Små håb, store drømme

Her er første udkast til en historie jeg er i gang med at skrive. Håber i kan lide det;)

0Likes
0Kommentarer
56Visninger

1. Kap. 1

Solen var langsomt ved at stå op. Jeg havde åbnet den lille rådne dør, for at lyse det dunkle langhus op, og et svagt rødligt skær bredte sig i hele huset. Jeg listede, bange for at vække nogen, tilbage til det knitrende ildsted, hvor dagens morgenmad var ved at blive tilberedt. Jeg begyndte at røre i den slimede grød. Duften spredte sig, og overdøvede lugten af skidt og sved, som jeg ellers var så vant til. Det var en rar afveksling.

Min mave begyndte at knurre ved tanken om mad. Jeg prøvede at berolige den, for jeg regnede ikke med at få et ordentligt måltid. Det var efterhånden længe siden jeg havde fået det, og det kunne ses på min spinkle krop. Jeg vovede dog ikke at røre ved Eriks grød. Jeg var allerede bange for hvad han ville gøre uden at have en grund. Jeg så ned på mærkerne der var spredt rundt omkring på mine arme og ben. De var stadig ømme, selvom det var flere dage siden at Erik havde slået mig – endda rørt mig. Jeg var lykkelig over at have fået et par dage uden hans hænder på min krop, men jeg vidste at det snart ville få en ende.

Erik og min mor var så småt begyndt at røre på sig, og snart ville hanen vække dem helt. Jeg håbede at Erik ville glemme mig endnu en dag, men med ham kunne man aldrig vide.

Jeg tog et af hans bægre ned fra den skæve hylde. Det var det med de indridsede runer. Jeg vidste ikke hvad der stod på det, men jeg vidste dog, at han havde fået det af en af sine elskerinder i Árós.

Jeg fyldte bægeret op med en sød mjød, og stillede det på jorden ved siden af hans briks. Da jeg var ved at rejse mig op, tog Erik fat i min arm. Jeg gav et overrasket skrig fra mig, da jeg væltede ind over ham.

”Hold så kæft dumme pigebarn! ” gryntede Erik surt og skubbede mig væk.

Min mor, der var så vant til mine skrig når Erik tog mig, vendte hovedet ned i det stikkende skind. Hun kunne ikke lide at se på.

”Undskyld Erik ” jeg så ydmygt ned.

”Far! Ikke Erik! ”han samlede det fine bæger op fra gulvet, og kastede det med al sin kraft efter mig.

Jeg nåede akkurat at dukke mig, inden det ramte mig i hovedet.

 

Erik havde tydeligvis en dårlig morgen, og det plejede aldrig at være godt for mig. Jeg øste det meste at grøden op i en stor skål, og rakte den til ham. Han gryntede og rystede på hovedet.

”Jeg skal ikke have grød! ” han væltede grøden ud af hånden på mig, og den fine træskål smadredes på det hårde lergulv. Der var grød over det hele.

”Jeg skal forhandle med drotten af Árós i dag. Han er allerede på vej, så jeg burde ikke være væk så længe ” sagde han i et mildere tonefald. Han rejste sig op og gik igennem den varme grød på gulvet. Han efterlod fodspor på vej over til den lille bunke tøj der lå i det ene hjørne af det lille rum. Han trak hurtigt i bukser og kjortel. Hans tøj var så rent i forhold til mit, der altid lugtede af madrester, øl og dyr.

”Tør det op! ” beordrede han.

Min mor sprang ned fra briksen og begyndte at tørre grøden op med et gammelt stykke stof.

”Hun gør det ” han pegede på mig, og et slesk smil spredte sig på hans læber.

Min mor rakte mig kluden med et medlidende blik. Jeg tog bittert imod den og bøjede mig ned. Han så på min mor og pegede på døren. Hun listede lydigt ud. Jeg vidste hvad jeg havde i vente, men jeg håbede inderligt at han bare prøvede at skræmme mig.

 

- - -

 

Da grøden var tørret op rejste jeg mig lettet. Jeg håbede at slippe for hans hænder denne gang. Jeg gik baglens mod døren, men Erik havde allerede forudset, at jeg ville flygte. Han var over mig allerede inden jeg havde fået taget to skridt.

”Du bliver her, møgunge! ” han spyttede nærmest ordene ud.

Han havde et fast greb i min arm, da han trak min særk over mit hoved. Der var ingen mulighed for at undslippe, og jeg gjorde ingenting for at komme fri. Det havde jeg lært på den hårde måde.

Han trak sine bukser af og skubbede mig, så jeg stod bøjet ned foran ham.

- - -

 

Jeg lå på det kolde gulv med ansigtet fuldt af tårer. Erik var lige taget af sted, så han kunne ikke gøre mere mod mig nu. Jeg besluttede mig for at komme op og komme videre med dagen. Det var jo ikke første gang det var sket, men det var stadig et helvede.

