When lies come first

Ens liv kan ændre sig hurtigt. Hvis man har en kæreste har man så ret til at skifte ham ud? Og hvad hvis man ellers holder det hemmeligt?

Cassandra har en dejlig kæreste som hun har haft i lang tid. Men da sommeren starter og hun er på sommerlejr, kommer der nye muligheder på bordet. Hun bliver hurtigt interesseret i drengen med de krystalklare øjne. Men hun er jo egentlig optaget. Eller hvad?

Cassandra roder sig ud i noget være møg og må lyve over for begge drenge. Det bliver dog en stor udfordring da den smukke dreng starter på deres skole. Er det overhovedet muligt at kunne lyve for dem begge?

/////
Valgmulighed 3 i skrivekonkurrencen Pretty Little Liars. En historie bygget op omkring en løgn

2Likes
9Kommentarer
424Visninger
AA

1. Drengen med de krystalklare øjne

Jeg lader hånden glide igennem hans lyse krøller. De er helt bløde og dufter som altid rent. Jeg tager en dyb indånding og nyder duften. Jeg bevæger mine læber ned mod hans og trykker mine let mod hans. Han er ivrig for mere. Så jeg presser dem lidt hårdere imod mine. Det føles rart. De mange kys og den blide kontakt. Jeg har altid elsket det. Jeg nyder hvert sekund.

"Jeg elsker dig Cassandra," hvisker han.

Et bredt smil skrider frem fra mine velplejede læber. "Jeg elsker også dig," svarer jeg.

Han klemmer min hånd. Det er beroligende og trygt. "Jeg kommer virkelig til at savne dig," hvisker han blidt i mit øre. Det kilder og fniser lavt. 

Jeg skynder mig at vende mit hoved og stikker tungen ud. Jeg slikker ham lige i ansigtet og jeg bryder ud i en høj latter. Det gør jeg tit, men denne gang skubber han mig bare væk. 

"Jeg kommer da også til at savne dig," griner jeg. Han skubber mig ned og ligge og kysser mig hurtigt. Jeg griner helt ustyrligt hvilket tydeligvis irriterer ham.

"Ej vent Daniel," siger jeg og tager mig lidt sammen.Jeg rejser mig op og giver ham et stort knus. Han krammer tilbage.

"Hyg dig på den sommercamp," siger han. Jeg smiler til ham og han smiler tilbage.

"Tak søde," svarer jeg. Han roder i mit hår og forsvinder derefter ud af døren. 

 

Den store herregård tårner sig frem. Endelig er dagen kommet. De mange forskellig farvede flag med teksten SOMMERCAMP FOR UNGE blafrer i vinden. Det er her jeg skal være de næste 2 uger. Det giver et sus i maven ved tanken. Jeg lader min hånd køre igennem mit lange brune hår. Bilen siger et klik, og vi har parkeret. Mor kigger mig dybt i øjnene og giver mig et kys på panden. Det er vådt og klistret efter den økologiske lipgloss. Det gamle velkendte kys.

"Hav det nu godt ik?" siger hun.

"Jo da".

Hun nikker som om det lige skulle godkendes. Jeg smiler og krammer hende blidt. Jeg trækker mig forsigtigt væk for at komme ud af bilen. Da døren smækker rammer en blid vind mit ansigt og får mit hår til at blafre svagt. Jeg smiler lidt for mig selv og tager min kuffert i hånden. Jeg triller den over til en lyshåret dame der står og smiler til mig. "Hej," råber hun. Jeg smiler og sætter farten op. 

"Hej," siger jeg da jeg når over til hende.

Jeg prøver at lyde helt rolig. Jeg rækker hånden frem for at sige goddag. Hun tager den og giver den et bestemt klem. Hendes hånd er helt våd og kold. Måske er hun lige så nervøs som mig. Men det er vel næsten umuligt.

"Jeg hedder Brita og jeg er den ansvarlige for at alle har det som de skal," siger hun højt og tydeligt. Som om hele verden skal høre det. Jeg smiler for at gøre hende tilpas, men det har tydeligvis ingen virkning.

"Jeg hedder Cassandra. Bare kald mig Cass," prøver jeg at få fremstammet. Hun nikker kort og peger hen på en hytte. Der er et stort 3'tal på døren.

"Du skal bo de næste to uger i den hytte der". Jeg kigger skiftevis over på hytten og den kæmpe herregård. Den ser alligevel mere indbydende ud end den lille hytte. Men jeg nikker og triller min kuffert over til hytten. 

Trinene op til hytten knirker. Det giver mig en mærkelig fornemmelse af nervøsitet i maven. Jeg knuger håndtaget på kufferten og trækker den hårdt op af de få trin. Det giver et ordentlig bump så jeg næsten selv får et shock. Jeg åbner døren til hytten og får øje på to andre piger. De smiler begge og den ene kommer og hjælper mig med kufferten.

"Hejsa. Jeg hedder Johanna," siger hun og tager fat i min kuffert. "Jeg hedder Cassandra" svarer jeg og smiler. "Men bare kald mig Cass" tilføjer jeg hurtigt.

Johanna lader som om hun tænker grundigt over navnet.

"Cass" siger hun til sidst. Jeg griner og lukker døren bag os.

 

Dagen går som forventet med instrukser og navnelege. Alle virker søde og imødekommende. Jeg prøver altid at smile og virke overbevisende selvtilldsfuld. Men hver gang jeg skal sige Cassandra knækker min stemme over. Men ingen lader til at gå på af det. Jeg griner bare for det meste. Alle hilser på mig og virker rigtig flinke. Jeg får næsten også altid svaret noget flinkt tilbage. Ikke at jeg siger noget grimt, jeg er bare ikke så god til at virke imødekommende. 

Aftenluften er kølig og en let brise blæser ind over os. Jeg står og vælger om jeg skal tage en kylling eller grisekødspølse til aftensmad, da en hånd bliver placeret på min skulder. Den er større end en piges. Jeg stivner og overvejer hvordan jeg skal opføre mig. Da jeg endelig vender mig om, stirrer jeg direkte ind i et par krystalklare blå øjne. De minder mig om havet sydpå. Det klare lyseblå hav. Det er en dreng. Han smiler stort.

"Hej" siger han.

 "Hej" svarer jeg.

"Jeg hedder Cornelius" siger han med en smuk, charmerende stemme.

"Det ved jeg godt" ryger det ud af mig.

"Ej undskyld" skynder jeg mig at sige. Jeg begynder bare at grine hvilket han heldigvis også bare gør. Jeg har betragtet ham hele dagen. Og nu snakker han med mig. Han tilter hovedet i retning mod den store græsplæne. Jeg nikker og vi går over imod den. Jeg smiler i hele hovedet. Men det ser han heldigvis ikke.

"Hvor bor du så henne af?" spørger han.

"Langt væk" fniser jeg.

"Okay..." svarer han lidt fornærmet. Jeg stopper med at grine. Var det mon en dårlig joke? Men heldigvis bryder han ud i en sød høj latter. Jeg smiler lettet og griner selv med. Mit lange brune hår blæser rundt og jeg får det i ansigtet. Cornelius tager sin hånd og fjerner håret med en let bevægelse. Jeg smiler, men et stik i maven af noget uventet kommer mig i møde. Jeg ryster på hovedet og skynder mig op at stå.

"Jeg henter lige lidt mere mad" siger jeg hurtigt. Jeg begynder at tage hurtige og bestemte skridt hen imod maden. Hvad laver jeg dog? Jeg har jo Daniel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...