10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1340Visninger
AA

4. Livet byder på alt

Sherlocks synsvinkel

Der blev banket kraftigt på døren. Et viljestærkt menneske! fangede jeg mig selv i at tænke. Det var jo nok nærmede deducere. John havde sat mig på "afvænning" fra min refleks, så "Rosie kan få lidt privatsfære". Han kunne gå en på nerverne så det ville noget, hvis han da gad. Andre gange var han som lidt mælk i teen. 

Der blev banket en gang til.
"Ja ja, jeg er på vej!" råbte jeg på vej ned fra trappen. John var med Rosie ude at købe nogle reoler til hendes værelse, da hun var ved at gå tør for reolplads. For mange bøger og en alt for stor - og alt for ligegyldig - stensamling. Mrs. Hudson viste en bolig frem i den anden ende af byen, så jeg havde hele 221 Bakerstreet for mig selv. Eller det troede jeg, jeg havde. Jeg åbnede døren. Udenfor stod der en kvinde på omkring tyve år, nok mere end mindre, der så ud til at være nervøs. Hendes ansigt lyste op, da jeg åbnede døren. Et glimt af genkendelse flød gennem hendes øjne, men det kunne også have været undren over, at klokken var 15 og jeg gik stadig i min kongeblå slåbrok. Der var noget ved hendes øjne. Et eller andet var der med hendes øjne, men jeg kunne ikke rigtig driste mig til at finde ud af det, for jeg havde på fornemmelsen, at det nok ville vække dårlige minder. Men det gjorde de fleste af mine minder efterhånden.
"Hej," sagde hun friskt. Der var altså noget ved hendes øjne og kropsholdning.
"Godmorgen."
"Mit navn er Scarlett Elliott. Jeg er kommet for at snakke med dig." Hun gik direkte til sagen. Den slags mennesker kunne jeg bedst lide. Hendes navn fik dog en klokke til at ringe. Elliott. Scarlett. Hospitalsgange. Varm forårsdag. Kærlighed?
"Kom ind."

Hun så sig nysgerrigt omkring i stuen. Skulle jeg nu til at besvare de sædvanlige spørgsmål? Ja, stuen er lidt meget rodet. Ja, du trådte lige på noget Lego Friends. Nej, det er ikke mærkeligt, at vi har givet bukken på væggen hovedtelefoner på. Nej, fjern dig derfra, det er min stol. Nej, det er Johns stol. Ja, der er en grund til, at Cluedo pladen hænger på væggen ved hjælp af en kniv.
"Her," sagde jeg og stillede klientstolen frem. Hun satte sig med et tak. Mit hjerte rasede, for var det dén Scarlett Elliott, ville jeg være det lykkeligste menneske på jorden. Der findes så mange mennesker i England. Selvfølgelig vil nogen have samme navn. Og ligne hinanden ...  tænkte jeg.
"Te?"
"Nej, tak," svarede hun og satte sin lille rygsæk fra sig på gulvet. Jeg satte mig tungt i min gode, gamle stol, hvis ryglæn desværre var ved at famle i solen. Jeg måtte få Mrs. Hudson til at købe noget, der kunne gøre den dejlig sort igen.

"Jeg ved, at du kan genkende mig," startede hun ud. Hun rakte ned i rygsækken. "Jeg kan nok bedst forklare dig det ved at give dig den her,"
Op af den trak hun et fotoalbum. Mit hjerte fløj afsted på sine skrøbelige sommerfuglevinger og mine håndflader blev våde. Den følelse kendte jeg kun et sted fra. 
"Du kan genkende det," sagde hun med et smil. Varme somre. Smil. Kokos shampoo. Grin. Glæde.

