10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
967Visninger
AA

5. Og næste lørdag ...

Scarletts synsvinkel

En uge senere stod jeg igen i Bakerstreet. På en eller anden måde havde jeg savnet det, selvom jeg kun havde været der et par timer. Det var lørdag formiddag, og Sherlock havde skrevet og spurgt, om jeg ikke lige ville komme forbi. På vejen skulle jeg tage to liter mælk med, så nu stod jeg med min bomuldspose i hånden og så rundt i den rodede stue.
"Halløj! Bare stil posen på køkkenbordet," sagde Sherlock og så op fra sine papirer.
"Jeg stiller mælken i køleskabet," sagde jeg, da jeg så rodet på køkkenbordet. 
"Hvad skylder jeg dig?"
"Halvanden pund."
"Her," sagde han og rakte mig præcist halvanden pund, som jeg proppede i lommen.
"Så hvorfor skulle jeg komme forbi?"
"Se her."
"Hvad er det?" spurgte jeg forundret, da jeg betragtede det famlede papir.
"Overleveringer fra en munk i et kloster, der blev angrebet af vikingerne," svarede han roligt. Først nu opdagede jeg, at han havde hvide bomuldshandsker på. Jeg tog et par, som lå på bordet, og tog dem på.
"Hvordan fik du fat i den?"
"Arvestykke," svarede han, men opdagede selv, at det ikke var svar nok. "Min oldefar fandt det og opbevarede det i sit museum, som kort tid efter blev lukket. Ingen andre ville have genstandene, så de går nu i arv i familien."
"Er du klar over, hvilken værdi papiret har? Jeg kender mere end én professor, der ville give alt væk for at få et kig på det."
"Og derfor har jeg bedt dig om hjælp."
"Til hvad?"
"Du er god til at analysere tekster, ikke?"
"Ja, det skulle jeg mene," svarede jeg.
"Jeg har brug for en dobbelt betydning af det her."
"Til hvad?"
"En sag."

Lidt skeptisk satte jeg mig på den anden side af skrivebordet, der var lige så rodet som køkkenbordet. Jeg lavede lidt plads og dykkede ned i den svære tekst. Imens gik Sherlock op til væggen over kaminen, hvor man kunne skimte et spejl bag alle papirerne, der var hængt op derpå. I lang tid kunne jeg fornemme, at han bare stod der, så gav han et udbrud fra sig.
"Hvad er der?" spurgte jeg lidt åndsfraværende.
"Hvad har du fundet frem til?" spurgte han ivrigt.
"At munken skrev det her ned under angrebet. Og at han var rablende skør," sagde jeg og kunne ikke undgå at tilføje den sidste kommentar.
"Ja, det var jeg kommet frem til," sagde han som svar på min kommentar. "Men er det ikke mærkeligt, at han kunne skrive det under angrebet?"
"Jo, det er det. Det er jo skønskrift, så han måtte bruge en af skrivepulterne, men det kunne han jo ikke, når der foregik et angreb på klosteret." Jeg begyndte at undre mig over, hvorfor jeg ikke var nået frem til det noget før. "Men hvad skal du bruge det til?"
"Bare lige en gammel sag, jeg fik gravet frem."
"Hvad handler den om?"
"En eller anden brød ind på et museum for at få fat i en originalen af det dokument." Han pegede på papiret, jeg holdt i hånden.
"Og derfor er den her kopi værdiløs. Så giver det jo ingen mening at have handsker på." Han stoppede mig midt i bevægelsen.
"Nej! Den har sin værdi og er cirka lige så gammel som originalen. Den er en eksakt kopi af origanelen, lavet af den selv samme munk på det selv samme kloster."
"Okay, rolig nu. Fortæl videre."
"Fint. Jeg ville finde ud af, hvem den skyldige var, og hvad motivet var. Jeg fandt ud af, at det faktisk kun kan have været en ivrig historiker, der gerne ville finde ud af, hvordan munken kunne skrive beretningen under angrebet. Og så også med skønskrift. Manden ser du her." Han pegede på et billede i siden af collagen.

For tredje gang i løbet af ti minutter kiggede Sherlock på sit armbåndsur, der sad kejtet på det forkerte håndled. Tydeligvis var han ikke glad for at gå med ur. Måske havde John tvunget ham?
"Klokken er et, og Rosie skal hentes fra skolen," sagde han og rejste sig fra sin lænestol, hvor han havde sat og nøje analyseret en af teksterne, min professor selv havde skrevet.
"I skole på en lørdag?" spurgte jeg lidt skeptisk.
"De er i gang med at forberede en forårs-sommerkoncert."
"Åh, okay. Hvornår kommer den til at foregå?"
"På søndag om to uger klokken syv om aftenen," sagde han, mens han tog sin jakke på, der hang på kanten af døren, og satte kraven op. "Kommer du med?"
"Ja, selvfølgelig. Det giver ikke ret meget mening at blive," svarede jeg og tog min jakke på. "Hvor er John egentlig?"
"Hos Harry. Hans søster eller bror eller hvad end han eller hun vil kaldes. Harry skifter konstant mening. En dag er te det bedste i verden og en anden er det det værste."
"Okay," sagde jeg og gik ned ad trappen bag Sherlock med rynkede øjenbryn.
"Vi ses, Mrs. Hudson!" råbte han ind i køkkenet ved siden af døren.
"Vi ses," svarede hun på sin venlige måde.
"Farvel," sagde jeg. Hun smilede til mig og sagde farvel, hvorefter Sherlock og jeg trådte ud i majsolen. 

