanlig tidligt for mig.
"Jeg har spurgt papa, og han sagde, at jeg også lige skulle spørge dig," svarede hun og lagde hovedet på skrå på samme måde, som John altid gjorde.
"Jamen så er svaret jo ret entydigt." Jeg rejste mig op og prøvede på at få min krop i gang. Træt vaklede jeg ind i køkkenet og prøvede på at finde noget at spise. Rosie kom bagfra og krammede mig. Jeg vendte mig om og prøvede på at løfte hende, selvom det var anstrengende. "Du er blevet så stor. Det føles som i går, hvor jeg kunne løfte dig med en arm."
Hun grinede, da jeg snurrede hende rundt sådan som pladsen i køkkenet nu tillod. Jeg satte hende ned igen, og hendes øjne lyste. 
"Så går jeg over til Isabelle nu," sagde Rosie og gik glad ned ad trappen.
"Det er hende lidt længere nede ad gaden, ikke?"
"Ja," svarede hun, og jeg gik hen til vinduet, der pegede ud mod gaden. Ikke lang tid efter kom hun ud på gaden og gik til venstre. Fire huse længere nede kunne jeg skimte, at hun gik ind ad den rigtige dør.
"Godmorgen," sagde John. "Så vidt jeg har forstået er Rosie gået over til Isabelle?"
"Ja, det er hun," svarede jeg og gik ind i køkkenet igen for at prøve på at finde noget mad. Jeg greb ud ved siden af mig og greb lige præcist en yoghurt i enkeltforpakning, der kom flyvende. "Godt kast."
"Godt grebet."

Jeg brugte det meste af dagen på at sidde og gruble over sagen. Hvem ville være bedst at kontakte først? Hvem ville have motiv til at gøre ham ondt? Hvilket motiv ville han have til at forsvinde? Jeg tjekkede mine mails på telefonen og blev overrasket over, at mandens chef allerede havde svaret. Den type havde for vane at vente en uge med at svare mig. Han kunne fortælle mig, at han aldrig rigtig havde haft nogle problemer på arbejdspladsen, men jeg svarede ham bare, at hvis han løj til mig, ville han ikke udfyldte sin pligt som borger. Det fik ham til at lukke munden, men jeg ville hellere have en stum end en falsk kilde. Jeg kunne ikke bruge hans løgne til noget, for han havde selv røbet, at han løj overfor mig, ved at han brugte ordet 'egentlig'. 

John aftalte med Rosie, at hun kom hjem efter aftensmaden, og det havde efterhånden været et stykke tid siden, at John og jeg selv havde spist aftensmad. Det mindede om de gamle dage; inden jeg sprang og Mary overtog min plads et stykke tid. På en måde var de gamle dage gode, og på en måde var det dårlige. Vi kunne jo ikke altid blive ved med at være de samme mennesker, så måske var det alt sammen godt, hvad der var sket, for så ville vi i det mindste stadig være venner. Hvis jeg ikke var sprunget og Mary ikke var sket, så sad vi nok ikke og spiste i hver vores lænestol, fordi jeg igen fyldte hele køkkenbordet med forsøg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...