Mit Barndomsmonster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2017
  • Opdateret: 1 jun. 2017
  • Status: Færdig
Er der noget du stadig er bange for? Også selv om du selv vil påstå at du er vokset dig fra det at være "bange" for noget?

1Likes
1Kommentarer
84Visninger
AA

1. Mit Barndomsmonster

Mit Barndomsmonster

 

 

Jeg havde aldrig brudt mig om Saunaen. Vi kaldte den ”Saunaen” fordi det engang var en sauna, men en som vi nu kun brugte som opbevaringsrum til al det ragelse der hober sig op i et hus med fire børn. Det var en stor sauna. Så stor at den, dengang den blev brugt som rigtig sauna, kunne rumme op til ti personer. Nu var træbænkene der havde siddet på væggene som trappetrin op mod loftet erstattet af hylder fyldt med kasser, gamle lamper samt andre aflagte elektroniske sager, papir stakke af gamle regninger og al den slags man ellers kan finde et sted hvor alt der burde smides ud, men som alligevel bliver gemt af uforklarlige årsager, opbevares. Det havde mange gange været meningen at der skulle ryddes op i det af mange års indelukkethed støvlugtende rum, men det var aldrig rigtig blevet til noget. Saunaen var fra den dag vi flyttede ind dømt til at være pulterkammer; her blev de ting min mor og far ikke vidste hvad de skulle gøre af i sin tid hvor de pakkede de mange flyttekasser ud smidt hen, og lige siden når nogen fx spurgte: ”Hvad skal jeg med den her gamle computerskærm?” blev svaret evigt og altid: ”Bare smid den i Saunaen, så kan vi altid finde ud af hvad vi skal gøre med den”.

Det var også en mørk sauna. Dér hvor der burde sidde en pære i loftet, stak der i stedet tre kabler ud, og sådan havde det været siden vi atten år tidligere flyttede ind – dengang hvor jeg stadig lå i min mors mave og ventede på at komme ud. Min far havde vist aldrig fået taget sig sammen til at installeret en pære. Når man lukkede døren i saunaen kunne der blive så mørkt at man ikke kunne se sin egen hånd lige foran sig. Det vidste jeg ikke mest fordi jeg selv havde prøvet det, men mere fordi mine søskende havde fortalt mig om det; de havde haft meget sjov med at lukke hinanden inde i det mørke rum flere gange. Jeg selv havde ikke været i saunaen meget. Mine søskende lod mig ude af legen når de skulle til at skubbe hinanden derind eller konkurrere om hvem der turde være derinde i længst tid for de vidste godt at jeg ikke brød mig om rummet.

Det var ikke så meget mørket, men mere den ubeskrivelige følelse der altid jog en smule i maven når jeg så ind i rummet. Det var ikke angst. Jeg havde bare altid været en smule utryg. Havde holdt mig på afstand.

Selvfølgelig var det mest da jeg var lille at jeg særligt frygtede mørket bag døren. Dengang troede jeg at der gemte sig noget i mørket derinde. At der imellem kasserne boede et eller andet væsen. ”Monsteret i Saunaen”, omtalte min far det. Jeg huskede den ærefrygt jeg havde haft for døren der helst skulle forblive lukket så længe jeg var vågen og til stede. Jeg huskede hvordan kulden trængte helt ind til knoglerne når jeg en gang imellem fik et blik ind igennem den halvt åbne dør mens min far var ved at sætte en ny ting til samlingen på plads derinde. Jeg huskede den klump i maven der dukkede op når jeg, selv på lang afstand, kunne høre døren gå op med en knirken så karakteristisk for mig og næsten som et svagt skrig. En gang da jeg var fire, var jeg sikker på at jeg hørte ”monsteret”. Mens jeg havde siddet på toilettet havde min opmærksomhed pludselig faldet på døren ind til Saunaen der lå i forlængelse af badeværelset. Jeg havde hørt en svag knurren derindefra. Og jeg var sikker på at jeg havde hørt dets kløer ridse indersiden af døren. Det var omtrent dette tidspunkt i mit liv hvor jeg var så bange for det rum at der blev taget særlige hensyn til mig; jeg skulle ikke være alene hjemme og døren ind til Saunaen skulle aldrig åbnes mens jeg var i nærheden. Det var også på dette tidspunkt at mine søskende, nogen af dem ældre end mig, indså alvoren (nok fordi min far meget bestemt havde indført dem i den) og derfor lod vær med at drille mig med mit lille ”Saunamonster”.

