10 years later | Sherlock

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2017
  • Opdateret: 30 aug. 2017
  • Status: Færdig
Hvad sker der, hvis man pludselig møder en ny forældre? Scarlett ved det ikke endnu, men det gør hun snart ...
//Deltager i Kampen om fandoms: Sherlock//

5Likes
3Kommentarer
1928Visninger
AA

16. Emma

Sherlocks synsvinkel

Jeg glædede mig som et lille barn til, at det blev fredag. Det kunne kun tage alt for lang tid, og jeg var rastløs det meste af tiden, hvor jeg ikke sad og glædede mig over, at jeg for hvert sekund kom nærmere på fredag. Jeg kunne altid være taget hen til hende, men på en måde følte jeg mig som Edward Cullen på den måde. Både Emma og jeg fortrød bitterligt, at vi havde læst de fire bøger. Den kvinde fik mig til at se filmene, og vi hadede begge hvert sekund af dem, når vi tænkte nærmere over det. 

Det føltes som om fredag tog en evighed. Jeg kunne ikke vente på at tage tilbage til mit hjem. Mit rigtige hjem. Jeg brugte det meste af dagen på at tænke på, hvilken smoking jeg skulle have på netop den aften. Flere dage forinden havde jeg valgt den, men jeg gav den lidt ekstra kærlighed den fredag, fordi den trængte til det. Sammen med den lilla skjorte ville den se afslappet ud, og det ville ikke se dumt ud, hvis jeg tog jakken af. John rystede på hovedet de utallige gange, jeg ville have ham til at rådgive mig.
"Der er absolut ingen forskel på dem," sagde John og rystede igen på hovedet.
"Jo, i prisen," svarede jeg og prøvede på at finde ud af, hvilken ville være bedst.
"Jeg er ligeglad med prisen. De er helt ens."
Jeg mærkede på stoffet af den ene. "De er lavet af en lidt forskellig blanding, fordi denne indeholder et procent mere-"
"Jeg magter ikke at høre mere på dig," sagde han og rejste sig fra sin stol.
"Det er vigtigt!"
"Nej! Okay? Så vigtigt er det ikke," sagde han og fandt en kop.
"Det her er vigtigt: Inden jeg skulle flytte, havde jeg kun haft smoking på til vores afslutningsbal. Nu er det det eneste, jeg egentlig rigtig føler mig tilpas i. Måske bliver jeg jo også en jumper-guy som dig, hvis hun ikke kan lide min smoking."
John lukkede øjnene et halvt sekund. "Var det ment som en fornærmelse?"
"Nej, mere som en mulighed." John virkede lidt sur på mig resten af dagen, og da jeg tog den udvalgte smoking på virkede han ikke alt for interesseret og sagde, at jeg bare kunne tage en jumper på.