Vi gik side om side ned ad den travle gade, og jeg lagde mærke til, at vi begge nøje undgik så meget som at strejfe hinanden. Selvom det var lørdag middag var der en hel del mennesker ude på gaden.
"Hvorfor er der så mange turister her? Jeg ville foretrække at se Elizabeth Tower eller London Eye frem for Bakerstreet," sagde jeg uforstående, mens jeg masede mig forbi nogle turister, der talte et sprog, jeg ikke forstod et hak af, og de forstod nok heller ikke hvad jeg sagde, for ingen bed mærke i min kommentar.
"De kommer for at se 221B udefra."
"Det er også derfor vi begge får mærkelige blikke."
"Og der bliver taget billeder. Tro mig, i morgen finder du nok dit eget ansigt på forsiden af The Sun." Jeg vidste på det tidspunkt ikke, hvor sandt det udsagn ville blive.
"Og derfor læser jeg ikke The Sun. De er bare en flok stalkere uden talent, som min professor siger."
"Og han har fuldstændig ret."
"Hun har," rettede jeg ham. Kort efter forlod vi Bakerstreets travle gadeliv frem for en større gade. Jeg mærkede lige så stille hvordan Sherlock hev fat i mit ærme, og hvordan han begyndte at trække mig gennem gaden.
"Hvorfor har du så travlt?"
"Jeg havde helt glemt, at der er ferie nogle steder i Europa, så det kom til at tage længere tid end normalt, da vi gik gennem gaden. "Desuden er vi to personer, hvilket sænkede os endnu mere, da fortovet ikke er alt for bredt."
"Okay," mumlede jeg og satte farten betydeligt op, men blev stadig trukket af Sherlock gennem mylderet, der alt sammen gik i den modsatte retning. 

Ikke mange minutter senere ankom vi til en stor skole, hvor Sherlock tilsyneladende kunne finde rundt med lukkede øjne. Jeg havde aldrig været i den del af byen før, så jeg var fuldstændig forvirret og anede ikke hvordan vi ankom til musiklokalet, der lå i tre etagers højde. Der lød snakken derinde fra. De måtte være i gang med at slutte af, for ti sekunder efter vi havde stillet os omkring de mange forældre, der ventede på at hente deres børn, kom børnemængden strømmende ud fra lokalet. Jeg fik et glimt af lokalet og så, hvor stort det var. Og så var det fyldt op med musikinstrumenter og ståpladser til koret. 

Langt de fleste børn var mørkhårede, men nogle få var lyshårede. En af dem kom med håret hvirvlende omkring sig løbende hen til os.
"Scarlett!" råbte hun og gav mig et stort knus. Den pige var fyldt op med kærlighed. "Hej far!"
Hun gav Sherlock et mindst lige så stort knus. Så løb hun tilbage for at hente sine sko, jakke og lille taske, som der var plads til på nogle knagerækker ved siden af døren. Hun krammede et par veninder og vinkede farvel til dem, og kom så tilbage til os.
"Så er jeg klar til afgang," sagde hun med et stort smil på læben.
"Det var da godt," sagde jeg, og hun tog min hånd, som var det det mest naturlige i verden, men det føltes en smule mærkeligt for mig. Nogle forældre kiggede mærkeligt på mig og rynkede deres bryn. Vi begyndte at gå hen mod en af de utallige trapper. 
"Hvorfor er du her?" spurgte Rosie og så på mig, med sine lysegrå øjne.
"Jeg var alligevel i Bakerstreet, så det gav ikke nogen mening ikke at komme med," svarede jeg og undgik at nævne Sherlock, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle kalde ham. Sherlock? Far? Sherl? Min far?
"Hjalp du far med den der sag med munken og museet?" spurgte hun, og jeg nikkede. "Fik jeg ret, far?"
"Ja, det gjorde du," svarede han med lidt stolthed i stemmen samtidig med lidt nederlag.
"Nu er jeg altså totalt lost," sagde jeg og forstod ikke helt, hvad de mente.
"Jeg plejer at gætte hvem der er den skyldige," sagde Rosie glad. "Normalt går det ikke så godt, men den her gang gættede jeg rigtigt."
"Godt gået!"
"Tak," sagde hun tydeligvis smigret. Vi gik nu med hele forældremængden ned langs forskellige gange, der alle havde næsten panorama vinduer ud til byen. 
"Det er da en dejlig skole du går på," sagde jeg og så mig omkring i den moderne bygning. 
"Ja, det er det. Og jeg har en masse venner!"
"Der er også et stort udvalg," sagde jeg halvt ment som joke og halvt ment som belysning på skolens størrelse.
"Ja, jeg har stadig ikke styr på halvdelen af Rosies klassekammerater. Jeg ved bare hvad hendes nærmeste venner hedder og hvor jeg kan hente hende, hvis hun skal hentes," sagde Sherlock, der gik på den anden side af Rosie. "John har mere styr på det, end jeg har."
"Du prøver heller ikke engang, far," sagde hun og skubbede drillende til ham. 
"Det gør jeg da," sagde han smilende. Jeg vidste godt, at han ikke engang prøvede. Det var ikke i lang tid, jeg havde kendt ham, men jeg havde på fornemmelsen, at det ville være mærkeligt, hvis han prøvede.