Som årene gik, blev jeg gradvist, men langsomt, fortroligere med Saunaen. Jeg affandt mig med at den var der. Men den der lille krampagtige fornemmelse der opstod i min tarmregion ville aldrig helt forsvinde. Der var bare noget ved det rum, og det forblev usagt imellem os i familien at det bare var sådan det var.

Og således havde jeg undgået at gå derind i al den tid jeg boede i huset. Lige indtil den syttende marts 2018, hvor jeg stod på badeværelset foran den lukkede dør og betragtede dens overflade med den krakelerende maling.

Der var følelsen igen. Svagt, meget svagt, begyndte min mave at krympe sig sådan som den gør hos en dreng der lige er fyldt fem, ikke atten. Jeg var ikke direkte bange for det der skulle møde mig derinde. Det var mere det der med at skulle kigge sin barndoms største frygt i øjnene. At skulle tage skridtet ind over dørtærsklen, gå ind i mørket og begynde at rode rundt mellem tingene derinde for første gang som … som voksen mand.

Min far havde spurgt om han skulle gå derop og hente flyttekasserne for mig. Han havde ikke nævnt det, men som sagt vidste vi alle godt hvordan jeg havde det med rummet selv om det forblev usagt. Jeg svarede nej fordi jeg gerne ville gøre det selv. Jeg var lige fyldt atten år, jeg måtte kunne gøre det selv. Jeg blev simpelt hen nødt til at overbevise mig selv om at jeg godt turde. At jeg godt turde denne sidste gang inden jeg ville forlade det hus som jeg i atten år havde kaldt for mit hjem. Det sagde jeg selvfølgelig ikke til ham.

Der var også noget nærmest nostalgisk ved at stå der igen. Jeg følte mig på en eller anden måde stærkere forbundet til min fortid, min lille og meget yngre version af mig selv, end nogensinde før. Jeg var ikke kun på vej derind for at hente de gamle store flyttekasser som min far havde sagt lå et sted i rodet i mørket; jeg var også på et kort visit, måske for at sige farvel, hos … hos det der havde skræmt mig grå i ansigtet flere gange, men som på sin vis også hørte til en del af mig, og som jeg stod der foran døren, følte at jeg skyldte, ja, at jeg skyldte et farvel.

Jeg havde efterhånden stået lidt tid foran døren. Jeg måtte snart gå derind.

Mit hjerte begyndte at hamre da jeg kom til denne konklusion. Noget i mig forsøgte at lamme min krop, binde mig så jeg ikke kunne række hånden frem mod håndtaget på døren og prøvede at skubbe tanken om at gå derind ud af hovedet. Det var noget rart og trygt, noget der, forsøgte det i hver fald at overbevise mig om, ønskede mig det bedste.

Men.

Jeg skulle jo videre.

Først virkede det som om det hele gik i slow motion. Jeg rakte hånden op mod håndtaget. Så var det som om at min tid indhentede den virkelige verdens tid, og pludselig stod jeg med hånden på håndtaget – jeg indså at jeg mente det alvorligt; jeg havde tænkt mig at gå derind. 

Der lød et klik da jeg trykkede det sølvbelagte håndtag ned. Jeg trak forsigtigt i døren. Den gik op og åbnede sig. De gamle hængsler knirkede fuldstændig som jeg huskede det.

Jeg lukkede øjnene, og da jeg slap håndtaget og lod døren svinge op i væggen til Saunaen med et lille dunk, tog jeg en dyb indånding. Pustede ud. Og så åbnede jeg dem.

Det var jo bare et rum.

