10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Scarlett Elliott har altid kun haft sin mor, men da moderen på hendes tyveårs fødselsdag giver hende et album af billeder med hendes forældre sammen, falder en masse brikker på plads for hende. Derfor tager hun i sin iver til Bakerstreet for at opsøge den mand, som hun har ledt efter hele sit liv. Hvad hun ikke ved er, at hun på den måde vil ruske op i hans og hendes tilværelse. //Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

4Likes
2Kommentarer
548Visninger
AA

4. Livet byder på alt

Sherlocks synsvinkel

Der blev banket kraftigt på døren. Et viljestærkt menneske! fangede jeg mig selv i at tænke. Det var jo nok nærmede deducere. John havde sat mig på "afvænning" fra min refleks, så "Rosie kan få lidt privatsfære". Han kunne gå en på nerverne så det ville noget, hvis han da gad. Andre gange var han som lidt mælk i teen. 

Der blev banket en gang til.
"Ja ja, jeg er på vej!" råbte jeg på vej ned fra trappen. John var med Rosie ude at købe nogle reoler til hendes værelse, da hun var ved at gå tør for reolplads. For mange bøger og en alt for stor - og alt for ligegyldig - stensamling. Mrs. Hudson viste en bolig frem i den anden ende af byen, så jeg havde hele 221b Bakerstreet for mig selv. Eller det troede jeg, jeg havde. jeg åbnede døren. Udenfor stod der en kvinde på omkring tyve år, nok mere end mindre, der så ud til at være nervøs. Hendes ansigt lyste op, da jeg åbnede døren. Et glimt af genkendelse flød gennem hendes øjne, men det kunne også have været undren over, at klokken var 15 og jeg gik stadig i min kongeblå slåbrok. Et eller andet ved hende kunne jeg genkende, men smed hurtigt tanken væk.
"Hej," sagde hun friskt. Et eller andet ved hende kunne jeg altså genkende.
"Godmorgen."
"Mit navn er Scarlett Elliott. Jeg er kommet for at snakke med dig." Hun gik direkte til sagen. Den slags mennesker kunne jeg bedst lide. Hendes navn fik dog en klokke til at ringe. havde jeg dog bare opretholdt den ene sommers rum, så kunne jeg måske have fundet det frem i mit Tænkepalads.
"Kom ind."

Hun så sig nysgerrigt omkring i stuen. Skulle jeg nu til at besvare de sædvanlige spørgsmål? Ja, stuen er lidt meget rodet. Ja, du trådte lige på noget Lego Friends. Nej, det er ikke mærkeligt, at vi har givet bukken på væggen hovedtelefoner på. Nej, fjern dig derfra, det er min stol. Nej, det er Johns stol. Nej, jeg kan ikke lide Cluedo.
"Her," sagde jeg og stillede klientstolen frem. Hun satte sig med et tak. Igen lod jeg til at kunne genkende noget ved hende, men skubbede så tanken væk. Du kender så mange mennesker, Sherlock. Det er umuligt at undgå, at nogle ligner hinanden. tænkte jeg.
"Te?"
"Nej, tak," svarede hun og satte sin lille rygsæk fra sig på gulvet. Jeg satte mig tungt i min gode, gamle stol, hvis ryglæn desværre var ved at famle i solen. Jeg måtte få Mrs. Hudson til at købe noget, der kunne gøre den dejlig sort igen.

"Jeg ved, at du kan genkende mig," startede hun ud. "Nok nærmere dele af mig."
Ooog det kunne misforståes. John havde kontribueret rigeligt til min alt for perverse side.
"Hvad skal det betyde?" spurgte jeg. "Jeg mangler data."
"Jeg kan nok bedst forklare dig det ved at give dig den her," sagde hun og rakte ned i rygsækken. Op af den trak hun et fotoalbum. Med det samme genkendte jeg det. Mit hjerte begyndte at rase afsted, og mine håndflader blev våde. Den følelse kendte jeg kun et sted fra. 
"Du kan genkende det," sagde hun med et smil. Det begyndte at gå op for mig. Alt det, jeg havde tvunget mig selv at glemme brød frem til overfladen igen.

