Efterår

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2017
  • Opdateret: 1 jun. 2017
  • Status: Færdig
Det er

når farven på træernes blade skifter.
når jeg mærker kulden i luften.
når jeg ubevidst bliver bevidst
om livet,
og glider med livet.
det er tåget, på andre måder klart.

en melankolsk ensomhed.
forfaldet, mørket,

begyndelsen på slutningen.
lige ved,
og så alligevel ikke.
til stede,
og så alligevel ikke
længere.
det smukke
ved det forgængelige.

øjeblikket,
hvor bladene hænger svævende i luften,
fri fra træernes omklamrende greb
stadig uden berøring med jorden.

før øjeblikket er væk.
en påmindelse om livet.

men det er
også simpelt,
trygt.

det er
de små finurligheder.
varm kaffe, uldne sokker, vandpytter,
og forventningsglæden,
jeg som barn havde til den kommende jul.

men det er
ikke kun et forspil
til julen,
til vinteren,
til begyndelsen på starten.

det er,
og det er, i sig selv,
sig selv

det er
EFTERÅR

1Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

5. Efterårssne

Det var årets første sne siden februar, der langsomt dalede ned fra den grå himmel. Sneen var faldet tidligt i år. Irene kiggede ud af vinduet, og sendte i tankerne en tak til Gud - eller hvad det nu var, der gjorde at tingene var, som de er. I hvert fald var hendes ønske blevet opfyldt, og nu dalede de hvide fnug ned som tykke vatklumper, blot to dage før hendes 19 års fødselsdag. Irene blev altid så glad når den første sne faldt. Det var, som blev hun et barn igen. De lange romaner og den varme te blev altid lidt bedre, når det var vidt og koldt udenfor. Så pakkede Irene tæppet godt ind omkring sig og sank længere ned i den brune lænestol. Når først sneen lå i et tilstrækkeligt tykt lag, ville hun tage sin søster med ud at kælke. Måske ville drengene fra klassen endda inviterer hende med ud på kælketur til hendes fødselsdag. Men nu skulle hun ikke side og fantasere om drenge. Irene fandt ihærdigt sine bøger og computer frem. Selvom det sneede i november, var der stadig afleveringer, der skulle skrives, og en matematikopgave hun godt lige kunne tjekke igennem en ekstra gang. Hun gik jo i 2. g og havde rigeligt med lektier at lave. Udover det skulle hun også huske at få øvet klaver, få lavet sine øvelser, tilberede aftensmad, og smøre madpakke måtte hun også, for skolemaden var alt andet end det, der skulle til for et langt og lykkeligt liv.

Allermest havde hun lyst til at tage sin søster under armen og gå ud i det hvide landskab, men pligterne kaldte, og sneen lå der jo sikkert også i morgen.

Næste dag efter skole brugte hun den første time af eftermiddagen på lektierne. Derefter skulle hun også have bagt kage til den kommende store dag. Hun fandt også sit pæneste sæt frem til den næste dag og pakkede tasken. Hun flettede håret så hun kunne få de fineste krøller i morgen. Da hun endelig trak i de fine røde støvler og den varme dunjakke, opdagede hun at det sørme allerede var ved at blive tusmørke udenfor. Nu var det vel for sent at gå ud, for snart kunne man ikke se en pind for sig derude. En anelse utilfreds til mode, men med tanken om, at hun da så ikke ville få våde støvler dagen efter, blev Irene indenfor.

Den næste dag blev Irene vækket af sin mor og sin søster, der kom med morgenmad på sengen. ”Hvor har du fine krøller i dag, Irene” sagde søsteren.

”Tak, søster. Jeg flettede mit hår i går, så jeg tænkte, at jeg slap for at sætte håret i dag og i stedet kunne gå et smut forbi kælkebakken her til morgen.”

Efter morgenmaden gik de alle tre ud i køkkenet, og kun da de tog deres forklæder på, tøvede Irene.  

”Hvad nu, Irene?” spurgte søsteren undrende.

”Jo, jeg tænkte bare,” svarede Irene tøvende, ”om jeg måske skulle gå lidt tidligere i dag…” Men Irene ombestemte sig, da hun så både morens og søsterens spørgende blikke og panderynken, ”Nej, det kan vente, jeg har rigeligt med tid.”

Da de havde vasket og ryddet op i køkkenet, troppede søsteren op med spejl og børste i hver sin hånd.

”Også i dag, søster?” spurgte Irene usikkert. Det var jo en vane at de to piger børstede hinandens hår inden afgang til skolen.

”Hvorfor ikke, Irene?”

”Jo, jeg tænkte bare. Jeg havde jo planlagt at kigge forbi ved kælkebakken her til morgen. En dreng fra min klasse inviterede mig med, forstår du.”

