Den syvende Ærkeengel ~ Supernatural

Hvad hvis kuren for Mark of Cain aldrig virkede? Hvad hvis Dean var efter Sams blod og først stoppe når han havde fået det. Castiel hidkalder de kræfter som måske kan være det de har brug for? Fire der er få hundrede år yngre end de ældste Ærkeengle?

Fandoms-konkurrence
Supernatural

2Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

2. Bunkeren

Mit navn er Barachiel. Og nej. Ikke denne der var låst væk. Jeg er en Ærkeengel og en af de få som stadig står stolt. Jeg har army green vinger som er fem meter i vingebredde. Håret er to slags brunt, samlet i en hestehale eller fletning, brun hud og mørkegrønne øjne. Jeg er ikke høj, men består mest af muskler. Jeg elsker musik og at kunne bevæge mig frit. Vi er fire engle som stadig kæmper hårdt for at holde balancen mellem vores søskende og dæmonerne. De tre andre er dem jeg er vokset op med og er tæt knyttet til. Sealtiel er den ældste. Han har lysegrå vinger med otte meter i vingebredde, lys hud og blondt, kort hår. De blå øjne minder meget om den farve som vores graces har. Han er kærlig, men også temmelig befalende. Høj og slank, passer meget godt til ham. Jegudiel er nummer to i rækken. Han højere end Sealtiel og har også flere muskler. Blondt, kort hår, lysebrun hud og brune øjne. Vingerne er hvide, otte meter i vingebredde, og en tilbagetrukket personlighed. Han er ikke særlig snakkesalig, men siger sin mening når alt kommer til alt. Den yngste i vores flok er Jerahmeel. Han er brun i huden med sort, skulderlangt hår. Honninggule øjne og et skævt smil. Hans vinger er brune og har et vingefang på næsten tre meter. Han er den laveste og har en uskyldig personlighed. Hans glæde og latter kan få enhver til at smile.

 

Skyerne er tunge med regn og vinden blæser en varm vind ind over landet. Folk holder sig inde døre og nyder tid med familien. I bunkeren sidder Sam skjult og rystet. Kuren virkede ikke og Charlie var død til ingen nytte. Castiel havde sagt han havde et sidste kort på hånden som ville kunne forsinke Dean. En Vogterengel blandt dem. Sam vidste ikke helt hvad han skulle tro.

 

Vi lander uden for bunkeren. Jerahmeel flygter ud i skyggerne for at sætte vores forsvar op. ”Det kan godt være at han ikke helt stoler på jer, men I vores sidste håb.” siger vores lillebror og åbner døren ind til bunkeren. Han går først ind og vi andre følger lettere tøvende efter. Mine vinger forsvinder, en sikkerhedsforanstaltning da vi ikke ved hvordan Sam Winchester vil reagere. ”Sam. Jeg har nogen med.” ”Ikke nu, Cas. Jeg må finde en måde at stoppe min bror på.” Jeg ser mig omkring i bunkeren. Bøger, computer og borde. ”Man kan jo overleve en krig herinde.” mumler Jegudiel bag mig. Jeg grynter enigt og ser på Castiel der står i døråbningen ind til et andet rum. ”Sam.” ”Vi kan kun stoppe ham hvis du kan få en Ærkeengel til at dukke op.” Det lød til at han var ved at være irriteret. En brag bag mig får mig til at snurre rundt. Jerahmeel ligger på gulvet med bøger ovenpå sig. Jegudiel fjerner bogen fra hans hoved og vores bror ser på os med et fjoget smil. ”Hvem er det?” En stol skraber mod gulvet, fodtrin kan høres og Castiel ser på os med opgivende øjne. ”Sam, vent.” Han skubbes til siden og en høj mand kommer til syne. Halvlangt, brunt hår og et rasende udtryk. ”Øhm. Hej?” Jerahmeel smiler uskyldigt mens jeg kæmper for at få ham fri. Sealtiel og Jegudiel ser på Sam med hovedet på skrå. ”Og hvem er I?” spørger han med en snerren, jeg matcher ham straks. ”Pas på hvad du siger.” Han trækker en kniv, sødt. Jeg tager mit spyd op ad tasken og den vokser i min hånd. ”Sam. Dette er de fire Ærkeengle der, som tingene er, de stærkeste. Både af engle og dæmoner.” Castiel stiller sig hurtigt imellem os. ”De kan hjælp Dean?” Castiel ser på os og jeg nikker. ”Jeg har flere tusinde engle under mig. Vi kan opsnuse alt og alle.” siger jeg og mine tre tætte brødre rykker tættere på mig. ”Og hvad med dem?” Sam peger på mine brødre. ”Forsvar, angreb og lokkedue.” ”I kan finde en kur?” ”Vi kan hjælpe. Barachiel er en af de få som ligger på niveau med de fire ældste og vores far.” Sam gnider sig hage og kigger på Castiel. ”Et ord, alene?” Et blik på os og jeg forstår det straks. ”Hvor ligger køkkenet?” Sam nikker. ”Ned af gangen til højre.” Vi fire bevæger os i den retning mens vi tager alt ind. Jeg har stadig mit spyd i hånden og nu hviler den over mine skuldre.