John og Rosie kom hjem før tid, men jeg hørte dem slet ikke indtil John rømmede sig akavet og så skiftevis og mig og Scarlett. Nu skulle en hel del forklares. Ud fra hans forvirrede blik at dømme havde jeg trådt meget ud af karakter ved at stå og omfavne en ung kvinde, jeg ikke kendte. 
"Hvad ... øhm ... sker der her?" spurgte han med et endnu mere forvirret blik.
"Det skal jeg nok forklare," sagde Scarlett og hev albummet ud af min hånd, som jeg havde holdt så hårdt fast i, at mine knoer og fingerspidser var blevet hvide. Jeg knyttede hånden prøvende. Mine fingre var ømme. Let og elegant sprang Scarlett hen til John og rakte ham albummet. Lidt akavet prøvede jeg på, uden at vise det, at tørre tårerne af mine kinder. Rosie løb hen og omfavnede mig. Kraften i omfavnelsen kom bag på mig. Da var jo kun i går, hvor hun lærte at gå, var det ikke?
"Hvem er det?" spurgte hun.
"En jeg havde glemt i mange, mange år." Det lod ikke til at være svar nok til den unge dame, som skar ansigt og knugede mig ind til sig igen. Jeg kunne ikke lade være med at rode i hendes lyse hår, der lignede Marys alt for meget. 

"Jeg har stadig ikke fået vristet hele historien ud af min mor, men så vidt jeg ved, så var hende og Sherlock var bedste venner siden børnehaven og endte op som par. Så da jeg ikke var særlig gammel forsvandt du," forklarede Scarlett og pegede på mig. Det var langt fra hele historien, men John ville nok alligevel bombardere mig med spørgsmål i aften, når vi havde puttet Rosie.
"Er det rigtigt?" spurgte John mig, og jeg kunne ane tårer i hans øjne. Måske var han ked af, at jeg ikke havde fortalt ham det? Eller at jeg "forlod" Emma og Scarlett? Det var trods alt et ømt punkt hos ham.
"Ja. Emma sendte mig regelmæssigt børnebilleder af dig, Scarlett, så jeg kunne følge med i din udvikling og stadig føle lidt, at jeg var der for dig. Da du var fire stoppede hun," svarede jeg og begyndte at gå ind på mit soveværelse for at finde boksen med dem i. Rosie blev inde i stuen, og hendes boblende personlig og stemme begyndte at fylde rummet. Scarletts melodiske stemme, der mindede om Emems, besvarede glad både John og Rosies spørgsmål.
"... fordi vi nok er ude på forskellige tidspunkter," svarede Scarlett tålmodigt. Hun mindede mig mere og mere om Emma. Et stik af savn fyldte mig. Samme følelse, som når vi gik tur hjemme hos mor og far, og så gik forbi vores hus. Det Emma havde arvet, og som vi boede sammen i, indtil jeg flyttede.

Vi snakkede næsten ivrigt hen over aftensmaden. På en måde var det rart at være genforenet med noget familie. Eller bare holde noget families nærvær nogenlunde ud uden lidt alkohol. Mit blik mødte Johns. Vi smilede til hinanden. Pigerne kom med det samme rigtig godt ud af det hinanden. De opførte sig begge så voksent og fornuftige. Jeg var sikkert ikke nær så moden som tiårig. Jeg legede vist stadig pirater eller også gik jeg rundt og surmulede over et eller andet. Selvom stemningen i rummet var hyggeligt, virkede vi stadig fremmede overfor hinanden. De andre lagde ikke rigtig mærke til det, men afstanden mellem os og Scarlett var bare en lille smule større end almindeligt.
"I skal lige se noget," sagde jeg og greb ud bag mig, hvor jeg havde stillet æsken med billederne, efter jeg ville lade de andre snakke færdig. Jeg åbnede den og tog bunken ud af den. Der var nok 50 billeder. Alle sammen fra en periode af to år.
Hun lænede sig lidt ind over bordet for at se stakken. "Nej, ikke det billede! Hvorfor ligger det øverst i stakken?"
Hun smilede, men det viste sig ikke særlig meget i hendes øjne. Det var mit yndlingsbillede. Hun var tre år og to måneder og dækket fra top til tå i akrylmaling. På hendes ansigt var der et bredt smil, som hun altid havde haft. 
"Du er da vildt sød på billedet!" forsvarede jeg mig.
"Det var et lavpunkt i min karriere som maler!" sagde hun med rynkede bryn og store øjne. Det mindede så meget om Emma. Jeg havde modtaget billedet på en af mine dårlige dage. Jeg havde grædt hele natten. Savnet til min fremtid med den eneste kvinde, jeg nogensinde havde elsket, og min smukke datter var blevet for stort. Den eneste grund til, jeg den dag ikke slugte pillerne, var fordi jeg modtog billedet. 

