Years Of Enchantment

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jul. 2017
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Igang
Harry og Eleanor er to helt forskellige mennesker, men hver deres helt forskellige liv fandt alligevel kærligheden i hvad der menes at være et håbløst sted. Men er forskellen og presset for stort og vil små konflikter blusse op. Vil det holde eller er det virkelig umulig kærlighed som er dømt gå i tusind stykker. Vil deres kærlighed til hinanden overleve i alt dette kaos som deres liv er fyldt med. Det her er Harry og Eleanors historie gennem de vigtigste år af deres liv.

2Likes
0Kommentarer
307Visninger
AA

4. Autumn 2- Don't know where we are going

Autumn: oktober 9. 2017

 

Det var nu dagen som Harry havde planlagt for os at vi skulle ud og drikke te. Vi havde skrevet kort frem og tilbage omkring i dag. Han skrev her d. 7. Så han havde været hurtigere end forventet. Jeg havde været i bad da han skrev og havde senere fundet hans besked. Han var vist blevet lidt utålmodig, så nu vidste jeg da mere end før. Men jeg havde nok godt kunne gætte det da jeg selv har opdaget at utålmodighed og stædighed tit er en samlet pakke. Da jeg tænkte den tanke om ham fik jeg et smil på læben.

Det var lidt underligt at tænke på at min Harry var verdens kendt popstjerne. Men det gjorde mig ikke noget, eller gjorde det. Det havde jeg ikke rigtig besluttet mig for endnu. 

Det var vildt jeg havde kun snakket til fyren 2 gange meget kort og nu skulle jeg blot tænke på ham for at blive helt varm og genert inden i. 

Jeg stod et øjeblik og betragtede mit spejlbillede. Helt tilfreds var jeg ikke, men det kunne da gå an. Jeg var iført et par sorte businessbukser på en mørke gren tætsiddende sweater på med høj rullekrave på. Et par brune støvletter som kun var udstyret med en meget, meget lille hæl. Mit hår var sat op i den normale hestehale, men denne gang havde jeg da prøvet at stramme den lidt bedre op end normalt. Jeg prøvede med et smil og det løftede alligevel looket lidt, men det nåede stadig ikke rigtig det niveau som jeg gerne ville have haft.

Jeg tog min mobil ud af laderen og der gik det op for mig hvad klokken egentlig var. ”Fandens” udbrød jeg fortvivlet og greb på forbi vejen en tilfældig jakke fra knagen, som senere hen viste sig at være en sort lærredsjakke. Det var ikke det bedste valg men så tosset var det da heller ikke.

Jeg havde låst døren efter mig, og var nu færd med at spurte ned af trapperne i min opgang. Ude på gaden så jeg selvfølgelig min bus kom kørende og satte i løb. JEG SKULLE BARE NÅ DEN SKIDE BUS. Heldigvis nåede jeg lige at svinge mig ind som bussens døre lukkede.

Forpustet men lettet fandt jeg en tilfældig plads i bussen. Ved siden af en kvinde jævnaldrende med min mor. Hun sendte mig et venligt smil og kiggede derefter ud af bussens støvede vindue. ”Det var da godt du nåede det, kære” sagde hun. Det gav mig et chok, jeg havde ikke forventet at hun ville snakke til mig. ”Ja” man kunne i min stemme høre at jeg stadig var en smule, da det blev et lidt halvkvalt ja. Hun smilede igen til mig, hvilket mindede mig om min mor jeg måtte snart ringe til hende igen, måske besøge hende? ”Hvor skal du hen?” hun virkede oprigtigt interesseret. ”Baker street” Det var et kort men præcist svar. Jeg gengældte hendes smil. ”Jamen det er jo næste gang, ik?” Hun så forvirret på mig. ”Jo, det er det da også, tak for at minde mig om det.”

Jeg smuttede ned fra sædet, stillede mig foran døren. Dørene åbnede for mig og jeg sendte damen et venligt smil inden jeg vendte mig om og gik ud på den trafikerende gade.