 

”Hvad har de at spise her?” Jerahmeel er på jagt efter slik i skabene mens jeg er gået på opdagelse i køleskabet og fryseren. Indtil er der intet spændende. ”Kan vi ikke bestille noget udefra?” spørger Jegudiel fra spisebordet med fødderne hvilende på bordet. Sealtiel står og bladre gennem en bog om Hekse og deres kultur. ”Deres slægt har virkelig gjort deres arbejde godt.” mumler han og tager imod det glas Whisky jeg rækker ham. Fodtrin lyder og vi kigger alle fire hen mod døren. Sam og Castiel står og ser på os. ”I kan hjælpe, men hvorfor?” spørger han og folder armene over brystet. Hans blik hviler på os alle for en kort stund. Han holder mit blik længst. ”Fordi Castiel spurgte om hjælp. Og I er The Men of letters.” siger Jerahmeel og hopper på køkkenbordet. ”Uden jer ville alt det overnaturlige får frie tøjler.” Sam fnyser og jeg hviler mig op af bordet. ”Der er to slags af jeres folk: Jægerne og så Men of letters. De første vender sig mod de sidste for råd.” siger jeg og gør det, at det ikke er oppe for debat. ”Hvis I kan hjælpe ville jeg tage imod den.” mumler han og ser rundt på os. ”I kan blive her og arbejde herfra. Der er et rum bag biblioteket I kan bruge.” siger han og vi forsvinder ned af gangen for at se vores hjem de næste par uger. ”Castiel. Er der noget du ikke fortæller?” ”Barachiel og hans brødre mistede ikke deres graces da Metatron lukkede Himlen. Jaget af engle og dæmoner, men de vandt hver gang. Du ved at Vogterengle er dem som mange foragtede?” ”Ja.” Jeg er stoppet for at lytte. ”Barachiel fik lov til at blive på grund at han arbejdede for Gabriel. Blandt mange af de ældre engle kaldes han Warbringer. Blandt faldende og stående.” Min titel og slags. Ikke noget jeg altid var stolt af. Jeg kigger ned af gangen og opdager at mine brødre for længst er væk. Jeg haster efter dem mens jeg ser mig omkring. Billeder, bøger og rapporter hænger på væggene.

Rummet vi har fået er en god størrelse. Eget badeværelse. To køjesenge og et stort bord. Langs væggene er der tomme reoler. ”Lækkert.” siger Jegudiel og sætter sig på bordet. Jerahmeel tager en af overkøjerne og smider sig. Jeg ser mig om i rummet og går ud for at se badeværelset. Bruser, toilet, håndvask og masser af skabsplads. ”Det her kunne godt gå.” siger Sealtiel og jeg kommer ud i rummet igen. ”I aften sover vi igennem. I morgen begynder arbejdet.” siger han og langsomt gør vi klar til natten. Jeg tager den anden overkøje med Jegudiel under mig. Jeg stirrer op i loftet og med hænder foldet bag nakken. Ja vi sover ikke, men efterhånden har vi fundet en måde udnytte nattens tavse tid på. Vi kan tænke på vores fortid og vandre i hinandens sind. Jeg åbner mit for mine brødre, men lukker af det jeg opdager panik. I mine brødre eller mig, men i en anden. Et skrig runger gennem bunkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...