Der var ikke ret langt til Bakerstreet, og det varede ikke mere end tyve minutter inden vi sad i stuen og snakkede. Rettere sagt fortalte Rosie og vi nikkede på de rigtige steder. Hun havde noget fangende over sig, og det var muligt at høre hende fortælle om sin dag i timevis. Hun sad i en halv time og fortalt om, hvordan de startede med at øve, og hvordan deres lærer kom for sent. Vi sad bare og nikkede en gang imellem og smilede. Vi behøvede ikke engang spørge ind til hende. Hun fortalte bare.

Sherlock gik på et tidspunkt ind i køkkenet og satte noget vand over til te. Et par minutter senere kom han med en dampende kop og satte sig. Rosie kunne bare ikke stoppe med at fortælle. Det var sødt, hvordan hun sad og var så utrolig ivrig. Pludselig stoppede hendes talestrøm, for hun var kommet til dagens slutning.
"Er I sultne?" spurgte Sherlock, der i mellemtiden havde drukket tre kopper te.
"Jeg er vildt sulten!" sagde Rosie glad og gik lystigt ind i køkkenet, hvor hun begyndte at finde brød og pålæg frem. Det var bedårende, når hun havde et udbrud af selvstændighed og samtidig var glad.

Midt under middagsmåltidet kom John hjem. Han virkede træt, men lod ikke til at ville fortælle om det. Han satte sig på sin plads ved siden af Rosie og lod være med at spise. 
"Spis nu bare en lille smule," bad Sherlock.
"Jeg har spist hos Harry," mumlede John og gned øjnene. "Hvordan gik det med at øve, skat?"
"Det gik rigtig godt. Vi kom langt i dag, og i næste uge skal vi bare lige få samlet det hele, og så er vi færdige. Ms. Rees siger, at vi er langt forud for planen," svarede Rosie stolt.
"Det er da rigtig godt. Vi glæder os til at høre det. Ikke også, Sherlock?" Sherlock så forskrækket op og fik en forklaring med blikke af, hvad han skulle sige, af John.
"Ja, det gør vi," sagde Sherlock med munden fuld af mad, så noget faldt ned på tallerkenen. Rosie grinede højt, og resten af bordet kunne ikke lade være med fnise. Selv John lod til at glemme alt om sit trættende besøg.

John smed en kuvert på bordet, mens jeg tog af bordet. Da jeg vendte mig om, så jeg, at den var af fint papir med et segl på, der var blevet brudt. Sherlock pakkede en smuk invitation ud af den.
"Harry har inviteret os til hendes og Rubys bryllup," sagde John og gned sine øjne igen. 
"Var de overhovedet blevet forlovet?" spurgte Sherlock med en stemme, der var en halv tone lysere end normalt.
"Lad være med at være fornærmet over, at du ikke har fået det at vide. Jeg var den første de fortalte om det. Levede vores forældre ville de have fået et hjertestop."
"Jeg er ikke fornærmet!" sagde Sherlock med en endnu lysere stemme. "Bare lidt overrasket og skuffet. Hvis jeg blev forlovet ville jeg da fortælle det til Mycroft og ... og ... hans assistent ... eller sådan. Han har aldrig haft mange venner."
"Kun slankekure," tilføjede Rosie kækt. Sherlock smilede bredt.
"Jeg fortalte dem om dig, Scarlett. Du er også inviteret til brylluppet," sagde John og så op på mig. Nu så jeg virkelig, hvor Rosie havde sine øjne fra.
"Jeg tror ikke, det er en god ide, at jeg kommer. Jeg kender jo ikke rigtig nogen og sådan," svarede jeg og mærkede hvordan akavetheden fyldte min krop med ubehag.
"Det gør jeg heller ikke," sagde Sherlock.
"De ved da i det mindste hvem du er. Jeg kender jo ikke engang jer særlig godt. Nej, det giver ikke nogen mening for mig at tage med," svarede jeg som endegyldigt svar. Troede jeg i hvert fald.
"Du er i hvert fald inviteret, Scarlett. Jeg tror, de ville være rigtig glade for at møde dig. Både Harry og Ruby er glade for nye mennesker," sagde John og prøvede på at overtale mig.
"Jeg vil tænke over det. Hvornår er det?"
"17. juli."
"Sommerbryllup. Jeg ved, at jeg har fri på det tidspunkt. Lad mig lige tænke over det et par minutter."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...