Mit hjerte bankede, mens jeg gik ned langs gaden. Jeg havde ikke taget noget med, selvom det måske virkede som en god ide nu, men en halv time forinden havde det virket som en dårlig ide, da jeg så alle de grimme buketter blomsterbutikken havde. Husene var alle smukke, men et havde nærmest en boble af lys omkring sig. En glæde, der strålede ud til alle sider og fik mig til at smile og tage lidt længere skridt. Den velkendte, røde dør for enden af trappen kom til syne, og det varmede mit hjerte, at hun stadig ikke havde ændret den, siden hendes bedstefar havde malet den rød året forinden han døde. Malingen så ny ud, og den lugtede stadig helt frisk. Døren var nok malet om eftermiddagen. Jeg åbnede havelågen og gik igennem den og den fine forhave, vi sammen havde kreeret. Jeg tog en dyb indånding og gik op ad trappen. Ganske som jeg fjernt havde lugtet en smule, så var døren indhyllet i lugten af maling. Endnu en dyb indånding. Så knyttede jeg hånden, løftede den og bankede. Jeg hørte løbende skridt, og døren blev flået op. I dørkarmen stod den Emma, jeg altid havde kendt. Rank som altid og et hoved lavere end mig. Hun lignede sig selv med den samme frisure, samme tøjstil, samme smil og samme alting. Hun var ikke aldret en dag, og det eneste tegn på nogen form for tid, der var gået, var hendes små smilerynker, der kom ekstra frem, mens hun smilte over det hele.
"Sherlock," sagde hun og trykkede mig hårdt ind til sig.
Jeg gengældte krammet og ville aldrig slippe hende igen. "Emma."
Vi stod i længere tid sådan, og jeg forestillede mig bare mine forældre stå i deres vindue længere nede ad gaden med tårer i øjnene og finde på ship-navne. To våde stier blev lavet ned langs mine kinder.
"Jeg har sådan savnet dig," hviskede Emma, mens jeg opdagede, hvor meget hendes ben rystede af anstrengelse fra at stå på tæer. Jeg slap hende, og vi gik indenfor. Alting så ud, som det havde gjort næsten to årtier forinden. Nogle ting kunne jeg ikke genkende, men kommoden med et billede af hendes forældre, maleriet, jeg havde købt til hende på en auktion, den gamle sofa og sofabordet, som jeg kunne se gennem døråbningen mellem entreen og stuen, kunne jeg alt sammen genkende. Intet var blevet rykket. "Velkommen hjem."
Jeg trak hende ind til mig, og vores læber mødtes. "Tak," sagde jeg med et smil et par sekunder senere.
"Lad os sætte os med en kop te og snakke. Vi har så meget at snakke om," sagde hun og gik livligt som altid ud i køkkenet, og jeg fulgte efter med et bredt smil. Køkkenet var præcis, som jeg huskede det. Ned til hver eneste lille detalje. Den samme slags buket stod i vinduet, skærebrætterne så bare mere brugte ud, end da jeg sidst havde set dem. "Smoking?"
"Det er det eneste, jeg går i," svarede jeg og lænede mig op ad det samme stykke bord, som jeg havde gjort så ofte tyve år forinden. "Jeg ved, at det er meget anderledes, men det er ret behageligt."
"Hvordan kan det være behageligt?"
Jeg trak på skuldrene. "Man vænner sig til det."
"Der er ikke noget bedre, end at have dig hjemme igen." Hun gik hen til mig og lagde armene om mig. Jeg snusede duften af hendes kokos shampoo ind til mig, der mindede mig om så mange, dejlige tidligere krammere og om, hvordan jeg i flere år havde den glæde af at vågne op ved siden af hende.
"Der er ikke noget bedre, end at være hjemme igen." Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Teen var som altid Earl Grey, der bredte sig i hele kroppen med sin varme.
"Kan du huske, da jeg fik dig til at læse elendige young adult bøger?"
"Ja, og jeg tilgiver dig aldrig Twilight."
Hun smilte stort over mindet. "Hvordan skulle jeg kunne tilgive mig selv for det?"
"Det ved jeg virkelig ikke," svarede jeg og tænkte tilbage på, hvordan vi opdagede alle elendighederne og fik øjnene op for, hvor rart det var at hate på elendige film og bøger. "Kan du huske dengang vi så Ringenes Herre for første gang og holdt et tolv timers maraton, fordi jeg havde fået dem i julegave?"
"Det var mens Scarlett var på vej," sagde Emma og smilede.
"Gud ja, det er jo ved at være så lang tid siden. Det må jo have været 2006 så." Jeg holdt en hånd op for munden og kunne ikke tro, hvor lang tid, der var gået.
"Og så har vi misset et Hobbitten maraton."
"Og et Húrins Børn maraton."
"Vi burde lave et Tolkien-film maraton," foreslog Emma. "Men så er vi nødt til at tage Húrins Børn først, derefter Hobbitten og til sidst Ringenes Herre. Bare for at vi følger tidslinjen den rigtige vej."
"Det skal vi vist, men det kommer til at tage flere dage."
"Og hvad så." Hun smilede et vovemodigt smil. Det stikkede mig i maven, da jeg opdagede, hvor meget jeg havde savnet det smil, og jeg sendte et af samme slags tilbage. I det samme hørte jeg en åbne og lukke hoveddøren, hvis lyd jeg aldrig ville kunne glemme. Hoveddøren lød altid lidt som om, den var ved at tage sin sidste udånding, og lige meget hvor meget olie vi havde givet den, så lød den altid sådan.
"Så er jeg her," sagde Scarlett, og jeg hørte en af hendes sko ramme gulvet.
"Scarlett!" Emma rejste sig hurtigt fulgt af mig, og hun skyndte sig ind i entreen for at give hende et stort kram.
"Mor, det er jo bare mig. Mmmm ... Her dufter af krydderier," sagde Scarlett og snusede lidt til luften. "Lidt af ... Tomat, oregano og, hvad er det nu det hedder, rosmarin! Har du ... Har du bagt lasagne?"
Emma nikkede glad, og jeg tænkte tilbage på den eneste lasagne i verden, jeg kunne lide, og den havde jeg kun fået i det hus, hvis tag jeg stod under. Jeg gik også ind i entreen og gav Scarlett et let kram. Vi havde kendt hinanden et godt stykke tid nu, men vi var stadig ikke helt tætte. På en måde var det svært for mig at knytte nye bånd, selvom de bare var gamle, der skulle friskes op.
"Kom, lasagnen har stået på svag varme i ovnen siden lidt i syv, så den må være helt perfekt nu." Hun trak både Scarlett og mig ind i spisestuen, der lå i forbindelse med køkkenet. Hun hev nogle tallerkener og lidt bestik frem, som vi fordelte. Mens Scarlett og jeg fordelte porcelænet hentede Emma lasagnen ud af ovnen. "Av, for dælan, hvor er det varmt!"
Jeg kunne se, hvordan Scarlett havde svært ved ikke at fnise, og jeg havde samme problem. Vi stod begge to med oppustede kinder og sammenknebne øjne, inden jeg stillede tallerkenen fra mig og grinte ind i min skulder, der vendte væk fra køkkenet.
"Hvad er der galt?" spurgte Emma og så på mig.
"Sorry, der er bare ... " Jeg blev grebet af endnu et anfald grin. "Det er så sjovt at se dig bruge de gamle grydelapper, der aldrig har været brugbare. Det er dem der, vi købte på gaden engang, da vi var en tur i Italien hen over en weekend."
"Ups," sagde hun, trak på skuldrene og smilede. Så fandt hun nogle andre frem og bar lasagnen hen til bordet. "Henter du lige en bordskåner, skat?"
Det blev akavet, da både Scarlett og jeg bevægede os hen mod køkkenet. Jeg gav mig og blev stående, inden der var sket nogen skade, men jeg kunne næsten se for mig selv, at mine ører var blevet røde. 
"Skynd dig lige!" skyndte Emma på Scarlett, der hurtigt skyndte sig tilbage og lagde bordskåneren på bordet, hvorefter Emma satte lasagnen derpå. "Jeg henter nok noget at tage den op med."
"Nej, det gør jeg," sagde jeg og skyndte mig ind i køkkenet, mens de satte sig. Emma og jeg sad overfor hinanden, og Scarlett sad ved den brede bordende, hvor der nemt var plads til to personer. Jeg kunne tydeligt huske højstolen, der stod ved den bordende. 

