My destiny is...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2017
  • Opdateret: 26 nov. 2017
  • Status: Færdig
Abigail Johnson er en af de største Shadowshunters der findes, derfor bliver hun sendt ud på en speciel mission for at besejre en formskiftende demon. Hendes rejse vil blive lang fyldt med farer, kærlighed og dramaer, men vil det lykkes hende at fyldføre hendes mission eller ej? //Deltog i Fandoms Battle//

6Likes
2Kommentarer
1829Visninger
AA

12. //Kapitel 12//

 

/"Mig før dig" //

Harrys synsvinkel

Der var nu gået nogle dage siden vi blev lukket inde her, jeg ved ikke hvor mange da jeg fuldstændigt havde mistet min tidsfornemmelse og de andre så også ud til de heller ikke at vidste hvor lang tid vi havde siddet i denne kælder. Jeg skulle lige til at åbne min mund for spørge dem, bare for at være sikker, men blev afbrudt af døren som bragende åbnet og ind kom den "falske" Simon og for at være ærlig et øjeblik er jeg stadig helt væk med hvad alt det forgår, der er åbenbart to Simon Cowell og vi drenge har åbenbart rejst med den "falske" i en månedstid nu, men der er inden der gider at fortælle mig noget. Mine tanker blev afbrudt af "falske" Simon snakkede.

"Du der Harry kom med, du skal hjælpe mig med en lille ting" kom det ud af munden på ham, jeg kiggede bare på imens jeg rejste mig op.

"Og hvad er så det" svarede jeg i en monoton stemme.

"Du skal bare overbevise Abigail om nogle ting uden at hun ved at hun hjælper mig, ved at være være hende mentor i det åndsvage tv show" svarede han med et skævt slesk smil.

"ALDRIG om jeg vil bringe Abigail's liv i fare for noget som helst" svarede jeg og jeg kunne godt mærke han bragte mit pis i kog og endnu mere da han begyndte at grine småligt.

"Åh naive lille Harry, du har virkelig inden idé om hvem din lille veninde er i virkeligheden åbenbart" svarede han og jeg mærkede straks mit ansigt ændre sig til at undrende et.

"Hvad mener du, selvfølgelig ved jeg hvem hun er hun har selv fortalt mig det" svarede jeg undrende og jeg kunne med det samme mærke de andres blik i min nakke, men de stille nærmest lydløst ud, Da "falske" Simon begyndte at grine hvilke bare gjorde mig endnu mere forvirret for hvem var Abigail ellers hvis ikke hun var den jeg troede hun var. Men ingen hverken Simon eller mig kunne nå at åbne munden som vi begge gerne ville kom den sorthåret pige os begge i forløbning.

"Uanset hvad der sker her så siger ikke noget til den værsling" kom det fra hende.

"åh bare rolig Izabell Lightwood, denne knibe må lille Abigail selv rode sig ud af" svarede han hende og gik længere ind i rummet og hæng mig med ud af rummet og jeg kunne intet gøre det er som jeg er forstenet for jeg føler ikke jeg kan bevæge mig selvom jeg gør det, men det er imod min egen vilje.

 

***

Efter vi var gået i jeg ved ikke hvor lang tid var vi kommet til X-Factor studierne, hvor han satte mig af og gav mig ordre på at jeg intet måtte sige Abigail omkring dette møde og jeg sagde jeg intet ville med sige, men jeg krydsende mine fingre bag på ryggen for selvfølgelig skulle hun vide det og forhåbentlig ville hun så fortælle hvem hun virkelig hvor hun kender denne fyr fra. 

jeg havde efterhånden gået alle studierne igennem i at finde bare en eller grund til han lige havde sat mig af her og grunden kom da også da jeg så den smukkeste pige sidde på kanten af X-Factor scenen med hænderne op foran hendes smukke ansigt og jeg kunne lige akkurat se her fra at hun havde grædt da der stadig var spor af tårerne på hendes kinder. Jeg gik stille henimod hende imens jeg åbnende min mund.

"Hvorfor sidder du dog her græder, det klær dig ikke smukke" kom det ud af min mund og hun vendte hurtigt om og kiggede overraskende op på mig og et var hun oppe at stå på benene, jeg smilede stille til hende og inden jeg kunne nå at se mig om stod jeg med hende i mine arme og hendes arme omkring mig. 

"Harry hvad laver du dog her, jeg troede du var fanget" spurgte hun om efter et stykke tid hvor vi bare havde holdt om hinanden.

"Det var jeg også men..." jeg afbrød mig selv og trak Abigail med til et sted jeg med garanti ikke kunne lytte til vores samtale og hvor jeg kunne fortælle hende det.

