10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 15 aug. 2017
  • Status: Igang
Scarlett Elliott har altid kun haft sin mor, men da moderen på hendes tyveårs fødselsdag giver hende et album af billeder med hendes forældre sammen, falder en masse brikker på plads for hende. Derfor tager hun i sin iver til Bakerstreet for at opsøge den mand, som hun har ledt efter hele sit liv. Hvad hun ikke ved er, at hun på den måde vil ruske op i hans og hendes tilværelse. //Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

4Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

3. I albummet

Scarletts synsvinkel

Jeg så på min mor med spændte øjne. I dag var en stor dag for os begge. Nok mest for hende.
"Tillykke, min skat!" sagde hun og gav mig et stort knus, så jeg blev indhyllet i den vante duft af Marc Jacobs parfume og kokos shampoo.
"Tak, mor." Hun holdt om mine skuldre og skubbede mig en armslængde væk fra sig, så hun kunne se på mig, men jeg var stadig et halvt hoved højere end hende.
"Du er blevet så stor. Skattebasse, du ligner din far utrolig meget." Hun sagde det med et bredt smil. Så åbent havde hun aldrig talt om ham.
"Tak, tror jeg nok," sagde jeg. Egentlig var det ikke underligt, at hun kaldte mig stor, fordi jeg var en rimelig høj kvinde og hun var en lav en af slagsen. 
"Kom nu, du skal åbne dine gaver!" sagde min mor og pillede ivrigt ved vedhænget, som hun altid havde om halsen. 
"Er jeg ikke ved at være for gammel til det?"
"Man bliver aldrig for gammel til noget!" sagde hun og trykkede mig ned i fødselsdags stolen, mens hun grinede sin ungdommelige latter. 
"Okay, så," sagde jeg og rakte ud efter den største gave først som et eller andet lille barn.

Gavepapiret flød ud over gulvet, og vi fyldte os med kage. Rundt om mig lød der ivrig snakken fra gæsterne. Jeg havde håbet på at se et fremmed ansigt. Det ansigt, som jeg havde gået og forestillet mig hele mit liv. Til min store skuffelse var alle gæsterne folk jeg kendte. Dem, der havde set mig vokse op, og et par venner, som voksede op sammen med mig, ligesom mine kusiner og fætre. Jeg havde aldrig været utaknemmelig for min familie. Den var stor og kærlig, for min mor havde fire søskende. Alle sammen søstre. En ret stor kontrast i forhold til, at jeg var enebarn.

Mine fastre pludrede, mens mine onkler havde lidt nogle akavede forhold til hinanden. Ingen af dem havde noget med hinanden at gøre, selvom de lod som om de havde. Den ene havde tydeligvis arbejdet i lang tid i marinen. Det fortalte hans holdning og stemmeføring. Den anden havde diverse fobier mod nærmest alt. Det var en observation, jeg var særlig stolt af, for han var et skuespillerisk talent og kunne sikkert være blevet en kæmpe Hollywood stjerne, hvis han ikke var bange for scener, havde sceneskræk, at rejse, stå ophøjet over alle, blive belyst og så meget mere. Den tredje havde boet flere år af sit liv i Nepal fortalte den halskæde han altid havde på og en nøglering, der forestillede Nepal med et hjerte indeni. Og den fjerde var vokset op med en pædofil far, som blev fængslet, da min onkel kun var nitten. Så fik han en masse operationer og en navneændring, som gjorde ham nærmest ugenkendelig, men hans basale knoglestruktur var forblevet den samme.

Sådan nogle små opdagelser gjorde jeg, mens jeg stille sad og spiste. Normalt blev der ikke snakket nær så meget til mig eller med mig, når der var nogen form for samling af familien, men i dag blev der talt særligt meget med mig. Fødselsdagsbarnet. Den ældste af alle børnebørn, min mormor og morfar havde. De sad og grinede og havde det sjovt. For sjovt. Normalt var de ikke sådan. De virkede kunstige og robotagtige. De skjulte noget, men jeg vidste ikke hvad.

Kagen smagte herligt, og efter den var spist op hjalp alle en smule til med at få tallerkenerne ind i opvaskeren. Vi sad i en god halv time og snakkede, mens jeg ikke kunne lade være med at se på min mor og bedsteforældre. Min mor sad og tromlede ubevidst på bordet og hun var ikke lige så engageret i samtalen, som hun normalt var. Også mine bedste forældre virkede så anderledes. Min morfar grinede højere end normalt af alting og fangede ofte mit blik, hvorefter han så kiggede hurtigt væk. Min mormor var lidt af samme dur, men hun smilede bare spændt, hver gang vi fik øjenkontakt.