John og Rosie kom hjem før tid, men jeg hørte dem slet ikke indtil John rømmede sig akavet og så skiftevis og mig og Scarlett. Nu skulle en hel del forklares. Ud fra hans forvirrede blik at dømme havde jeg trådt meget ud af karakter ved at stå og omfavne en ung kvinde, jeg ikke kendte. 
"Hvad ... øhm ... sker der her?" spurgte han med et endnu mere forvirret blik.
"Det skal jeg nok forklare," sagde Scarlett og hev albummet ud af min hånd, som jeg havde holdt fast med al min kraft uden at lægge mærke til det. Jeg knyttede hånden prøvende. Mine fingre var ømme. Let og elegant sprang Scarlett hen til John og rakte ham albummet. Lidt akavet prøvede jeg på, uden at vise det, at tørre tårerne af mine kinder. Rosie løb hen og omfavnede mig. Hendes styrke kom bag på mig. Nogle gange glemte jeg, hvor stærk hun var.
"Hvem er det?" spurgte hun og mente Scarlett.
"En jeg havde glemt i mange, mange år." Det lod ikke til at være svar nok til den unge dame, som skar ansigt og knugede mig ind til sig igen. Jeg kunne ikke lade være med at rode i hendes lyse hår, der lignede Marys alt for meget. 

"Jeg har stadig ikke fået vristet hele historien ud af min mor, men så vidt jeg ved, så var hende og Sherlock et par i flere år indtil det gik helt galt og jeg var på vej. De besluttede så, ud af en eller anden grund, som min mor stadig ikke har fortalt mig, at Sherlock ikke var klar til et barn, men min mor nægtede en abort, så da jeg var omkring to år tog Sherlock til London, men sendte stadig børnepenge," forklarede Scarlett. Det var langt fra hele historien, men John ville nok alligevel bombardere mig med spørgsmål i aften, når vi havde puttet Rosie.
"Er det rigtigt?" spurgte John mig. Jeg kunne ane tårer i hans øjne. Måske var han ked af, at jeg ikke havde fortalt ham det? Eller at jeg "forlod" Emma og Scarlett?
"Ja. Emma sendte mig regelmæssigt billeder af dig, Scarlett. Da du var fire stoppede hun," svarede jeg og begyndte at gå ind på mit soveværelse for at finde boksen med dem i. Rosie blev inde i stuen, og hendes boblende personlig og stemme begyndte at fylde rummet. Scarletts melodiske stemme, der mindede om Emems, besvarede glad både John og Rosies spørgsmål.
"... fordi vi nok er ude på forskellige tidspunkter," svarede Scarlett tålmodigt. Hun mindede mig mere og mere om Emma. Et stik af savn fyldte mig. Samme følelse, som når vi gik tur hjemme hos mor og far, og så gik forbi vores hus. Det Emma havde arvet, og som vi boede sammen i, indtil jeg flyttede.

Vi snakkede ivrigt hen over aftensmaden. På en måde var det rart at være genforenet med noget familie. Eller bare holde noget families nærvær nogenlunde ud uden lidt alkohol. Mit blik mødte Johns. Vi smilede til hinanden. Pigerne kom med det samme rigtig godt ud af det hinanden. De opførte sig begge så voksent og fornuftige. Jeg var sikkert ikke nær så moden som tiårig. Jeg legede vist stadig pirater eller også gik jeg rundt og surmulede over et eller andet. 
"I skal lige se noget," sagde jeg og greb ud bag mig, hvor jeg havde stillet æsken med billederne, efter jeg ville lade de andre snakke færdig. Jeg åbnede den og tog bunken ud af den. Der var nok 50 billeder. Alle sammen fra en periode af to år.
"Ej, er det virkelig dig?" spurgte John med et smil og så på Scarlett.
"Hvad er det for et billede?" spurgte hun og lænede ind over bordet. "Nej, ikke det billede! Hvorfor ligger det øverst i stakken?"
Hun grinede. Det var mit yndlingbillede. Hun var tre år og to måneder. Hun var dækket fra top til tå i akrylmaling. På hendes ansigt var der et bredt smil, som hun altid havde haft. Hun sendte mig et, da vores blikke mødtes.
"Du er da vildt sød på billedet!" sagde jeg og skubbede drillende til hende. Det var ikke hele sandheden.
"Det var et lavpunkt i min karriere som maler!" grinede hun. Det mindede så meget om Emem. Jeg havde modtaget billedet på en af mine dårlige dage. Jeg havde grædt hele natten. Savnet til min fremtid med den eneste kvinde, jeg nogen sinde havde elsket, og min smukke datter var blevet for stort. Den eneste grund til, jeg den dag ikke slugte pillerne, var fordi jeg modtog billedet. 