Det var lidt underligt at jeg i så mange år ikke havde været herinde. Det var jo bare et gammelt pulterrum hvor der ikke var andet end en masse ragelse der ikke blev brugt. Jeg så ind i mørket der kun delvist blev oplyst af lyset der strømmede ind og blev opslugt i de mørke afkroge og kunne se de mange hylder hvor alle de gamle ting var pænt sorteret i store bunker af ledninger, papir, tøj, tomme eller fyldte papkasser og alt muligt andet. Rummet var langt og strakte sig videre ind i mørket hvor jeg kun svagt kunne skimte hylderne.

Jeg løftede benet. Tog så skridtet ind over den forhøjede dørtærskel.

Jeg kunne mærke den køligere luft fra Saunaen, og lugten af gamle, ubrugte og støvede aflagte ting stak i næsen på mig.

Jeg var inde.

Stod stille et øjeblik. Lyttede til stilheden. Udefra kunne jeg svagt høre vinden tage fat i træer og buske.

Jeg begyndte med varsomme skridt at gå længere ind i Saunaen. Længere ind i mørket. Som jo ikke gemte på andet end ubrugeligt ragelse. Ikke andet, kun det. – Og så flyttekasserne. Det var dem jeg var kommet efter. ”Bare tøm nogle af de kasser der står deroppe hvis ikke der er nok, men ellers ligger de nok inde bagved på øverste hylde,” havde min far sagt.

Jeg startede med at rydde en vej igennem en masse gammelt tøj der vist nok, som en del af et godt formål, engang skulle have været afleveret til en eller anden genbrugsbutik. Tøjet havde ligget i to store papæsker, men de var nu væltet så alt indholdet, mine gamle cowboybukser og mine gamle t-shirts, lå ud over hele gulvet. Da jeg kom helt ned til den bagerste væg i Saunaen, begyndte jeg at tage ting ned fra hylderne for bedre at kunne lede efter kasserne. Efter at have ledt i noget tid, fandt jeg dem endelig; fire-fem store brune kasser, ”flyttekasserne” kaldte vi dem fordi det var de selv samme som min mor og far havde haft deres ejendele i da de flyttede ind i huset og fordi de lå der i Saunaen og bare ventede på næste gang nogen skulle flytte. Jeg begyndte at slæbe kasserne ud og sætte tingene jeg havde flyttet ned fra hylderne tilbage i den uorden de plejede at ligge i.

Det var så det.

Jeg havde fundet kasserne – og jeg havde ikke mødt Saunamonsteret, tænkte og smilede for mig selv. Jeg åndede lettet op ude foran Saunaen hvor jeg havde smidt kasserne. Kiggede tilbage ind i det mørke rum. Smilede lidt ved tanken om lille mig der sad på toilettet i den anden ende af badeværelset og var hunderæd.

Man skulle vel ikke lige…

Jo, jeg havde lyst til det. Godt nok havde jeg været derinde, taget skridtet og gjort det, men jeg havde et gøremål derinde; noget jeg kunne fokusere på. Og jeg havde ikke været der i mere end fire-fem minutter. Jeg havde ikke rigtigt overtrådt grænsen. Havde ikke rigtigt set frygten i øjnene og virkelig fornemmet mørket. Det mørke der, sådan som mine søskende beskrev det, gjorde at man ikke kunne se en hånd foran sig.

Okay, jeg gør det, tænkte jeg.

Jeg gik ind i Saunaen igen. Igen mærkede jeg det blide, det trygge, det der sagde det ville mig det bedste jage i mit sind. Stille og lokkende: Gør det ikke!

Da jeg tog fat i håndtaget på indersiden af døren, så jeg nærmest mit femårige jeg stå nede i den anden ende af badeværelset (formentlig på vej på toilettet). Han (mig tretten år yngre) kiggede med frygt i øjnene på mig der stod i Saunaen og skulle til at lukke døren. Jeg lukkede den stille i. Lukkede mig selv inde i mørket og femårige mig ude på badeværelset.

