10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
901Visninger
AA

7. Er jeg kendt?

Scarletts synsvinkel

To morgener blev jeg vækket klokken otte af mit vækkeur. Mandag. Dagen var allerede ødelagt. Jeg rodede rundt på mit sengebord og fandt min telefon. Mine morgenøjne var lige nødt til at vænne sig til det kraftige lys. Gardinet på vinduet bag mig trak jeg op, så der var lidt mere lys. Som altid gik jeg ind på Facebook. Normalt var der ikke sket det helt store, men så snart jeg slog internettet til, blev min telefon bombarderet med beskeder og notifikationer. I første omgang troede jeg, at folk troede, en af mine nærmeste var død, men da jeg scrollede ned ad mit feed så jeg hvorfor.

Mit ansigt var mange steder. Rigtig mange steder. Jeg skulle lige til at ringe til Sherlock for at råbe ham ind i øret, fordi blogindlægget hjalp tydeligvis ikke. Så opdagede jeg overskrifterne af diverse indlæg fra sladderblade, hvor mine venner havde tagget mig i deres opslag.

Da de fandt ud af, hvem kvinden er, tabte de underkæben.

Sherlock Holmes har en datter?

Hvem er den mystiske Scarlett?

Hvem er Scarlett? Hvad er hendes forhold til Sherlock? Find ud af alt her!

Jeg kunne ikke gøre andet end at gå ind på mine kontakter og finde den ene kontakt, der kunne hjælpe mig i det her.
"Hallo?" lød Sherlocks stemme i den anden ende.
"Har du set dagens aviser?" spurgte jeg vredt.

"Nej, men lad mig gætte: De har gjort historien meget større end nødvendigt."
"Og du har fuldstændig ret. Gå en tur udenfor og kig på aviserne. Læg specielt mærke til overskrifterne og billederne," sagde jeg i et forsøg på at overtale ham til det.
"Okay, men først skal jeg lige i noget tøj. Jeg gider ikke til at gå udenfor i lagen. Det er noget helt andet på Buckingham Palace, fordi der er det varmt, men udenfor er det godt nok koldt," sagde han, og jeg kunne høre, hvordan han begyndte at bevæge sig.
"Du har sat og spist morgenmad i lagen?" spurgte jeg skeptisk. "Nej, lad være med at besvare det spørgsmål. Du har været i Buckingham Palace? I et lagen?"

"Ja, jeg var nær gået ud derfra uden. Mycroft var simpelthen så barnlig, så da jeg ville til at gå med værdighed træder han på mit lagen, så det er tæt på at falde helt af."
"Okay, okay, okay. Så du var nær gået nøgen ud fra Buckingham Palace?"
"John stoppede mig."
"Sig tak til ham fra mig."
"Hvorfor?"
"Hvis det, at vi gik ned ad en gade, og du trak mig kan give så meget ... så mange overskrifter, så vil jeg virkelig ikke vide, hvor mange overskrifter det havde givet, hvis du var spankuleret nøgen ud fra Buckingham Palace."
"Nå, på den måde. Ja, jeg siger tak til ham, når han kommer tilbage. Så hvorfor ringede du? Du kunne bare have skrevet."
"Min egentlige plan var at råbe dig ind i øret, men det lod jeg så være med."
"Det er jeg mere end glad for. Men ved du hvad? Vi skal nok finde en løsning til det her. Desuden så kører sådan nogle historier et par dage, og så er de helt færdige, så hvis du bare holder lav profil, så skal det nok gå."
"Nej! For helvede! Skrid med dig!" råbte jeg og trak gardinet ned igen.
"Hvad har jeg da gjort dig?" spurgte Sherlock uskyldigt, og jeg kunne næsten se et lille barn store øjne for mig.
"Ikke noget. Der er nogle, der har fundet frem til min lejlighed og begyndte at tage billeder af mig gennem mit vindue. Jeg aner ikke, hvordan de fandt frem til min lejlighed."

"Oh ... De har deres metoder, og der er altid en, der kan bestikkes. Ved du, jeg tror, det er bedst, hvis jeg lægger på nu. Held og lykke med din test i morgen."
"Du hørte det? Det var egentlig bare en mumlen til mig selv. Nå, men tak. Vi ses," sagde jeg og hørte et farvel fra den anden ende, inden jeg lagde på. 

Jeg besluttede mig for at skynde mig med at skifte og så gå ud i køkkenet for at få lidt morgenmad. Det endte op med en tør skive brød, men det var bedre end ingenting. Kort tid efter tikkede der en SMS ind fra Sherlock.

