Efterår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2017
  • Opdateret: 1 jun. 2017
  • Status: Færdig
Det er

når farven på træernes blade skifter.
når jeg mærker kulden i luften.
når jeg ubevidst bliver bevidst
om livet,
og glider med livet.
det er tåget, på andre måder klart.

en melankolsk ensomhed.
forfaldet, mørket,

begyndelsen på slutningen.
lige ved,
og så alligevel ikke.
til stede,
og så alligevel ikke
længere.
det smukke
ved det forgængelige.

øjeblikket,
hvor bladene hænger svævende i luften,
fri fra træernes omklamrende greb
stadig uden berøring med jorden.

før øjeblikket er væk.
en påmindelse om livet.

men det er
også simpelt,
trygt.

det er
de små finurligheder.
varm kaffe, uldne sokker, vandpytter,
og forventningsglæden,
jeg som barn havde til den kommende jul.

men det er
ikke kun et forspil
til julen,
til vinteren,
til begyndelsen på starten.

det er,
og det er, i sig selv,
sig selv

det er
EFTERÅR

1Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

3. En sten

Jeg åbner den smussede dør ud til den mørklagte, lugtende gang. Der er næsten helt stille. Gulvet knirker svagt under mine bare tæer, der varsomt træder ud i den støvede gang. Jeg må forbi stuen for at komme ud i køkkenet. En ting jeg helst kun gør én gang i døgnet. Jeg foretrækker at gøre det om eftermiddagen, når den alligevel er slået helt ud af formiddagens mange procenter, men i dag insisterer min mave højlydt. Jeg sprang turen ud til køkkenet over i går og spiste en halv, gammel kiks i stedet. Men det viste sig at være en dårlig ide, da det åbenlyst ikke var nok for min krævende mave. Derfor er jeg nødsaget til at tage en tur ud i køkkenet, selvom det ikke engang er tidlig formiddag endnu.

 

Det lugter kraftigt af alkohol da jeg træder ud i stuen, der ligesom gangen er mørklagt af de billige, sorte rullegardiner. Fjernsynet kører i baggrunden, men der er skruet ned, og stuen virker derfor uhyggeligt stille. Stille som en gravplads – blot langt værre. Jeg lister lydløst mod køkkendøren, da min forræderiske mave vælger at komme med et brag af et brøl. Skikkelsen ovre i sofaen bevæger på sig. Mit hjerte banker, og i et splitsekund er jeg tilbage til dengang i soveværelset. Den første gang. Den gang hvor jeg stadig var lille, uskyldig og blød. Stanken af hans ånde hang mig i nakken, så jeg stadig kan mærke det, og jeg får kuldegys ved mindet. Jeg blinker tilbage, og pludselig står den foran mig. Den dovne krop hvis lemmer er slatne og dog stadigt stærke. Et gisp ryger over mine læber.

Kroppen, der stinker af sprit og cigaretter, står og spærrer døråbningen ud til køkkenet. Men det kan være lige meget nu, for jeg er allerede blevet opdaget. Min mave må knibe sulten i sig, for der kommer til at gå et godt stykke tid til den næste kiks. Langsomt begynder den at føre hånden op mod mig. For første gang gør jeg noget, jeg aldrig har gjort før. Noget jeg altid har været for bange, blid og blød til. Jeg svinger min knytnæve og rammer ham lige i den blegfede mave. Kroppen knækker sammen – ikke meget – men dog nok til at jeg slipper forbi den og ud. Jeg river i døren. Den binder, men efter et spark og et riv mere går den op, og jeg er ude. Tanken om frihed og lyset fra den strålende morgen overvælder mig, og jeg stopper op for at nyde øjeblikket fuldt ud. Frihed og muligheden for et liv. Men øjeblikket blev for langt, og en senet hånd med lange, stærke fingre griber nu om min overarm og trækker mig tilbage ind i mørket.

 

”Hvis jeg var en sten, ville jeg ligge i vejkanten og kigge op på himmelen. Jeg ville blive beskidt, våd, skidt på af fugle, og kørt over.

Hvis jeg var en sten, ville jeg være hård.

Jeg skal være en sten.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...