"Du ligner far så meget på det billede," sagde Rosie, da hun fik rakt et billede af Scarletts tre års fødselsdag. 
"Ja, det gør du virkelig," gav John hende ret.
"Det sagde min mor også, da vi i går kiggede på børnebilleder af mig," svarede Scarlett og tog billedet. "Det var simpelthen den bedste fødselsdag, jeg nogen sinde har haft! Vi tog i zoologisk have, og var der da en af girafferne skulle føde, og fordi min mor er uddannet dyrelæge og deres egen lige var blevet syg et par minutter forinden, måtte hun hjælpe. Fordi jeg var så lille kunne jeg jo ikke bare gå videre, så jeg fik lov til at kigge på og hjælpe med at give den dens første flaske."
"Hvor gammel er du egentlig nu?" spurgte Rosie. Nysgerrig som altid.
"Tyve siden i forgårs."
"Så er du dobbelt så gammel som mig!" Og halvt så gammel som Mary, da hun døde. Hurtigt skubbede jeg tanken væk fra mig. Det var ikke din skyld. Hun skulle have ladet være med at springe ind foran kuglen.
Næsten som en stor organisme begyndte vi at samle vores tomme tallerkener. Scarlett tog dem alle sammen, lagde bestikket på toppen, drejede en kvart omgang og stillede dem ved siden af vasken, selvom der knap nok var plads. Jeg tog glassene og stillede dem lige ved siden. Glas mod glas klirrede, og jeg kunne ikke lade være med at skære ansigt af lyden. Mit laboratorieudstyr var for dyrt til at gå i stykker.

Solen var for længst gået ned i Bakerstreet, men først nu lod mørket sænke sig. Klokken var over ti, og havde det været i en hverdag, så havde vi proppet Rosie i seng for over en time siden. Havde det været en almindelig lørdag, så var hun nok allerede blevet lagt i seng, men i dag var anderledes. I dag var der specielt besøg for os alle. Jeg kunne ikke lade være med at være glad for, at de to piger kunne komme godt ud af det med hinanden. Det kunne være endt op meget anderledes, men med både Emma og Johns fantastiske opdragelser kunne det egentlig kun gå godt. 
"... og så kommer papa og henter mig, og så er de bare langt over alle bjerge!" fortalte Rosie.
"Mit rygte var vist gået mig i forekøbet," smilede han, mens han og Scarlett udvekslede blikke. Som for at sige ja-det-er-en-løgn. Selvom han havde noget af et rygte, der godt kunne få små skiderrikker til at skride væk fra hans datter. Så meget som rørte man hende uden hendes indforståelse, så kunne man godt regne med både at have John og mig på nakken. 
"Ja, det må det jo have gjort," sagde Scarlett.
"Det gør det altid," sagde jeg drillende.
"Lad være med at bringe artiklen på banen igen!" sagde John seriøst, men med et glimt i øjet.
"Hvilken artikel?" spurgte Scarlett forvirret.
"Læser du ikke The Sun?" spurgte John, som var den avis en essentiel del af livet.
"Ved du, hvor latterligt, det lyder? Jeg studerer kreativ skrivning. Hvad tror du om mig?" spurgte Scarlett med et smil på læben.
"Hvor studerer du?" spurgte jeg, men fortrød dog straks mit spørgsmål. Selvfølgelig var det her i byen. Statistisk set nok på University of London.
"University of London," svarede hun. Selvfølgelig. 
"Så er The Sun jo lige noget for dig! De skriver i hvert fald meget kreativt om folk," sagde John.
"Hvad handlede artiklen om?"
"John og mig," svarede jeg, inden han nåede at åbne munden. "Journalisten var lidt småskør. Først stalkede hun mig på herrertoilettet og så skriver hun, at John havde - citeret - De smukkeste øjne man kan forestille sig. Og er utrolig stærk, som en rigtig helt fra hæren."
"Hun stalkede dig på herrertoilettet?" spurgte Scarlett vantro.
"Jep. Og så beskrev hun mig som det mest usympatiske menneske, der nogen sinde har eksisteret," sagde jeg. "Måske var det fordi jeg råbte ned i hendes lydoptager og kaldte hende ting, som hun ikke ville være så glad for, men hun var meget intiminerende og sindsforstyrrende for mig."