Holy moley! De har da godt nok været i den kreative tænkeboks.
SH

Ja, det måtte man da nok sige, de havde været. 
Jeg fortsatte min dag, som var den normal. Cyklede hen til universitet i Londons voldsomme morgentrafik. Gik ind. Og så var det normale af dagen gået. Folk stirrede på mig. Måbede. Hviskede i hjørnerne.
"Det er Sherlock Holmes' datter," hviskede de i forskellige variationer. Mit hjerte hamrede i mit bryst, og jeg følte, at man kunne se min bluse bevæge sig i takt med mit hjertes hamren. Mest af alt havde jeg lyst til at trække mig sammen og blive en lille kugle, for så at trille ind i et musehul, der ville lukke bag mig. Jeg vidste, at det var dumt. Jeg vidste godt, hvordan det så ville ende. I stedet rettede jeg ryggen, som jeg opdagede havde været trukket helt sammen, og løftede hagen med en antydning af et selvsikkert smil. I det samme kom de mest irriterende piger hen til mig. Den slags, der altid sidder og snakker bagerst i lokalet, så man kun kunne høre en mumlen, men det er nok til at forstyrre en så meget, at man kommer bagud med noterne.
"Det er jo der, du har fået dine kindben fra!" sagde den ene. Jeg kendte ikke navnet på nogle af dem. Hun havde hår på længde med mit, men hendes var gyldent og helt glat.
"Ja, man skærer sig jo ligefrem på dem," sagde en anden. Snart stod de som et stakit omkring mig og ævlede løs om mig. Min højde, mit hår, mit ansigt, min personlighed, mine øjne, mine fødder, mine hænder.
"Stop," sagde jeg fast, og gik videre uden at ænse dem et blik.
"Nå, der er vist en, der tror, at når hun er kendt, kan hun gøre lige hvad hun vil," vrissede pigen med det gyldne hår. De andre istemte hende, men snart kunne jeg ikke høre deres sure stemmer mellem mængden af småsnakkende venskabspar.

Jeg satte mig på den sædvanlige plads i højre kant af første række. Alle havde deres faste pladser. Sådan var det bare. Og var der en, der satte sig på en andens plads, så var der problemer. Jeg sad altid i forreste række. Der kunne jeg bedre se og høre professoren. Og så undgik jeg at høre på de bagerste rækkers småsnakken.

Lektionen var som altid spændende. Jeg elskede mit fag. Det var altid spændende og nyt. Aldrig havde man lært alt. Da jeg forlod lokalet, var jeg som altid en af de sidste. Min professor holdt mig tilbage.
"Må jeg lige snakke med Dem under fire øjne, Miss Elliott?" spurgte hun. Hun havde aldrig håret i en knold i nakken, men det klædte hende virkelig godt.
"Ja, selvfølgelig."
"Vil I lige skynde jer at komme ud?" råbte hun til de sidste i rummet. De så op på hende, nikkede og løb så halvt snublende ned ad trapperne. "Sæt dig her."
Hun stillede en stol foran katederet, der så så lille ud i forhold til den store tavle og det høje loft.
"De ved nok godt hvorfor jeg vil snakke med Dem?" spurgte hun og så på mig med sine mørkegrønne øjne.
"Artiklerne," fik jeg mumlet skamfuldt frem. Jeg mærkede følelsen fra gangen komme løbende hen imod mig, og så ramme mig med et slag.
"Ja. Miss Elliott, De skal svare mig helt ærligt, vil det være noget, der kommer til at skade universitetets gode ry?" spurgte hun og mødte mit blik.
"Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke," fik jeg mumlet frem og mærkede panikken forme sig i min krop.
"Miss Elliott, hvis de artikler og alt det publicity skader universitetets ry, så ved de godt, hvad der sker," sagde hun ganske roligt, men med en iskold alvor, som rislede ned ad min rygrad.
"Ja, jeg ved det godt. Men jeg beder dem! De må ikke smide mig ud! Jeg elsker at studere her, og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, hvis jeg ikke studerede her!" bønfaldt jeg hende. Den her gang var det mig, der havde overhånden i vores øjenkontakt.
"De er en meget dygtig studerende, men universitet vil ikke tage hensyn til det. Jeg vil med glæde lægge et godt ord ind for Dem, men De ved, at universitets ry ikke må skades!"
"Jeg vil holde mig så langt fra pressen som muligt, okay? Jeg har selv ingen interesse eller fordel ved at være på forsiderne af sladderbladende."
"Et sidste spørgsmål. Og De må undskylde, hvis jeg er for nærgående, men jeg er nødt til at få tilfredsstillet min egen nysgerrighed. Hvad vil De med en mand som Mr. Holmes? Han er jo to årtier ældre end Dem. Og så vidt jeg har hørt, så er han ikke det mest sympatiske menneske."
"De har ikke læst dagens aviser?" spurgte jeg forbløffet og kunne mærke, hvordan jeg fik store øjne.
"Ja?" svarede hun skeptisk. "Jeg kom for sent op i morges og måtte skynde mig for livet herhen."
"Jeg er ikke i noget forhold med Sherlock. I hvert fald ikke et romantisk et," sagde jeg og fastholdt hendes nu lettede blik. "Han er min far." Hendes øjne blev kæmpestore.
"Det forklarer en del, Miss Elliott," sagde hun og begyndte at eskortere mig ud. "Undskyld for noget ... Nogle upassende bemærkninger. Vi ses."
Jeg sagde farvel og gik. Med hastige skridt nærmede jeg mig min cykel. I dag var det bare direkte hjem. Ingen gruppearbejder eller andet, der skulle gøres på universitet. Bare hjem og lave lektier. 

Ikke mange sekunder havde jeg sat på cyklen, før jeg mærkede en brummen fra min bukselomme. Et par minutter forinden havde jeg slået flytilstand fra, og det måtte være en besked, der var kommet i undervisningen. Så snart jeg havde låst cyklen i kælderen og var på vej op, tog jeg mobilen op af lommen. Der var en SMS fra Sherlock.

Bakerstreet klokken 13.30
SH

Jeg smilede for mig selv, mens jeg gik op ad trapperne til lejligheden. Klokken var halv et. Nok tid til at få noget frokost og påbegynde lektierne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...