Why I fell in love with Jane Hemmings - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2017
  • Opdateret: 2 apr. 2018
  • Status: Igang
"Har du nogensinde været forelsket?" Smilet på hendes ansigt var erstattet med et seriøst blik. Hendes store øjne slugte mine til sig som en sulten løve, mens jeg med et bid i læben og en nervøs stemme svarede: "Nej.."

*Harry er ikke kendt endnu*

8Likes
2Kommentarer
1290Visninger
AA

3. Please lad det være Jane

 

Harrys synsvinkel 

"shhhhhhh!" 

Mit hoved slog rundt, og jeg mumlede en fortrydende undskyldning og foldede mine hænder sammen. "Undskyld." 

Jeg havde siddet og stirret på den samme side i min biologibog de sidste 10 minutter nu. På intet tidspunkt havde jeg opfanget et ord af, hvad jeg sad og læste. Emnets kedsomhed havde fået mine fingre til at tromme en af de sange, jeg havde spillet på klubben i går, på bordpladen. Mine tanker havde kørt gennem min optræden, hvor jeg ku' have svoret på, at jeg havde set hende blandt de andre gæster og publikum. Hun havde siddet skjult på bagerste række - nærmest som om hun gemte sig med vilje. 

Sekundet jeg stoppede med at tromme, og min tankegang kom tilbage til nutiden, lagde jeg mærke til, hvor stille biblioteket egentlig var og hvor meget min trommen på bordet havde larmet i stilheden.

Det var efterhånden ikke første gang, at jeg havde haft problemer med koncentrationen. Jeg havde sådan set været lidt off hele ugen og weekenden med. Mine tanker var bare alle mulige andre steder end de skulle og burde være. Jeg vidste egentlig godt hvorfor, men jeg havde svært ved at indrømme det. Især fordi det virkede så tosset og dumt. Hvordan og hvorfor skulle én pige, som jeg ikke vidste noget som helst om, fylde så meget? Det var i dag 8 dage siden, jeg bogstaveligtalt stødte ind i hende på drengetoilettet. Hun havde virket så sød og uskyldig, men med et snært af mystik. Jeg selv på den anden side havde været et kæmpe fjols. Jeg skar stadig tænder over min pinlige opførsel, hvor jeg stort set havde stået og åndet hende direkte i nakken. Det var da klart, at hun ikke ville give sit nummer til mig. Hvem ville dog også give sit nummer til sådan en freak? 

Ikke Jane i hvert fald. 

Jeg kunne hurtigt fornemme, at jeg ikke ville få lavet mere i dag. Forsigtigt pakkede jeg min biologibog og pc ned i min taske og listede ud af biblioteket. Frustreret førte jeg min hånd gennem håret og gav det et lille ryk. Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke havde fået lavet noget – især nu hvor jeg havde en biologirapport for til i morgen. Jeg var selvfølgelig nærmest ikke engang begyndt på den endnu. Men når man hellere ville sidde og skrive sange end at lave lektier, så gav det vel også lidt sig selv. Mange troede faktisk, at jeg var en meget flittig elev, men de anede heller ikke noget om min kæmpe interesse for musik. Det var der nærmest ingen, der gjorde - ikke engang min bedste kammerat Dallas vidste det. Jeg brød mig ikke om at dele den side af mig selv med nogen - udover de andre musik-interesserede fra klubben. Det var simpelthen for personligt. Desuden kunne jeg alligevel ikke rigtig synge, hvis jeg altså selv skulle sige det. Måske var det min usikkerhed, der holdte mig fra at fortælle folk omkring min musik, eller så var min lyst til at optræde bare ikke stor nok. 

Okay, det var helt klart min usikkerhed, som var problemet. 

Jeg elskede nemlig alt ved musik. Især at optræde. Det gav det vildeste rus at synge foran de andre fra klubben og fyre den max af. Det var også derfor skolen hele tiden blev prioriteret sidst. Jeg havde simpelthen fundet mit kald her i livet – og det var bestemt ikke biologi! 

På vejen ud af biblioteket undskyldte jeg en sidste gang til bibliotekaren for min larmen, og så var jeg ellers den, der var smuttet. Udenfor var solen ved at give sin sidste varme og folk på gaden nød dens stråler. Det var sjældent at vejret var så godt, som det havde været i dag. Hvis min mor vidste, at jeg havde siddet indenfor det meste af dagen, ville hun helt klart kommentere på det: "Harry gå nu ud, nyd solen og få lidt farve." 

Det var typisk hende sådan noget. 

Men jeg havde som sagt brugt det meste af dagen indenfor. Først derhjemme, hvor jeg havde finpudset min sang til i aften, og så derefter på biblioteket, efter min mors ordre selvfølgelig, for at lave aflevering. 

...Eller jeg havde i hvertfald prøvet på at lave afleveringen. 

Jeg var nu på vej hen mod klubben for at hænge lidt ud. Senere i aften skulle jeg optræde med min nyeste sang: Meet me in the bathroom. 

Ja, den var skrevet til Jane. Var det mærkeligt? 

Hvis det nu virkelig var hende, som havde siddet på bagerste række i går, så var der måske en chance for, at hun også kom i aften. Min plan var at optræde med min sang og så derefter vente på hende ude på drengetoilettet. 

Måske var det dumt. Især hvis det ikke engang var hende, jeg havde set. 

 

Please lad det være Jane! 

_____

 

På klubben var der fyldt med mennesker, hvilket gjorde det umuligt for mig at kigge efter Jane. Jeg valgte derfor at gå direkte op bag scenen og skrive mig på listen af optrædende. Der var 6 andre foran mig. 4 af dem var lokale ligesom jeg selv - de sidste 2 var nye.'