"Har I hørt, at Carters ved enden af vejen renoverer hele deres hus? De renoverer så meget, at de lige så godt kunne rive det hele ned og bygge det igen. Det ville gøre det hele meget billigere," fortalte Emma, mens vi spiste.
"Da ikke dem med de smukke vægge indendørs?" spurgte jeg og tænkte på de helt specielle vægge, der afspejlede tiden huset var fra.
"Ja, det er netop dem. De bygger et til lag væg, så de ikke skal se på bindingsværket," sladrede Emma videre og lænede sig langt ind over bordet og så både Scarlett og mig intenst i øjnene.
"Åndssvagt," sagde jeg og rystede på hovedet, mens jeg fyldte min gaffel igen.
Scarlett lænede sig lidt tilbage. "Var det ikke der, hvor min bedste ven fra børnehaven boede?"
"Ja, men hun er jo også flyttet til Frankrig nu. Grafisk designer eller sådan."
"Det kunne godt ligne hende." Scarlett trak på skuldrene. Vi snakkede om løst og fast, mens vi spiste, men nok mest om, hvad der lige skete i omegnen. Jeg snakkede ikke så meget, for jeg nød bare at lytte til Emmas stemme fortælle.
"Uddannelsen går fint, mor, det ved du godt," forsikrede Scarlett Emma om, men alligevel spurgte Emma ind til Scarletts uddannelse.

Efter maden sad vi og snakkede til langt ud på aftenen, og ingen af os tænkte på, at både Scarlett og jeg var afhængige af offentlig transport for at kunne komme hjem.
"Og her er du til halloween klædt ud som Elsa," fortalte Emma og pegede på forskellige billeder af Scarlett i en blå kjole.
"Ej, lad dog være med at gemme sådan nogle billeder," sagde Scarlett og bladrede hurtigt videre, men Emma bladrede tilbage.
"Vi gik ind i fire forskellige H&M butikker for at fine helt præcis den kjole, for Scarlett nægtede enhver anden kjole."
"Det var dig, der nægtede, at jeg skulle møde op til halloween på skolen i noget andet, end den der kjole."
"Sådan husker jeg det nu ikke," sagde Emma og smilede bredt. Et smil, jeg også smilede. Hun bladrede videre, og vi kom til en række mærkelige billeder af Scarlett som nok ti-årig.
"Åh nej, det var dengang, jeg syntes, at den helt nye iPhone var så sej, og så da en af mine veninder fik den i julegave, så måtte vi bare se den. Den telefon var selve omdrejningspunktet for hendes liv," sagde Scarlett og fjernede sig fra billederne, mens hun prøvede på at bladre videre. "Hvorfor gemmer du de der billeder af mig? Du kan også bare have dem på din telefon, så de ikke ødelægger skønheden af reolerne."
"Fordi jeg gerne vil se på dem og kunne vise dem frem. Du er jo sådan en smuk pige, Scarlett," argumenterede Emma og bladrede videre igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...