"Du ligner far så meget på det billede," sagde Rosie, da hun fik rakt et billede af Scarletts tre års fødselsdag. 
"Ja, det gør du virkelig," gav John hende ret.
"Det sagde min mor også, da vi i går kiggede på børnebilleder af mig," svarede Scarlett og tog billedet. "Det var simpelthen den bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft! Vi tog i zoologisk have, og var der da en af girafferne skulle føde, og fordi min mor er uddannet dyrlæge og deres egen lige var blevet syg et lidt forinden, måtte hun hjælpe. Fordi jeg var så lille kunne jeg jo ikke bare gå videre, så jeg fik lov til at kigge på og hjælpe med at give den dens første flaske."
"Hvor gammel er du egentlig nu?" spurgte Rosie. Nysgerrig som altid.
"Tyve siden i forgårs."
"Så er du dobbelt så gammel som mig!" Og halvt så gammel som Mary, da hun døde. Hurtigt skubbede jeg tanken væk fra mig. Det var ikke din skyld. Hun skulle have ladet være med at springe ind foran kuglen.
Næsten som en stor organisme begyndte vi at samle vores tomme tallerkener. Scarlett tog dem alle sammen, lagde bestikket på toppen, drejede en kvart omgang og stillede dem ved siden af vasken, selvom der knap nok var plads. Jeg tog glassene og stillede dem lige ved siden af. Glas mod glas klirrede, og jeg kunne ikke lade være med at skære ansigt af lyden. Mit laboratorieudstyr var for dyrt til at gå i stykker.

Solen var for længst gået ned i Bakerstreet, men først nu lod mørket sænke sig. Klokken var over ti, og havde det været i en hverdag, så havde vi proppet Rosie i seng for over en time siden. Havde det været en almindelig lørdag, så var hun nok allerede blevet lagt i seng, men i dag var anderledes. I dag var der specielt besøg for os alle. Jeg kunne ikke lade være med at være glad for, at de to piger kunne komme godt ud af det med hinanden. Det kunne være endt op meget anderledes, men med både Emma og Johns fantastiske opdragelser kunne det egentlig kun gå godt. 
"... og så kommer papa og henter mig, og så er de bare langt over alle bjerge!" fortalte Rosie og viftede rundt med armene.
"Mit rygte var vist gået mig i forekøbet," smilede han, mens han og jeg udvekslede blikke. Som for at sige ja-sådan-er-det-jo. Selvom han havde noget af et rygte, der godt kunne få små skiderrikker til at skride væk fra hans datter. Så meget som rørte man hende uden hendes indforståelse, så kunne man godt regne med både at have John og mig på nakken. 
"Ja, det må det jo have gjort," sagde Scarlett.
"Det gør det altid," sagde jeg drillende.
"Lad være med at bringe artiklen på banen igen!" sagde John seriøst, men med et glimt i øjet.
"Artikel?" spurgte Scarlett forvirret.
"Læser du ikke The Sun?" spurgte John, som var den avis en essentiel del af livet.
"Nej, man lærer at holde sig fra sladderblade, når man studerer kreativ skrivning og håber på at blive journalist en dag," forklarede Scarlett.
"Hvor studerer du?" spurgte jeg, men fortrød dog straks mit spørgsmål. Selvfølgelig var det her i byen. Statistisk set nok på University of London, og Emma ville også være gladest for at have hende dér.
"University of London," svarede hun. Selvfølgelig. Emma sværmede om det universitet.
"Så er The Sun jo lige noget for dig! De skriver i hvert fald meget kreativt om folk," sagde John.
"Hvad handlede artiklen om?"
"John og mig," svarede jeg, inden han nåede at åbne munden. "Journalisten var lidt småskør. Først stalkede hun mig på herretoilettet og så skriver hun, at John havde - citeret - De smukkeste øjne man kan forestille sig. Og er utrolig stærk, som en rigtig helt fra hæren." Da jeg citerede teksten fra artiklen, brugte jeg en så lys stemme som muligt uden at lyde skinger. Jeg nåede ikke rigtig over E3.
"Hun stalkede dig på herretoilettet?" spurgte Scarlett med øjenbrynene i panden.
"Jep. Og så beskrev hun mig som det mest usympatiske menneske, der nogen sinde har eksisteret," sagde jeg og så på smileyen på væggen. "Måske var det fordi jeg råbte ned i hendes lydoptager og kaldte hende ting, som hun ikke ville være så glad for, men hun var meget intimiderende og sindsforstyrrende for mig." 

