Efterår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2017
  • Opdateret: 1 jun. 2017
  • Status: Færdig
Det er

når farven på træernes blade skifter.
når jeg mærker kulden i luften.
når jeg ubevidst bliver bevidst
om livet,
og glider med livet.
det er tåget, på andre måder klart.

en melankolsk ensomhed.
forfaldet, mørket,

begyndelsen på slutningen.
lige ved,
og så alligevel ikke.
til stede,
og så alligevel ikke
længere.
det smukke
ved det forgængelige.

øjeblikket,
hvor bladene hænger svævende i luften,
fri fra træernes omklamrende greb
stadig uden berøring med jorden.

før øjeblikket er væk.
en påmindelse om livet.

men det er
også simpelt,
trygt.

det er
de små finurligheder.
varm kaffe, uldne sokker, vandpytter,
og forventningsglæden,
jeg som barn havde til den kommende jul.

men det er
ikke kun et forspil
til julen,
til vinteren,
til begyndelsen på starten.

det er,
og det er, i sig selv,
sig selv

det er
EFTERÅR

1Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

2. Oktobernat

fjern støj fra biler og ekkoet fra barens dybe, dunkende bas. Det lugtede af regn, bilos og røgen fra en nytændt cigaret. Indimellem kom nye ansigter og brød stilheden med latter, skulderklap og råb. Den lille sidegade var kun oplyst af det farverige lys fra døren og en ensom lygtepæl lidt længere nede ad gyden. Vores ånde dannede små fugtskyer i den kolde luft.

Vi gik lidt væk fra indgangen, hvor der konstant myldrede mennesker ud og ind. Jeg tog endnu en slurk af min øl, som smagte bittersødt, og mumlede noget med en lorte-dj. Kasper kom med et grin og tog selv en mundfuld. Vi havde begge fået rigeligt at drikke i løbet af natten, og jeg kunne fornemme, at det slørede i kanten af mit synsfelt.

 

Lige som vi stod og havde det lidt for sjovt, kom en kraftig ung mand gående i gadens kunstige lys. ”Ha,” udbrød Kasper pludselig, ”se det fede svin der!” Den unge fyr havde tydeligvis hørt Kasper og stoppede brat op. ”Er det mig, du kalder for et svin?” spurgte han provokeret. Kasper grinte, og kom med en fremragende efterligning af en griselyd. ”Hvem fand’n tror du, du er!?” brølede den kraftige fyr vredt, hvorefter han svin­gede ud efter Kasper, som blot stod og grinede hånligt. Mandens store næve missede Kasper, men ikke med meget mere end et par centimeter. Kasper stod dog stadig ubekymret og smålo. Den buttede unge mand gjorde endnu et arrigt forsøg på at ramme Kasper, og denne gang lykkedes det. Han ramte lige på kæben, og Kaspers hoved hamrede tilbage i et skarpt ryk. Fem sekunder senere, da Kasper var kommet sig over både chokket og slaget, blev han særdeles vred. ”Er det dét du vil!? Vil du slås? Hva’? Er det fede!?” snerrede Kasper. En stærk blanding af alkohol og adrenalin pumpede nu hidsigt rundt i min kammerats krop. Aldrig havde jeg set ham så ophidset før. Han tog et skridt frem og fyrrede en knyttet næve direkte mod den modsattes tykke hoved. Stødet mellem Kaspers knytnæve og det hårde kranie gav en knasende, tør lyd. Den buttede faldt til jorden med et bump, som efterlod en omklamrende tavshed.
           Jeg kunne selv mærke de lidt for høje promiller i mit blod, da vi hastigt bevægede os væk fra manden, der nu lå dødstille på jorden. Kasper gik forrest med mig i hælene. ”Vi kan sgu da ikke bare la’ ham ligge,” ordene lød spøjse og hæse i min mund, ”vi ved jo ikke om nogen vil finde ham.” Men Kasper stoppede ikke. Jeg fik et glimt af hans ansigt. Det var som hugget i sten og havde en åben flænge ved kæben. Vi gik i stilhed et kort stykke tid. Man kunne høre lyden af vores hastige skridt mod den ru asfalt. Pludselig stoppede Kasper op og vendte sig mod mig. Vi var ikke nået længere end hundrede meter ned ad gaden. Jeg syntes at kunne skimte den bevidstløse skikkelse, som lå på jorden oplyst af gadelygtens kolde skær. Kaspers ansigt var nu ikke længere hårdt og sammenbidt, men nærmere beslutsomt. ”Der skete ikke noget. Okay?” sagde han lavmældt. Jeg svarede ham ikke, vidste ikke hvad jeg skulle sige. ”Okay?!” råbte han lige i hovedet på mig. Hans ånde stank af øl. For første gang nogensinde var jeg bange for min bedste ven. Jeg nikkede diskret.

 

Der lød et fjernt råb lidt væk. Vi rettede begge opmærksomheden mod råbet, som kom fra det sted, hvor natten havde taget en markant drejning. Jeg kunne ane en gruppe mennesker, som begyndte at samles ved siden af den fede, ubevægelige skikkelse på jorden. Efter et øjeblik bøjede Kasper sig ned og stak hænderne i en lille klar vandpyt. Han gnubbede det mørke, metalliske, røde stads af sine hænder. Blodet farvede det kolde vand i et rødligt skær. Da han så op på mig igen, var hans ansigt helt neutralt. ”Der skete ikke noget,” sagde han ligegyldigt og fjernt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...