Jeg samlede mig selv op fra gulvet, og trak mig frustreret i tøjet. Jeg tørrede mit ansigt for tårer og åbnede så døren. Jeg missede med øjnene. Solen stod allerede højt på himlen. Jeg snørede mine slidte sko og begav mig så ind mod byen.

Der var et stykke vej ind til Ribe. Mens jeg gik, prøvede jeg at lade være med at tænke på hvad der lige var sket, og i stedet bare fokusere på hvor smuk naturen var. Det var svært. Jeg kunne ikke slippe tanken om ham inden i mig, uanset hvor meget jeg prøvede.

Snart kunne jeg begynde at se byen lidt fremme. For mig, der kom ude fra landet, var det en stor by, men for andre virkede den lille. Jeg gik igennem porten, og fortsatte mod torvet. Larmen fra de mange handlende mennesker var forfærdelig, og lugten af røg, sved, dyr og øl var ulidelig.

Jeg havde ingen ting jeg kunne handle med, så jeg håbede på, at en gavmild handelsmand ville give mig lidt, men det var nu sjældent at jeg var så heldig.

Pludselig kunne jeg høre en kalde mit navn bag mig. Det var den eneste stemme der gjorde mig glad.

”Estrid! ” jeg vendte mig om, og Yrsa faldt i armene på mig.

”Hej! ” jeg smilede stort ”Hvor har du været? Jeg har ikke set dig i flere dage ” efter den morgen jeg havde haft, var det dejligt at have en at snakke med.

”Jeg var med min far i Árós. Han skulle diskutere nogle sager med sin bror derovre” hendes øjne ændrede sig brat fra glæde til en smerte, som jeg aldrig havde set i hendes øjne før.

”Åh… Jeg troede at dine forældre ville lade dig vælge selv ” jeg så medlidende dog spørgende på hende.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! ” tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder.

”Lad os komme lidt væk fra alle de her mennesker” jeg tog fat i hendes hånd og prøvede at trække hende ud af den klaustrofobiske folkemængde.

Hun vred sig ud af mit faste greb ”Jeg bliver nødt til at komme tilbage ” hendes åndedræt havde ændret sig til en panisk og overfladisk vejrtrækning.

Jeg tog bekymrende et skridt over mod hende ”Er du okay? ”.

Hun rystede på hovedet, fuldstændig ude af den. Hun stammede ”Jeg… Jeg skal…. Øhm… Tilbage ” hun så rystet mod en af boderne.

Hun begyndte at gå over mod boden, og da jeg så nærmere efter, så jeg hendes far stå med et dystert udtryk i øjnene.

”Yrsa hvad er der galt ” jeg tog fat i hendes arm. Hårdt denne gang, så hun ikke kunne slippe fri.

”Jeg må ikke… Jeg må ikke… ” hun faldt på knæ på jorden.

”Yrsa hvad er det du ikke må! ” jeg var ved at blive vred. Jeg var nødt til at finde ud af, hvorfor hun opførte sig så underligt.

”Jeg… Vi kan ikke ses mere… Du er dårligt selskab… ”

”Hvorfor! ” nu var jeg blevet rigtig vred.

”Min far… Han… ” hun fik revet sig fri af mit greb, og spurtede mod sin far.

Jeg faldt sammen på jorden, og i samme øjeblik begyndte det at styrte ned. Perfekt timing. På det tidspunkt faldt min verden fra hinanden. Den flade jord var gået i en million stykker, og jeg havde igen ide om hvordan jeg skulle få den samlet igen.

 

- - -

 

Jeg havde på en eller anden måde fået slæbt stumperne af mig selv med hjem. Jeg havde lagt mig på min briks og havde trukket mit skind op over hovedet, i håb om at min mor ville lade mig være i fred.

Desværre var det ikke hvad hun havde tænkt sig.

Jeg kunne høre den knirkende dør åbne sig. Jeg prøvede at ligge så stille som muligt, men min mor havde stadig opdaget mig.

Eftersom Erik ikke var hjemme, kunne hun nu for en gangs skyld være bekymret for mig ”Estrid, er det dig?” hun trak mit skind til siden.

Da hun så mit ansigt fuldt af tårer trak hun sig skræmt tilbage ”Er Erik tilbage? ”

”Du er min mor… ” hulkede jeg. Min verden var allerede styrtet sammen, så jeg havde intet at miste ”Hvordan kan du lade ham gøre det mod mig! ”

”Estrid… ” hendes øjne begyndte at blive fyldt med tårer, og hun så på mig med et trist og opgivende blik ”Du forstår ikke… ”
”Jeg forstår godt, men en mor burde ofre alt for sit barn! ” Jeg samlede et krus og fra jorden, og kastede den efter hende i vrede.

Kruset ramte hende i panden, og hun faldt bagover ”Estrid vær nu sød” hun så på mig med våde bedende øjne.

I samme øjeblik blev døren åbnet, og ind trådte drotten af Árós. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...