Underernæret (og næsten død og begravet)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jun. 2017
  • Opdateret: 6 jun. 2017
  • Status: Færdig
Et kedelig surt opstød jeg skrev, da jeg en dag blev frustreret over folks uvidenhed, om at bo med en spiseforstyrrelse. Det giver nærmest ingen mening, men jeg udgiver det alligevel, for det hjælper mig med at slippe frustrationerne og glemme dem, så regn ikke med at det er noget som er virkelig godt skrevet med tegnsætning og det hele. Jeg har valgt at sætte aldersgrænsen på gul, som en form for trigger warning.

2Likes
0Kommentarer
110Visninger
AA

1. Underernæret

Vil du nogensinde date en med en spiseforstyrrelse?

 

Jeg kender dem allerede; Svarene. Jeg kan citere dem ordret uden så meget som at kaste et blik på dem. Alligevel scroller jeg videre ned på siden. Du ved, bare for at se om jeg har ret.

 

Ja, selvfølgelig!

Ja, hvad for et spørgsmål er det dog at stille?

Ja, hvis jeg virkelig elsker ham/hende.

 

Ja, ja og ja. Selvfølgelig svarer de ja. Vi lever jo i en verden hvor det er vigtigt at ingen føler sig overset eller uelsket - altså, lige så snart folk kigger.

Svarerne bliver hyldet som hæderlige riddere på hvide heste for deres svar, de bliver kaldt betænksomme, kærlige og ja, selvfølgelig sidder folk og giver dem ret. Imens sidder jeg og føler mig som den eneste skeptiske sortseer, der ikke ser andet end naivitet og mennesker, som prøver at score nogle billige point.

Dem som svarer ja, uden nogen form for tvivl, på sådan et spørgsmål, må have forelsket sig i den romantiserede udgave af spiseforstyrrelser, som fylder hverdagens tv og populære bøger af amatør forfattere. De har forelsket sig i idéen om den tragiske skønhed med en hård, men samtidig mystisk, baghistorie. En skønhed, som blot leder, eller rettere sagt, venter på den rette prins til at redde hende op fra det uendelige, triste mørke.

Et urealistisk scenarie, men et scenarie jeg ønsker var sandt. Jeg tvivler på at størstedelen overhovedet har psyken til at være sammen med en spiseforstyrrelse.

 

Det er som at bo med en bombe - En bombe med evner til at genopbygge sig selv, lige efter den er sprunget, bare for at den kan sprænge igen.

Det er som at bo med en spydig slange - En slange, der hugger ud hvert øjeblik den kan. En der er snedig nok til at fordreje virkeligheden, så alle tegn peger hen mod dig.

Det er som at bo med en forkælet prinsesse - En prinsesse, der kun vil høre på sig selv, og lige meget hvad du prøver at banke ind i hovedet på hende, så ryger det lige ud af det andet øre igen.

Det er som at bo med...

Et lig.

Et fordærvet lig.

Et skelet, faktisk.

Personen kunne lige så godt ligge 6 fod under jorden, for du ser dem aldrig.

Du ser dem kun i lyden af slikpapir, papæsker, plastikbakker og andet emballage, når du går forbi deres dør.

Du ser dem kun i lyden af et hoved, der gentagende gange bliver banket ind i en væg.

Du ser dem kun i lyden af de lette, men hastige skridt over det slidte gulvtæppe, når de bevæger sig hen mod badeværelsesdøren.

Du ser dem kun i lyden af en lås der klikker, et toiletbræt der slås op og udrivelsen af det de frygter mest i verden - Mad.

 

Søvnen forsvinder langsomt, ligesom sand mellem fingre, når dit hoved overtages af bekymringer.

 

Spiser hun lige nu?

Kaster hun op lige nu?

Kigger hun i spejlet og hader sig selv lige nu?

Bløder hun lige nu?

 

For når en elsket fortæller dig, at de hellere vil dø end at tage på, at de hellere vil dø end at blive rask, og når du ser deres smil når lægen vejer dem og vægten siger 41 kg, med jeans og t-shirt, så bliver det aldrig det samme derhjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...