Der var begyndt at dannes en knude i min mave. Der var noget på gærde. Det kunne jeg mærke. Men om der var ugler i mosen, det vidste jeg ikke. De tre gav mig meget forskellige signaler, som kunne tyde på forskellige opfattelser af situationen eller forskellig information. Pludselig rejste min mor sig op og gik ind i rummet ved siden af. Begge mine bedsteforældre virkede spændte. Min mormor pillede i den hvide dug, og min morfar tromlede med fingrene ligesom min mor havde gjort kort forinden. Så kom hun tilbage med en lille pakke i hånden. Den var omkring fire centimeter tyk og både femten centimeter bred og lang. Hun lagde den foran mig.
"Det her er lige en gave, jeg ville give dig lidt senere. Den er noget helt speciel, som jeg har gemt til dig siden min barndom," sagde min mor stolt med en lettere dirrende stemme.
"Hvordan kunne du det? Du havde ingen ide om, at jeg ville eksistere."
"Åben nu bare gaven! Så forstår du." Skeptisk begyndte jeg at åbne pakken. Da jeg begyndte at tage papiret af vejede jeg gaven diskret i hånden. Min første tanke var et fotoalbum. Det ville give ret god mening. 

Forsigtigt pakkede jeg gaven ud. Lige så stille kom brun læder frem. Samme slags som gamle fotoalbummet. Ryggen stemmede også med et fotoalbum, og da jeg vendte det om, så forsiden lå øverst, bekræftede jeg min teori.


Jeg havde en anelse om hvem SH var, men jeg nåede ikke at tænke mange millisekunder inden min mor tvang mig til at åbne albummet. Det første billede var et med en fremmed mand, der lignede mig, og min mor. De stod på toppen af Kælkebakken. Mor var iført denim shorts og en hvid t-shirt. Manden havde nærmest det samme på. Vinden ruskede let gennem mors lange, glatte nøddebrune hår og i mandens mørke krøller, der prydede hans hoved.

De næste billeder var nok fra samme sommer, for deres hud blev bare mørkere og mørkere. De var alle sammen fra vores område, men de virkede stadig så fremmede. Skoven virkede større og husene så nyere ud, selvom de allerede dengang så gamle ud. Det hele var en smule anderledes, men dog også så velkendt og rammerne for mit hjem og mit liv. 

Langsomt begyndte flere og flere ting at gå op for mig. Manden og min mor havde tydeligvis et romantisk forhold til hinanden, og jeg lignede en blanding af dem to. Mit nøddebrune hår, der, selvom det gik ned til taljen, havde slangkrøller, mit lange hoved og markerede kindben, de store, mørke øjne og den høje pande. En blanding af de to. Mine forældre. Jeg kunne mærke, hvordan blodet forsvandt fra mit hoved, mens alting gik op for mig og gæsterne stimlede sammen om mig for at se billederne. Ingen sagde noget. Som om de var blevet påbudt ikke at sige noget. Jeg kunne jo godt selv regne det ud! En idiot var jeg ikke. Under flere af billederne stod der noget med Sherl og jeg. Et fjols kunne regne ud, at Sherl var manden på billederne og jeg var min mor. Nogle gange stod der også Emem og jeg. De forfærdelige kælenavne. Jeg fik kvalme bare ved tanken om, at min mor brugte dem.

"Skal vi ikke gå en tur?" spurgte jeg og klappede albummet sammen. En mumlen bredte sig, og der lod til at være bred enighed. Det betød nu, at om ti minutter ville vi være klar til afgang, for inden mine små fætre havde nået at tisse ordentlig af, fundet deres sko og så igen tisset af, så var der gået mindst ti minutter. Og mine onkler skulle også lige skiftes til at bruge skohornet. Tolv minutter senere stod vi klar og begyndte at gå langs gaden. Mumlen bredte sig, da vi nåede forbi Mr. og Mrs. Holmes' hjem.
"Det er der, hvor ham der detektiven boede. Hans forældre bor der stadig."
"Nogle gange ser vi dem til jul."
"Mrs. Holmes bager fantastiske småkager!"
"Og hun stiller kartofler på computere!"
"Og hun bedøver sig selv og hendes gæster!"
"Rolig nu, drenge."
"Ja ja. Lad dem dog have lidt fantasi."
"Jo, det er jo et specielt sted," sagde min mor. Hendes søstre og forældre nikkede og brummede ja i kor. Ja, det var et specielt sted, med mere specielle beboere. Hvor specielle og mærkelige vidste jeg dog ikke endnu.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...