Der var mørkt. Lige så mørkt som mine søskende havde beskrevet. Jeg stod midt i den totale nat der herskede derinde. Stirrede blindt ud i det mørke jeg aldrig havde brudt mig om. Lyden af vinden udenfor kunne jeg stadig svagt høre, men det var som om den forsvandt i takt med at jeg fordybede mig i det stille rums atmosfære. Jeg stod helt stille og bare lyttede. Mærkede den klump der samlede sig i maven, og det pulserende hjerte der pumpede på livets løs.

Hvor længe ville jeg stå sådan? Sikkert ikke så lang tid hvis ikke det var fordi der var noget der hypnotiserende fangede min opmærksomhed nede i den fjerneste afkrog af Saunaen.

Det var som om der var en plet helt nede ved den bagerste væg hvor jeg havde fundet flyttekasserne der var mørkere end resten af lokalet. Som om den tiltrak alt mørket som en magnet og blev mørke og mørkere. Alt min opmærksomhed, al den frygt der nu vendte tilbage og fik mit hjerte til at hamre, samlede sig om den mørke plet.

Så hørte jeg det. Som om den mørke plet var en portal der førte direkte fra mit hjertes dybeste frygt ind i Saunaen, hørte jeg en svag rallen. En rallen der mest af alt lød som en kræftsyg der trak vejret. Sammen med den fyldtes rummet pludseligt af en mild lugt af råd. Som om den mørke plet nede ved væggen lukkede dampe ud fra en verden der lå begravet og var fyldt med glemte og forrådne rædsler.

Den sagte rallen voksede langsomt i styrke og blev til en svag knurren. En knurren jeg mente at have hørt før. Noget kom frem fra den mørke plet. Jeg kunne ikke se det i starten. Jeg kunne fornemme det. Kunne mærke hvordan det kom krybende ind i min verden. Kunne høre hvordan kløerne ridsede gulvet, og hvordan en slimet krop blev trukket henad gulvets overflade.

Hvis der var noget i mit liv jeg frygtede, så var det det her. Det kunne jeg se nu. Jeg havde frygtet Saunaen, og jeg vidste hvorfor; fordi det virkeligt eksisterede. Monsteret. Det havde ventet til jeg en dag endelig ville tage mig sammen til at gå herind. Nu ville det have mig. Have mig til at blive så det kunne …

Så det kan hvad?

Så det kan se mig. Det har aldrig set mig, og jeg har aldrig set det. Det har kradset på indersiden af døren, prøvet at lokke mig til at gå derind. Har ængsteligt håbet på at jeg ville gå herind, men jeg har altid holdt mig væk. Det har altid eksisteret i mit sind og mindet mig om dets eksistens ved at skræmme mig. Det kender mig. Det er trods alt mit monster. Udsprunget af min dybeste frygt. Men det har aldrig set mig, og jeg har aldrig set det. Vi har aldrig mødt hinanden. Jeg har aldrig kigget det i øjnene.

Det var klammere end jeg nogensinde havde kunne forestille mig.

Monsterets skikkelse begyndte at tage form i mørket som mine øjne efterhånden havde vænnet sig til. Det var modbydeligt. Det jeg kunne se af det mindede om en lang menneskekrop der var trukket ud på midten så det strakte sig hele vejen ned til den bagerste væg mens det snoede sig hen ad gulvet. Det havde lange arme der strakte sig frem i mørket og trak den nøgne og vist nok slimede krop henad gulvet. Jeg kunne ikke se dets ansigt. Hvis det havde sådan et. Men jeg kunne fornemme et par sorte øjne, sortere end det mørke vi var omgivet af i Saunaen, men med en svag glød – som gløderne i et bål der stille bliver kvalt.

Øjnene og den hæslige krop der var bag dem kom nærmere.

Jeg sank en klump. Jeg ville gerne væk. Styrte ud af døren og lukke den i for aldrig at vende tilbage. Men min krop adlød mig ikke. Og noget andet end min frygt, dybt inde i mig, ville faktisk heller ikke.

Jeg så til hvordan den lange krop begyndte at hæve sig op mod mig som en cobraslange der rejser sig fra jorden. Det ansigt som jeg ikke kunne se var nu på højde med mit. Det stirrede på mig. Kom nærmere.