Tiden gik alt for hurtigt, og inden vi havde set os om var klokken elleve. Vi sad alle og var ved at nikke, undtagen Scarlett som på besynderlig vis havde formået at forblive vågen. Hun var trods alt også studerende.
"Nå, jeg tror, at jeg smutter hjem nu," annoncerede hun og sprang op fra stolen.
"Nej, du bliver her," sagde jeg og blev vækket med det samme fra min halvdøsen, så jeg var klar til en slåskamp. 
"Jeg vil gerne nå hjem inden halv tolv, hvor fulde mennesker går hjem fra fest."
"Det gør de allerede nu. Sofaen er din. Jeg vil ikke have, at du går rundt i mørket." Jeg kunne selv høre, hvor far-agtigt det lød. Sådan noget havde jeg aldrig fået at vide, og jeg havde nok heller ikke sagt det, hvis hun havde været en dreng. Det var sørgeligt, hvordan man skulle passe ekstra på sine døtre efter mørkets frembrud.
"Helt ærligt. Jeg bor højest ti minutters gang herfra. Alle gader er fuldt belyste, og min sambo ved, at kommer jeg hjem efter klokken halv tolv uden at have skrevet til hende, så er der noget seriøst galt."
"Scarlett, jeg tror også, det er bedst hvis du bliver," gav John mig ret, og vi sad og nikkede enstemmigt.
"Vil du ikke nok blive?" spurgte Rosie med sine store øjne.
"Jeg er altså nødt til at gå nu. Jeg skal virkelig have læst op på nogle vigtige tests i morgen." Scarlett så på os med store, bekymrede øjne og tog samtidig sin jakke ganske langsomt på.
"Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på dig, det er fordi jeg ikke vil have, at der sker dig noget," sagde jeg med min englestemme, og jeg vidste allerede, hvor mærkeligt det lød. Jeg havde kun lige mødt hende for første gang i alt for mange år.
"Og det gør der heller ikke. Tro mig. Jeg er tit gået hjem fra universitetet klokken et om natten på en lørdag, og det er en dobbelt så lang tur." Jeg kunne ikke lade være med at sukke og rulle med øjnene. 
"Lov mig, at du passer godt på dig selv. Hav hele tiden telefonen klar, så du kan ringe, hvis der er noget galt," sagde jeg nu mere rolig og gav hende mit visitkort, hvorpå mit nummer stod. Hun hev telefonen frem, gemte mig som kontakt, gik ind på kontakten og viste mig det.
"Sådan. Så står intet i vejen for, at jeg ringer til dig, når der er noget galt." Hun rakte kortet tilbage til mig og så på mig med med store øjne og løftede bryn.
"Farvel! Det var virkelig hyggeligt. Vi burde gentage det, " sagde Scarlett og vendte sig for at gå, efter hun havde taget jakken og tasken på. 
"Godnat," sagde vi kor, og med Rosies stemme som den mindst utydelige.
"Godnat og sov godt."
"Hvornår besøger du os igen?" Rosie var altid så direkte. John kaldte det en af mine dårlige vaner, som havde smittet af på hende, men jeg var nu ikke helt sikker.
"Det ved jeg ikke. Der er en del tests jeg skal have overstået og nogle store afleveringer, der skal afleveres, men jeg besøger jer snarest muligt igen."
"Det er godt."
"Farvel! Vi ses snart. Sov godt!" Med de ord forlod hun vores lejlighed og gik livligt ned ad trappen, åbnede døren ud til gaden og gik hen over vejen. Jeg kunne ikke lade være med at være urolig for hende, selvom hun virkede så selvsikker. Hvis der skulle ske hende noget, ville hverken Emma eller jeg tilgive mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...