Tiden gik med grin og glæder, og inden vi havde set os om var klokken elleve. Vi sad alle og nikkede. Ud over Scarlett, som på besynderlig vis havde formået at forblive vågen. Hun var trods alt også studerende.
"Nå, jeg tror, at jeg smutter hjem nu," annoncerede hun og sprang op fra stolen.
"Nej, du bliver her," sagde jeg og blev vækket med det samme fra min halvdøsen, så jeg var klar til en slåskamp. 
"Hvorfor? Jeg vil gerne nå hjem inden halv tolv, hvor fulde mennesker går hjem fra fest."
"Det gør de allerede nu. Sofaen er din. Jeg vil ikke have, at du går rundt i mørket." Jeg kunne selv høre, hvor far-agtigt det lød. Sådan noget havde jeg aldrig fået at vide, og jeg havde nok heller ikke sagt det, hvis hun havde været en dreng. Det var sørgeligt, hvordan man skulle passe ekstra på sine døtre efter mørkets frembrud.
"Helt ærligt. Jeg bor højest ti minutters gang herfra! Alle gader er fuldt belyste, og min sambo ved, at kommer jeg hjem efter klokken halv tolv uden at have skrevet til hende, så er der noget seriøst galt."
"Scarlett, jeg tror også, det er bedst hvis du bliver," gav John mig ret.
"Vil du ikke nok blive?" plagede Rosie.
"Jeg er altså nødt til at gå nu. Jeg skal virkelig have læst op på nogle vigtige tests i morgen." Scarlett bad indtrængende.
"Det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig, det er fordi jeg ikke vil have, at der sker dig noget," sagde jeg med min englestemme.
"Og det gør der heller ikke. Tro mig. Jeg er tit gået hjem fra universitetet klokken et om natten på en lørdag, og det er en dobbelt så lang tur." Jeg kunne ikke lade være med at sukke og rulle med øjnene. 
"Lov mig, at du passer godt på dig selv. Hav hele tiden telefonen klar, så du kan ringe, hvis der er noget galt," sagde jeg nu mere rolig og gav hende mit visitkort, hvorpå mit nummer stod. Hun hev telefonen frem, gemte mig som kontakt, gik ind på kontakten og viste mig det.
"Sådan. Så står intet i vejen for, at jeg ringer til dig, når der er noget galt." Hun rakte kortet tilbage til mig.
"Farvel! Det var virkelig hyggeligt. Vi burde gentage det. Rolig nu, Rosie," sagde Scarlett og vendte sig for at gå, efter hun havde taget jakken og tasken på. Rosie var rendt hen og holdt om hende.
"Godnat, Scarlett," sagde Rosie og slap taget om Scarlett.
"Godnat og sov godt."
"Hvornår besøger du os igen?" Rosie var altid så direkte. John kaldte det en af mine dårlige vaner.
"Det ved jeg ikke. Der er en del tests jeg skal have overstået og nogle store afleveringer, der skal afleveres, men jeg besøger jer snarest muligt igen."
"Det er godt."
"Farvel! Vi ses snart. Sov godt!" Med de ord forlod hun vores lejlighed og gik livligt ned ad trappen, åbnede døren ud til gaden og gik hen over vejen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...