When lies come first

Ens liv kan ændre sig hurtigt. Hvis man har en kæreste har man så ret til at skifte ham ud? Og hvad hvis man ellers holder det hemmeligt?

Cassandra har en dejlig kæreste som hun har haft i lang tid. Men da sommeren starter og hun er på sommerlejr, kommer der nye muligheder på bordet. Hun bliver hurtigt interesseret i drengen med de krystalklare øjne. Men hun er jo egentlig optaget. Eller hvad?

Cassandra roder sig ud i noget være møg og må lyve over for begge drenge. Det bliver dog en stor udfordring da den smukke dreng starter på deres skole. Er det overhovedet muligt at kunne lyve for dem begge?

/////
Valgmulighed 3 i skrivekonkurrencen Pretty Little Liars. En historie bygget op omkring en løgn

2Likes
9Kommentarer
558Visninger
AA

3. Orienteringsløb

"Godmorgen allesammen. Jeg håber i har nydt den første nat. Idag skal vi løbe orienteringsløb. Holdene bliver sat op på tavlen senere idag. Men nu skal vi have noget morgenmad" siger Brita med en glad og energisk stemme.

Jeg kigger mig omkring. Jeg møder Cornelius' blik. Hurtigt skifter jeg retning og kigger lige ned i jorden. Mine kinder blusser helt op, og jeg smiler for mig selv. De blå klare øjne har boret sig ind i mit hoved, og nu vil de ikke ud. 

Morgenmaden føles som uendeligheder. Jeg gør alt hvad jeg kan for at undgå Cornelius' blik. Men hver gang det så mødes, smiler jeg, og kigger ned i jorden. Men lige da jeg tager mod til mig og fastholder mit blik, vibrerer min telefon i min lomme. Jeg skynder mig at fiske telefonen op af lommen. Det er en besked fra Daniel:

Hej skat. Jeg håber at du har det godt ude på bøhlandet. Jeg savner dig allerede. Jeg håber at høre fra dig. Kan du sende et billede?

Knus din Daniel

Det giver et ordentlig stik i maven, og jeg har lyst til at kyle telefonen ned i jorden. Jeg kigger forsigtigt over på Cornelius. Han sidder og griner sammen med de andre drenge. Jeg sender hurtigt et svar om at alt går fint, og at jeg også savner ham. 

Solen står højt på himlen, og mine arme er allerede blevet brune. Jeg er på vej over til den enorme menneskeklump ved opslagstavlen. Folk krammer og andre går skuffet over til deres hytte igen. Det er grupperne til orienteringsløbet. Jeg sætter farten lidt op for at nå at se dem inden der går får meget kaos i den. Det lykkedes mig at mase mig igennem mængden, og helt hen til det vigtige papir. Jeg skimmer hurtigt papiret og finder mit navn i gruppe 5:

Susanne

Cornelius

Antony

Cassandra

Jeg smiler ved synet. Jeg vender mig om og skal til at gå, da jeg støder lige ind i Cornelius.

"Hej du" siger han. Jeg smiler.

"Hej" svarer jeg.

"Vi er vist på samme hold" siger han efter en kort skimning af tavlen. Jeg nikker. I virkeligheden har jeg lyst til at hoppe, danse, skrige og synge. Men jeg forholder mig helt roligt.

"Var det dig udenfor hytten imorges?" spørger han. Min mave snørrer sig sammen som en stor hårbolle. Men jeg bryder alligevel ud i en latter der afslører at det var mig ude foran. Han smiler til mig. Hans smil blænder mig, og jeg kan ikke andet end at smile tilbage. For gud hvor ser han sød ud.

Som eftermiddagen skrider frem, skal orienteringsløbet til at starte. De andre 4 grupper er allerede tordnet afsted, men vi venter stadig bag startlinjen. Om et minut vil vi være ude af syne. Så vil vi ikke kunne blive.......POW. Startskudet lyder, og vores gruppe spurter afsted. Cornelius tager føringen med kortet. Hans lægmuskler spænder hver gang han tager et skridt. Jeg tvinger mig selv til at vende tilbage til virkeligheden. Det går op for mig at vores 2 andre gruppemedlemmer er langt bagud.

"CORNELIUS. VI BLIVER NØDT TIL AT VENTE PÅ DE ANDRE" råber jeg til ham. Han vender lige kort hovedet og giver mig sit største smil. Jeg tror jeg rødmer, men jeg håber det ikke. Han sænker farten så jeg kan nå op til ham. Jeg når ham efter få sekunder og han byder mig velkommen til føreholdet. Jeg griner højt og tager et blik på det detaljerede kort. Den første post er lige ved et træ foran os. Vi standser brat og kigger søgende op mod trækronen. Dér, lige dér er der en selvlysende sløjfe der hænger og dingler. Jeg peger der op mod den, og Cornelius ser den øjeblikligt.

"Den er højt oppe" hvisker jeg. Han fniser, og former hænderne som en skål.

"Her" siger han og sænker hænderne så jeg kan træde på dem. Jeg griner lavt og træder op i dem. Jeg prøver at gøre mig så let som mulig. Jeg vi helst ikke være til besvær og være for tung. Jeg kigger ned for at sikre mig at alt er okay, og da jeg ser hans arme spænde mister jeg fuldstændig fokus. De store muskler er i brug, og de er kæmpe store. Jeg må ikke have været specielt diskret, for han ser hvor jeg kigger hen. Han griner højt og fortæller mig at fortsætte hvor jeg slap. 

Vi løser hurtigt spørgsmålet på posten, og begynder at løbe videre. Det gibber i mig da jeg husker de 2 andre gruppemedlemmer.

"Hallo vi bliver da nødt til at vente på Susanne og Antony" griner jeg. Han sukker højt, og sætter farten ned for at de andre kan følge med. Men efter lang tid er de stadig ikke kommet.

"Oh my god" vrisser Cornelius, og sætter sig på en træstub. Jeg sætter mig overfor ham. Han er vildt pæn når han er sur. Gad vide hvad han egentlig kan lide at lave?.

"Fortæl mig noget om dig selv" ryger det ud af mig. Han griner højt. Jeg forstår ikke det sjove men jeg smiler alligevel over hele hovedet.

"Der er sku ikke så meget at fortælle. Jeg har en sindsyg mor, jeg spiller elitefodbold, jeg er single" siger han, og blinker. Han flækker af grin inden jeg overhovedet når at tænke mig om. Jeg griner med, men jeg kan ikke helt finde ud af om det var et slags hint eller om det bare var ren fakta. Er han mon interesseret i mig?

Vi er tæt på målstregen da en gren kommer i vejen for min fod. Jeg snubler lige ned i en mudderpøl. Jeg sukker da det går op for mig at jeg er fuldkommen plasket ind i mudder. En klam klistrende fornemmelse dækker hele kroppen. Jeg har desuden også lyst til at forsvinde, for det er virkelig pinligt at ligge i en mudderpøl, og kvabse. Min fod gør rigtig ondt. Cornelius skynder sig over til mig, og spørger om jeg er okay. Jeg nikker men siger at min fod gør ondt. Han rækker mig sin hånd så jeg kan komme op. Den er varm og ru. Han er virkelig dejlig.

Vi kommer ind i mål som nummer 8. Det aller sidste hold. Jeg plejer at være super skuffet når jeg ikke vinder, men denne gang er jeg fuldstændig ligeglad. Jeg har snakket ordentligt med Cornelius og vi har "holdt i hånd" . Eller han har holdt min hånd. Eller hvad man nu kalder at hjælpe en pige op fra en mudderpøl. Men jeg er godt tilfreds. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...