"Men han "løsladte" mig for at bruge mig, da han mente jeg kunne for dig overbevidst om at hjælpe ham..." forsatte jeg men blev hurtigt af Abigail der bestemt ikke så glad mere rasende end nogensinde før.

"HVAD BLIDER HAN SIG IND, SÅDAN BLANDER ALLE ANDRE IND I SAGEN, SOM ER TOTALT UDSKYDIG I NOGET SOM HELT AF DET" svarede hun om det var til eller hende selv det ved jeg så ikke men jeg tyssende straks på hende, da vi jo som ikke ved hvor han kunne finde på at lurer henne.

"Men jeg takkede nej tak til hans da jeg ikke ønskede at bringe dig i fare, hvilke så resultere i at han trak mig afsted så jeg kunne komme herhen og være din mentor... Også nævnte han også at du havde holdt noget skjult for mig, faktisk en stor del af dig" svarede jeg hende med pause imellem de to emner og jeg så straks Abigail ansigt ændre sig da jeg nævnte det sidste hvilke betyder hun havde holdt noget hemmeligt for, men hvad ved jeg ikke og jeg holder ikke op før jeg ved hvad det er.

Efter hvad som føltes som flere timer, men som i virkeligheden kun var få minutter kiggede Abigail endelig op mig med skyldige øjne og lige i det hun skulle til at åbne munden og tale åbnende døren til rummet vi befandt os i og "falske" stod i døren med et MEGET vredt ansigt udtryk og Abigail stod med samme udtryk i hendes ellers smukke ansigt og inden nogen af kunne nå at se os om havde han skilt os lad og gjort at inden af os kunne rører.

"Okay Harry jeg gjorde det åbenbart ikke klart nok for dig, da jeg sagde at du ikke måtte fortælle hende noget som helt" svarede han og to sekunder efter kunne jeg mærke en smerte op igennem min ryg og et skrig ovre fra Abigail af og sekundet smerten var væk kiggede jeg op på hende og tårer trillede ned af kinderne på hende.

"Og jeg svarede dig at jeg ikke ønskede at bringe i hende i fare ved at hun skulle i nærheden af dig" svarede jeg hvortil jeg mærkede en ubeskrivelig smerte og endnu et skrig fra Abigail.

"NEJ STOP LAD HVER HAN ER USKYLDIG" råbte hun og han stoppede og kiggede over på hende

"Det er mig du er ude efter, lad ham gå og jeg lover at hjælpe" forsatte hun imens hendes tårer stadig trillede ned af kinderne.

"Se det var straks bedre, men okay så jeg lader ham gå, men kun fordi jeg er i godt humør idag" svarede han og lige bagefter landende jeg på gulvet var hurtigt oppe igen og var da også hurtigt ovre ved Abigail med vores hænder lige ud foran hinanden klart til at kunne flette dem ind i hinanden hvis vi kunne. 

"Abigail nej du må ikke gøre det, det er alt for farligt" hviskede jeg til hende.

"Harry jeg bliver nød til det, det er min skæbne, jeg lover jeg nok skal forklare men lige nu skal du altså væk her fra" svarede hun.

Okay men jeg kommer tilbage efter dig lover jeg" svarede jeg tilbage som det sidste inden jeg nærmest blev trukket væk fra hende af en slags magi og det sidste jeg så var hendes smukke med tårer ned af kinden og det øjeblik vidste jeg hvor jeg skulle hen når jeg engang bevæge mig frit igen.

 

^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

ENDNU ET KAPITEL ER UDE OG UH HVOR SPÆNDENDE TROR I HARRY KAN REDDE FRA "SIMON "ELLER" FEJLER HAN?

OG HVOR TROR HARRY SKAL?  FORTÆL ENDELIG NEDE I KOMMENTAREN.

OG SÅ TIL EN HELT ANDEN TING OG DET ER HVOR UDTROLIG TAKNEMLIG JEG ER OVER HVOR MANGE DER LÆSER VIEWS HISTORIEN HAR FÅET DET ER JO HELT SYNES DET HAVDE JEG SLET IKKE TROET DA JEG BEGYNDTE. TUSIND TAK TIL ALLE DER LÆSER, HAR LIKET OG FAVORISERET. I ER NOK DEM DER GIVER MEST MOTIVATION TIL SKRIVE VIDERE PÅ IKKE OPGIVE NÅR KOMMER ET BUMP PÅ VEJEN.

SÅ TUSIND TUSIND TAK

MØS <3

VI SES <3 <3  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...