Måske burde jeg fortælle lidt om klubben. Ser i, det var ikke en helt normal klub som man ellers kender dem. Det var en klub for alle dem, der drømte om en karriere som musiker. Det var her jeg brugte det meste af min tid - også den tid jeg nok burde lave lektier i.. Jeg havde dog aldrig fortrudt at tage herhen i stedet for at lave skolearbejde. Jeg drømte nemlig om at leve af musik, hvilket måske var lidt urealistik taget i betragtning af mit ikke eksisterende talent og det faktum, at jeg boede i en meget lille by. 

Hvis jeg fortalte mine venner om min drøm, ville de grine i evighed. Jeg havde derfor kun fortalt det til min mor og søster. De støttede mig selvfølgelig, men jeg vidste, at de tænkte det samme som jeg selv: det var uopnåeligt. 

Men skulle det faktum stoppe mig for at lave det jeg elskede? Nej, jeg havde tænkt mig at synge og spille indtil den dag, min stemme ikke kunne mere. 

...Og så måske have et lille job ved siden af. Jeg skulle trods alt have noget at leve af, hvis musikken altså ikke var nok. 

Jeg havde sat mig på en barstol lidt ude i hjørnet af klubben. Her kunne jeg observere det meste af, hvad der foregik. De andre sangere før mig havde været voldsomt talentfulde, og mine hænder var helt røde efter at have klappet så meget. Mariehønerne i min mave var ved at vokse, da det snart var min tur. Normalt var jeg ikke nervøs, men sangen i aften havde jo et formål bag sig. 

"Den næste sanger på scenen er også en bekendt fyr her på klubben. Tag godt ud imod Harry Styles!" 

Folk klappede og nogle få piftede lidt her og der. Med på scenen havde jeg taget noget vand med i tilfælde af, at jeg pludselig blev virkelig tørstig under de næste 4 minutter. 

"Hej, mit navn Harry. Jeg vil gerne synge en af mine egne sange her til aften: Meet me in the bathroom. Hvis i får lyst til at synge med, så skal i være meget velkomne." 

 

"Meet me in the bathroom

Meet me in the bathroom 

You just left me alone here 

Give me your number 

Is there anything I can do?

Just let me know I'll be at the phone, at the phone

Hoping you'll call me soon 

Just let me know I'll be waiting for, waiting for you 

Hoping you'll change your mind 

I gotta get better, gotta get better

I gotta get better, gotta get better

I gotta get better, gotta get better

And hope that you'll change your mind.."

 

Folk klappede, og jeg gik stille ned fra scenen. Det havde været utrolig fedt at synge en lidt mere stille sang. Normalt havde mine sange lidt tempo, men i dag ville jeg prøve noget nyt, og det virkede til, at folk kunne lide det.

Den “nemme” del var overstået og jeg skulle nu gennem den svære. Den hvor jeg muligvis ville komme til at snakke med Jane. Hvad pokker skulle jeg dog sige til hende?

“Ja hej Jane. Det er mig den creepy fyr fra toilettet som også lige har skrevet en sang til dig. Må jeg få dit nummer nu?“

Nej, den gik ligesom ikke. Jeg burde nok havde tænkt det lidt grundigere igennem. For pokker Harry! 

Turen ud til toilettet virkede længere end normalt. Mit hjerte bankede en smule hurtigere og mine ben rystede lidt. Aldrig havde jeg haft så meget besvær med at komme hen til et toilet. Heller aldrig havde jeg været så nervøs over muligvis at skulle mødes med en pige. Det var så mærkeligt det her. 

"Hey Harry!" Forskrækket vendte jeg mig om og blev mødt af et par klare blå øjne. Det var Josephine - en af de andre "lokale" på klubben. Rygterne sagde, at hun var lun på mig. 

"Jeg vil bare lige sige, at det var en fed sang og at du altså bare kunne have spurgt mig. Du havde ikke behøvet at skrive en sang for at få mig med ind på toilettet," mumlede hun lidt sløret. Hun havde tydeligvis fået noget at drikke her til aften. Smilende gav jeg hendes hånd et venligt klem, mens jeg undskyldende trak på skuldrene. "Du er nu dejlig Josephine, men sangen var dog ikke til dig." Hun gengældte mit smil og blinkede kort til mig. "Så siger vi det, Harry," sagde hun og forsvandt derefter ind blandt menneskemængden. Jeg selv rystede på hovedet og fortsatte mod toilettet. Der var ingen i kø, hvilket ikke var en ny ting, da der aldrig rigtig var kø til drengetoilettet. 

Jeg tog en dyb vejrtrækning inden jeg åbnede døren, trådte ind på drengetoilettet og kiggede rundt. Ingen Jane. Skuffet tog jeg mig selv til hovedet og hev lidt i håret. Jeg havde virkelig håbet på, at hun ville være der, men der var selvfølgelig heller ikke gået så lang tid endnu. Hun kunne stadig nå at komm-

*Knirk* 

Mine tanker blev afbrudt af døren, der meget forsigtigt og tvivlende blev åbnet. Ind kom Jane. Hun så forvirret ud, men også sød og uskyldig som sidst. 

"Hej Harry," mumlede hun. "Det var godt." Hun hentydede til sangen, hvilket fik mig til at smile. Jeg var glad for, at hun kunne lide den. Jeg stod lidt og stirrede på hende inden jeg endelig tog mig sammen til at spørge:

 

"Vil du have en drink?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...