***

Foran mig stod Harry og spejdede den forkerte vej ned ad ganen. Jeg smilte for mig selv og valgte at snige mig ind på ham. Jeg stod så tæt på ham, det kom bag på mig at han ikke havde lagt mærke til mig. Det var først da jeg indsnusede hans dejlige dufte at et chok gik gennem hans krop.

Harry vendte sig hurtigere end jeg havde forventet, og det betød at jeg ikke nåede at reagere før vi stod so tæt, at vores ansigter kun var få centimeter fra hinanden. Alle min muskler i min krop spændte op, min vejrtrækning blev hurtigere og mere hektisk for hvert sekundet der gik. Vores øjenkontakt var instens, og jeg kunne ikke lade være med at sætte pris på de grønne øjne som lod til ubesværet at møde mine. Alt var på samme tid forvirrende og fortryllende. Mine ben rystede på et tidspunk tvivlede jeg virklig på om de kunne hold mig oprejst meget længere. 

Jeg var så forvirret, jeg ville ikke gå længere med Harry, i hvert fald ikke nu, men min krop sendte mig de helt modsatte signaler. Minutterne gik og hverken Harry eller jeg gjorde andet end at stå og være forvirret. Det blev ham der trak sig første, og det var jeg umådelig taknemmelig for. 

"Vi burde nok gå ind, det ser ud til snart at blive regnvejr." Jeg nikkede for at vise at jeg var enig med ham. Vi fulgtes ind i cafeen i stilhed.

Det var et finere og meget mere luksuriøst sted end jeg havde forstillet mig. Der var lysekroner og malerier som så ud til at koste en formue. Koste, ja jeg turde slet ikke tænke på hvad priserne mon var sådan et sted, for ærligtalt havde jeg aldrig i mit liv oplevet sådan en cafe eller restaurant. Det var overdådigt. 

Vi nåede kun lige at sætte os, før en tjener stod parat til at tage vores bestilling. Jeg havde egen gang fået tid til at skimme menukortet og tog derfor bare det der stod først. 

"Jeg skal be' om en chailatte med citron, tak" egentlig havde jeg aldrig smagt det chailatte med citron, men det lød da meget lækkert.

"En sort kaffe, gerne kraftig" Det lod til at Harry havde været her flere gange og af en eller anden grund virkede uimponeret af hele stedets overdådighed. Han bestilte simpelthen det mest simple på kortet. Det fik mig til at grine en smule.

"Hvad griner du dog over?" spørgsmålet var klart at se i hans øjne.

"Det er bare, vi skal hele vejen her hen på en overdrevet luksuriøs cafe, og du bestiller noget så simpelt som en kop kaffe." Smilede dannede sig også på hans læber, han kunne nok godt se selv ironien i situationen.

Harry tog min hånd, jeg stivnede. Ikke så meget over hans berøring, men fordi jeg nød det så meget. Det burde jeg ikke.

Hvad nu hvis han sårede mig, vi kendte jo ikke hinanden så godt endnu. Jeg havde været i gennem så mange dårlige forhold før i tiden. Fået ødelagt mit hjerte så mange gange. Og han var kendt og alle vidste at det aldrig gik mellem en normal person og en kendis. Jeg havde prøvet at lade være med at tænke på hvilke konsekvenser der ville være med pressen og alle de detaljer, men jeg kunne bare ikke få dem ud af hoved.Turde jeg virkelig satse på det?? Var det det værd??  Burde jeg lade være??

 

***

Så er 2 kapitel ude. Jeg regner med at skifte til Harrys synsvinkel i næste kapitel. Dog har jeg ikke rigtigt besluttet mig for om jeg burde skifte årstid i næste kapitel? Jeg håber at i nyder historien ind til videre. Ved godt at den måske ikke er så spændende endnu men lover det bliver bedre, skal bare lige i gang.

Hvad tror i sker i næste kap?? Hvordan tror i at Harry har det med Eleanors tanker om hans berømmelse. Tror i tror Harry og Eleanor holder kontakten??

Laura

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...