Jeg forstod at jeg snart ville stå ansigt til ansigt med bæstet hvis ikke jeg rykkede mig. Men det gjorde jeg ikke.

Så mødte monsterets ånde mit ansigt. En stank af noget jeg ikke kunne identificere mødte mine næsebor, og en bølge af glohed luft strøg hen over mit ansigt så jeg fyldtes med væmmelse.

De mørke (og alligevel ikke helt mørke) øjne kiggede lige ind i mine. Og jeg kiggede tilbage. Ansigt til ansigt stod vi og betragtede hinanden.

Jeg så dets ansigt. Langt slimet hår der hang ned langs siderne. En mund der var blottet i et grumt smil. Små tænder der lignede nåle.

Jeg kunne høre dets rallende vejrtrækning og hvordan det knurrede dybt nede i halsen, næsten som en kat der spandt og alligevel så langt fra.

En af de lange arme rakte langsomt frem mod mig. En hånd med lange fingre prøvede at gribe min, men jeg trak den beslutsomt tilbage. Stirrede ind i dets øjne. Trodsede dets ondsindede vilje. Det kunne godt være at det skræmte mig, men jeg kunne mærke at jeg havde kontrollen over det. Hvis ikke jeg tillod det, kunne det ikke stille noget op med mig.

Det var ikke længere et smil der bredte sig i det hæslige ansigt. Nu havde ansigtet fortrukket sig i et nærmest ømt udtryk. Det led tydeligvis en eller anden form for smerte – det udstrålede en dyb sorg.

Hvad var det for en sær følelse der dukkede op midt i al min frygt? Medlidenhed?

Væsnet åbnede sin mund i et skingert og klagende hvæs. Lød det ikke næsten som om det prøvede at sige noget? Da monsteret i en sidste kraftanstrengelse (det lød virkelig som en kraftanstrengelse – halvkvalt som om det kom dybt nede fra dets hals, et sted hvor det led umådelige smerter) hvislede den rådne luft ud igennem sine tænder, var det som jeg hørte ordene stryge forbi mine øre som var det blot et lille vindpust.

Ik… gå…

Ordene trak ud i et langtrukkent suk og monsteret sank ned mod gulvet og forsvandt tilbage i mørket, ned mod den bagerste væg. Den hvislende lyd der mindede om et dødssuk var det sidste der forlod rummet. Men de to ord som mest af alt havde været et vindpust, hang stadig i luften.

”Farvel”, mumlede jeg uden egentlig at vide om det var det rigtige at gøre.

Jeg bragede døren op og styrtede ud i badeværelset da min krop pludselig fik kræfterne tilbage. Lyset mødte mig igen.

Kraftesløs lod jeg mig falde om på gulvet i et lettelsessuk der fik mig til at le. Jeg kiggede op på det hvide loft og nød følelsen småklukkende for mig selv.

Jeg opdagede ikke at jeg havde væltet billedet ned fra hylden ved siden af døren ind til Saunaen før jeg rejste mig op igen. Jeg havde sikkert taget det med i mit filmagtige fald ud af døren. Jeg samlede det op. Glasset i rammen var smadret og bag dets krakelerede overflade så jeg et billede af en lille dreng der smilende kiggede tilbage på mig. Det var mig. Måske fire år gammel. Jeg kiggede op hvor det havde hørt til på hylden sammen med mine andre søskende. Det ville min mor blive ked af hvis hun havde set det, tænkte jeg. Et kort øjeblik faldt mine tanker tilbage på det øjeblik jeg havde set hende forlade verden på et hospitalsværelse som følge af en ekstrem hårdnakket lungekræft. Hvordan hun havde udåndet sin sidste luft foran sin mand og sine børn. Det var fjorten hele år siden – ikke ret lang tid efter at dette billede var taget, formentlig.

Jeg huskede mig selv på at jeg lige skulle minde min far om at jeg havde smadret billedet. Men et eller andet sted vidste jeg godt hvor det ville ende. Så jeg lagde det ind i Saunaen – lige inden for døren på en af de nærmeste hylder.

Der lå det jo meget godt indtil min far en dag ville finde en ny ramme til det. 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...