Men Irenes yngre søster forstod at slå et skuffet ansigtsudtryk op, hvilket gjorde det nærmest umuligt for Irene at stå imod.

Der var stadig 10 minutter til skolestart da Irene kom ud af døren. Men efter et øjebliks tøven valgte hun at gå den sædvanlige vej til skolen. Det var trods alt gymnasiet hun gik i. Det var fraværsprocenter, afleveringer og fremtidsmuligheder. Hun skulle nødigt komme for sent og gå glip af undervisningen. Tænk hvis de lærte noget vigtigt.

 

Kun to minutter før skolestart væltede alle de andre ind i klassen med friske, røde kinder og sne i håret. Irene rettede ryggen og hendes smil voksede sig endnu større. Men de andre strøg lige forbi hende, travlt i gang med hver deres pjatten og snakken, fnisen og fortællinger om deres vilde stunts på kælkebakken. Irene opfangede lidt af hvad en af drengene stolt fortalte om: ”…Og så blev jeg nød til at hoppe lige ind foran Amalie, for ikke at køre i søen.”

Af en eller anden grund falmede Irenes smil lidt, og det var som om krøllerne gled lidt ud af deres hold. Irene lagde slet ikke mærke til, da en af drengene satte sig på stolen ved siden af og prikkede hende på skulderen. Hun drejede hurtigt hovedet. Det var Simon.

”Jeg synes ikke, jeg så dig ved kælkebakken?” spurgte han.

”Æh… nej, jeg skulle noget andet.”

”Nå, ærgerligt.”

Læreren kom ind ad døren, og Simon skulle lige til at gå, da hun spurgte:

”Men… æh, hvad med efter skole?”

”Ja, helt sikkert. Det kan vi godt… Iii… Ida.”

Irene smilte og nikkede til Simon, da han gik. De havde gået i klasse sammen i halvandet år, og han kunne ikke engang hendes navn. Men det gjorde ikke så meget. De havde jo trods alt ikke snakket så meget sammen før…

 

Irene var hurtigt ude af gymnasiet store hoveddør den dag. Hun gik med raske skridt over mod byens kælkebakke. Det sneede kraftigt – store, våde fnug dalede langsomt ned på byens fortove og veje og satte sig i hendes krøller. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været ude at kælke. Var det måske for 4 år siden sammen med hendes søster?

Da hun kom til bakken var Simon der ikke endnu. Hun satte sig ned på en af parkens bænke. Den var hård, og hun blev kold bagi. Mens hun ventede, gav hun sig til, at betragte de grinende børn på bakken. Det syntes meningsløst uendeligt, at de i ét væk susede ned ad bakken på deres farverige plastickælke, for så igen at løbe op på toppen og tage en tur til.

 

Hun begyndte at forestille sig, hvor de alle ville være om en 20-30 år. Ham drengen med den blå tophue ville sikkert blive advokat og tjene kassen. Og så ville han måske være sine kone utro med hende pigen, der lige nu sad i en splinterny, pink bobkælk på vej op mod bakkens højeste punkt trukket af sin far. Og hende pigen i den røde flyverdragt ville blive lære på en flippet efterskole hvor alle eleverne røg sig skæve hver weekend… Irene sad faktisk og hyggede sig med sine små spådomme, da en sms tiggede ind på hendes mobil.

 

 

Hey, undskyld, kan ikke komme alligevel. skal hjælpe min mor med noget. men vi ses i morgen.
Simon.

 

Hun proppede mobilen godt ned i lommen igen, og rejste sig for at gå. Det var allerede ved at være mørkt, men dagen havde ikke været spildt – for første gang i hvad der pludselig syntes som meget lang tid, havde hun faktisk været et andet sted end derhjemme, på skolen eller på stien imellem. Hun havde det, som om hun allerede kendte alle børnene på bakken.

Underligt tilpas besluttede Irene sig for at gå igennem byen på vejen hjem. Selvom det var stoppet med at sne, var det, som om den allerede faldne sne lagde en dæmper på alle byens lyde. Netop da Irene drejede om et hjørne, hvorpå der lå en lille hyggelig café, væltede to unge mennesker grinende ud af døren. Irene kunne ikke undgå at ramme ind i drengens skulder. Hun hævede hovedet, udstødte et undskyldende ord, og gik videre. Men hun nåede at kaste et blik på hans ansigt. Var det ikke Simon, hun var bombet ind i? Lige inden hun væltede ind ad hoveddøren, mærkede hun en regndråbe ramme hendes kind.

 

Da Irene den næste morgen kiggede ud af vinduet, opdagede hun det. Sneen var væk.

Men det var jo kun efterår. Den skulle nok komme igen til vinter. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...