When lies come first

Ens liv kan ændre sig hurtigt. Hvis man har en kæreste har man så ret til at skifte ham ud? Og hvad hvis man ellers holder det hemmeligt?

Cassandra har en dejlig kæreste som hun har haft i lang tid. Men da sommeren starter og hun er på sommerlejr, kommer der nye muligheder på bordet. Hun bliver hurtigt interesseret i drengen med de krystalklare øjne. Men hun er jo egentlig optaget. Eller hvad?

Cassandra roder sig ud i noget være møg og må lyve over for begge drenge. Det bliver dog en stor udfordring da den smukke dreng starter på deres skole. Er det overhovedet muligt at kunne lyve for dem begge?

/////
Valgmulighed 3 i skrivekonkurrencen Pretty Little Liars. En historie bygget op omkring en løgn

2Likes
9Kommentarer
417Visninger
AA

7. Forvirring

Mine tanker kører rundt i hovedet da jeg åbner døren ind til vores lejlighed.

"Skattermus. Har det været en god første dag?" siger mor med en sukkersød stemme. Jeg nikker  en smule fraværende. Mere rystet.

"Ååå hvad med Daniel? Var det ikke godt at se ham igen?" spørger hun. Det føles som et hårdt slag i maven da hun nævner ham. Mine forældre elsker Daniel. Han er sådan en som alle elsker. Han snakker altid pænt, og spørger ind til deres arbejde.

"Ja det var virkelig rart. Hvad med dig? Var det godt på arbejdet?" spørger jeg bare for at skifte emnet.

"Det var som sædvanligt. Som arbejde nu er," svarer hun, og sådan går samtalen bare videre indtil jeg går op på mit værelse. Jeg smider mig fortabt på min seng og lukker øjnene. Hvordan endte jeg i sådan en situation? Min telefon vibrerer i min lomme. Jeg fisker den langsomt op ,og læser beskeden.

Hej Skatter. Ville høre om du havde lyst til at hænge ud imorgen ved 18.30 tiden? Knus Cornelius står der.

Jeg sukker. Jeg har en aftale med Daniel, dog kun til 18.00. Jeg kan vel nå begge dele.

Ja selvfølgelig. Hos dig? skriver jeg tilbage.

Han skriver sin adresse, og jeg ser at det kun er meget kort herfra. Det er praktisk men stadig vildt upraktisk. Daniel kan jo se hvis vi er sammen eller noget. Jeg smider telefonen ned på gulvet. Hvorfor er det så besværligt?

"Hej Cassandra,".

Det er Emma i telefonen. "Hej Emma," mumler jeg tilbage.

"Er du okay?" svarer hun. Tydeligvis bekymret.

"Jaja".

"Hallo jeg snakkede med ham fyren. Han hed Cornelius og han er monster lækker," afbryder hun.

Shit. "Men vil du høre noget lort?" tilføjer hun.

"Øhm ja".

"Han er optaget!" næsten råber hun ind i telefonen.

"Emma," mumler jeg.

"Ja hvad?". Det er nu jeg burde fortælle hende at jeg er kærester med ham. Hele skolen har jo et crush på ham, og før eller siden finder de jo ud af hvem han er kærester med. Jeg kan bare ikke endnu.

"Ligemeget".

Den næste skoledag går forholdvist glat. Jeg sørger for at holde lav profil. Det går helt fint indtil både Daniel og Cornelius kommer hen imod mig. Jeg panikker fuldstændig, og flygter hen til Emma og Viola. Virkelig idiotisk. Men de 2 drenge mødes bare på midten, og snakker lidt. Heldigvis virker ingen som om de har snakket om mig. Jeg ånder lettet ud, og flyder ind i de andre pigers samtale. 

Jeg følges med Daniel -hånd i hånd- hele vejen hjem til ham. Hjem til hans kæmpe, flotte, dyre hus. Det hus som har alt hvad man skal bruge. Alt hvad hjertet beærer. Som jeg altid har følt var mit andet hjem. Men selvom Daniel er født, og opvokset her, har det overhovedet ikke smittet af på ham. Han har selvfølgelig dyrt tøj, og taler pænt, men på ingen måde bedre end andre. Han den normale type men bare en lille smule pænere. "Kommer du Cass?" hvisker han med den samme selvsikre ubekymrede stemme som altid. Jeg nikker bare og følger efter ham ind i huset.

"Åhhh Cassandra. Hvor er det da godt at se dig. Hvordan har du det dog?" siger Betina, Daniels mor. Jeg smiler. Lader som om alt er i orden.

"Jeg har det dejligt. Hvad med dig?" spørger jeg.

"Alt er godt hos mig. Selv Daniel opfører sig pragtfuldt," griner hun. Jeg ved ikke om jeg skal grine med eller ikke. Så jeg skuler bare over til Daniel og smiler.

"Nå. Vil i ikke have noget lemonade?" spørger hun høfligt.

"Jo tak Betina" svarer jeg. Bruger min høflige side. 

Vi går op på værelset, og jeg viser ham en masse billeder fra sommerlejeren. Alt undtaget Cornelius selvfølgelig. Og som altid flyver tiden afsted hos Daniel. Men Daniel ved mere end jeg troede han gjorde.

"Var Cornelius ikke med på den der lejr?" spørger han pludseligt. Jeg kigger forvirret på ham. Hvor ved han dog det fra? Jeg skal til at benægte det, men så ved han at jeg lyver. For det er helt sikkert Cornelius selv der har fortalt det.

"Jo det var han faktisk" mumler jeg. Jeg prøver at virke helt ligeglad og scroler bare igennem billederne som om jeg leder efter et specielt.

"Cassandra?" spørger han bestemt. Det gibber i mig. Han plejer aldrig at kalde mig hele mit navn.

"Mmm" mumler jeg.

"Cassandra. Er der noget jeg ikke ved?" spørger han.

Denne gang mere bestemt. Han kender mig godt nok til at vide når noget er galt. Jeg kigger ham direkte ind i hans øjne. De er slet ikke lige så klare som Cornelius'. Jeg ryster på hovedet. Han tager hårdt fat i min arm. Jeg panikker. Hvor meget ved han?

"Slap af!" råber jeg.

"Okay hvad sker der Cassanda?" råber han tilbage.

"Der er ikke noget galt okay" siger jeg i et lidt lavere toneleje.

Han rynker panden. "Det passer," tilføjer jeg.

"Godt," slutter han den af. Han nikker. "Jeg tror på dig," tilføjer han. Han er virkelig til at stole på. Ikke ligesom mig. Han fortjener bedre. Langt bedre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...